Baggrund
Læsetid: 7 min.

Opvokset og født i Danmark – udvist til Indien

Syvårige Tanveer har levet hele sit liv i asylcenter Kongelunden sammen med sin 15-årige søster og sin mor, der flygtede fra Indien i 2006. Hensynet til børnenes tarv efter FN’s Børnekonvention synes ikke at spille nogen rolle i den række af afslag, som familien har fået
Binderpal Kaur, datteren Loveleen og sønnen Tanveer har boet i asylcenter Kongelunden på Amager siden 2006, hvor de flygtede fra Indien. Tanveer har aldrig boet andre steder.

Tor Birk Trads

Indland
23. april 2014

Loveleen på 15 år har sit sorte hår ordnet i en kort hestehale. Hun henter os i receptionen på asylcenteret i Kongelunden på Amagers sydspids og viser os hen til de tre beskedne værelser, hvor hun har boet siden 2006 sammen med sin mor Binderpal. Lillebroren, Tanveer, har aldrig boet andre steder end i Kongelunden.

I ingen af de mange afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse, som Binderpal har modtaget siden 2008, og som Information har haft adgang til, kan man se, at hensynet til Loveleens og Tanveers tarv har spillet nogen særlig rolle i myndighedernes overvejelser.

Dermed er Binderpal og hendes to mindreårige børn endnu et eksempel på den usikkerhed, som efter en DR2-dokumentar i marts er opstået omkring myndighedernes inddragelse af børnenes tarv og tilknytningen til Danmark, når der gives afslag på ophold til børnefamilier.

26 måneder om at svare

Lejlighedens største rum er kombineret stue og køkken. I det næste rum er der lige plads til en dobbeltseng, hvor Binderpal og Tanveer sover, mens Loveleen har det mindste værelse. Her har familien boet, siden Loveleen og hendes nu afdøde far og Binderpal, der var gravid, i efteråret 2006 kom til Danmark som flygtninge. Binderpal og børnene har fået flere afslag på asyl og endnu flere afslag på humanitær opholdstilladelse.

Seneste afslag fra februar 2014 slutter med at beklage »den lange sagsbehandlingstid« (26 måneder) samt afgørelsen om at, at »Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at genoptage sagen eller grundlag i øvrigt« for at udsætte den udrejsefrist, familien fik tilbage i 2008.

Lige nu spiller Tanveer computer, mens Annette Lund ser på. Hun er den ressourceperson, som Dragør kommune har tilknyttet familien, fordi børnene havde brug for mere støtte, end Binderpal kunne give efter sin mands død i 2010.

»I perioder over to år lå Binderpal i sofaen og kunne ikke varetage sine børns behov, mens Loveleen måtte tage et stort ansvar. Det var en svær tid for de tre,« fortæller Annette Lund.

Hun tilføjer, at der siden er sket en god og stabil udvikling for alle familiemedlemmerne.

12 km til skole

Hver morgen klokken syv kører Loveleen med bus fra asylcentret til Højdevangsskolen midt på Amager. Hun går i syvende klasse, men er den eneste på hele skolen fra asylcentret i Kongelunden.

Afstanden gør, at hun ikke er så meget sammen med sine skoleveninder i fritiden, som hun gerne ville. Loveleen har heller ikke penge til at gå på cafe sammen med veninderne, fortæller Anette Lund.

Loveleen har valgt en linje på Højdevangsskolen, der handler om fremmede kulturer. Hun vil »måske gerne« være tandlæge, og hun får lektiehjælp en gang om ugen, især til matematik, forklarer hun.

Da Binderpal var mest ked af det, kom Loveleen ikke så meget i skole, så hun har nogle huller i undervisningen, fortæller Annette Lund.

Loveleens bedste fag er dansk: »Det er på grund af grammatikken. Jeg kan lide at læse tekster og analysere dem. Jeg er også god til engelsk,« siger hun.

Om morgenen skal Tanveer med en senere bus end sin storesøster. Hans bedste ven i børnehaveklassen på Gerbrandsskolen hedder Valdemar, fortæller han.

Efter skole ser Tanveer ikke så meget til Valdemar, der bor tæt på skolen. Når Tanveer kommer hjem fra skole med bussen, kan han spille fodbold med andre drenge på asylcentret eller spille computer.

