Nyhed
Læsetid: 3 min.

Forskere tier om kritisable forhold af frygt for straf

Hver fjerde videnskabelige medarbejder har oplevet så kritisable forhold på arbejdet, så offentligheden burde få det at vide. Alligevel vælger langt de fleste at holde mund, viser en undersøgelse fra Dansk Magisterforening
Information beskrev i sidste uge, hvordan lektor Mogens Buch-Hansen føler sig presset ud af sit institut på RUC. Flere andre forskere på instituttet beretter også om personforfølgelse af uønskede medarbejdere.

Jakob Dall

Indland
7. april 2014

Dårlig ledelse, dårligt psykisk arbejdsmiljø og nedskæringer, der forringer kvaliteten, er de mest udbredte problemer, som magistre oplever på universiteter, sektorforskningsinstitutioner og professionshøjskoler.

Flere end hver fjerde af de 432 adspurgte i en undersøgelse fra Dansk Magisterforening finder, at forholdene er så kritisable, at offentligheden burde kende til dem. Derfor er det skræmmende, at langt de fleste vælger at holde deres viden for sig selv, siger Ingrid Stage, formand for Magisterforeningen.

»Især på universiteter og professionshøjskoler er det fantastisk vigtigt, at der er højt til loftet og mulighed for at komme frem med viden om kritisable forhold,« siger hun.

Desværre er tallene ikke overraskende, mener professor emeritus Heine Andersen, Københavns Universitet, der også er ved at undersøge ytringsfriheden på universiteterne.

»Der er sådan en stemning af, at man har affundet sig med at lægge bånd på sig selv, selv om der er noget galt. Der er en udbredt defaitisme, at det ikke nytter noget at beklage sig eller protestere,« mener han.

Mere end en tredjedel af de videnskabelige medarbejdere frygter negative konsekvenser som ’en kammeratlig samtale’ eller et stempel som illoyal, hvis de udtalte sig i offentligheden om kritisable forhold på deres arbejdsplads. Næsten lige så mange svarer ’ved ikke’. Kun ganske få af de adspurgte har rent faktisk oplevet negative konsekvenser, men der skal heller ikke mere til, før frygten og selvcensuren breder sig, mener Ingrid Stage.

»Det kræver bare enkelte eksempler på, at der nogle steder bliver gjort rigtig meget for at komme af med besværlige medarbejdere, og man ikke føler mulighed for at bremse det,« siger hun.

Presset solidaritet

Information beskrev i tirsdags, hvordan lektor Mogens Buch-Hansen føler sig presset ud af sit institut på RUC. Flere andre forskere på instituttet beretter også om personforfølgelse af uønskede medarbejdere, mens kollegerne blot dukker hovedet for ikke selv at blive ramt.

Sådanne sager viser, at der også er et problem med solidariteten mellem de videnskabelige medarbejdere. Specielt på universiteterne hænger det sammen med den øgede konkurrence om forskningsmidler og studerende, der har ændret kulturen, mener Ingrid Stage.

»Jeg har ikke lyst til at tegne et billede af, at alt før var lutter idyl på universiteterne. Der har altid været faglig konkurrence mellem forskere og faglige konflikter. Men den benhårde situation, hvor man skal skaffe sine egne forskningsmidler og hele tiden gøre sig fortjent til at blive der, har gjort kulturen meget hård. Det har givet mindre overskud til den fælles solidaritet,« siger hun.

På universiteterne sidder over halvdelen af medarbejderne i tidsbegrænsede ansættelser, siger Heine Andersen. Og selv dem i faste stillinger kan have noget på spil, mener han.

»Selv om man er professor og sidder godt i sadlen, så er man forsigtig med at genere ledelsen, hvis man er afhængig af eksterne bevillinger, for det kræver opbakning fra institutlederen og dekanen,« siger Heine Andersen.

En del af forklaringen skal også findes i den enstrengede hierarkiske lederstruktur, der blev indført med den nye universitetslov fra 2003, mener Heine Andersen.

Uddannelses- og forskningsministeriet har netop sat gang i en evaluering af, om der er kommet mere medbestemmelse for ansatte og studerende på universiteterne, siden loven blev ændret igen i 2011.

