Læsetid: 7 min.

Stedmor er stadig ond

Den moderne familie har gennemgået en social revolution. Den eneste, som ikke har fået moderniseret sin rolle, er stedmoren, der ingen naturlig plads har i den nye familie. Hun skal yde som mor – men uden kærlighed og medbestemmelse som belønning
Det er fortsat en kamp at være stedmor i en sammenbragt familie, siger Dorte Daugaard, der er etnolog og selv stedmor, og som har skrevet speciale om emnet.

Tor Birk Trads

7. marts 2014

Hun synes, det er klamt, når stedbarnet rører ved hende, og hun væmmes ved at dele sin seng med ham. Hun er urimelig og skælder ud på de børn, der ikke er hendes, og glæder sig til, at de skal hjem til deres biologiske mor.

Lyder det grænseoverskridende egoistisk og intolerant? Sådan oplever de kvinder, der medvirker i Dorte Daugaards etnologiske speciale, det i hvert fald selv. For man burde jo tage hensyn til børnene, der ofte ender som tabere, når deres forældre bliver skilt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Dennis Lyngbæk-Førsterling
  • Maiken Thomsen
  • Torben Loft
Dennis Lyngbæk-Førsterling, Maiken Thomsen og Torben Loft anbefalede denne artikel

Kommentarer

God artikel, der italesætter nogle "tunge" og ikke altid lige nemme problematikker. Set udfra min optik som far, i det som psykolog Sia Holm, kalder for "sammenbragte familier skal indse, at de ikke er en kernefamilie. En sammenbragte familie er en helt anden familieforsørgeren med andre vilkår"...er det som vi kender, som værende en kernefamilie, måske (udokumenteret fra min side, men en tese), det "unormale"...i dagens samfund.
Der findes forskellige konstellationer, (f.eks. Homoseksuelle par, enlige, adoptiv, dine og mine børn, kunstigbefrugtning, dine, mine og vores børn, familie hvor forældrene bor hver for sig, men er sammen osv osv....)...
Dialog og sætte ord på tanker/bekymringer, dele frustrationer , synliggøre det hele, i talesætte, det der er svært og ikke altid nemt, det forsvinder ikke ved, at ikke tale om det, men den sammenbragte familie forsvinder måske, hvis vi ikke tale om det......

Anne Christensen og tine koed thomsen fragkiskatos anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Hvorfor alle disse serier?.
Den om Kejsersnit er endnu ikke fordøjet.
Giv navnet 'stedmor' et kejsersnit og start så lidt mere moderne.

Bunder det ikke oftest i farens forhold til børnenes mor..? Som jeg tit siger til fraskilte mandlige venner... Ku' være du du ikke længere elsker din eks-kone (eller synes noget der er værre!).. men husk på, hun er dine børns mor... så hvis hun synes du skal sluge en kamel.. så slug to.. eller flere.. ! Svigermor vil altid elske sine svigebørn... ellers ville hun aldrig gået ind i det forhold..

Rikke Nielsen

Det er en svært problematik, og én som rammer mange af os.

Og ja, det kan aldrig, aldrig, aldrig være børnenes skyld, og dem der skal straffes (selvom det er et nemmeste).

Jeg kan kun se, at der er 2 parter, der render fra deres ansvar her, og det er stedmor og far!

Far fordi han ikke bakker op om sin nye kvinde, han er for skvattet og sætter ikke de nødvendige grænser i forhold til at få dannet sin nye alternative familie. Og stedmor fordi hun overhovedet finder sig i den skvattede mand. Det giver nogle voldsomme konsekvenser for alle parter i den nye familie - ikke kun stedmor.

I min verden er det et tegn på, at far ikke elsker sin nye kvinde, og derfor er han ikke hende værd!

SYND FOR STEDMOR/FAR…. (ingen kan være i tvivl om min ironi her)

-Tænk at Information lægger navn til det livssyn artikelen legitimerer! AT DET ER OK AT UNDERTRYKKE BØRNENES BEHOV til fordel for de voksnes behov for en - udadtil - mere velfungerende sammenbragt familie. Suk….
Jeg kender flere sammenbragte familier, som kun fungerer på bekostning af børnenes ødelagte barndomme og dybe skrammer i voksenlivet - fordi hensynet til stedforælderen var vigtigere end hensynet til de uskyldige børn. (for tænk hvis hun/han gik igen - til en anden/andres familie)
STEDFORÆLDRE VÆLGER SELV - DET GØR BØRNENE IKKE! Suk…

Grethe Preisler

STEDFORÆLDRE VÆLGER SELV - DET GØR BØRNENE IKKE!

