GGGI bruger bistandskroner på rige lande

En stor del af klimaorganisationen Global Green Growth Institutes (GGGI) projekter er rettet mod lande, der er så velhavende, at de som udgangspunkt ikke ville kunne modtage dansk u-landsbistand direkte.

Det fremgår af en arbejdsplan for 2014-2016, som GGGI’s bestyrelse godkendte i december.

Mere end 30 procent af GGGI’s projektbudget for 2014 er således afsat til den rigeste del af de såkaldte mellemindkomstlande, det vil sige lande, der har en bruttonationalindkomst pr. indbygger på mellem 4.086 og 12.615 amerikanske dollar.

Danidas grænse for, hvornår et land er for velhavende, til at danske organisationer må bruge bistandsmidler i landet, er som udgangspunkt en bruttonationalindkomst på 3.268 dollar pr. indbygger om året. Men denne regel gælder altså ikke for internationale or- ganisationer som GGGI. Og da Danmarks støtte til organisationen er et såkaldt kernebidrag, som ikke er øremærket specifikke projekter, står det GGGI frit for at bruge dem i relativt rige lande som for eksempel Mexico, der har en bruttonationalindkomst pr. indbygger på 9.700 dollar. Til sammenligning har EU-landet Bulgarien en bruttonationalindkomst pr. indbygger på 6.800 dollar.

En generel tendens

»Danmark ville aldrig selv støtte et så rigt land som Mexico. Men danske bistandsmidler bliver altså gennem GGGI brugt på lande og aktiviteter, som vi ikke normalt ville mene var et relevant mål for støtte,« konstaterer Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og ekspert i international udvikling.

Christian Bjørnskov, der er professor ved Aarhus Universitet og ekspert i udviklingsøkonomi, kalder det »tankevækkende, at man overhovedet har engageret sig i Mexico«.

»Det er jo et relativt velfungerende og velstående land. Hvis man skulle engagere sig i den region, så ville det efter min vurdering være langt mere relevant at engagere sig i lande som Bolivia, Honduras eller nogle af de andre lidt fattigere latinamerikanske lande,« siger han.

Lars Engberg-Pedersen ser sagen som et eksempel på, hvordan bistanden i stadig stigende omfang bruges til at fremme andre interesser end det, der traditionelt har været fokus for udviklingsbistanden, nemlig fattigdomsbekæmpelse.

»Bistanden bliver mere og mere set som et værktøj, man kan bruge til at fremme danske virksomheders eksport. Det er politikerne jo helt åbne om. Og der er det klart, at de rigere lande er mere interessante, fordi de har en større købekraft,« siger Lars Engberg-Pedersen.

Set udelukkende fra et grønt perspektiv kan det dog give god mening at fokusere på de lidt rigere lande, pointerer han.

»Når det handler om at reducere CO2-udslip, så er det logisk at lægge projekterne i lidt rigere lande, som allerede har store CO2-udslip, man kan reducere. Men det er ikke uproblematisk, når man tager pengene fra bistandskassen. For et af de grundlæggende mål med bistanden er, at den skal hjælpe de fattigste. Og så kan man jo spørge, om det faktisk er et rigt land som Mexico, der har mest brug for støtte,« siger Lars Engberg-Pedersen.

Sagen Mexico

Netop den indvending kom NORAD, det norske svar på DANIDA, med, da GGGI sidste år i stor hast ville have godkendelse af et projekt i Mexico med udvikling og implementering af en national klimastrategi.

GGGI’s vicegeneraldirektør, Mattia Romani, bad i en mail den 27. april om indspil fra blandt andre Norge senest den 3. maj.

Afdelingsdirektør i det norske klima- og miljøministerium Morten Nordskag understregede over for NORAD, at der generelt skulle meget til for at standse forehavendet. Det måtte kun ske, »hvis vi ser, at advarselslamperne blinker«.

På grund af den korte frist havde NORAD ikke tid til at lave »en grundig vurdering«. Men embedsmændene såede tvivl om behovet for projektet på en række punkter.

»Mexico har, som det også står i forslaget, implementeret et Special Program on Climate Change (PECC) 2006-12. Vi forstår, at dette var en proces, som i høj grad var internt drevet og vellykket gennemført. Vi stiller derfor spørsmål ved, om Mexico faktisk behøver støtte til at udvikle sin nye PECC, eller om GGGI’s budget burde gå til andre lande med mindre kapacitet,« lød det blandt andet.

Derfor lød en af Norges officielle kommentarer til GGGI, at en mere grundig argumentation »ville give medlemmerne af GGGI bedre indsigt og forståelse af GGGI’s involvering« i Mexico.

Men bekymringen var altså ikke nok til, at Norge ville stille sig i vejen for projektet, som derfor blev godkendt.

Om støtten til de relativt velstående lande skriver GGGI i en mail til Information via sin pressemedarbejder:

»Disse lande er berettiget til Official Development Assistance (en reference til OECD’s retningslinjer, red.). Men endnu vigtigere har GGGI aktiviteter i nogle af de lande, hvor de fleste fattige i verden lever – Kina, Indien og Indonesien – som er hjemsted for over en milliard fattige mennesker«.