Hverken Loveleen eller Tanveer har venner blandt de andre børn på asylcentret. Sidste sommer var Loveleen venner med den 16-årige Remzi, men for ni måneder siden blev han udvist til Kosovo, selv om han var skizofren og havde opholdt sig 12 år i Danmark.

»Alle børnene fra centret skulle på tur til Lalandia den dag, men Remzi kom ikke med, fordi politiet kom om morgenen og hentede ham og hans bedstefar,« fortæller Loveleeen. Annette Lund forklarer, at den store udskiftning på asylcenteret påvirker børnene: »Børnene her på centret oplever hele tiden, at bånd brydes, fordi familier enten flytter væk eller udvises.«

Børnene skal selv være syge

Selv om der i ansøgninger om genoptagelse af sagen om humanitær opholdstilladelse direkte er henvist til Binderpa’s depression efter mandens død og det pres, som Loveleen i den forbindelse var ude for, har myndighederne ikke ændret afgørelsen: Ministeriets restriktive praksis med at give humanitær opholdstilladelse »finder navnlig anvendelse i tilfælde, hvor et eller flere af børnene også lider af alvorligere sygdomme eller handicap,« som ministeriet skrev i et afslag fra 2009.

»Uanset at ministeriet har forståelse for, at Deres klienters og deres to børns situation er meget vanskelig, er der efter praksis ikke mulighed for at meddele humanitær opholdstilladelse,« lød ministeriets konklusion derfor.

I september 2011 skrev Binderpal under på at medvirke til udsendelse, men alligevel har myndighederne ingen praktiske initiativer taget for at få familien udsendt. Annette Lund, der har fulgt familien tæt i en årrække, mener, at forklaringen på den manglende udsendelse bl.a. kan være de diplomatiske bryderier mellem Indien og Danmark, der opstod i forbindelse med sagen om våbensmugleren Niels Holck.

»Samarbejdet mellem Danmark og Indien har nok været på lavpunktet i den periode. Jeg håber så på, at det i dag kan være til familiens fordel, at de nu har været her så længe. Jeg har set, hvor pinsomt det har været at være barn her i centret, og børnenes tilknytning til Danmark er langt større end til Indien, hvor Tanveer aldrig har været,« som hun siger.

Igen i november 2011 henviste Bindapals advokat til børnenes tarv, men endnu en gang afviste ministeriet, at det kunne ændre noget: »Oplysninger fra Dem og psykolog Hanne Hæsum om, at der er sket en forværring af Deres klients tilstand – herunder en forværring af børnenes tarv – at Deres klients datter er tilknyttet en aflastningsfamilie, at Deres klient og hendes to børn har behov for massiv psykologisk, social og pædagogisk støttenetværk, at der er risiko for svær omsorgssvigt af børnene, hvis støtten falder bort, at støtten ikke er tilgængelig i Indien (…) kan ikke begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse til deres klient og hendes to børn.«

I ingen af afslagene har myndighederne vejledt familien om muligheden for at søge opholdstilladelse efter en særlig paragraf i udlændingeloven, der udtrykkeligt omtaler hensynet til børnenes tarv. En sådan vejledning i afslag på humanitær opholdstilladelse indførte Justitsministeriet ellers »efter en konkret vurdering« den 20. november 2013 i forbindelse med, at Europarådets menneskeretskommissær Nils Muižnieks aflagde besøg i Danmark.

Derfor har advokat Kåre Traberg Smidt nu selvstændigt søgt opholdstilladelse for familien med specifik henvisning til paragraffen om hensyn til børnenes tarv i udlændingeloven.

»Jeg har tidligere anmodet myndighederne om at tage hensyn til barnets tarv. Nu gør jeg det igen. Det er stærkt bekymrende, at ministeriet åbenbart ikke læser mine anmodninger. Ministeriet har nu ændret retningslinjer og skal vejlede om barnets tarv, men jeg frygter, at de kommer til samme konklusion igen, uanset om de nu vejleder om det,« siger Kåre Traberg Smidt.

Han peger på, at Binderpal i 2011 har skrevet under på at medvirke til udsendelse.

