Læsetid: 8 min.

Respekt for børns nej er en ny værdikamp

Mange af tidens påståede disciplinærproblemer i skolen kan skyldes, at børn og unge siger nej til skæld ud og til at blive frarøvet mere og mere af deres frie tid. Børneforskeren Erik Sigsgaard har skrevet ny bog om, hvorfor samfundet er nødt til at begynde at lytte, når børn siger nej
Børneforsker Erik Sigsgaard opfordrer voksne til at høre efter, når børnene siger fra.

Jakob Dall

11. april 2014

Erik Sigsgaard er ikke en mand, der ønsker at blive opfattet som radikal. Han vil meget hellere være realistisk og tale ind i sin tid for at få folk til at lytte.

Alligevel er der noget på en gang både radikalt, men også ganske indlysende over budskabet i børneforskerens seneste bog Om børn og unges nej.

Det radikale består først og fremmest i det overhovedet at beskæftige sig forskningsmæssigt med børn og unges nej.

Pædagogik handler for det meste om at få børn til at sige ja. Og hvis vi skal til at til lytte mere til, hvad de siger, når de siger nej, som Sigsgaard plæderer for, kan det betyde et skred i magtforholdet mellem voksne og børn, som kan forekomme revolutionerende.

Det indlysende består i, at ingen andre beskæftiger sig med betydningen af børn og unges nej. Netop derfor er det en god idé at gøre det, mener Sigsgaard.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Søndergaard
  • Lene Timmermann
  • Kim Øverup
  • Tom Paamand
  • Pia Qu
  • peter fonnesbech
  • Nic Pedersen
  • anne-marie monrath
  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Mortensen
  • Anker Nielsen
  • Helge Rasmussen
  • Rasmus Kongshøj
  • Niels-Holger Nielsen
  • Torben Nielsen
  • John Victor Lorck
  • Martin Langwadt
  • Viggo Okholm
  • Ivan Gullev
  • Karsten Aaen
  • lars abildgaard
  • Anders Feder
  • David Zennaro
  • Viggo Helth
Carsten Søndergaard, Lene Timmermann, Kim Øverup, Tom Paamand, Pia Qu, peter fonnesbech, Nic Pedersen, anne-marie monrath, Niels Duus Nielsen, Carsten Mortensen, Anker Nielsen, Helge Rasmussen, Rasmus Kongshøj, Niels-Holger Nielsen, Torben Nielsen, John Victor Lorck, Martin Langwadt, Viggo Okholm, Ivan Gullev, Karsten Aaen, lars abildgaard, Anders Feder, David Zennaro og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels P Sønderskov

Jeg er sikker på at Sigsgaard i høj grad har ret i sin kritik af institutionerne, pædagogerne og lærerne, men netop hvis de (jeg ved ikke med forældrene) lærer at respektere børnenes nej, er der faktisk gode muligheder i skolereformen, hvor der bliver bedre muligheder for uformelle relationer med de gode pædagoger og lærere. Eller til at lade børnene i fred for den sags skyld.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Men endnu ringere mulighed for at de kan få FRI end i dag.
Hvis det var sket i min skoletid, havde jeg lavet revolution.

Carsten Søndergaard, Nic Pedersen, Frank Buch, Rasmus Kongshøj, Niels-Holger Nielsen, Claus Jørgensen, Søs Dalgaard Jensen, lars abildgaard, Rune Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

"Børneforskeren møder mange større børn, der er bekymrede for at miste endnu mere af deres frie tid, når timetallet som følge af skolereformen forøges efter sommerferien. "
Det er muligt at jeg ikke har fattet skolereformen, men hvis man i stedet for SFO nu skal være i skole og at man i stedet for at lave lektier hjemme, har lavet dem i skolen, hvordan kan det så medføre mindre fritid?

Else Marie Arevad, Malan Helge, Anne Eriksen, Torben Loft og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Tak til erik sigsgård - krisen ifht yngelpleje afspejler selvf underliggende kriser - med spgsm om hensigtsmæssig ressourceadministration som den afgørende. Sålænge kampen herom
udkæmpes, er det vanskeligt at etablere et overbevisende og velfungerende fundament for
yngelpleje. Kan den såkaldt 'nødvendige økonomiske politik' gennemtvinge underkastelse og
lydighed? Så skal vi nok ramme bunden endnu mere - som fx når tre årige børn arbejder i
indiske mika miner.

Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Helge Rasmussen, Knud Chr. Pedersen, Martin Andersen, Martin Langwadt og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

(»Tanken om, at institutioner kan fratage børn noget og begrænse deres muligheder for at lære og for at udvikle sig socialt, er meget fremmed og næsten fraværende i den pædagogiske diskussion.«)
Det virker meget mærkeligt at en professionel kan fremsætte denne bemærkning, som må omfatte overgrebet på børn, da man satte dem i vuggestue og børnehave i 50/60erne alternativt til at vokse op sammen med en forældre i hjemmet og i kvarteret. En opvækst, der efter de måske fem seks år første år skete stort set uden indblanding fra forældre.
Kom altid forsent til aftensmaden og til sengetid om sommeren, var helt væk i opvæksten på stort set egne og andre børns betingelser uden forældre!!!!.
Det kan da ikke være rigtig, at man begår et overgreb, institutionalisering, ghettoplacering uden den professionelle pædagogverden har lavet op til flere udredninger om de skader, der for livet påføres børn og den indskrænkning af udvikling de udsættes for i dette overgreb på niveau med 'stavnsbåndet'.
Det er også mærkeligt fraværende i debatten, kald det motivering af det enkelte barn eller blot hvorfor går jeg i skole?
Når piger på 8-10 år-de hestetossede elller blot interesserede, skal til hest, er motivation overflødig.
Kunne man finde en hestemodel og overføre den generelt til det enkelte barn, hvorfor går jeg i skole?, hvad betyder det for mig og hvorfor skal jeg holde ører og øjne åbne og hvordan og hvorfor skal jeg 'bidrage' med min aktive indsats i skolen?
Det må være muligt istedet for alle de omskrivningerne med nej børn og hvad ved jeg.

randi christiansen

Børnenes oprør er en sund reaktion på de voksnes hykleriske, forræderiske kollaboratørvirksomhed med den markedskonforme konkurrencestat. Ethvert menneske med
en smule tilbageværende, selvstændigt liv må fornægte denne vampyrøkonomi.

Viggo Helth, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Helge Rasmussen, Martin Andersen, Knud Chr. Pedersen, Rasmus Kongshøj, Søs Dalgaard Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Alle børn skal sige nej - nej til skolereformen og øget tvungen institutionstid. Gå i strejke - gå hjem kl.14.00 eller leg med hinanden uden pædagogisk overvågning.
Foreningerne skal sig nej til Antyrannis skoles omklamring af de frivillige og statslig overgreb.
Forældrene skal være ansvarlige forældre og sige nej sammen med deres børn.
Lærerne skal være solidariske med ungerne og sige NEJ.
Men som Sigsgaard : " Jeg siger ikke, at voksne aldrig skal sige nej til børn." Til de forkælede unger, der lider af curlingsyndromet.

randi christiansen

Børn gør ikke, som vi siger men reagerer på det, vi gør. Når vi derfor ikke får glade, velfungerende børn, er det forbillederne, som fejler. At påtage sig yngelpleje, er en langt mere omfattende opgave, end de fleste synes at anerkende. Tvinges børn ind i samfundsinstitutioner, som ikke møder, måske undertrykker fundamentale behov vil oprøret rettes mod samfundets autoriteter og institutioner. I stedet for at tvinge børnene ind i et system, som de reagerer stadig stærkere imod på forskellig vis, må man gribe i egen barm, om nødvendigt op på den psykoterapeutiske briks, og spørge hvad der er galt med systemet. At placere skyld og ansvar for forandring i børnenes resort er et tydeligt tegn på uhensigtsmæssig, afvigende adfærd til skade for alle. Problemet er nok, at det nødvendige miljø-og socioøkonomiske paradigmeskifte er så provokerende omfattende, og forandringsprocessen ditto krævende.

Frederikke Lindahl, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Helge Rasmussen, Martin Langwadt, Claus Jørgensen, Viggo Okholm, Karsten Aaen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Randi, der er noget der falder sammen og går i samme retning. Den store omstilling giver forældre mere tid - til børnene.
Tillæg Basisindkomst og det bliver endnu bedre, når den afmålte barselstid gives fri og inspirerer til mere ansvarlig yngelpleje.
Imod tidsånden, javel. Men den kan vel ændre sig.

Carsten Søndergaard, Anne Eriksen, Martin Langwadt, Karsten Aaen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Noget, børn og unge i hvert fald ikke kan klage over i disse år, er, at der ikke er interesse for dem. Om man så forvalter eller administrerer interessen ordentligt, er en anden sag. Nogle gange kan man få den fornemmelse, at interessen interessen overstiger det ønskelige, at den enten "kvæler" dem, eller hæver dem op til noget, de ikke kan overskue eller har lyst til. Børnene skal heller ikke bestemme for meget. Men de skal have mere fri tid, det er jeg helt enig i. Hvordan det løses, kommer Sigsgaard vist ikke med eksempler på.

