Læsetid 7 min.

Stedmor er stadig ond

Den moderne familie har gennemgået en social revolution. Den eneste, som ikke har fået moderniseret sin rolle, er stedmoren, der ingen naturlig plads har i den nye familie. Hun skal yde som mor – men uden kærlighed og medbestemmelse som belønning. Ny serie fra i dag
Det er fortsat en kamp at være stedmor i en sammenbragt familie, siger Dorte Daugaard, der er etnolog og selv stedmor, og som har skrevet speciale om emnet.

Det er fortsat en kamp at være stedmor i en sammenbragt familie, siger Dorte Daugaard, der er etnolog og selv stedmor, og som har skrevet speciale om emnet.

Tor Birk Trads
7. marts 2014

Hun synes, det er klamt, når stedbarnet rører ved hende, og hun væmmes ved at dele sin seng med ham. Hun er urimelig og skælder ud på de børn, der ikke er hendes, og glæder sig til, at de skal hjem til deres biologiske mor.

Lyder det grænseoverskridende egoistisk og intolerant? Sådan oplever de kvinder, der medvirker i Dorte Daugaards etnologiske speciale, det i hvert fald selv. For man burde jo tage hensyn til børnene, der ofte ender som tabere, når deres forældre bliver skilt.

»Stedmødrene efterspørger regler for, hvad de må og ikke må. Og det er tydeligt, at de har en følelse af, at de bør kunne sætte sig selv til side og oplever, at der er forkert af dem, at de har negative følelser i forhold til deres mands eller kærestes børn. Hvis de derimod forfægter et ønske om medbestemmelse, hensyntagen eller en anden form for ’selvhævdelse’, bliver det nemt tolket som et udtryk for ’umoderlig adfærd’,« siger etnolog Dorte Daugaard, der i sin forskning har interviewet fem stedmødre og lavet deltagerobservation i månedlige gruppemøder i ’Bonusmorgruppen’ samt i Facebook-grupperne ’Fars kærester’ og ’Bonusmor’.

Ingen kærlighed til stedmor

Den moderne familie har gennemgået en social revolution. 19 procent af alle danske familier lever i forskellige konstellationer med fælles, egne og sammenbragte børn. Men kernefamilien er stadig idealet, og forventningerne til stedmoren er modelleret over den biologiske mor.Men til forskel fra den biologiske mor, får stedmødrene i Dorte Daugaards forskning hverken kærlighed eller medbestemmelse i familien til gengæld. Og de biologiske forældre har næsten altid vetoret.

»Vi ser det biologiske forældreskab som det bærende element i forhold til forældreskab. Men som stedmor har du ingen rettigheder eller forpligtelser rent samfundsmæssigt. Vi har ikke noget erfaringsgrundlag for, hvilken funktion man får i den rolle, og det smitter af på den måde, man er familie på,« siger psykolog Sia Holm. Hun har bl.a. medvirket i et statsfinansieret projekt under Familiestyrelsen omkring parrådgivning, hvor et af projekterne var rettet mod par i sammenbragte familier. Hun fortsætter:

»Stedmoren føler ofte, at hun ikke har noget at skulle have sagt i forhold til de ting, der påvirker hendes hverdag. Det er en ny rolle i dag i forhold til dengang, hvor en stedforælder typisk kom ind i familien som ny forsørger, fordi en ægtefælle var død eller forsvundet. Det gav en anden autoritet som forsøger, men i dag ser vi, at relationen mellem begge de biologiske forældre er blivende, og det er dem, som har autoritet.«

Pap, bonus eller voksenven

26-årige Marie, der er gravid med sit og kærestens første barn og har en stedsøn på syv år, oplever for eksempel, at det altid er hende, der skal tilpasse sig.

»… når han kommer hjem fra ekskæresten, og de har aftalt alt muligt, så bliver jeg aldrig spurgt til råds eller spurgt om, hvordan det passer mig, at vi skal holde ferie på det tidspunkt, eller at de bytter weekend næste måned. Hvordan har jeg det med det? Jeg skal bare indordne mig og tilpasse mig, og det er sådan, det bliver,« fortæller hun i Dorte Daugaards speciale.

