Baggrund
Læsetid: 5 min.

Er bitcoin en boble, der langsomt brister?

Det er ’forventet kaos’, at kursen på bitcoin er eksploderet og siden faldet næsten lige så meget igen. Og selvom flere lande har afvist den digitale mønt, så er bitcoin stadig en revolution, mener to danske bitcoinidealister
Indland
22. april 2014
Det er ’forventet kaos’, at kursen på bitcoin er eksploderet og siden faldet næsten lige så meget igen. Og selvom flere lande har afvist den digitale mønt, så er bitcoin stadig en revolution, mener to danske bitcoinidealister

Man kan måle succes på flere måder. Men bruger man alene kursstigningen, så måler man ikke bitcoins succes rigtigt.

Den digitale valuta, der for alvor fik sit gennembrud i efteråret, steg flere tusinde procent i værdi sidste år og ramte i november sit foreløbige toppunkt med en pris på over 1.100 dollar pr. bitcoin. Siden da er værdien mere end halveret.

»Jeg vil kalde det forventet kaos,« siger Pascal Mikkelsen, der er formand for Dansk Bitcoinforening. Han og andre bitcointilhængere har en usvækket tro på, at bitcoin er en revolution af den måde, vi overfører penge til hinanden på – uanset turbulensen i prisen på bitcoin.

– Tror du ikke, at de store prisudsving har skræmt nogle væk?

»De, der nok er blevet mest bange, er dem, der kun var i det for at få en kursgevinst,« siger Pascal Mikkelsen.

I Dansk Bitcoinforening tager de det »stille og roligt«, for kursen er »sekundær« i forhold til de fordele, bitcoin har som betalingssystem. Og selvom kendskabet til mønten er eksploderet, er bitcoin stadig langtfra færdigudviklet.

»Det er faktisk lidt tidligt, at alle folk taler om bitcoin.«

Et andet sted i det danske bitcoin-miljø sidder Lasse Birk Olesen, der er stifter af og direktør i Bitcoin Nordic, der veksler danske kroner og anden gængs valuta til bitcoin.

»Der var meget hype og meget mediedækning af bitcoin i november. Der skød markedet lidt over, hvad angår kursen på bitcoin,« siger Lasse Birk Olesen.

Negative udmeldinger fra en række lande, for eksempel Kina og Rusland, der begge har begrænset, hvem der må bruge bitcoin, har været med til at vende optur til nedtur.

– Er det et udtryk for, at det bare var en hype?

»Hvis jeg skulle vædde på det, så tror jeg, at bitcoin på lang sigt sandsynligvis stadig vil stige i pris – uden at det skal være en investeringsanbefaling,« siger Lasse Birk Olesen.

Myndigheder afviser bitcoin

De danske myndigheder har dog et noget andet syn på Bitcoin end Lasse Birk Olesen og Pascal Mikkelsen.

I december advarede Finanstilsynet – på baggrund af en opfordring fra den europæiske bankmyndighed, EBA – forbrugere mod virtuelle valutaer som bitcoin. Blandt andet med begrundelsen, at »værdien af dine virtuelle valutaer kan ændre sig meget hurtigt og kan i princippet falde til nul« og »du har ingen sikkerhed for, at du også fremover kan bruge virtuel valuta som betalingsmiddel, eller at du kan veksle tilbage til reel valuta«.

»Set ud fra deres synspunkt, som er at beskytte forbrugere på den brede linje, så synes jeg egentlig, at det giver udmærket mening,« siger Lasse Birk Olesen, selvom han ikke håber, at det afholder folk fra at prøve at handle med bitcoin.

»Jeg synes, det giver god mening for næsten alle at prøve at snuse til bitcoin,« siger han.

I marts sluttede Nationalbanken sig til de Bitcoin-kritiske med en udmelding om, at de ikke mener, bitcoin er en rigtig valuta. Og at den digitale mønt snarere skal sammenlignes med glasperler end med ædelmetaller som guld eller sølv.