Så sandt, som det er sagt, Britha Bunk -børn har ikke mere ret til at selv at bestemme, hvor de vil bo og hvem de vil være sammen med hvornår, end forældremyndighedens indehaver er villig til at tilstå dem.

Juridisk set er børn en slags løsøre, som forældrene kan skalte og valte med, som det passer dem, indenfor forældremyndighedslovens rammer. Og det er ikke blevet lettere at være skilsmissebarn efter indførelsen af delt forældremyndighed over det fælles afkom, når forældrene opløser deres fælles husstand og går hver til sit - for hver for sig at etablere sig i nye fælles husstande med nye kærester og disses børn med tidligere samlivspartnere.

Hvad gør man så, når man er barn og kommer i klemme mellem på den ene side den mor, man bor hos til daglig, og sin biologiske far og hans nye kæreste,som man er på besøg hos, når han udøver sin samværsret?

Det beror vel i høj grad på, hvilke rammer og regler for samværet med "gæstebarnet", den biologiske far og hans nye kæreste har aftalt med hinanden, før de flyttede sammen.

En ting er sikkert: Noget af det værste man kan udsætte et barn for er at tale dårligt om dets mor eller far, når barnet hører på det. Og det næst værste eller lige så slemme er at afæske barnet et svar på, hvem det helst ville bo os, hvis det selv kunne bestemme.

Med mindre den ene af forældrene er så uegnet til at tage vare på barnet, at det eneste forsvarlige ville være at forhindre vedkommende i at komme i nærheden af ungen under nogen omstændigheder, findes der nemlig kun et svar på den slags spørgsmål set fra barnets perspektiv:

Jeg vil helst have, at min far og mor bliver ved med at være kærester og bliver boende sammen, så jeg kan bo hos dem begge to, indtil jeg bliver gammel nok til at flytte hjemmefra uden at spørge nogen, om jeg må."

Jeg er også enig langt hen ad vejen med dig Grethe. Tak for feedback! Særligt dine bemærkninger om, at forældre og stedforældre behandler børnene, som var de løsøre. Skarpt og godt beskrevet. Tak. Og meget enig i, at gældende ret om børns vilkår her stadig ikke er en "ret" for barnet men en PLIGT for børnene modsat forældrene, for hvem det efter dansk ret er en "ret" og ikke en PLIGT at sikre barnets tarv. Skræmmende. Netop ordet samværsRET eksemplificerer dette tydeligt. En nær ven forsøgte at overbevise statsamtet om, at barnet gerne ville se sin far mere, end han "orkede". Og at der skulle fastsættes mere samvær - for barnets skyld. Faderen nægtede at se barnet mere end de par dage månedligt, som han orkede. "Samværsret" er er en RET for FORÆLDEREN - og ikke en PLIGT"! Skrev statsamtet til veninden! Så faderen "vandt"! Så skammer man sig over at leve i et land, hvor børnenes tarv varetages ud fra en regel om "FORÆLDRENES RET" - og ikke barnets RET, om hvem alt burde handle i en situation, hvor de (u)ansvarlige forældre opløser familien for at prioritere en anden(s) familie. Lovgivning anno 2005, var det vist dengang, men uændret på det punkt.
Jeg er nok mindre enig i din holdning til negativ omtale af den anden forælder på nogen punkter. For jeg mener, at det er nødvendigt at "tale negativt" (korrigere) eller tage afstand fra den andens forælder opførsel, i det omfang denne opførsel handler om svigt af det fælles barn eller anden skadelig adfærd. I modsat fald får barnet den opfattelse, at den svigtende forælders opførsel er ok, og at det BARNETS skyld, at den svigtende forælder svigter. Og det er fatalt. Mener jeg. Her bør den anden forælder korrigere ved at tage afstand fra og udtrykke forargelse over den anden forælders svigt overfor fællesbarnet. Synes jeg :-) Spændende tema. Og godt det får "dagslys". Omend artiklens indhold holdningsmæssigt var ved at ødelægge min lørdag :-)

Rikke Nielsen

Uagtet at denne debat handler om stedmoderens plads i den nye familie, er det dog en interessant debat I rejser vedrørende barnets tarv i en skilsmisse, og det at blive behandlet som løsøre mellem parterne.