Samtidig føler Marie sig usikker på, hvilken rolle hun egentlig skal påtage sig: »Jeg tog et skridt tilbage og prøvede bare at være sød og voksenvenagtig over for min mands dreng, og det har jo så igennem tiden resulteret i, at jeg har overtrådt mine egne grænser alt for mange gange. Jeg skulle egentlig have sagt fra, men jeg havde enormt svært ved at definere den rolle, jeg var gået ind til, og hvad jeg måtte sige fra overfor, og hvad jeg ikke måtte sige fra overfor. Var det okay at sige, at jeg godt kunne tænke mig at have en friweekend, og at vi skulle tage ud og rejse alene?«

Også 41-årige Helene, der har tvillinger og en stedsøn på otte, fortæller i specialet, at hendes grænser overskrides i familien, og at det går ud over hendes kærestes søn. Samtidig oplever hun fordømmende reaktioner fra andre, når hun for en gang skyld prøver at indvie udenforstående i sine problemer. Holdningen er, at hun som stedmor ikke kan tillade sig at blive irriteret på en lille dreng. Men Helene synes også selv, at de negative følelser er skamfulde. Faktisk er de stedmødre, der har problemer i deres nye familie, så skamfulde over deres følelser, at de som regel kun udveksles i de lukkede fora, som Dorte Daugaard har undersøgt. Dorte Daugaard er selv stedmor, hvilket satte hende i gang med at undersøge deres vilkår. Og ganske karakteristisk for emnet stedmødre findes der meget lidt forskning i feltet. De bøger, der er udgivet om stedmødrerollen, er typisk forfattet af kvinder, der selv er stedmødre.

»Emnet er i høj grad tabuiseret, fordi det er skilsmissebørnene, der er i centrum. Man kan ikke få nogen til at deltage i noget, med mindre det er anonymt. Det viser, at det er farligt for stedmødrene at udtale sig, fordi der er så mange ting på spil for de andre involverede,« siger Dorte Daugaard.

Territorial adfærd

»Det er jo også meget pinligt for mig eller skamfuldt. Men det gik jo ud over sønnen. Jeg begyndte jo at hakke på ham. Til sidst syntes jeg bare, at sønnen var så klam og ulækker og irriterende. Til sidst var det sådan helt fysisk, hvis han rørte mig, så syntes jeg, det var ulækkert, og jeg ville ikke have ham i min seng. Når han havde været der, så gjorde jeg hele hytten ren,« fortæller Helene. Hendes reaktion kan opfattes som nærmest infantil, medgiver etnolog Dorte Daugaard. Men det er ofte et symptom på, at stedmødre ikke kan få medbestemmelse i beslutningerne i deres egen familie, fordi de biologiske forældre ofte har vetoret, påpeger hun.

»Så bliver en ret til at have sin seng for sig selv eller ikke tørre sig i stedbørnenes håndklæder ting, man pinedød vil holde på. Men der ville jo ikke være nogen, der løftede et øjenbryn, hvis en biologisk mor sagde: ’Jeg vil have min seng for mig selv’,« siger Dorte Daugaard.

Sia Holm har haft mænd i konsultation, som reagerer på samme måde som kvinderne, når de skal være stedforældre. Men som socialforsker Mai Heide Ottosens studier i sammenbragte familier tidligere har vist, er der forskellige sociale forventninger til, hvordan mænd og kvinder udformer stedforælderrollen. Stedmødrene er langt oftere involveret i det praktiske omsorgsarbejde for barnet end stedfædrene. Derfor er det hovedsageligt kvinder, der kan opleve problemer med at blive stedforælder. Stedmorens tilstedeværelse markerer samtidig tabet af den biologiske mor, og de kulturelle forventninger til kvinderollen betyder, at mænd og stedbørn forventer hendes ressourcer og deltagelse i hjemmet. I eventyrerne er stedmoderen også altid ond, som en markering af, at kulturen ikke kan bære, at den biologiske mor kan have negative følelser for sit afkom.

