Læsetid: 3 min.

Sundhedsstyrelsen ændrer notat om medicinsk cannabis

Efter henvendelser fra politikere, medier og borgere har Sundhedsstyrelsen ændret i sit notat om cannabis til medicinsk brug. Hollandske erfaringer er nu medtaget i notatet
18. marts 2014

Forud for dagens samråd i Folketinget om medicinsk cannabis, har Sundhedsstyrelsen ændret i sit notat om det omdiskuterede emne. Det har bl.a. ført til, at positive hollandske erfaringer med bivirkninger af medicinsk cannabis er blevet tilføjet i notatet.

»Der har været spørgsmål fra både politikere og borgere, og så er der jo løbende fokus på emnet i medierne, hvor vi bliver opmærksomme på forhold, der giver grundlag for at ændre eller uddybe, siger forfatter til notatet og juridisk chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Frank Bøgh Wendelbo-Madsen.

Oprindelig udarbejdede Sundhedsstyrelsen et notat om medicinsk cannabis i november 2013, fordi der var voksende opmærksomhed omkring emnet i befolkningen og i medierne. Men som tidligere beskrevet i Information fremgik det ikke, at advarsler i notatet om bivirkninger ved cannabis primært var baseret på studier af cannabis til brug for opnåelse af en rus og altså ikke medicinsk brug.

Og desuden stemte de bivirkninger, der blev beskrevet i notatet, ikke overens med de ti års erfaringer med cannabis som medicin fra Holland, hvilket undrede kontoret for cannabis under det hollandske sundhedsministerium.

Begge dele har Sundhedsstyrelsen ændret i den nye udgave af notatet.

Nu med erfaringer fra Holland

Følgende passage er nu medtaget i indledningen:

»Når vi i notatet kommer ind på forskellige sider af Cannabis til medicinsk brug, er det også relevant at komme ind på de generelle erfaringer, der findes med skadelige virkninger på mennesker ved dets brug. Det skal dog nævnes, at selvom der er en del studier i skadelige virkninger på mennesker, så er der ikke så mange studier, hvor der tages udgangspunkt i personer, der kun har modtaget cannabis til medicinsk brug.«

De nye oplysninger er ifølge Frank Bøgh Wendelbo-Madsen tilføjet, fordi styrelsen nu er blevet opmærksom på mulige misforståelser ved, at de ikke er der.

»Vi blev jo opmærksomme på, at der var ønsket en uddybning af disse forhold. Det sker, når vi f.eks. taler med journalister og andre, ligesom vi jo følger med i medierne,« siger han.

Bivirkningerne fra cannabis til opnåelse af en rus, indgår stadig i det nye notat, da Sundhedsstyrelsen mener, det er relevant viden. Men styrelsen har valgt at udvide notatet, så der nu er et afsnit om »Hollands Sundhedsministeriums oplysninger om bivirkninger ved medicinsk brug af Cannabis«.

Det er oplysninger gengivet direkte fra det hollandske sundhedsministeriums hjemmeside og oversat fra engelsk til dansk. Her står der blandt andet:

»Generelt tåler patienter medicinsk cannabis godt. En lav dosis giver ofte tilstrækkelig lindring, hvorfor bivirkninger sjældent forekommer. Når de forekommer, så er de sædvanligvis resultatet af en høj dosis eller kombineret anvendelse sammen med et stof som alkohol, der forøger bivirkningerne.«

Under punktet »afhængighed« står der desuden:

»Afhængighed er usandsynligt med cannabis brugt som medicin. Den anbefalede dosis er normalt lavere end for rekreativt brug ...«

Sundhedsstyrelsen har valgt at tilføje dette afsnit, »da vi kunne læse, at de hollandske myndigheder ikke kunne genkende de bivirkninger, som vi beskrev ved rusvirkning i forhold til deres erfaringer med medicinsk anvendelse af cannabis«, siger Frank Bøgh Wendelbo-Madsen.

Fjernet information

I det nye notat er der også taget informationer ud. Under afsnittet om rusvirkninger og skadevirkninger stod der bl.a. i det første notat:

»Det er indlysende, at det er uforeneligt med indlæring og uddannelse, og at det derfor også kan få langtrækkende konsekvenser – også efter brugets ophør.«

Sundhedsstyrelsen skrev også, at »undersøgelser har vist, at illegal cannabis anvendes mest eksperimentelt i ungdomsårene, særligt i alderen 16-24-årige, hvor næsten hver femte dansker har brugt cannabis inden for det sidste år (2010). Skønsmæssigt er der minimum 11.000 hashmisbrugere i Danmark«.

Da Information tidligere henvendte sig til Sundhedsstyrelsen for at høre forklaringen på, hvorfor de oplysninger var vedkommende at have med, var svaret »at det var relevant«. Men nu har Sundhedsstyrelsen altså fjernet dem.

»Da vi gennemlæste anden udgave af notatet, syntes vi alligevel ikke, at det passede ind i et notat om medicinsk brug af cannabis, fordi det handler om en anden brug af cannabis,« siger Frank Bøgh Wendelbo-Madsen.

Sundhedsstyrelsen regner løbende med at opdatere notatet, »når der kommer nye, relevante informationer, og når vi bliver opmærksomme på noget, der kan uddybes eller formuleres mere klart,« forklarer Frank Bøgh Wendelbo-Madsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Jensen
Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andersen

By the 1870s cannabis was being used to treat insanity. The use of cannabis drugs in asylum medicine was most famously championed by Thomas Clouston who won the Fothergillian Gold Medal of the Medical Society of London in 1870 for his work with hemp drugs in the treatment of mental illness at the hospital that he was in charge of in Carlisle.
http://www.gresham.ac.uk/lectures-and-events/cannabis-britannica-the-ris...

Mogens Thagaard

Hvad er Frank Bøgh Wendelbo-Madsens faglige kompetencer for at udtale sig om emnet ?
Ikke at det hjælper noget, for i Danmark er resultatet givet på forhånd, uanset hvad forskning så måtte vise, man ignorerer nemlig bare al den forskning der entydigt viser at forbuddet mod hash er vanvittigt . Og det uanset om det er til 'medicinsk' eller 'rekreativt brug' .