Læsetid: 5 min.

’Så snart afhøringen var færdig, kunne jeg få min metadon’

Line rystede og havde abstinenser, første gang hun blev afhørt om en stribe indbrud. Hun endte med at svare ’jajaja’ til politiets spørgsmål for hurtigt at få metadon, fortæller den 33-årige kvinde, der har været stofbruger i halvdelen af sit liv
18. marts 2014

En tidlig morgen i år 2000 blev Line og hendes kæreste anholdt, netop som de ville begå indbrud i en villa i Husum. Politiet havde ligget på lur efter tyvene, som finansierede deres heroinfix med indbrud i netop det område.

»Jeg er sikker på, at jeg dengang tilstod mere, end jeg havde lavet. Det var første gang, jeg blev afhørt, så jeg stolede på betjentene, når de sagde, at lige så snart afhøringen var færdig, kunne jeg få min metadon,« siger Line, der i dag som 33-årig får metadon tre gange i døgnet.

Line endte dengang med at tilstå 53 indbrud, som hun senere blev dømt seks måneders fængsel for. Dommen betød også en gæld på knap en million kroner til forsikringsselskaber, som hun aldrig har fået betalt.

LÆS: Politiet afhører stofbrugere med abstinenser

Ifølge sin egen forklaring havde Line og kæresten dog højst begået 30 af de indbrud, hun tilstod.

»Politiets havde et kort med masse røde knapper i Husumområdet. Der var også mange i Rødovre og Hvidovre, og det kan ikke være os. Vi boede på ydre Nørrebro og gik altid til fods om natten. Vi havde hverken bil eller noget, og så langt væk har vi aldrig været, for vi skulle jo slæbe det med hjem,« siger hun.

Når Line alligevel endte med at tilstå samtlige indbrud, også dem i Rødovre og Hvidovre, var det ifølge hendes egen forklaring, at hun var abstinent og håbede på hurtigt at få metadon.

Op og ned ad villavejene

»Det var første gang, jeg kom i detentionen, og betjentene kom og kiggede hver anden time. De ved jo, at man er abstinent. ’Er du ved at blive syg,’ spurgte de, mens jeg sad og rystede. Som narkoman skal man tage stoffer omkring hver fjerde time. Efter seks timer uden heroin brækker man sig, efter otte timer kan man knapt bevæge sig,« fortæller hun.

Da Line havde siddet seks timer i detentionen, skulle hun udpege de villaer og huse, hvor parret havde begået indbrud.

»De kørte op og ned ad villavejene, og i starten sagde jeg selvfølgelig, at jeg ikke kunne huske det. Men de blev ved og ved og stoppede foran det ene hus efter det andet, og til sidst sagde jeg ’jajaja’. De sagde, at hvis bare jeg viste dem de huse, hvor vi havde begået indbrud, kunne jeg komme tilbage og få metadon.«

Efter endnu en afhøring endte Line med at skrive under på en tilståelse om 53 indbrud.

LÆS: Falske tilståelser på grund af abstinenser synes udbredt

»De sagde, at hvis jeg skrev under, var vi færdige. Det er ellers frivilligt, om man vil skrive under, men jeg synes ikke, det var frivilligt. I dag ved jeg, at man som narkoman bare skal skrive under, så kommer man hurtigere ud.«

I dag er det over to år siden, at Line har fixet eller røget heroin. Lige når hun har fået kontanthjælp, bruger hun kokain: »Så er de penge også brugt. Resten går til huslejen,« som hun siger.

To gange om ugen er hun i praktik i nogle timer på et plejehjem, fordi hun gerne vil være sosu-assistent.

»Jeg har selvfølgelig et håb om at blive stoffri en gang. Jeg har ingen uddannelse overhovedet, men jeg har ikke brug for flere nederlag i mit liv,« siger Line.