Hvor er det dog befriende at der her er et menneske, som kan og bør være en modvægt mod samfundsguruen Niels Egelund, som vi skal høre på i tide og utide. Sigsgaard vil noget med livet og børn, nemlig se dem som mennesker i vækst og som gerne vil livet, hvis vi effektive voksne ikke forhindrer dem. Erik skal tages med et gran salt helt som andre engagerede "eksperter" men som gammel pædagog kan jeg jo kun glæde mig over at min "guru" stadig har et budskab.

Annette Hardsner, Viggo Helth, Pia Qu, randi christiansen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Knud Chr. Pedersen, Rasmus Kongshøj, lars abildgaard, Niels-Holger Nielsen, Martin Andersen, Karsten Aaen, John Victor Lorck og Martin Langwadt anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

At lære noget i skolen er ikke bare at læse og regne, det er også at være menneske, i skolegården, blandt kammeraterne, at lytte til lærerens oplæsning af historier, at se på danmarkskort, få forklaret fuglenes flugt, at kigge på elever af det modsatte køn, at hjælpe den handicappede i klassen, at strømme ud på græsset om foråret og spille bold, at være brummer bagerst i musiktimen, og så meget andet.

Karsten Aaen, Martin Langwadt, Anne Eriksen, Jakob Silberbrandt og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Da jeg i tresserne frekventerede en stor, lokal progressiv folkeskole i en københavnsk forstad, ville et tilbud om frivillig lektiecafe og en blanding af hygge og faglige tilbud på skolen - især i
de naturvidenskabelige fag - have været velkomment. Frivilligt - må understreges. Tvang kan
ikke kurere modvilje og bør undgås - årsagerne til den manglende overensstemmelse istedet
efterspørges og afdækkes.

Knud Chr. Pedersen

I artiklen nævnes Niels Egelund, som efter min mening nu i en menneskealder har været skolens spanskrør, og som har talt positivt om afstraffelse som pædagogisk middel, og nej, det var ikke en aprilsnar. Han mente det. Egelund er nærmest blevet ophøjet til Don Egelund, det talende orakel, som medierne har givet masser af taletid uden at udfordre hans reaktionære nonsens. Nu har Don Egelund slået sig sammen med Bjarne Corydon, aka Don Corydone, udtales med Marlon Brandos snøvlende accent fra Godfather filmene, og hans udgave af konkurrence velfærdsstaten. De to Don'er klæder hinanden. Artiklen er heldigvis et eksempel på, at de to reaktionære Don'er godt kan gå hen og få modstand. Og det hader de. Nu skal der holdes kæft og rettes ind. Men så let går det heldigvis ikke, når det er med børn, vi har med at gøre. Tak til Sigsgaard for netop den pointe.

Karsten Aaen, lars abildgaard, randi christiansen, Niels Duus Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Først, jeg har respekt for Erik Sigsgaard arbejde, men set ud fra min optik, er der flere problematikker i artiklen.
Bl.a. At når de forskellige forsker og teoretiker osv, kaster der ny "viden", ud i "plenum", er den "viden" bundet op på øjebliksbilleder og meget lidt kontakt til virkelighedens hverdag. Deres teorier hænger sammen på tegnebrættet, men uden for "tænkeværelset", er der for langt til virkelighedens kontekst.

Når du skælde ud, er det set ud fra min optik, fordi du er "på bagkant" af situationen. Hvis man er på "forkant", kræver bl.a. nærvær og tilstedeværelse i nuet, er der store muligheder for at kunne gribe og "guide" i de steder, hvor samværet/relationerne, møder konflikter.
(Ikke at børn ikke må møde udfordringer/konflikter/modstand > curlingproblematikken, som jeg trække ind her).

Forældrenes usikkerhed og utydelighed handler om at forældrene vil prøve noget andet, end det de er vokset op med og at der ikke er en bestemt metode, der dur ifht til børn, postulere Erik Sigsgaard. Hvad er der sket med forældre der bl.a. Er tydelige, ærlige, ægte i det de siger og gør, forældre der tør og stå ved deres beslutning, f.eks. Når de er ude og handle, og barnet plager om det ene og andet , så er det en ægte forældre der står ved et nej, hvis nej var bestemt fra starten af. En forældre der tør og kan sætte grænser, er det nu gået af "mode"...? Nej det vigtigt forældre sætter tydelige grænser over barnet. Så er barnet ikke usikker på, hvad det må og ikke må.

At børn ikke kan lærer noget af beordret kropslighed ? Er det lig med at kroppen og hjernen ikke koble f.eks. En kolbøtte, hvis barnet får at vide, at han/hun nu skal lave en kolbøtte, men kun hvis barnet selv ønsker at lave en kolbøtte ? Nej handle måske mere om at børn af glæde og spontant laver kolbøtter. Resultatet bliver sikkert det samme, glæden er nok bare størst under den "frie kolbøtte læring"...