Som journalist Mette Bender, forfatter til bogen Mere end pap og bonus, formulerer det:

»Som stedmor kan man let blive anklaget for enten at være ligeglad eller at blande sig for meget. Stedmoren kan måske ikke gøre de ting, som man forventer af en mor, godt nok, selv om hun prøver. Hun bliver set som en kold fisk eller som en, der forsøger at mase sig ind et sted, hvor hun ikke må være.«

Mette Bender forklarer, at kampe i de sammenbragte familier kan minde om territorial adfærd.

»Ting, der ikke plejer at aktivere nervesystemet, gør det, fordi man føler sig truet. Den voksne kan gå tilbage i udvikling og agere mere primitivt. Et eksempel kan være den far, der på grund af dårlig samvittighed går med til, at datteren sidder på forsædet og stedmoren på bagsædet. Stedmoren kan reagere ved at føle sig truet på sin værdighed som voksen i familien. Hvis den far ikke viser stedmoren respekt, hvordan skal børnene så lære at gøre det? Børn er sandt nok de svage i sammenbragte familier. Men de kan sagtens vinde kampe, som fører til usunde familiære magtbalancer, som på sigt er dårlige for alle.«

Regelrytteri

Amerikansk forskning viser, at stedmødre oftere udvikler depressioner. Sia Holm forklarer, at mange af stedmødrene oplever psykologiske problemer, som kommer til udtryk rent fysisk som migræne, kvalme og ondt i maven, eller i form af manglende overskud, overblik eller intolerance.

»Mange kvinder kan blive regelryttere og føler selv, at de bliver enormt indskrænkede over for stedbørnene. Men det har som regel intet med børnene at gøre, men med de forventninger, de har til sig selv, og deres eventuelle manglende autoritet i familien,« siger Sia Holm.

Det er svært at opgøre sammenbragte familier statistisk, da mange ikke bliver gift igen, men ifølge Sia Holm ender over halvdelen af parrene i sammenbragte familier med at gå fra hinanden igen.

»Sammenbragte familier bliver etableret på brudte forestillinger om en kernefamilie, som biologiske forældre troede, de skulle bygge op. Og det skal børnene i hvert fald ikke bøde for. Men måske skal børnene lære, at vilkårene er anderledes i sammenbragte familier, og de biologiske forældre skal holde op med at gøre alt muligt, for at børnene ikke må mærke konsekvenserne af skilsmissen. Et par uden sammenbragte børn ville jo ikke bygge en familie op, hvor den ene havde en vetoret,« siger Dorte Daugaard.

Psykolog Sia Holm er enig.

»De sammenbragte familier skal indse, at de ikke er en kernefamilie. En sammenbragt familie er en helt anden familieform med andre vilkår. Det ved de fleste selvfølgelig godt, men de eneste rollemodeller, vi har i samfundet, hører kernefamilien til,« siger hun.

Bonusmor eller ond stedmor?

Seneste artikler

  • Mor, hvor er du?

    10. april 2014
    Jeg er vokset op i det, mange vil kalde en velfungerende sammenbragt familie. Her var ingen ond stedmor. Men min stedmor mindede mig om, at jeg ikke havde min mor, og savnet af hende satte sig dybt i min krop
  • Papmor, bonusmor og stedmor bliver aldrig mor

    21. marts 2014
    Først når parterne i en sammenbragt familie slipper drømmen om at blive en kernefamilie, har de en chance for at indrette sig på en måde, der kommer både børn og voksne til gode
  • Det er ikke kun bonus at være stedmor

    8. marts 2014
    Hvis man indrømmer, at det er svært at være stedmor, kan man regne med at blive stemplet som et dårligt menneske
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Dennis Lyngbæk-Førsterling
    Dennis Lyngbæk-Førsterling
  • Brugerbillede for Maiken Thomsen
    Maiken Thomsen
  • Brugerbillede for Torben Loft
    Torben Loft
Dennis Lyngbæk-Førsterling, Maiken Thomsen og Torben Loft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Loft