Medbestemmelse skaber højere grad af fællesskab om både at identificere problemer og diskutere, hvordan man skal forholde sig til dem, mener Heine Andersen. Det kunne man tidligere gøre i institutråd og fakultetsråd, men den diskussion er nu henvist til samarbejdsudvalgene, som har en meget svagere funktion, siger han.

»Der er ingen tvivl om, at ændringen fra 2003 har haft kolossal indflydelse. De ansatte er blevet meget mere atomiserede og individualiserede. Der er ikke nogen fora, eller kun meget svage fora, til at diskutere de her problemer,« siger Heine Andersen.

Det samme siger Ingrid Stage: »Der er blevet taget mere op i samarbejdsudvalgene. Men det er ikke et sted, hvor man kan sanktionere. Det er et sted, hvor man drøfter, og det giver ikke samme muligheder.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

randi christiansen

Foghs giftige konkurrenceudsættelse af et ikke-maskinelt område viser sine ubehagelige konsekvenser - omsorg i samfundet (ref. fx den seneste diskussion om privatiseringer af
børneinstitutioner - som ovenikøbet vil modtage offentlige tilskud samtidig med retten til at
privatprofitere) er efterhånden henvist til en underafdeling af wall street. Hvortil er hjerte og hjerne bortadopteret - gordon gekko/greed is good?

Anne Eriksen, Torben Kjeldsen, Max Hansen, Eva eldrup og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Main stream aviserne (incl. Information) og TV skriver og agerer da også som deres "overordnede" højkapitalen (krigskapitalen) befaler.
befaler...

Anne Eriksen, Steffen Gliese, lars abildgaard, Søren Johannesen, randi christiansen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Det er jo her, at socialdemokratiet kunne vågne op og indse, at deres afgørende og grundlæggende problem er, at de ikke længere mener, at der er arbejderkamp på det danske arbejdsmarked. Artikelen beskriver en form for arbejderkamp, en anden form er den de ansatte i kommuner bliver udsat for. Altså burde socialdemokratiet se og vågne op - hvis de genetablerede deres fokus på arbejderkamp, så ville de atter få vind i sejlene. Fordi arbejderkampen er nøjagtig som den altid her været - nogle er arbejdstagere og nogle er arbejdsgivere og socialdemokratiet burde stå last og brast med arbejdstagerne. I denne situation er vip'erne på universiteterne arbejdstagerne. Altså der er en arbejdsgivermagt, som de skal forholde sig til. Men hele arbejderkampen er blevet snakket væk af djøf'ere og denne snakken væk er arbejdsgiverens nye tryllesprog. Den eneste historiske ændring er sproget - arbejdssituationen har ikke forandret sig en tøddel. Der er stadigvæk arbejderkamp - men socialdemokraterne har af forunderlige grund afblæst den...

Jens Dybro Frederiksen, Anne Eriksen, Torben Kjeldsen og Max Hansen anbefalede denne kommentar

Jeg har lige læst "Den hemmelige socialdemokrat", det er ikke helt det samme, men det ligner !

Søren Johannesen

Det fænomen begrænser sig desværre ikke Forskere alene!
Bankfolk, politikere, advokater, revisorer, direktører, mellemledere .... Vi gør det ALLE!
Lukker øjnene for Sandheden, når den er lidt svær at håndtere!
Når vores Frygt for følgerne (fremtiden) overstiger ønsket om at gøre det rigtige, sige sandheden og skabe den nødvendige Forandring, ja så sker der INGEN TING!
Vi bliver holdt i mørke og bliver kun præsenteret for flige af sandheden eller i værste fald direkte løgne!
Når systemerne begynder at fejle vil det går op for nogen, mens handle stædigt holder fast i frygten og løgnen!
Det bliver noget forfærdeligt rod ......

Jens Dybro Frederiksen, randi christiansen, Anne Eriksen, John Christensen, Torben Kjeldsen, Kim Houmøller og Hanne Koplev anbefalede denne kommentar
Henrik Danstrup

Here we go again - tøsedrenge hedder det ! Hvis man vil ændre noget, må man have rygrad nok til at stille sig op og kæmpe med åben pande, men det er jo voldsomt bekvemt at gemme sig i sit lille hul, hvor man kan fordre selvmedlidenheden med Magisterforeningens selvbestaltede undersøgelser.