Jeg synes lidt, jeg læser mellem linjerne, at I mener, at mor og far har pligt til at blive sammen for børnenes skyld, og at det at diskutere en stedmoders rolle derfor er temmelig irrelevant. Jeg vil selv strække mig så langt som til at sige, at forældrene har pligt til at samarbejde om børnene.

For at tage den fra den mere populistiske vinkel, så var I måske lige så (u)heldige som jeg, at se udsendelsen "I hus til halsen, hvor 2 voksne med 2 små børn ikke kunne udstå, at bo sammen med hinanden. Jeg havde det frygteligt på børnenes vegne. Alt den aggressivitet, der emmede ud af skærmen, må have ramt børnene tifold hårdt. Så nej, jeg er absolut ikke enig i, at forældre er pligtige til at blive sammen, og slet ikke enig i, at det er det bedste for børnene.

Men at lovgivningen i en skilsmisse situation behandler børn som løsøre, eller værre end løsøre, er jeg fuldstændig enig i. Ånden i lovgivningen, der fordrer samarbejde omkring børnene, giver den modsatte effekt: En allerede eskaleret konflikt bliver aldrig lukket. Og hvem betaler prisen, ja det gør børnene. Vi må erkende, at når en skilsmisse familie er kommet så langt ud, at domstolene (og fogeden og poiltiet!) skal inddrages i konflikten, så er der nok ikke en mulighed for at løse noget i mindelighed. Tværtimod, så skal domstolene medvirke til at sikre børnene en tryg hverdag, og er konflikten, i yderste konsekvens, gået for meget i hårdknude, så kan en løsning endog være at fravælge den ene forælder. Det er her, børn bliver behandlet som løsøre for fatum er snarere, at der bliver taget mere hensyn til forældrene.

Man kan ikke tvinge forældre til at samarbejde, Dette kan kun ske frvilligt fra begge parters side.
I dette hører selvfølgelig også, at man ikke taler grimt om hinanden til børnene, da man hermed overgriber sig mod børnenes loyalitet til begge forældre.

At blive stedmoder i en sammenbragt familie, er måske noget, man skal tænke rigtig godt over. Især for børnenes skyld. Det er ikke kun en mand, man skal elske, men en hel pakke. Kan man ikke det, og bakker manden ikke op fordi han er et konfliktsky skvat, så skal man nok ikke vælge denne pakke.

Grethe Preisler

Blot for en ordens skyld:
Jeg mener ikke, at forældre under alle omstændigheder har pligt til at "blive sammen for børnenes skyld". Det er ikke lystigt at være barn i en familie, hvor mor og far lever som hund og kat med hinanden. Af to onder, må man undertiden vælge det mindste.

Jeg mener bare, at det under ingen omstændigheder er barnets ansvar at mægle mellem sine to voksne biologiske forældre og en tredjepart, der kommer ind i familien og giver sit besyv med til fordel for den enes udlægning af den andens adfærd før, under og efter at bruddet fandt sted.

Når man hører, hvad begge parter undertiden kan få sig til at sige om hinanden efter en fuldbyrdet skilsmisse, får man let det indtryk, at de hver for sig må have været gift med nogen andre end den "lede stodder" eller den "lede kælling", de sidder og taler om, når de skal forklare, hvorfor det ikke kunne blive ved med at gå.

Og den nye samlivspartner er jo som regel tilbøjelig til at fæste mest lid til (og videre-kolportere) den udlægning, hans eller hendes nye kærestedisker op med.

Så det ...

Majbritt Nielsen

Puha. Det vist godt man kom over den alder hvor ens biologiske ur har fået pillet batterierne ud.
Specielt nu når jeg kan se hvordan venner bliver skilt og det så går i gang det der "partnerbytteri". Nogen gange er det børnene der ender med at være den voksne.
Gad vide om de voksne tænker på hvordan deres børn ender med at blive?

Charlotte Molbech

Utrolig spændende artikel og problematik der her tages op. Og da jeg kom til kommentarerne, viste det sig med alt tydelighed, hvorfor dette emne er så vigtigt at debattere og få frem i lyset. Lad det stå helt klart, at børnene ikke skal være tabere her, og at jeg udemærket ved, at de ikke har et valg. Men det er jo slet ikke pointen her, og det behøver det heller ikke at være.