God artikel, der italesætter nogle "tunge" og ikke altid lige nemme problematikker. Set udfra min optik som far, i det som psykolog Sia Holm, kalder for "sammenbragte familier skal indse, at de ikke er en kernefamilie. En sammenbragte familie er en helt anden familieforsørgeren med andre vilkår"...er det som vi kender, som værende en kernefamilie, måske (udokumenteret fra min side, men en tese), det "unormale"...i dagens samfund.
Der findes forskellige konstellationer, (f.eks. Homoseksuelle par, enlige, adoptiv, dine og mine børn, kunstigbefrugtning, dine, mine og vores børn, familie hvor forældrene bor hver for sig, men er sammen osv osv....)...
Dialog og sætte ord på tanker/bekymringer, dele frustrationer , synliggøre det hele, i talesætte, det der er svært og ikke altid nemt, det forsvinder ikke ved, at ikke tale om det, men den sammenbragte familie forsvinder måske, hvis vi ikke tale om det......

Anne Christensen og tine koed thomsen fragkiskatos anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben  Knudsen
Torben Knudsen

Hvorfor alle disse serier?.
Den om Kejsersnit er endnu ikke fordøjet.
Giv navnet 'stedmor' et kejsersnit og start så lidt mere moderne.

Brugerbillede for Chris Green

Bunder det ikke oftest i farens forhold til børnenes mor..? Som jeg tit siger til fraskilte mandlige venner... Ku' være du du ikke længere elsker din eks-kone (eller synes noget der er værre!).. men husk på, hun er dine børns mor... så hvis hun synes du skal sluge en kamel.. så slug to.. eller flere.. ! Svigermor vil altid elske sine svigebørn... ellers ville hun aldrig gået ind i det forhold..

Brugerbillede for Rikke Nielsen
Rikke Nielsen

Det er en svært problematik, og én som rammer mange af os.

Og ja, det kan aldrig, aldrig, aldrig være børnenes skyld, og dem der skal straffes (selvom det er et nemmeste).

Jeg kan kun se, at der er 2 parter, der render fra deres ansvar her, og det er stedmor og far!

Far fordi han ikke bakker op om sin nye kvinde, han er for skvattet og sætter ikke de nødvendige grænser i forhold til at få dannet sin nye alternative familie. Og stedmor fordi hun overhovedet finder sig i den skvattede mand. Det giver nogle voldsomme konsekvenser for alle parter i den nye familie - ikke kun stedmor.

I min verden er det et tegn på, at far ikke elsker sin nye kvinde, og derfor er han ikke hende værd!

Brugerbillede for Britha  Bunk

SYND FOR STEDMOR/FAR…. (ingen kan være i tvivl om min ironi her)

-Tænk at Information lægger navn til det livssyn artikelen legitimerer! AT DET ER OK AT UNDERTRYKKE BØRNENES BEHOV til fordel for de voksnes behov for en - udadtil - mere velfungerende sammenbragt familie. Suk….
Jeg kender flere sammenbragte familier, som kun fungerer på bekostning af børnenes ødelagte barndomme og dybe skrammer i voksenlivet - fordi hensynet til stedforælderen var vigtigere end hensynet til de uskyldige børn. (for tænk hvis hun/han gik igen - til en anden/andres familie)
STEDFORÆLDRE VÆLGER SELV - DET GØR BØRNENE IKKE! Suk…

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

STEDFORÆLDRE VÆLGER SELV - DET GØR BØRNENE IKKE!

Så sandt, som det er sagt, Britha Bunk -børn har ikke mere ret til at selv at bestemme, hvor de vil bo og hvem de vil være sammen med hvornår, end forældremyndighedens indehaver er villig til at tilstå dem.

Juridisk set er børn en slags løsøre, som forældrene kan skalte og valte med, som det passer dem, indenfor forældremyndighedslovens rammer. Og det er ikke blevet lettere at være skilsmissebarn efter indførelsen af delt forældremyndighed over det fælles afkom, når forældrene opløser deres fælles husstand og går hver til sit - for hver for sig at etablere sig i nye fælles husstande med nye kærester og disses børn med tidligere samlivspartnere.

Hvad gør man så, når man er barn og kommer i klemme mellem på den ene side den mor, man bor hos til daglig, og sin biologiske far og hans nye kæreste,som man er på besøg hos, når han udøver sin samværsret?