Og så er det slut med at børn lærer noget i mens de er institutionerne....er det virkelig sandt...? .......øhhh, nej det er bare en understregning af øjebliksbilleder og "tænkeværelset", mangler en ægte kobling til virkeligheden i institutionerne..(et symptom der synes at blive mere og mere udbredt).

ADHD symptomer udspringer af skæld ud i institutionerne,,,? Øhh nå!...Har det ikke noget med forældrenes svigtende ansvar og gøre i stedet ? Jo, tydelige forældre, ægte forældre, forældre der tør og står ved, har en mulighed for at ændre de symptomer. (Så er der så de børn med en virkelig ADHD, er en anden problematik)

Erik Sigsgaard f. 1938..... Jo, er der ikke "udklækket tænkere", der er af nyere dato, og som har et mere tidssvarende perspektiv på nutiden og fremtiden, end hr. Sigsgaard ? Om ikke andet så er det på tide at afstanden mellem øjebliksbilleder, "tænkeværelset" og virkeligheden mindskes markant, for at få et mere ægte billed af virkeligheden.

Søren Johannesen

Vi forstår ikke børn!
Vi forstår ikke os selv!
Vi forstår ikke at al verdens vold og ødelæggelser er vores alles ansvar!
Vi forstår i virkeligheden ikke ret meget!
Vi er Alle Børn!

Torben Loft. Ja så fik vi den dygtige teoretiske pædagog/leder på banen igen:) For mig er en del af dine overvejelser skam også nødvendige. Jo Der er skam kommet nye tænkere og teoretikere på banen siden Sigsgaard: Peter Andersen, Kampmann, Dion Sommer ,Jesper Juul ,Pernille Hvid o.s.v. Og så er der jo guruen Egelund. Problemet i mine øjne er at medier og politikere har det med at bruge den samme i en periode. Dengang Sigsgaard var mest fremme var alternativet i pædagogkredse den stadig aktuelle Stig Brostrøm. Pædagogerne var i lang tid delt mellem de to. Struktur eller frihed under ansvar. Lige nu ser det næsten ud til at Brostrøm vandt, men han er jo socialist så derfor har borgerskabet taget Egelund til sig begrundet i konkurrence hysteri omkring de unævnelige undersøgelser.(Pisa) Men det drejer sig i bund og grund om menneskesyn: Vil vi tro på at barnet/ mennesket vil det bedste socialt og solidarisk eller tror man at mennesket til alle tider vil være egoist og satse på højeste levestandard for sig selv og samfund/vækst uanset konsekvenser for dem som ikke kan nå? Torben: du antyder at forældre er "skyld" i diverse handicaps, bl.a. AHD . I min optik er barnets største problem at vi siger et men gør noget andet. Det vi gør og handler efter i vores samvær og samfund er nok det de tager ind og ikke de pæne ord om at være en god dreng/ pige.

Frederikke Lindahl, Annette Hardsner, Martin Langwadt, Christel Gruner-Olesen, lars abildgaard, randi christiansen, Knud Chr. Pedersen, Niels Duus Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Jeg har et problem med pensionerede skolefolk, der står i cardigan foran noget graffity og gør sig kloge. Nyd dog pensionen og hjælp til med børnebørnene. Lommefilosofiske betragtninger omkring børn der får ADHD fordi de er for meget i institution kan ikke bruges til noget. Jeg kunne påstå det modsatte. At de bliver rodløse og bange fordi ingen voksne tør træde i karakter overfor dem og tage den irrationelle, kaotiske og subjektive kamp på hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Sigsgård er frygteligt gammeldags i sin tro på, at der skal være sammenhæng mellem de vi gør og det vi siger. Det er der ikke altid. Det tilstræber vi. Men vi skælder OGSÅ ud. Så forklarer vi bagefter hvorfor. Så siger vi undskyld. Jeg bliver så træt af pensionerede folkeskolefolk, der lige skal have det sidste ord inden…

Min opfordring: Gå ud og reformer folkeskolens ide om at skulle mødes hver dag kl 8-15 i en klasse. Se hvad der sker foran de små computerskærme. Børn og unge er enormt gode til at koncentrere sig. Brug det dog i skolen. Gå online og lav en masse musik og idræt.

Niels Duus Nielsen

Endelig et kompetent menneske, der (næsten) kalder børneinstitutionerne ved deres rette navn: børnefængsler (i bogstaveligste forstand tugt- og forbedringshuse).