Da hun var fem år, blev hun og hendes to brødre sat i frivillig familiepleje. Deres mor var stofmisbruger, og faren drak for meget. Line husker, at hun og storebroren fik tæsk og blev mishandlet af plejeforældrene, og kort efter, at moren døde af en overdosis, blev hun som 17-årig sat på gaden: »Det skete, da plejefamilien ikke længere fik penge for at have mig boende. Jeg havde ikke noget sted at bo, så jeg levede på Hovedbanegården eller i opgangene på Vesterbro. Der mødte jeg selvfølgelig den sødeste kæreste. Han var 20 år ældre end mig og narkoman. Han introducerede mig til heroin og sagde, at så kunne jeg glemme min mor og holde op med at tænke på hende. Og det er rigtig nok, jeg glemte at tænke. Ikke bare på min mor, men i det hele taget.«

Som 18-årig kom Line i behandling »et sted i Jylland«, og her mødte hun sin næste kæreste, som hun tog tilbage til København med. Begge var stofbrugere. Hendes far opsøgte hende på et tidspunkt, mens hun levede på gaden. Han havde skaffet en andelslejlighed til hende på ydre Nørrebro.

»Det var alt for sent til at forhindre, at jeg blev narkoman. Jeg har stadig lejligheden, og det var derfra, at min kæreste og jeg gik på indbrud, indtil vi blev taget.«

Det var computere, nye tv, guld og smykker, som Line og kæresten var på jagt efter, selv om der ifølge hende kunne være langt mellem ’guld-villaerne’. Varerne blev ifølge Line afsat på hjemvejen til udenlandske kioskejere på Nørrebro.

»Det var let omsættelige ting, og det var intet problem. Vi skulle skaffe omkring to tusind kroner hver nat. Det plejede at passe med cirka to indbrud.«

Siden hun kom ud af fængslet for de 53 indbrud, har Line været anholdt knap 20 gange. Fire gange er hun blevet idømt fængselsstraf, bl.a. for narkohandel. Hver gang, hun har været anholdt, skal hun »først sidde og blive syg i fem-seks timer«, som hun siger, inden hun kommer op til afhøring. Men Line er holdt op med at sige noget til politiet, selv om hun bliver syg.

»Det gør man kun én gang,« som hun siger.

Stjæler slik for 2.000 kroner

Line er også holdt op med lave indbrud. Det tør hun ikke længere. Men hun er stadig kriminel ind i mellem, når hun mangler penge til mad.

»Så stjæler jeg slik og kød og af og til også kondomer eller batterier. Det er faktisk ikke så svært at lave 2.000 om dagen. Jeg går ind i Netto eller Fakta og fylder en stor indkøbspose med slik og så hen og sælge indholdet til en kiosk. Jeg skal forbi fire-fem butikker på en dag.«

Seneste gang Line var anholdt, var for godt to uger siden. Hun var ude at køre med sin ekskæreste, der kørte i en stjålen bil, hvor de blev stoppet af politiet.

»Men der var jeg smart. Jeg sagde til politiet, at jeg ikke var på stoffer mere. Og jeg kom ud allerede efter en time,« forklarer hun.

Line er ikke kvindens rigtige navn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
  • Peter Taitto
Rasmus Kongshøj og Peter Taitto anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Kristensen

Når politiet ikke giver en diabetiker adgang til insulin, før efter en afhøring, da gør politiet noget ulovligt.

Dette gælder også for narkomaner, når narkomaner ikke får adgang til lægeordineret metadon.

Peter Nielsen, Rasmus Kongshøj, Jens Falkesgaard, Karsten Aaen, lars abildgaard, Enriquo Longo, Tilde Klindt, Gert Romme og Ole Hansen anbefalede denne kommentar

Det er bare en af flere måder Dansk politi anvender tortur. En anden er trusler om isolation, ødelæggelse økonomisk, din familie får det at vide og alle mulige andre former for trusler.
Politiet mener de kan gøre hvad de vil, bare deres statistik forbedres, så er spørgsmålet om skyld helt uden betydning.

Og så siger man der ikke bruges tortur i Danmark..

Løsningen kunne være at ingen må afhøres, uden nogen helt uden tilknytning til politi/retsvæsen er til stede, altså ganske almindelige borgere. Sker det alligevel, skal man automatisk kendes uskyldig.

Jens Falkesgaard, Karsten Aaen, lars abildgaard, Jan Kønig og Enriquo Longo anbefalede denne kommentar

Kære Lars Kristensen,

Jeg er diabetiker, og jeg tror slet ikke på, at politimyndigheder i Danmark har lovlig ret til at afhøre diabetikere, der står i behov for deres medica, hvad det så end er. Sådan handler seriøse og ansvarlige myndigheder slet ikke.

