Læsetid: 6 min.

Hvem skal bestemme, hvad vi uddanner?

På Uddannelsesmødet fremlagde uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) i går sin del af regeringens kommende vækstplan. Flere videregående uddannelser skal have loft på optaget, flere uddannelser skal kun udbydes ét sted, og de studerende skal have et bedre grundlag at vælge på. Vi har spurgt en rektor, en underviser, en studerende og ministeren selv, hvem der skal bestemme, hvor mange studerende en uddannelse skal have
Det giver ikke mening at tale om et bestemt antal studerende som et minimum på en uddannelse, mener en lektor på Aarhus Universitet i forbindelse med uddannelsesministerens plan om, at flere uddannelser skal have loft på optaget.

Kasper Palsnov

29. april 2014

Fokus på tal giver ikke mening

Lone Koefoed Hansen, lektor på Aarhus Universitet, medstifter af det Alternative Kvalitetsudvalg

Det giver ikke mening at tale om 30 eller 60 studerende som et minimum for en uddannelse, siger Lone Koe- foed Hansen med henvisning til regeringens Kvalitetsudvalg, der foreslår at lukke uddannelser med færre end 30 studerende og kun at udbyde uddannelser ét sted i landet, hvis de samlet set har færre end 60 studerende.

Et af Kvalitetsudvalgets argumenter er, at det faglige miljø bliver for snævert, hvis der ikke er tilstrækkeligt med studerende og dermed penge. Men det nytter ikke at se isoleret på hver enkelt uddannelse, siger Lone Koefoed Hansen.

»Langt de fleste uddannelser eksisterer ikke i et vakuum. De er en del af andre uddannelsers økosystemer. Mange uddannelsesretninger er toninger af noget andet, hvor underviserne og det faglige grundlag er i dyb sammenhæng.«

»Jeg underviser selv på digitalt design og to andre uddannelser. Det kan jeg i den faglighed, for de uddannelser hænger sammen, men de er også meget forskellige,« siger hun.

Nogle uddannelser indgår også i andre sammenhænge. Eksempelvis hænger nogle kulturelle uddannelser tæt sammen med det lokale kulturliv, hvor de studerende arbejder, eller man laver fælles arrangementer. Derfor kan man ikke bare lukke én uddannelse uden samtidig at fjerne en stor del af et andet system, mener hun:

»Hvis man gør det, skal man lave en analyse, der viser, hvad det betyder. Og den analyse vil jeg nødigt selv lave. Det bliver helt ned på niveau med den enkelte uddannelse,« siger Lone Koefoed Hansen, der ikke er overbevist om, at det spørgsmål kan afdækkes af uddannelsesministeriets talknusere.

På samme måde tvivler hun på fornuften i, at ministeren vil lægge begrænsninger på uddannel- ser ud fra, hvor mange der bliver optaget.

»I forhold til kvalitet handler det om, om uddannelsesinstitutionerne kan udbyde det, de vil, til så mange de vil, eller om de skal føre bevis for, at de har folkene og ressourcer til det. Har de nogen, der ved noget om det her, eller skal de ud og ansætte dem alle sammen? Er det noget, de har forsket i? Man skal ikke tale om tal, men om hvad det er for en mentalitet, der ligger nedenunder. Hvordan vil man undervise så mange studerende?«

Politikere bør blande sig udenom

Jakob Ruggaard, formand, Danske Studerendes Fællesråd

Politikerne skal ikke bestemme, hvilke uddannelser der skal udbydes, og hvor mange studerende de enkelte uddannelser skal optage. Det mener formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Jakob Ruggaard.

»Jeg vil på det kraftigste advare ministeren mod at tro, at hun eller hendes embedsmænd selv kan varetage den opgave. Hvis det overhovedet skal give mening, skal det lægges ud til institutionerne, som er de eneste, der er klædt på til at tage alle de hensyn, der skal tænkes med i forhold til dimensionering.«

– Ministeren siger jo også, at der netop skal være en decentral styring af dimensioneringen?