Helt uden forskningens belæg har jeg ofte tænkt, at når børn bliver TVUNGET til fællesskab, reagerer de ved at NÆGTE at indgå i fællesskabet. Da min søn var i oprørsalderen erklærede han: "Din generation gjorde oprør. Min generation gør nu oprør ved ikke at gøre oprør." Det er selvfølgelig godt for neoliberalisterne, men ikke så godt for alle os andre.

Stakkels unger.

Steffen Gliese

Udvikling sker i mellemrummene, det ved de fleste vist. Tænk på, hvor meget der er sket mellem to timer, to møder eller hvad som helst andet, hvor tankerne når at danne sig. Denne personliggørelse af det, man lærer, er, hvad der løfter alle i læreprocesser.

randi christiansen

Børn er stadig frie sjæle, som siger nej til afretning i familien sorts fossile spekulanthelvede og som lider - ikke kun under egen indespærring i falske og livsfjendtlige værdier - men måske i særdeleshed under at se resterne af deres voksnes samvittighed, liv og psykiske førlighed blive kvast under den markedskonforme konkurrencestats nådesløse lovmæssigheder. Når vore børn ikke længere gør oprør mod undertrykkelse, er endnu et vigtigt pejlemærke for det gode, sande, skønne og retfærdige blevet spist af 'den nødvendige politik', af markedsteknokraterne. Børnemagt nu - som ungerne på fristaden sagde i firserne.

jens peter hansen

Erik Sigsgaard er en rar mand. Han var lærer et par år på et døveinstitut og så blev han folketingspolitiker for VS og siden rektor for et pædagogseminarium. Han har ikke sat sine ben som lærer i folkeskolen i 50 år. Han er sympatisk og hvem ønsker at nogen skælder ud ? Nej vel. Men de gode VS'ere kæmpede for BØRNEINSTITUTIONER til alle, helst døgnet rundt. Institutioner der skulle aflaste og ikke mindst give børnene noget de ikke kunne få hjemme. Jeg husker ikke at det var VS' politik at mor/far skulle gå hjemme og hygge med børnene, nej det socialistiske Danmark ville fanden gale mig have kollektive forhold til de små pus. Hvis nogen mente noget andet var de reaktionære eller de ville bare have kvinderne tilbage til kødgryderne. Jeg synes ikke der er en pind i vejen med at børn er i institution, men det kunne da være at nogle lidt større børn måske selv kunne finde på noget UDEN hele tiden at være under opsyn. På den anden side hvem ønsker nøglebørnene tilbage ? Var det ikke lige netop den sociale armod, der fik gode mennesker til at kæmpe for institutioner. Da jeg gik i skole for mange år siden fik vi i de ældste klasser fri kl 14. Vi gik i skole om lørdagen og nej jeg gik ikke i fritidsinstitutioner. Jeg synes såmænd at skolen tog ganske megen tid. Fritiden den sørgede de fleste selv for og der blev lavet huler, gynger, bål og røget smøger eller kælket og stået på skøjter, uden det stor opsyn af voksne. Når ungerne er en 11/12 år så underholder mange såmænd også sig selv. Lektiecafeerne er kun lavet for at man vil kontrollere lærerne og gøre fritidsordninger billigere.De elever der ikke orker det bliver såmænd nok væk.

Rasmus Kongshøj, Christel Gruner-Olesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@ Viggo Okholm,

Endnu en gang demonstrere du på forenemmeste vis, at du ikke har fattet det jeg skriver, men tolker ud fra lille viden (frit demokratisk land)...men får nu styr på fakta...
Hvorfor så det, tænker Viggo..?
Jo for jeg har aldrig antydet at forældrene var skyld i børns handicaps! Punktum.
Eller Viggo ville du ikke godt synligegøre hvor jeg gøre det henne ?
Det jeg skrev var: "ADHD symptomer udspringer af skæld ud i institutionerne,,,? Øhh nå!...Har det ikke noget med forældrenes svigtende ansvar og gøre i stedet ? Jo, tydelige forældre, ægte forældre, forældre der tør og står ved, har en mulighed for at ændre de symptomer. (Så er der så de børn med en virkelig ADHD, er en anden problematik)"

Og jo der findes andre børneforsker, og Pernille Hviid har jeg mødt et par gange..spørgsmålet er blot, hvorfor Information vælger både Erik Sigsgaard og Egelund, hver gang de vil noget...