Jeg tror faktisk, at hvis politifolk i Danmark forsøgte på dette, så ville de være ude af politikorpset, næsten før de selv opdagede det. Og samtidig ville de kunne se frem til en solid straf.

Og jeg tror slet ikke på, at der findes politifolk i Danmark, der er så uanstændige, at de ville kunne finde på at gøre det.

Enriquo Longo

Gert Romme

"Og jeg tror slet ikke på, at der findes politifolk i Danmark, der er så uanstændige, at de ville kunne finde på at gøre det."

Jeg ville ønske du havde ret.

Desværre har jeg over de sidste 3 år oplevet politiet som groft intimiderende, truende og blandt andet gennemført ulovlig ransagelse.

Og jeg er bare en helt almindelig borger.

Jeg føler virkelig med dem der er landet på gaden -

Henriette Bøhne

Gert Romme,

Jeg er også ret sikker på, at dansk politi ikke kunne finde på at behandle en diabetiker sådan - og det er vel også pointen?

Jeg har engang arbejdet 8 år med Hiv-pos stofmisbrugere i metadonbehandling og jeg gør mig ingen illusioner om, at de får en bare nogenlunde anstændig og værdig behandling hos politiet.

Pointen er vel den, at en abstinent stofmisbruger er i lige så stor fare for at blive alvorligt syg eller ligefrem dø, hvis han/hun nægtes sit stof, som en diabetiker er.

Men her i landet anser vi stofmisbrugeren som selvforskyldt i sin situation og mener derfor at vi er i vores gode ret til at lade dem mærke konsekvensen i form af alvorlig sygdom, som vi blot mener er et ubehag, der følger med.

Samme holdning kan man iøvrigt også ofte møde blandt læger og sygeplejersker på vores hospitaler.

Peter Nielsen, Lars Kristensen, Rasmus Kongshøj, Jens Falkesgaard, Karsten Aaen, Tilde Klindt, Jesper Wendt, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Enriquo Longo, Jan Kønig og Peter Taitto anbefalede denne kommentar
leif voetmand

Politiet er også presset, og her er så nem måde at forbeder opklarings procenten på.
Hvis man ikke skulle springe over hvor gærret er lavest, hvor skulle man så?

Jesper Hansen

Man skal virkelig være dygtig, hvis man skal dømmes for indbrud, som man ikke har begået.

Når man sidder nede i retten og har tilstået en forbrydelse, så bliver man altid stillet en række kontrolspørgsmål af anklager og dommer, så man er sikker på, at det er den rette gerningsmand, man har fat i.

Taler vi om indbrud, bliver man spurgt om, hvordan man kom ind (smadrede man en rude, brækkede man en dør op, stod vinduet åbent osv.). Man bliver også spurgt om, hvilke genstande man stjal og hvor de stod hende i boligen. Alt dette for at sikre, at man ikke står med den forkerte gerningsmand. Hvis man ikke kan svare rigtigt på spørgsmålene, så bliver tilståelsen ikke accepteret nede i retten og man bliver dermed ikke dømt i en tilståelsessag.

Hvis "Line" ikke har begået de indbrud, hun er tiltalt for, hvordan kan hun så tilstå dem nede i retten og berette om detaljer, som kun gerningsmanden burde kende?

Derudover så koster et indbrud 30 dages fængsel i straf. Hvis hun får en straf på 6 mdr., så har hun helt sikkert ikke begået 53 indbrud. Så har hun nærmere begået 8-10 indbrud (når man medregner den mængderabat, som retsvæsnet giver). Hvis dommeren virkelig har været flink, så har han/hun givet "Line" 6 mdr. for 15 indbrud. Men 53 indbrud ville koste langt over 1 års fængsel i straf - nok nærmere 1 år og 6 mdr eller mere.

"Lines" historie er derfor ikke troværdig.

Når det er sagt, så udelukker jeg ikke, at man overfor politiet tilstår flere indbrud, end man har begået pga. abstinenser. Men der er en verden til forskel på, at tilstå en forbrydelse overfor politiet og derefter også at blive dømt for forbrydelsen i retten.