Det nævnes i artiklen at emnet er tabuiseret og det er fagligt for stedmødre at udtale sig. Og de kommentarer, som er kommet på denne artikel viser præcis hvorfor.

Som stedmoder bliver man beskyldt for ikke at ville sine bonusbørn det bedste, hvis man giver udtryk for de konfliktmæssige følelser, man har/kan have. Og jeg vil bare sige:"sådan er det ikke!". Jeg er selv "stedmoder" (jeg bryder mig slet ikke om ordet, men der finder ikke gode alternativer, jeg har også forsøgt mig med "anden betydningsfulde voksen" men det er forlangt). Jeg er en del af en familie, som består af min mand og jeg, hans to særbørn og vores to fælles børn. Det er ikke altid nemt, og det sidste jeg vil beskyldes for er ikke at ville mine bonusbørn det godt, men det kan være opslidende, det kan være frusterende. Men jeg må ikke sige " nej hvor er jeg bare træt af mine bonusbørn i dag, de går mig på nerverne", men der er ikke én der løfter et øjenbryn, hvis jeg sige "mine egne børn driver mig til vanvid i øjeblikket, jeg har brug for en pause".

Der er ting der fylder i disse familier, der er dårlig samvittighed over at tage på udflugt når bonusbørne ikke er der, der er skam over ikke altid at kunne rumme dem - men jeg kan også have svært ved at rumme mine egne nogle dage. Der er ting i mit liv jeg ikke er herre over, fx når bonusbørnenes mor har besluttet, at knægten skal gå til fodbold fredag kl 19 og vi så skal hente 15 km væk. Vi ville nok ikke have sagt nej, men vi er ikke blevet inddraget i beslutningen!

Det der bliver efterspurgt i denne artikel er fokus på emnet, debat om hvad de nye familie mønstre betyder, hvordan man kan, skal og bør reagere, forvente og acceptere. Ikke på bekostning af børnene og fordi de ikke er det vigtigst, men på grund af!

Fordi børnene skal tilgodeses her, er det nødvendigt, at vi får debatten, tør tage debatten og er konstruktive. Men det betyder også, at man har brug for at skille skæg for sig og snot for sig.

Og hvor konstruktivt og fremmende for en familie er det, hvis man efter 9 år stadig er en "pap-whatever"!

Maria Jakobsen, Anne Christensen og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Jeg tror desværre, at mennesker (ligesom mange dyr) fra naturens side er programmeret til at skubbe deres partners børn med andre væk for at give plads til eget afkom og dermed sikre deres egne geners overlevelse, men jeg ved ikke, om denne reaktion er mere udtalt hos kvinder end hos mænd. Jeg har set mange eksempler på dårlige forhold mellem stedforældre og stedbørn, og jeg har kendt en kvinde, som blev skilt, fordi hun ikke kunne udholde sin mands børn fra et tidligere ægteskab og syntes, at manden altid tog børnenes parti. Men selvfølgelig findes der også mange sammenbragte familier, hvor stedforældre og stedbørn kommer godt ud af det sammen, selv om de måske ikke har samme nære forhold til hinanden som biologiske forældre og deres børn.

Majbritt Nielsen

Else Marie Arevad
09. marts, 2014 - 14:48

Det kunne være at faren blev kørt rundt af sine børn. At kvinden valgte at flytte for at få lov at være sig selv. Det er ofte ikke til at se. Børn er udspekuleret og kan godt selv finde på at spille på fars dårlige samvittighed for at få deres vilje. Og at det så går ud over den kvinde han har valgt frem for deres mor. Kunne jo være dobbeltkonfekt.
Der er rigelige af historier på det plan. Hvor den nye voksen skal gå på æggeskaller når børnene er der. Dem høre man af og til. Eller læser om deres ubehagelige oplevelser når de skriver til en brevkasse i et blad eller ligende.

Endnu en årsag til ikke at få børn. Det spare for en masse at være DINK.

Else Marie Arevad

Majbritt Nielsen: Det kan der være noget om. Jeg ville dog ikke undvære nogen af mine børn, men jeg er heller ikke en DINK. Jeg kendte ikke udtrykket og måtte slå det op. Det betyder "Dual Income, No Kids Yet".

Mogens Thagaard

Charlotte Molbech, uanset hvad du kan intellektualisere dig frem til så er børnene udmærket godt klar over følgende : DU ER IKKE MIN MOR ( Eller Far) .