»Det har hun gjort til trods for, at hun og børnene går en uvis og farlig tilværelse i møde i Indien. Familien er udstødte, og de danske myndigheder burde have givet dem en opholdstilladelse, alene på grund af tiden,« siger advokaten og tilføjer:

»Danmark bryder konventionen her. Det er helt klart. Skal vi vente på, at et af børnene eller moderen begår selvmord? Så får Danmark først en betydelig større opgave i at støtte de overlevende,« mener han.

Håber på at få lejlighed

Binderpal forklarer, at efter hendes mands død har hans familie slået hånden af hende. De mistænker hende for at have været årsag til dødsfaldet, og hun føler sig truet af mandes familie. Derfor er hun holdt op med at komme i Sikh-templet i Vanløse.

»Mine børn kender ikke til andet end asylcentret her, men de vil ikke være sikre, hvis vi sendes tilbage til Indien,« siger hun. Det er Annette Lund enig i. Hun henviser til, at enlige kvinders situation i Indien er meget ringe, og at de ikke har nogen beskyttelse:»Desuden er børnene vokset op her. Her går de i skole, her taler de sproget, og selv om Tanveer godt kan forstå lidt indisk, kan han ikke skrive indisk,« fortæller hun.

Hun husker, at Tanveer for et år siden fik et brev fra Gerbrandsskolen om, at han var »velkommen« i skolen efter sommerferien.

»Han blev så glad for, at nogen mente, at han var velkommen,« fortæller Anette Lund. Hun håber, at Bindapal snart får det tilstrækkeligt godt til, at de kan lede efter en lille lejlighed uden for centret.

»Vi venter bare på at få grønt lys fra Udlændingestyrelsen. Hvis vi finder en lille lejlighed længere inde mod byen, kan børnene være sammen med deres klassekammerater og skoleveninder,« siger hun og tilføjer, at Bindapal er nervøs for, at 15-årige Loveleen bor på centret, hvor der også er mange enlige unge mænd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man må desværre undres og forbavses. Og ser man på Flygtningenævnets sammensætning, hvor der indgår en lang række jurister - herunder også fra Dansk Flygtningenævn, bliver forundringen til fustration og vrede.

Hvordan kan alle disse fine og velaflønnede mennesker egentlig varetage deres opgave på en seriøs og ansvarlig måde, hvis de samtidig helt bevidst ser bort fra FN's Konvention om Barnets Rettigheder (Børnekonventionen)?

Jeg syntes faktisk, disse fornemme mennesker omgående skal gå af og returnere deres høje honorar, for hvis de ikke har tid, evner eller vilje til at udføre opgaven, har samfundet ikke brug for dem.

Og om levebrøds-regeringen evner at føre forsvarlig politik på området, ved jeg egentlig ikke. Men det står i hvert fald helt klart, justitsministeren er fuldstændig inkompetent til sit job, som hun tydeligvis heller ikke tager ansvar for.

Uffe Illum, Karsten Aaen, Rune Petersen, Peter Poulsen, Niels Duus Nielsen, HC Grau Nielsen, Merete Jung-Jensen, Kim Houmøller, lars abildgaard og Pia Qu anbefalede denne kommentar
Ljudmila Trojanova

Problemet ligger også i den lange tid, som behandling af asylsagerne tager. 7 år - helt uforståeligt.
Der burde sættes nogen tidsfrister ( højst 2 år) efter hvilket det skulle være umuligt at smide folk ud.

Peter Hansen, Karsten Aaen, Rikke Nielsen, HC Grau Nielsen og Merete Jung-Jensen anbefalede denne kommentar
Ljudmila Trojanova

P.S. journalisten havde sandsynligvis travlt med artiklen: "Opvokset og født i Danmark..." . plejer det ikke at foregå i den omvendt rækkefølge? :-)

Peter Hansen, Rune Petersen, Peter Taitto og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Hvorfor er det de forkerte vi giver ophold? Man må formode, at med lidt fred og ro samt lidt omsorg, vil de tre klare sig rimeligt her i landet. Smid så de kriminelle på porten, og gerne lidt hurtigere!
Og til Ljudmila. Danskprøven har du til UG ;)

Ljudmila Trojanova

Hehe, Kim, det er ikke mest dansk, men logik.

Lars R. Hansen

Ja, det simpelthen ikke rimeligt at leve i Indien. Alle der burde kunne få humanitært ophold i Danmark.