»Ja, men det forhold er ikke afklaret. Det handler også om, hvil-ket opdrag og hvilke rammer de får. Jo mere involvering fra embedsmænd, som ikke har forudsætningerne for at forstå den kompleksitet, et universitet har, jo mere enøjet vil det blive, og jo mere skadeligt vil det blive.«

Hvordan der i fremtiden skal dimensioneres, så udbud af studiepladser tilpasses jobmuligheder, er endnu uafklaret, men Uddannelsesministeriet er i gang medat undersøge forskellige modeller. Samtidig har universiteterne foreslået, at de sammen kan lave et system, der kan forhindre uhensigtsmæssigt store optag på uddannelser, hvor der er dårlig beskæftigelse efterfølgende. Det mener Jakob Ruggaard også er den bedste løsning.

»Jeg forstår ikke helt, hvorfor man vil sætte et bureaukratisk analysearbejde i gang i ministeriet, hvis universiteterne er i gang. Man bør lade rammerne være så løse som overhovedet muligt i forhold til, hvordan universiteterne skal løse det. Ellers er det en markant øget politisk styring af uddannelser i Danmark, vi vil komme til at opleve.«

Universiteter får kun delvist lov til at styre optag

Sofie Carsten Nielsen (R), uddannelses- og forsknings-minister

Man bliver nødt til at se på hele uddannelsesområdet, når der skal lægges låg på antallet af studerende, og derfor kan universiteterne ikke få lov til at styre det selv, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R):

»Universiteterne har spillet ud med, at de kan lave en model for det selv. Det, synes jeg, ville være godt. Men de er jo ikke hele sektoren. Det nytter ikke, at man dimensionerer en universitetsuddannelse, hvis der er en relateret uddannelse på en professionshøjskole, der pludselig ser sit snit til at tage mange flere ind over hele landet. Derfor vil vi gerne finde en samlet model, hvor man siger, her dimensionerer universiteterne selv, her gør de andre aktører det selv, og her spiller det sammen.«

Uddannelsesministeren understreger, at det er svært at skrue op og ned for optaget, og derfor skal man gå forsigtigt til værks og ikke styre antallet af studerende på enkeltuddannelser, men på større områder.

»Vi vil gerne lave et solidt system, der også er fleksibelt, så vi ikke kommer til at låse os på de steder, hvor behovet ændrer sig. For vi ved godt, at vi ikke kan forudsige arbejdsmarkedets udvikling,« siger ministeren og fortsætter:

»Men samtidig må vi tage bestik af prognoserne af, at hvis vi ikke gør noget, vil vi sende for mange kandidater ud med en uddannelse, som de ikke kan bruge i relevant beskæftigelse. Det kan vi ikke være bekendt.«

– Udmeldingen er en del af en samlet vækstplan. Betyder det, at der skal findes penge på uddannelsesområdet til noget andet?

»Ikke på kort sigt. De her vækst-initiativer har et bredere sigte. Det handler ikke om bundlinjen her og nu. Men hvis vi får flere kandidater, som ikke falder fra, og som får et arbejde, så får vi også gevinst for samfundet og for den enkelte kandidat. Der er hverken skjulte dagsordner om at hente penge ud af det her lige nu eller nogen særlige bevillinger på vej til området.«

– Har du nogen beroligende ord til de universitetsledere på humaniora, der føler sig usikre på fremtiden?

»Kvalitetsudvalget har understreget, at det ikke er humaniora som samlet område, der har de største udfordringer. De har taget højde for mange af de her ting. Så umiddelbart ville jeg tage det roligt. Der kommer ikke til at ske en forhastet, drastisk skruen ned på en enkelt uddannelse eller et enkelt område.«

Uddannelser kan med fordel samles

Hanne Leth Andersen, rektor, Roskilde Universitet

Der kan være god mening i at slå nogle uddannelser sammen, så de er store nok til at sikre et godt studiemiljø, der motiverer både de studerende og underviserne, mener rektor Hanne Leth Andersen.

»Jeg tror, der er nogle miljøer, der kunne have glæde af at være lidt større. Der er så mange uddannelser, der bliver akkrediteret i disse år, som har titler, der ligger op ad hinanden. Der kunne mange sagtens tænke flere af dem sammen i en større klump og lade dem udbyde kurser sammen.«

Hvilke uddannelser, der i så fald vil kunne slås sammen, og – mere overordnet – hvordan en fremtidig dimensionering skal udformes, har universiteterne selv et ansvar for, mener Hanne Leth Andersen.

