Nyhed
Læsetid: 2 min.

SF og EL vil have bindende mål i klimaloven

Løfter om at nedbringe drivhusgasser skal skrives ind i klimaloven, så kommende regeringer ikke uden videre kan løbe fra målene. Det mener to af partierne bag lovforslaget, Enhedslisten og SF. ’Tja,’ lyder det fra klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen
Indland
2. april 2014

SF og Enhedslisten vil forpligte regeringen til at leve op til løfterne om at nedbringe udledningen af drivhusgasser med 40 procent i 2020 og om at omstille landet helt til vedvarende energi i 2050.

De to partier, der sammen med Konservative står bag SR-regeringens nye klimalov kræver derfor begge mål skrevet ind i loven. Ellers frygter SF’s klima- og energiordfører, Steen Gade, at kommende regeringer kan løbe fra målene – uden i det mindste at være tvunget til at ændre klimaloven:

»Det giver større sikkerhed at skrive de 40 procent. Og det andet, som er for uklart, er målet for 2050. Her er man gået over til en beskrivelse af et såkaldt lavemissionssamfund. Men klima- og energiministeren skriver selv på sin hjemmeside, at Danmark går ind for 100 procent vedvarende energi i 2050. Det er det, vi skal skrive. Det er det, som ikke giver mulighed for andre typer fortolkninger«.

Enhedslistens klima- og energiordfører, Per Clausen, er enig,

»Selvfølgelig bør man sikre, at den 40 procents målsætning er en juridisk forpligtende del af klimaloven. Og vi skal have sikkerhed for, at det faktisk stadig er regeringens opfattelse, at vi skal have 100 procent vedvarende energi i 2050. De ting må præciseres i forbindelse med det kommende lovgivningsarbejde,« siger Per Clausen, efter at Folketinget i går førstebehandlede klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersens (R) lovforslag.

’En smule semantisk’

Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance advarer til gengæld om, at de ambitiøse danske klimamål kommer til at koste arbejdspladser. En frygt Konservatives klima- og energiordfører, Mike Legarth, afviser med henvisning til, at der netop ikke er nogen bindende mål i klimaloven.

»Der er lavet en politisk aftale om målsætningen om at prøve at nå en reduktion på 40 procent. Men måden at nå målsætningen på er lige så vigtig, og der er det afgørende, at den indsats, de redskaber og initiativer, som bliver taget, skal ske under hensyn til, at der skal skabes arbejdspladser, og at virksomhederne skal bevare deres konkurrenceevne,« sagde Mike Legarth under debatten i folketingssalen.

Da Venstres klima- og energiordfører, Lars Christian Lilleholt, efterfølgende spurgte Rasmus Helveg Petersen, om denne er enig i, at de 40 procent kun er noget, regeringen vil »prøve« at nå, lød svaret:

»Tja, for mig er det en smule semantisk. Når jeg siger, at man skal prøve at nå de 40 procent, så agter jeg at indrette mine redskaber på det. Men det er er jo ikke underlagt straffeansvar, om det bliver 39,7 procent, eller vi overdriver, og det bliver 40,3. På den måde synes jeg ikke, at målet er fastere end som så.«

Klima- og energiministeren har i forvejen efter kritik fra en række grønne organisationer samt netop SF og Enhedslisten ændret lovforslagets formulering om kravene til kvalifikationerne hos de kommende medlemmer af Klimarådet. Nu skal medlemmerne ikke længere blot have et højt »fagligt niveau«. De skal have et højt »klimarelevant fagligt niveau«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her