Økonomiske flygtninge skal sendes hjem omgående. Andre flygtninge skal sendes tilbage og ydes hjælp i deres nær område. En hver flygtning, som får opholdstilladelse i Danmark er en horn mod dem, som er tvunget til at blive tilbage.

- Én kr. brugt på én flygtning i Danmark kunne hjælpe 10 i nær området.

Det betyder, at hjælpe én i Danmark er at svigte 9 andre. Det kan vi ikke være bekendt.

Desuden har vi heller ikke råd til det. Det ses tydeligt på de voldsomme nedskæringer i det nye "socialdemokratiske" Danmark.

Kjeld Hansen

Har du ellers en uddybende mening i forhold til essensen i artiklen udover en refleksreaktion fra tarmkanalen?

Peter Taitto
23. april, 2014 - 15:59

Jeg citere lige mig selv:
"Én kr. brugt på én flygtning i Danmark kunne hjælpe 10 i nær området"

Vibeke Rasmussen

Det er både trist og pinligt med alle disse tilfælde af overtrædelser af FNs Børnekonvention – og af almindelig medmenneskelig anstændighed. Og ja, det er vist gået lidt vel hurtigt for journalisten. Således bliver moderen fx benævnt både Binderpal, Binderpa og Bindapal.

Om Remzi Baftijari, der nu er udvist til Kosovo: http://www.information.dk/494593

Uanset hvad man mener om denne families skæbne, er det en skændsel og dybt uetisk, umoralsk og uanstændigt at lade mennesker sidde i en flygtningelejr på meget lidt plads i samfulde 8 år, eller 10 år eller 12 år. Og uden at lytte til folk og tage de fortællinger som disse folk kommer med for gode varer. Danskerne har en eller mærkværdig tro på at alle andre lande i hele verden er præcis ligesom DK, ja at alle lande i hele verden ligefrem bør være som DK og danskerne i alle henseender. Hvordan kan man ellers finde på at sende en familie tilbage til Indien, når moderens familie har slået hånden af hende. Og der næsten ingen eller ingen hjælp er at få fra myndighederne i Indien til familien, såfremt denne familie vender tilbage til Indien.

Justitsministeren er nok ikke inkompetent til sit job; embedsmændene i Justitsministeriet vejleder hende jo bare. Og embedsmænd er jo konservative pr. natur; de gør bare det som de altid har gjort. Og det fortsætter de med! Ministre kommer og går - som vi jo har set adskillige gange i 2012 og i 2013 - embedsmænd består! Det, som undrer mig er at De Radikale, kan holde til denne hårde linie overfor udlændinge.......

Og jeg vil stadig gerne have undersøgt om kristne udlændinge får lov til at blive, såfremt de er i samme situation som denne familie....

Helt enig i, at det er uanstændigt, at mennesker skal sidde så mange år på asylcenter.

Det undrer mig, at journalisten Ulrik Dahlin ikke stiller opklarende eller kritiske spørgsmål. Artiklen virker som ren mikrofonholderi. Ikke den jounalistiske standard, som ellers kendetegner Information og i øvrigt er grunden til, at jeg holder avisen.

Hvorfor er familien flygtet til Danmark? Mente at Indien er et demokrati? Skal mere en milliard mennesker have mulighed for humanitær opholdstilladelse?
Hvorfor går børnene i folkeskoler i Københavns Kommune? Hvis de 12 km i bus til skolen er et stort problem? Asylcentret ligger i Dragør Kommune. Både Dragør- og Tårnby kommune har folkeskoler, der er tættere på. Man må prioritere her i livet. En mulighed kunne være at vælge en skole tættere på, hvor mulighed for socialt samvær med klassekammerater var større, selvom dette kunne indebære en anden fagpakke?
Boligforholdene problematiseres. På fotoet ser køkkenet fin og nyt ud?

Artiklen giver anledning til mange spørgsmål.

georg christensen

Født og opvokset i Danmark?. Så er "individet" indfødt DANSKER. Færdig og sådan er det bare. Om individet er kineser,amerikaner,russer,afrikaner eller andet, er ligegyltigheder.

Udvisning uværdig. Familiesammenføring værdig.
der er "noget", som er gået grueligt galt i danskerens rige , når vi udviser os selv.

Hilsen fra også en indfødt dansker, som måske også bare vænter på udvisning. Når Danmark ikke længere vil vedkende sig selv og sine medborgere, opløser Danmark bare sig selv.