Og igen er en ting og sidde i et "tænkeværelse", og tænke store tanker, hvis man ikke har forbindelse til virkeligheden

Torben Loft: Du hidser dig nu let op mod mig og ret så nedladende, men fint med mig.
Hvis du læserhvad jeg skriver så giver jeg dg ret med en el og end med glimt i øjet. Jeg har det svært med din efter min mening for "akademiske" diskussion. Nu er du jo midti det "rigtige" liv, jeg stoppede helt for snart 4 år siden. Men jeg skrev i mit første indlæg at Sigsgaard som alle andre guruer skal tages med et gran salt, men jeg synes at det er godt at manden stadig blander sig, hvilket jeg så selv gør på den meget lille plan her. Ikke for at prale:) men så er der da ret så mange her i debatten som synes mine kommentarer er tålelige:) Men jeg er godt klar over du aldrig villa ansætte mig i dit univers:)

randi christiansen

Overinstitutionaliserede børn > i vuggestue som nyfødt og så ellers bare derudad. Det er afsporet og meget ringe yngelpleje. Børnene > en faktor, som vælter ligningen > kvinderne ud på arbejdsmarkedet. EkstremInstitutionalisering er den ringest mulige erstatning for familiens omsorg, som naturligvis bør deles ligeligt og efter eget valg mellem
forældrene. Institutionalisering bør anvendes med omhu. Der er stadig meget at lære om det permakulturelle samfund.

Dejligt at høre en gammel kanut som Erik Sigsgaard fortsat snakke om frihed for børn, og imod ensretning og tvangsinstitutionalisering. Han var interessant i 60erne, hvor en knægt som jeg hørte og blev inspireret af ham første gang, og han leverer fortsat et nødvendigt indspark i debatten.

Sang om at sige Nej!

Lasse Glavind, Carsten Søndergaard og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Lasse Glavind

Eller som Monrad og Rislund engang sagde det: "En voksen er jo trods alt bare et barn, der er blevet sindssygt."

@ Tom,

Som et tænkende væsen/individ og borger i et demokratisk land, har du en enestående mulighed for at være undrende og stille kritisk overfor det du møder, vel og mærket med respekt, saglighed og et forsøg på at anerkende.
Gør det dog, uden at bruge andres udsagn, uden at vide hvor de vil hen med det, eller hvilken betydning det har i konteksten...

Men et frit land, gør også at du blot acceptere, men det behøver vi andre ikke...

randi christiansen

Torben loft - ok, så forsøger jeg at stave det for dig - det kan egl siges ganske kort : at sige nej til samfundets institutioner kræver usædvanlig stort personligt og økonomisk overskud, som det
kun er de få beskåret. Og selvom man er så priviligeret, at man kan vælge at være
hjemmearbejdende, kan vælge hjemmeundervisning, kan vælge selvstudier - kan vælge at blive
eneboer - så kan jeg ikke se, at denne solisttilværelse uden påvirkning udefra er hverken realistisk eller efterstræbelsesværdig og heller ikke at det øvrige samfunds over-og tvangsinstitutionalisering på nogen måde er godt for andet end robotisering og tilretning (eller gå til grunde) til det markedskonforme demokrati i konkurrencestaten. Hov, hvor blev
demokratiet lige af i den ligning? Når det er underlagt markedet?

@ Tom,
?????????,

Pas nu på med at bøje bagover......,!

@ Randi
Så vil jeg stave mig igennem, din samfundsanalyse....

Men det er og bliver ikke institutionerne du skal jagte, de stiller deres kompetencer, faglighed og service tilrådighed, for familien DANMARK!!!

randi christiansen

Torben - jamen så bedes du venligst påpege mere præcist hvori, mine pointer er usaglige holdninger snarere end beskrivende for faktuelle forhold. Ellers er du ikke saglig.

@ Randi,
Gerne, dine holdninger er genspejlet i en rudimentær pluralistisk betragtning, som ikke forholder sig til bl.a. At det er os forældre der vælger at vores børn skal have "arbejds/studiedag" i institutionerne. Og endvidere den faglighed der rent faktisk er i div. Institutioner.
Så her af bliver dine indlæg, mere en jagt på noget, som er uden skyld i at børn er i institutionerne, end at kigge på forældrenes materialistiske valg og ønsker, hvor efter de skal arbejde så meget....

randi christiansen

Torben - du undlader at forholde dig til min pointe om, at den valgfrihed, som du påstår forældre har, er fast betinget af personligt og økonomisk overskud - og i allerhøjeste grad er lagt til rette af overordnede strukturer, som det er ikke kun vanskeligt men også omkostningstungt at sætte sig uden for. Hertil kommer, at selvom enkelte kan og vil gå solistvejen, undgås den massive
påvirkning fra omliggende institutioner jo ikke. Institutionernes faglighed og deres pædagogik er således også til diskussion.

@ Randi...

Postmodernisme....ifht institutionerne...(er ikke kun et forældre ansvar, men også pædagogernes manglende synliggørelse af pædagogik)
Valgfriheden ligger under forældrenes eget valg. Det er ikke institutionerne der bl.a Har "sagt", køb et hus, to, biler, skiferie, sommerferie (udenlands), fladskærm, IPads m.m af materialistiske goder, det er os forældre.