Det beror vel i høj grad på, hvilke rammer og regler for samværet med "gæstebarnet", den biologiske far og hans nye kæreste har aftalt med hinanden, før de flyttede sammen.

En ting er sikkert: Noget af det værste man kan udsætte et barn for er at tale dårligt om dets mor eller far, når barnet hører på det. Og det næst værste eller lige så slemme er at afæske barnet et svar på, hvem det helst ville bo os, hvis det selv kunne bestemme.

Med mindre den ene af forældrene er så uegnet til at tage vare på barnet, at det eneste forsvarlige ville være at forhindre vedkommende i at komme i nærheden af ungen under nogen omstændigheder, findes der nemlig kun et svar på den slags spørgsmål set fra barnets perspektiv:

Jeg vil helst have, at min far og mor bliver ved med at være kærester og bliver boende sammen, så jeg kan bo hos dem begge to, indtil jeg bliver gammel nok til at flytte hjemmefra uden at spørge nogen, om jeg må."

Brugerbillede for Britha  Bunk

Jeg er også enig langt hen ad vejen med dig Grethe. Tak for feedback! Særligt dine bemærkninger om, at forældre og stedforældre behandler børnene, som var de løsøre. Skarpt og godt beskrevet. Tak. Og meget enig i, at gældende ret om børns vilkår her stadig ikke er en "ret" for barnet men en PLIGT for børnene modsat forældrene, for hvem det efter dansk ret er en "ret" og ikke en PLIGT at sikre barnets tarv. Skræmmende. Netop ordet samværsRET eksemplificerer dette tydeligt. En nær ven forsøgte at overbevise statsamtet om, at barnet gerne ville se sin far mere, end han "orkede". Og at der skulle fastsættes mere samvær - for barnets skyld. Faderen nægtede at se barnet mere end de par dage månedligt, som han orkede. "Samværsret" er er en RET for FORÆLDEREN - og ikke en PLIGT"! Skrev statsamtet til veninden! Så faderen "vandt"! Så skammer man sig over at leve i et land, hvor børnenes tarv varetages ud fra en regel om "FORÆLDRENES RET" - og ikke barnets RET, om hvem alt burde handle i en situation, hvor de (u)ansvarlige forældre opløser familien for at prioritere en anden(s) familie. Lovgivning anno 2005, var det vist dengang, men uændret på det punkt.
Jeg er nok mindre enig i din holdning til negativ omtale af den anden forælder på nogen punkter. For jeg mener, at det er nødvendigt at "tale negativt" (korrigere) eller tage afstand fra den andens forælder opførsel, i det omfang denne opførsel handler om svigt af det fælles barn eller anden skadelig adfærd. I modsat fald får barnet den opfattelse, at den svigtende forælders opførsel er ok, og at det BARNETS skyld, at den svigtende forælder svigter. Og det er fatalt. Mener jeg. Her bør den anden forælder korrigere ved at tage afstand fra og udtrykke forargelse over den anden forælders svigt overfor fællesbarnet. Synes jeg :-) Spændende tema. Og godt det får "dagslys". Omend artiklens indhold holdningsmæssigt var ved at ødelægge min lørdag :-)

Brugerbillede for Rikke Nielsen
Rikke Nielsen

Uagtet at denne debat handler om stedmoderens plads i den nye familie, er det dog en interessant debat I rejser vedrørende barnets tarv i en skilsmisse, og det at blive behandlet som løsøre mellem parterne.

Jeg synes lidt, jeg læser mellem linjerne, at I mener, at mor og far har pligt til at blive sammen for børnenes skyld, og at det at diskutere en stedmoders rolle derfor er temmelig irrelevant. Jeg vil selv strække mig så langt som til at sige, at forældrene har pligt til at samarbejde om børnene.

For at tage den fra den mere populistiske vinkel, så var I måske lige så (u)heldige som jeg, at se udsendelsen "I hus til halsen, hvor 2 voksne med 2 små børn ikke kunne udstå, at bo sammen med hinanden. Jeg havde det frygteligt på børnenes vegne. Alt den aggressivitet, der emmede ud af skærmen, må have ramt børnene tifold hårdt. Så nej, jeg er absolut ikke enig i, at forældre er pligtige til at blive sammen, og slet ikke enig i, at det er det bedste for børnene.