Senest har Skatterådet, der er den øverste myndighed inden for skattespørgsmål, afgjort, at heller ikke de anser bitcoin som et betalingsmiddel. Og derfor er gevinster på bitcoin skattefri, ligesom tab ikke er fradragsberettigede.

»I virkeligheden svarer det til, at du sælger et maleri, der har hængt hjemme i din private bolig: Hvis du tjener penge på det, skal de heller ikke beskattes,« sagde formanden for Skatterådet, Hanne Søgaard Hansen, efterfølgende til Politiken.

»For de private investorer er det en fordel i øjeblikket, fordi de ikke skal betale skat af deres kursgevinst. Men det bremser udviklingen i erhvervslivet, at man for eksempel ikke kan udskrive en faktura i bitcoin,« siger Pascal Mikkelsen.

Både han og Lasse Birk Olesen ærgrer sig over myndighedernes udmeldinger. Når alt fra Finanstilsynet til Skatterådet afviser bitcoin, betyder det samtidig, at de danske bitcoinbrugere ikke har mange regler at støtte sig til. Og udtalelser som at bitcoin ikke er penge, »viser, at myndighederne stadig ikke har forstået Bitcoin«, siger Pascal Mikkelsen.

Et mere konstruktivt syn på Bitcoin finder man ifølge Lasse Birk Olesen blandt andet i USA, der allerede har fastsat regler for, hvordan Bitcoin-vekselerer skal reguleres. Og den amerikanske Kongres har afholdt høringer for at spørge ind til perspektiverne, Bitcoin bringer med sig.

»De taler selvfølgelig om potentialet for hvidvask og så videre, men de ser også et stort positivt potentiale i, hvad Bitcoin kan gøre.«

I Den Europæiske Centralbank har Yves Mersch, der er medlem af direktionen, udtalt, at han ikke mener, at Bitcoin bør »ignoreres eller afvises«.

»Det, synes jeg, siger noget om, at det ikke er sort-hvidt – heller ikke det, der kommer fra myndighederne,« siger Lasse Birk Olesen.

Investeringer i økosystemet

Helt fra sin opstart har bitcoin også været drevet af en politisk motivation. At kursen ikke kan »manipuleres« af en centralbank, og at der ikke er en central myndighed med magt over de digitale mønter, er blandt de ting, der også har givet bitcoin en politisk motivation. Men det politiske fylder mindre nu, end det gjorde i starten.

»Min vurdering er, at den politiske motivation er kommet lidt mere i baggrunden,« siger Lasse Birk Olesen.

»Mit indtryk er, at i det sidste halve år er der kommet mange flere iværksættere og virksomheder til, som ikke har denne her motivation, som ikke har den mere ideologiske baggrund, men som ser et stort potentiale i bitcoin alene ud fra dens teknologi.«

Den store tilstrømning af virksomheder har også trukket penge med sig, som kan blive afgørende for den fremtidige succes.

»Noget af det, der gør mig fortrøstningsfuld er, at der er blevet investeret rigtig meget i udvikling af bitcoin-virksomheder og i udviklingen af bitcoin-økosystemet.«

En opgørelse fra bitcoin-websitet Coindesk viser, at der sidste år blev investeret 160 mio. dollar i økosystemet. Det er det, der ifølge Lasse Birk Olesen skal til, hvis bitcoin skal gøres nemmere og mere sikkert at bruge.

Hvad så nu?

Selv efter det seneste halve år, der ligner en boble, der først pustes op, og som luften siden forsvinder ud af, taler Lasse Birk Olesen og Pascal Mikkelsen lige begejstret om bitcoin.

»Det er et system, der er meget bedre end de betalingssystemer, vi har i dag,« siger Pascal Mikkelsen. Men »indtil vi når dertil, at hr. og fru Danmark kan bruge det, så vil kursen stige og falde rigtig meget, alt efter om lande har en positiv eller negativ holdning til bitcoin«.