Når det er sagt, så om det er din manglende viden på institutionernes pædagogik, viden og kompetence eller det er din "blinde plet" (som Niklas Luhmann, har beskrevet), der gør at du sætter spørgsmålstegn ved institiutionerne, ved jeg ikke, det kan du evt fortæller...
Men i det samfund vi og vores børn vokser op i, er der flere lag af færdigheder og kompetencer, som skal være fundamentert for deres videre læring og udvikling. Her er institutionernes viden og faglige kompetence, et vigtigt element i den udvikling.

En af de udfordringer jeg ser, når jeg kommer rundt i de forskellige institutioner, og snakker med pædagogerne er, at der masser af faglighed, pædagogisk viden og kompetence, som også bliver brugt hver dag, problematikken er blot, at pædagogerne ikke er særlig gode til at synliggøre det de gør og den faglighed der ligger i deres arbejde.
Det arbejde (pædagogik/læring/kompetencer), de udføre er ikke noget du kan måle på en dag, eller over en måned, det skal barnet lærer at både forme og implementere i sin hverdag.

(Der findes masser af udfordringer i institutionerne, bl.a. Økonomi, ressourcer m.m., men her har jeg forholdt mig til fagligheden og den manglende formidling af netop den)
Her til efteråret (og frem), er jeg med i et innovationsprojekt, hvor netop synlighed, formidling, kommunikation er nogle af de centrale fokusemner.

randi christiansen

Torben - du misforstår mig - med vilje eller blind plet? Der er ikke tale om frit forældrevalg i den vuggestue på amager, hvor pædagogen alt for ofte står alene med 14 blebørn. Eller om
afstumpede forældre som foretrækker fladskærme fremfor kvalitetstid med deres afkom. Det
handler om samfundets overordnede økonomiske og normative rammer - heri indgår
institutionerne desværre for ofte som inkompetente partnere. Det er ikke kun inst skyld, men
hvad med noget seriøs nytænkning udfra en forståelse af, at det aller vigtigste for børn er
omsorgsfuldt, indlevende og kærligt nærvær - hvis dette ikke er tilstede i tilstrækkeligt omfang
ser vi alle tidslerne myldre frem : mobning og andre adfærdsforstyrrelser - senere kampdruk og
anden trøstesløshed. Børn er forskellige - institutionelle og andre forsøg på ensretning er dømt
til at mislykkes. Jeg personligt elskede min store spændende folkeskole i vanløse, men da jeg i
de større klasser havde brug for lektiehjælp, var den desværre ikke at finde. Derfor synes jeg, at
lektiecafeer med ordentlige faciliteter er en fremragende ide, hvor behovet er tilstede.

@ Randi,

Jeg misforstår dig ikke med vilje..
I din argumentation, er der noget sandhed i, men din kobling (sammenhæng), mellem de økonomiske aspekter , forældrenes higen efter materiale goder og så institutionernes skyld samt institutionernes manglende viden, ressourcer, kompetencer, mangler helt klart, set udfra min optik.

Prøv for øvelsens skyld, prøv at "løfte" dit perspektiv, så vil du kun se, at dine indlæg, lyder som "en gammel sur mand, der lider af konspirationsteorisfrygt"