Men at lovgivningen i en skilsmisse situation behandler børn som løsøre, eller værre end løsøre, er jeg fuldstændig enig i. Ånden i lovgivningen, der fordrer samarbejde omkring børnene, giver den modsatte effekt: En allerede eskaleret konflikt bliver aldrig lukket. Og hvem betaler prisen, ja det gør børnene. Vi må erkende, at når en skilsmisse familie er kommet så langt ud, at domstolene (og fogeden og poiltiet!) skal inddrages i konflikten, så er der nok ikke en mulighed for at løse noget i mindelighed. Tværtimod, så skal domstolene medvirke til at sikre børnene en tryg hverdag, og er konflikten, i yderste konsekvens, gået for meget i hårdknude, så kan en løsning endog være at fravælge den ene forælder. Det er her, børn bliver behandlet som løsøre for fatum er snarere, at der bliver taget mere hensyn til forældrene.

Man kan ikke tvinge forældre til at samarbejde, Dette kan kun ske frvilligt fra begge parters side.
I dette hører selvfølgelig også, at man ikke taler grimt om hinanden til børnene, da man hermed overgriber sig mod børnenes loyalitet til begge forældre.

At blive stedmoder i en sammenbragt familie, er måske noget, man skal tænke rigtig godt over. Især for børnenes skyld. Det er ikke kun en mand, man skal elske, men en hel pakke. Kan man ikke det, og bakker manden ikke op fordi han er et konfliktsky skvat, så skal man nok ikke vælge denne pakke.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Blot for en ordens skyld:
Jeg mener ikke, at forældre under alle omstændigheder har pligt til at "blive sammen for børnenes skyld". Det er ikke lystigt at være barn i en familie, hvor mor og far lever som hund og kat med hinanden. Af to onder, må man undertiden vælge det mindste.

Jeg mener bare, at det under ingen omstændigheder er barnets ansvar at mægle mellem sine to voksne biologiske forældre og en tredjepart, der kommer ind i familien og giver sit besyv med til fordel for den enes udlægning af den andens adfærd før, under og efter at bruddet fandt sted.

Når man hører, hvad begge parter undertiden kan få sig til at sige om hinanden efter en fuldbyrdet skilsmisse, får man let det indtryk, at de hver for sig må have været gift med nogen andre end den "lede stodder" eller den "lede kælling", de sidder og taler om, når de skal forklare, hvorfor det ikke kunne blive ved med at gå.

Og den nye samlivspartner er jo som regel tilbøjelig til at fæste mest lid til (og videre-kolportere) den udlægning, hans eller hendes nye kærestedisker op med.

Så det ...

Brugerbillede for Majbritt Nielsen
Majbritt Nielsen

Puha. Det vist godt man kom over den alder hvor ens biologiske ur har fået pillet batterierne ud.
Specielt nu når jeg kan se hvordan venner bliver skilt og det så går i gang det der "partnerbytteri". Nogen gange er det børnene der ender med at være den voksne.
Gad vide om de voksne tænker på hvordan deres børn ender med at blive?

Brugerbillede for Charlotte Molbech
Charlotte Molbech

Utrolig spændende artikel og problematik der her tages op. Og da jeg kom til kommentarerne, viste det sig med alt tydelighed, hvorfor dette emne er så vigtigt at debattere og få frem i lyset. Lad det stå helt klart, at børnene ikke skal være tabere her, og at jeg udemærket ved, at de ikke har et valg. Men det er jo slet ikke pointen her, og det behøver det heller ikke at være.

Det nævnes i artiklen at emnet er tabuiseret og det er fagligt for stedmødre at udtale sig. Og de kommentarer, som er kommet på denne artikel viser præcis hvorfor.