»Vi vil godt være med til at tænke i en sund, langsigtet dimensionering. Vi tror, det kan blive meget uproduktivt, hvis der sidder et eksternt organ og tæller og hvert tredje år kommer med en melding om, hvad der nu skal udbydes. Det gør det helt umuligt for os tænke langsigtet og at lave stillingsopslag eller forskningsmiljøer, hvis vi skal dikteres. Det ansvar er vi nødt til at tage selv.«

– DSF siger, at der skal være så lidt indblanding fra ministeriet som muligt for at sikre så løse rammer som muligt. Kan du forstå den bekymring?

»Jeg forstår, at de er bekymrede, for de har måske lidt dårlige erfaringer med, når man styrer så overordnet. Jeg er især bekymret for, at vi bruger for mange af de midler, vi skal bruge på bedre kvalitet, mere undervisning og bedre forskning, på at sætte rammer, kontrollere, måle og lade eksterne organer bestemme. Jeg mener heller ikke, det er den vej, vi skal skabe kvalitet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu overgår ministeren sig selv i centralistisk tænkning. Den model hun fremlægger hænger ikke sammen på nogle niveauer. Og hvad skulle grunden i øvrigt være for at lave disse reformer? Taxameterordningen sikre jo, at uddannelser, der ikke kan løbe rundt forsvinder. Og dem, der kan, fungerer jo fint.

Der er et langt dybere problem i denne sag og det handler om den måde med generelt betragter universitetet - man betragter det et system, der uddanner enheder (individer) til et andet system - det offentlige og private arbejdsmarked.

Den dybe og graverende fejl i alt dette her er, at man glemmer, at universiteterne kan være producenter af nye virksomheder, som bidrager med vækst i det samlede antal private virksomheder. I sådan et perspektiv skal universiteterne være aktive i samfundet og ikke som nu passive analyserende videnproducerende anstalter.
Hvis universiteterne skal betragtes som aktive institutioner, som bidrager ikke kun med uddannelse til et eksisterende erhvervsliv men OGSÅ til antallet af nye virksomheder, så skal man adresserer uddannelsesområdet anderledes end i dag. Det skal være fler og tværfagligt på tværs af den eksisterende fakultetsstruktur.
Og undervisning skal være projekt og udviklingsorienteret, praksis og vidensproducerende og ikke som nu, hvor den gamle humbolske tradition hersker - hvor man analysere og er distanceret (og undervisningsformen er forelæsningsbaseret)
Det humbolske universitet eksisterer rigtig mange steder - men det ændre ikke på, at den nuværende politiske kurs fra diverse udvalg og kommissioner OVERSER det grundlæggende budskabet i dette indlæg.)

Den vej som dette indlæg argumenterer for flugter de veje, som man er begyndt at følge fra Finland, Sverige, USA, Japan og Tyskland og sikkert flere endnu. Det er kun i Danmark, at blikket endnu ikke er blevet rettet den vej endnu (få steder på universiteterne er undtagelser - her forsøger man, men det er ikke altid lige nemt.)
Så mit råd er - drop kvalitetsudvalgets og produktivitetskommissionens meget gammeldags måde at se på universitet og se ret i stedet blikket mod, hvordan universiteterne kan gøres til steder, hvor der bliver udviklet alle mulige og umulige ting og sager, der kan danne baggrund dels for forskning og dels for vækst i antallet af virksomheder. Det er vejen at gå. Den anden fører ingen gode steder hen.

Mit bud er at der også er tale om en magtkamp. De "konsulent firmaer" der benyttes af regeringen og den forrige - i tide og utide - er skabt af kapitalen, den eksisterende koncentration af storkapital. De ønsker ikke udvikling uden for deres egen kontrol. De største firmaer - herunder AP Møller - som har skænket en milliard til den nye skolereform - ønsker studerende som er skræddersyet til deres egen virksomhed - og ikke fremtidens. Innovationen fra fremtidens studerende - skal udvikle deres ideer indenfor rammerne af Novo Nordisk, AP Møller, Grunfos etc.
Tingene hænger nøje sammen med den nye Europæiske Patentdomstol samt TTIP forhandlingerne og den en-æggede tvilliger andre steder i verdenen. Verdenen skal gøre lille og kontrollerbar - og disse internationale mastodonter forsøger at styre mennesket fra vugge til grav.