Jeg kan godt sidde og tænke, hvorfor bliver hun boende i Danmark, når der er så meget, som ikke er i orden ?
(Det er ikke negativt ladet eller ment som en provokation, men blot en undring)
Men læs lige hvordan du ser samfundet og den drejning det har taget:
(Jeg siger ikke at jeg er enige, hellere ikke at du rammer helt ved sidden af,,,)
- afstumpede forældre,
- økonomisk ubalance
- ingen frit valg for forældre,
- manglende omsorg, indlevelse og kærligt nærvær,
- inkompetente partnere
- instututionelle ensretning,
- tidsler: mobning, adfærdsforstyrelser, senere kampdruk,,og anden trøstesløshed.
- over og Tvangsinstitutionalisering,
- markedskonforme demokrati i konkurrencestaten
- Der er ikke tale om frit forældrevalg i den vuggestue på amager, hvor pædagogen alt for ofte står alene med 14 blebørn.
- Overinstitutionaliserede børn > i vuggestue som nyfødt og så ellers bare derudad. Det er afsporet og meget ringe yngelpleje. Børnene > en faktor, som vælter ligningen > kvinderne ud på arbejdsmarkedet. EkstremInstitutionalisering er den ringest mulige erstatning for familiens omsorg, som naturligvis bør deles ligeligt og efter eget valg mellem
forældrene. Institutionalisering bør anvendes med omhu. Der er stadig meget at lære om det permakulturelle samfund.
- Børn er stadig frie sjæle, som siger nej til afretning i familien sorts fossile spekulanthelvede og som lider - ikke kun under egen indespærring i falske og livsfjendtlige værdier - men måske i særdeleshed under at se resterne af deres voksnes samvittighed, liv og psykiske førlighed blive kvast under den markedskonforme konkurrencestats nådesløse lovmæssigheder. Når vore børn ikke længere gør oprør mod undertrykkelse, er endnu et vigtigt pejlemærke for det gode, sande, skønne og retfærdige blevet spist af 'den nødvendige politik',
af markedsteknokraterne. Børnemagt nu - som ungerne på fristaden sagde i firserne.
- Børn gør ikke, som vi siger men reagerer på det, vi gør. Når vi derfor ikke får glade, velfungerende børn, er det forbillederne, som fejler. At påtage sig yngelpleje, er en langt mere omfattende opgave, end de fleste synes at anerkende. Tvinges børn ind i samfundsinstitutioner, som ikke møder, måske undertrykker fundamentale behov vil oprøret rettes mod samfundets autoriteter og institutioner. I stedet for at tvinge børnene ind i et system, som de reagerer stadig stærkere imod på forskellig vis, må man gribe i egen barm, om nødvendigt op på den psykoterapeutiske briks, og spørge hvad der er galt med systemet. At placere skyld og ansvar for forandring i børnenes resort er et tydeligt tegn på uhensigtsmæssig, afvigende adfærd til skade for alle. Problemet er nok, at det nødvendige miljø-og socioøkonomiske paradigmeskifte er så provokerende omfattende, og forandringsprocessen ditto krævende.

Jeg kan godt se din refleksion over samfundet men, dine "penselsstrøg", er både meget sorte og lidt anerkendende af institutionernes faglighed og de muligheder og udvikling, der er for børnene i institutionerne.

randi christiansen

Torben - der er brug for dybtgående kritik af grundlæggende systemfejl. Hvis du ikke kan anerkende det, er det dig, der er en sur gammel mand. Hvilket jeg iflg naturens love ikke er - men du mener altså, at min kritik er kønsspecifik og ikke noget, som kvinder gør gældende? Tag læsebrillerne på torben, og sku ud over et lidt større landskab. Institutionerne understøtter i alt
for høj grad ensretning af børnene til markedskapitalismens betingelser. Intet under at frie sjæle gør oprør mod et undertrykkende system for hvilket institutionerne - bevidst eller ubevidst - i overvejende grad er tjenestemandsansatte, kastrerede lakajer.

randi christiansen

Eks : unges kampdruk og stigende forbrug af psykofarmaka - og psykiatriske diagnoser blandt befolkningen i almindelighed. Som hverkene kan stave eller lade være - og de økonomer, som
udklækkes på vore institutionelle universiteter, kan heller ikke regne - eller måske kan de, men
udelader vigtige parametre (piketty&saez tx) Hvis du tror på institutionerne i deres nuværende
form, torben, så er du en uvisionær tænker af i går.

@ Randi,

I din ubegrundet frygt/konspirationsteoridannelse, er der så mange løse ender, som du simpelthen ikke formår at knytte sammen til en kontekst, der giver bare lidt mening.
Du skyder løst på samfundet, økonomien, forældrene, institutionerne, manglende frihed, manglende kompetencer på div. institutioner.

Dit tunnelsyn skaber et så snævert syn på både samfund og virkeligheden, at der går mere fiktion i dine indlæg en saglighed.

Når nu jeg læser dine indlæg igen, slår det mig, at din vilje/evne, til at løfte DIT perspektiv og få ny viden ind under "konspirationsteoriehatten", er på størrelse med et knappenåls hovede.
Derfor giver det absolute ingen mening i, at forsøge at føre en bare virkelighedstro debat, når du svære rundt i en pluralistisk konspirationståge, der bevæger sig længere og længere. Væk fra virkeligheden, som den er !

"I overvejende grad er tjenestemandsansatte, kastrerede lakajer", nu ligger landet jo bare således, at der er ganske ganske få tjenesteansatte tilbage i de danske institutioner. Så når du vil beskylde samfundet og institutionerne for, (i din konspirationsteorieverden), for at muligt, så sørge for at der er saglig og eller faglig dækning for dine beskyldninger, ellers bliver de lige så fiktionsagtige som resten af din samfundsanalyse.

Derfor vil jeg ikke bruge et minut mere på, at debattere med dig.
Tak for "snakken", den har på alle måder givet mig et indblik i, hvorledes en konspirationsteoritikker ser på samfundet og verden.
Slut.

Sider