– Hvad vil det næste halve år byde på?

»Mere turbulens,« siger Pascal Mikkelsen.

Den samme vurderer Lasse Birk Olesen.

»Jeg tror stadig, vi kommer til at se store udsving.«

Men han tror samtidig, at bitcoin vil gennemgå en udvikling, »hvor det vil blive mere stabilt og mindre volatilt«.

Lasse Birk Olesen ser i bitcoin-udviklingen paralleller med årtusindeskiftets dot.com-boom, hvor en række teknologivirksomheder eksploderede i værdi. En hype, der dog senere vidste sig at være en boble.

»De sidste 15 år har man jo alligevel set, at webvirksomheder har gjort det rigtig, rigtig godt og har bragt rigtig meget godt med sig – selv om der var en hype for 15 år siden. Jeg tror, at vi kommer til at se det samme med bitcoin.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når nationale bankvæsener når viklet sig ud af den digitale intetheds forvirringer og får stadfæstet at illegal mønt-slåning ikke kun gælder dårlige fotokopier fra farveprinteren, så har det ikke ben at gå på. Kriminalitets-miljøer har altid egne valutaer, naturligvis, men murene vil rejse sig om bitcoinen når finanskrisens årsager bliver grebet om nælderoden. Snarest :-)

Måske mine hansen-coin endelig kan få sin gennembrud med bitcoins kolaps...

Det var så to bitcoin-idealister. Nu vil jeg gerne høre to bitcoin-realisters mening. Og det må ikke være en bankmand og en politiker.

Bitcoin = Verdenomspændende sort og kriminel økonomi.

- Intet andet.

Kjeld Hansen:
Jeg kan fortælle dig, hvad der aldrig vil få din Hansen-coin op og stå, og det er tilbagelænet og konservativt at tale og lade røven gå og ikke mene noget med det.

Derimod kan den rette flid skabe en revolution.

Det ville være godt, hvis Information forklarede, hvad forholdet er mellem kursværdi og priserne på det man køber. Hvis bitcoin bliver 100% dyrere, bliver varerne så 50% billigere, eller hvad kan man sige om det forhold? Det er en uheldig tendens, at man hele tiden omskriver forholdene, men ikke analyserer dem først. Før man kan tage stilling til relevansen af, hvad A eller B, også en B nationalbankdirektør, mener, skulle man gerne selv være med.

Jeg har 44 Bitcoins i snart 3 år, men har stadig ikke fundet ud af hvordan jeg kan tage en kopi af min saldo og gemme denne på et USB stik, så jeg ikke mister det hele i tilfælde hvor computeren går ned.
Hvem kan hjælpe mig med det? Jeg er kun interesseret i at bruge Bitcoin som betalingsmiddel og allerede nu overvejer at sælge vores muldjord, kompostorme, halm/hestegødning og når høsten er i hus friske afgrøder fra vores mini byfarm.

@Troels Schmidt

Du kan finde din wallet.dat fil her:

(Windows)
C:\Documents and Settings\YourUserName\Application data\Bitcoin (XP)
C:\Users\YourUserName\Appdata\Roaming\Bitcoin (Vista and 7)

(Mac)
~/Library/Application Support/Bitcoin/

Derudover synes jeg, at det kunne være interessant om en journalist kunne finde tid til, at skrive om forskellen på Bitcoin/BTC(valutaen) og Bitcoin(protokollen).

Sidstnævnte er _meget mere interessant, da det åbner op for; offentligt tilgængelig og 100% verificerbare kontrakter i et sikkert krypteret netværk. Valuta, i form af BTC, er blot første test af denne protokol. Jeg sikker på vi, på længere sigt, vil kunne se protokollen blive brugt til bl.a. folkeafstemninger.

Lidt uheldigt at Satoshi Nakamoto valgte at bruge samme betegnelse for begge komponenter.