Som stedmoder bliver man beskyldt for ikke at ville sine bonusbørn det bedste, hvis man giver udtryk for de konfliktmæssige følelser, man har/kan have. Og jeg vil bare sige:"sådan er det ikke!". Jeg er selv "stedmoder" (jeg bryder mig slet ikke om ordet, men der finder ikke gode alternativer, jeg har også forsøgt mig med "anden betydningsfulde voksen" men det er forlangt). Jeg er en del af en familie, som består af min mand og jeg, hans to særbørn og vores to fælles børn. Det er ikke altid nemt, og det sidste jeg vil beskyldes for er ikke at ville mine bonusbørn det godt, men det kan være opslidende, det kan være frusterende. Men jeg må ikke sige " nej hvor er jeg bare træt af mine bonusbørn i dag, de går mig på nerverne", men der er ikke én der løfter et øjenbryn, hvis jeg sige "mine egne børn driver mig til vanvid i øjeblikket, jeg har brug for en pause".

Der er ting der fylder i disse familier, der er dårlig samvittighed over at tage på udflugt når bonusbørne ikke er der, der er skam over ikke altid at kunne rumme dem - men jeg kan også have svært ved at rumme mine egne nogle dage. Der er ting i mit liv jeg ikke er herre over, fx når bonusbørnenes mor har besluttet, at knægten skal gå til fodbold fredag kl 19 og vi så skal hente 15 km væk. Vi ville nok ikke have sagt nej, men vi er ikke blevet inddraget i beslutningen!

Det der bliver efterspurgt i denne artikel er fokus på emnet, debat om hvad de nye familie mønstre betyder, hvordan man kan, skal og bør reagere, forvente og acceptere. Ikke på bekostning af børnene og fordi de ikke er det vigtigst, men på grund af!

Fordi børnene skal tilgodeses her, er det nødvendigt, at vi får debatten, tør tage debatten og er konstruktive. Men det betyder også, at man har brug for at skille skæg for sig og snot for sig.

Og hvor konstruktivt og fremmende for en familie er det, hvis man efter 9 år stadig er en "pap-whatever"!

Maria Jakobsen, Anne Christensen og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Else Marie Arevad
Else Marie Arevad

Jeg tror desværre, at mennesker (ligesom mange dyr) fra naturens side er programmeret til at skubbe deres partners børn med andre væk for at give plads til eget afkom og dermed sikre deres egne geners overlevelse, men jeg ved ikke, om denne reaktion er mere udtalt hos kvinder end hos mænd. Jeg har set mange eksempler på dårlige forhold mellem stedforældre og stedbørn, og jeg har kendt en kvinde, som blev skilt, fordi hun ikke kunne udholde sin mands børn fra et tidligere ægteskab og syntes, at manden altid tog børnenes parti. Men selvfølgelig findes der også mange sammenbragte familier, hvor stedforældre og stedbørn kommer godt ud af det sammen, selv om de måske ikke har samme nære forhold til hinanden som biologiske forældre og deres børn.

Brugerbillede for Majbritt Nielsen
Majbritt Nielsen

Else Marie Arevad
09. marts, 2014 - 14:48

Det kunne være at faren blev kørt rundt af sine børn. At kvinden valgte at flytte for at få lov at være sig selv. Det er ofte ikke til at se. Børn er udspekuleret og kan godt selv finde på at spille på fars dårlige samvittighed for at få deres vilje. Og at det så går ud over den kvinde han har valgt frem for deres mor. Kunne jo være dobbeltkonfekt.
Der er rigelige af historier på det plan. Hvor den nye voksen skal gå på æggeskaller når børnene er der. Dem høre man af og til. Eller læser om deres ubehagelige oplevelser når de skriver til en brevkasse i et blad eller ligende.

Endnu en årsag til ikke at få børn. Det spare for en masse at være DINK.

Brugerbillede for Else Marie Arevad
Else Marie Arevad

Majbritt Nielsen: Det kan der være noget om. Jeg ville dog ikke undvære nogen af mine børn, men jeg er heller ikke en DINK. Jeg kendte ikke udtrykket og måtte slå det op. Det betyder "Dual Income, No Kids Yet".

Brugerbillede for Mogens Thagaard
Mogens Thagaard

Charlotte Molbech, uanset hvad du kan intellektualisere dig frem til så er børnene udmærket godt klar over følgende : DU ER IKKE MIN MOR ( Eller Far) .