@ Henrik Danstrup - Det er jo netop derfor det er vigtigt at kalde en spade for en spade - der er slet og ret tale om arbejderkamp. Længere er den ikke. Og den ved vi jo godt, hvordan skal skæres, men det er jo vanskeligt, når "alle" har aflyst fænomenets eksistens. Så skal man først trumfe det igennem og så gøre noget ved forholdene på arbejdspladsen. Det er unægtelig noget nemmere, hvis man har et sted at gå hen og et navn man kan give det man bliver udsat for - og igen - det hedder arbejderkamp (eller måske mere nærliggende - lønmodtagerkamp)

Niels Engelsted

Jamen, venner, hvad troede I, at ledelsesretten egentlig betød?

Anne Eriksen, Jesper Frimann Ljungberg, Uli Fahrenberg, Carsten Svendsen, lars abildgaard, Søren Johannesen, Torben Kjeldsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Kun ganske få af de adspurgte har rent faktisk oplevet negative konsekvenser, men der skal heller ikke mere til, før frygten og selvcensuren breder sig, mener Ingrid Stage.
Uha,uha. og hver fjerde mener der noget kritisabelt, men siger det ikke.
Det kan jo være alt fra kold kaffe, til verbale overfald. Jeg skulle mene at når 3/4 mener der er noget i vejen så er det da helt godt. På KU hvor jeg læser erder ved gud mange forhold der kunne være meget bedre fx forholdene for de eksterne lektorer, som arbejder som daglejere. Dem gør den rare Stage ikke en skid for. De der er ansat på livstid har det nok lidt sjovere, også selv om tingene har forandret sig.

jens peter hansen

Ups : 3/4 mener ikke der er noget i vejen.

Søren Johannesen

@ Niels E, så Sandt!
Når man afgiver Autoriteten over eget liv og handlinger til Andre, så vil disse Andre uværgerligt gøre netop det!
Tage Autoriteten! Det kan ikke være anderledes! Spørgsmålet der trænger sig på er: "men hvorfor gør vi det så?"

"Every man must make his own system, or else hi will be slave of another Man's" Citat? (Det har jeg glemt)

Steffen Gliese

Det er uhyggeligt, at man på den måde lægger åget over de bedst uddannede i landet, der i det mindste for deres møje burde have den frihed, der altid har været deres klasses privilegium.

Uli Fahrenberg

Der har været et par artikler som denne her i den sidste tid, som igen forsøger at tage tilstandene på de danske universiteter op til debat. Og heldigvis for det. Men hvorfor refereres der aldrig tilbage til andre, ældre "sager"? Det kunne vel bibringe lidt dybde og perspektivering til debatten. "Koldau-sagen" for eksempel; det er kun pressen der bestemmer om den sag er "død": LM Koldau lever og kæmper i bedste velgående. Eller de andre mange ting man de sidste 4-5 år har hørt specielt fra Aarhus universitet.

Medbestemmelse er da fint - men er der noget galt i , at dem der betaler (skatteýderne) lader deres folkevalgte repræsentanter ( MF'erne) have det afgørende ord ????

(Skatteyderne er jo ikke forskernes ejendom/slaver , som de kan malke efter forgodtbefindende ???)

Henrik Danstrup

@Hans Hansen
Uagtet om du kalder det arbejdskamp, så ændrer det ikke en tøddel ved det personlige ansvar for at råbe op, hvis der foregår uhyrligheder. Det kn end ikke nogen nok så god faglig organisation erstatte - derfor kræver det mod og mandshjerte m/k - hvis man ikke vil det, så skal man flette næbet og se i øjnene, at man har accepteret de givne vilkår.

randi christiansen

Danstrup - du har naturligvis ret - men du må også forstå, at undertrykkelsen kan være så grov og massiv - det kende vi jo desværre historisk alt til - at det kan være forbundet med endog meget store risici for i dette tilfælde udkomme og karriere at sige fra. Og her kommer nødvendigheden af organisering netop ind i billedet - men ligefrem arbejdskamp, uha, det er de velopdragne og pæne tryghedsnarkomaner > akademikere og offentligt ansatte - ikke meget for. Så må også de åbenbart betale prisen for at bøje nakken i et uværdigt liv og arbejdsliv.

Jens Dybro Frederiksen

@ Robert Kroll, det er ønskværdigt at den der betaler for en ydelse, for mest muligt for betalingen. Men det er ikke det samme som at mand skal være nervøs / bange for at sige sin mening. Når det sker vil slutproduktet blve dårligere, hvis dem derlaver