Inden retten dømmer nogen, er en lang række retsgarantier blevet iagttaget, og sagen er blevet vurderet af flere personers kritiske øjne end blot den anholdende betjents.

I prøver at skabe en debat om et emne, som retssystemet og retsplejeloven allerede i flere årtier har forholdt sig til og sikret sig imod.

Jesper Hansen

Enriquo Longo; hvad er det for en ulovlig ransagning, du har været udsat for?

Der findes kun 2 slags ransagninger:

1) Dem hvor politiet står med en dommerkendelse i hånden. Spørgsmålet har været forelagt retten inden man kommer og ransager. Det er derfor næppe ulovligt.

2) Ransagning på øjemedet. Det er dem hvor politiet kommer uden en dommerkendelse. Det er måske dem, som du kalder ulovlige ransagninger. Problemet er bare, at de ikke er ulovlige, for du har naturligvis ret til at få ransagningens lovlighed efterprøvet ved retten bagefter. Og så siger retten enten, at det var i orden at politiet ransagede på øjemedet, eller det var ikke i orden. Hvis retten siger, at det ikke var i orden, så udløser det ret til erstatning til dig og politiet får en irettesættelse.

Så hvad er det helt nøjagtigt, du hentyder til med ulovlige ransagninger?

Enriquo Longo

Jesper Hansen

Ransagning foretaget på grundlag af en betjent der har afgivet falsk forklaring til anklagemyndigheden som derefter får ransagningskendelse hos retten.

Statsadvokaten har tildelt erstatning for uberettiget ransagning.

Jens Falkesgaard, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek og lars abildgaard anbefalede denne kommentar

Tro om igen Jesper Hansen. Der er ikke tid til så dybdeborende spørgsmål i en sag om inbrud i omegnen af 50boliger. Og slet ikke når der er tale om en sølle narkoman, som i den grad har motivet. Og endda har tilstået det. Så jo man kan SAGTENS blive uskyldigt dømt i sådanne sager.

Peter Nielsen, Jens Falkesgaard, Karsten Aaen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Jesper Hansen

Jan König; du taget desværre fejl. Jeg har fornemmelsen af, at du bare sidder og gætter dig til, hvordan du tror det er.

Der fremgår klart og tydeligt af retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 1. Prøv lige at læse den.

Jesper Hansen

Enriquo Longo; nu er det sådan, at man normalt ikke ransager udelukkende på baggrund af en betjents forklaring uanset om den er rigtig eller ej, når man anmoder retten om en dommerkendelse.

Man ransager på baggrund af tip fra borgere, som betjenten så skriver ned i en rapport, og som derefter bliver præsenteret for retten. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at betjenten skulle skrive noget ned i en rapport, som kommer fra hans frie fantasi. Hvis han alligevel har gjort det, så er han ikke egnet eller værdig til at arbejde i politiet, og så håber jeg, at han er blevet fyret. Det er ikke sådan politiet arbejder normalt.

Men der er brodne kar alle steder.

Derudover er der ingen grund til, at betjenten skulle gøre det. Politiet får så mange anmeldelser, at de næsten har svært ved at nå dem allesammen. Så der er ingen grund til, at de begynder selv at opfinde kriminalitet, således at de kan tage ud og ransage hos tilfældige borgere, når de har rigeligt i forvejen.

Det virker patetisk at forsvare magtmisbrug overfor syge mennesker, og det er jo typisk det stofmisbrugere er, enten i deres afmagt, eller withdrawal. Dybt uprofessionelt, det kommer selvfølgelig oppefra, og man kan undre sig over de fascistoide tiltag. Under VKO var det forventeligt, men at det stadig kører på, understøtter bare socialdemokraternes deroute mod højre.

Marianne Mandoe

Allerede i slut-80erne var den gal.
Jeg husker tydeligt at mine udenlandske venner ofte blev bedt om at tømme lommer og tasker på åben gade, mens danskere aldrig blev bedt om det samme, da danskerne jo naturligvis vidste at det var hamrende ulovligt at foretage en ransagning/kropsvisitation uden kendelse.
Forskelsbehandlingen er meget stor, og politiet benytters sig i vid udstrækning af folks uvidenhed og svagheder.