Noget må de gøre rigtigt i Sverige. I hvert fald når det gælder socialdemokratismens tag i vælgerne. Mens statsminister Helle Thorning-Schmidt slås med historisk elendige meningsmålinger og oprør mod hendes lederskab, der bredte sig som en steppebrand i forrige uge, klarer sosserne på den anden side af sundet sig fri af skærene.
En af forklaringerne er, at partiets nye leder, Stefan Löfven, satser på kernesocialdemokratiske varer på hylderne, mener analysechef Jens Jonatan Steen fra centrum-venstre tænketanken Cevea.
»Partiet har en klar vision for, hvordan Sverige skal komme endegyldigt ud af krisen, der er Socialdemokrati classic. Man har fremlagt en jobplan, hvor målet er fuld beskæftigelse. Hvor Thorning-regeringen har fokuseret på at øge udbuddet af arbejdskraft, så koncentrerer de svenske socialdemokrater sig om at skaffe job i stedet for at øge konkurrencen om de job, der er,« siger han med henvisning til den jobskabelsesplan, Stefan Löfven fremlagde sidste år som det største oppositionspartis svar til de omkring 370.000 arbejdsløse svenskere. En plan som den tidligere fagforeningsformand Stefan Löfven bl.a. ser som et opgør med tænkningen om, at styr på de offentlige finanser nødvendigvis indebærer højere arbejdsløshed.
»Löfven har som tidligere fagfore-ningsboss gennem mange år haft en direkte forbindelse til det socialdemokratiske bagland og til kernevælgernes udfordringer. Det betyder meget for troværdigheden, at han har fået skabt den kobling igen. Mens andre europæiske socialdemokratier er betydeligt mere svækkede, ligner det svenske projekt et, der er i samklang med partiets grundlæggende værdier, og hvad vælgerne efterspørger. Signalet er, at det ikke er bunden og den lavere middelklasse, der skal betale prisen for krisen, sådan som vi ser det i Danmark,« siger Jens Jonatan Steen.
De svenske socialdemokrater er på ingen måde ved at finde tilbage til fordoms styrke, hvor omkring halvdelen af vælgerne i det svenske Folkhem satte deres kryds ved det gamle arbejderparti. I rædselsåret 2012 kæmpede partiet med meningsmålinger på omkring 20 pct. som følge af interne stridigheder, hyppige formandsskift og et valgnederlag i 2010, der for første gang nogensinde lod de borgerlige partier beholde magten i to valgperioder.
Men nu ligger Socialdemokraterna stødt på cirka 33 pct. af stemmerne (i enkelte målinger oppe på 35 pct.), hvor Socialdemokaterne i Danmark i de dårligste målinger ligger på omkring 16-17 procent. Socialdemokraterna spås en valgsejr ved Riksdagsvalget til september i kraft af fremgang til de andre to partier i rød blok, Vänsterpartiet og Miljöpartiet. Rød blok ligger komfortable 15 procentpoint foran den blå regeringsalliance.
Selv målt på vælgernes tillid til det politiske lederskab, et område hvor regeringsalliancens største parti Moderaterna har stået stærkt, haler Löfven kraftigt ind på statsminister Frederik Reinfeldt. I en ny måling foretaget for den svenske avis Dagens Nyheter er Reinfeldt faldet fra 54 til 46 procent i vælgertillid, mens Löfven går fem procentpoint frem til 45 procent.
Lederskab
Professor i statsvidenskab ved Göteborg Universitet Jonas Hinnfors, der forsker i socialdemokratisme, hæfter sig først og fremmest ved Löfvens lederskab som årsagen til Socialdemokraternas fremgang. Mona Sahlins formandsperiode var turbulent, og da hun overlod styringen efter valgnederlaget i 2010 til Håkan Julholt, skabte det blot endnu mere kaos i partiet. Löfven derimod har formået at skabe ro og stabilitet internt.
»Julholt havde ikke evnen til at bilægge de ideologiske stridigheder. Det er kendertegnende for Löfven, at han har skabt autoritet omkring sig som leder, hvilket gør, at partiet ligger meget mere stabilt nu end tidligere. Det gælder f.eks. på skoleområdet, som er meget omdiskuteret og optager de svenske vælgere, fordi den svenske folkeskole har klaret sig dårligt i de internationale målinger,« siger Jonas Hinnfors.
Hvor Helle Thorning-Schmidt må leve med egne ministre, der mere eller mindre offentligt undsiger regeringens politik, f.eks. hvad angår selskabsskattelettelser, har Löfven altså fået styr på den interne kritik, som prægede partiet tidligere.
Træerne vokser dog langt fra ind i himlen, pointerer Hinnfors, der peger på, at partiet ikke er i en større bevægelse mod de 40 procent, men snarere er stagneret omkring de 33 pct. i meningsmålingerne.
Traume
Ifølge Jonas Hinnfors har de svenske socialdemokrater udfordret regeringsalliancens centrale politiske slagnummer, skattelettelser, som man har gennemført over fire omgange. Den femte har Socialdemokratarne afvist med anklager om, at det fører til øget ulighed. Men alligevel vil Socialdemokraterna ikke tage den seneste femte skattelettelse, som regeringen har gennemført med Sverigedemokraterna, af bordet, hvis partiet får regeringsmagten. Af hensyn til befolkningens behov for at kende deres økonomiske fremtid, lyder forklaringen.
»Det er blevet tydeligere med Löfven, hvilket politisk projekt partiet styrer efter. På visse områder kan alternativet til den blå bloks politik dog forekomme vagt, hvilket skaber forvirring om linjen. Man er kritisk, men hvad man præcist vil gøre anderledes, kan forekomme uklart. Men der er langt fra tale om, at Socialdemokraterna vil videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik, sådan som Thornings regering har gjort,« siger Hinnfors.
Et andet stort dilemma for Socialdemokraterna er frygten for skattespørgsmålet, fordi den svenske LO-arbejdervælger er kritisk over for det høje svenske skattetryk: »Partiet taler imod øget ulighed og fattigdom, men samtidig er man bekymret for, om velfærdsstaten bliver for dyr. Det er et dilemma, at man anser udbygningen af velfærdsstaten som helt central, men samtidig har problemer med at finansiere velfærdsstaten, fordi centrale arbejdergrupper er kritiske over for højere skatter.«
Politisk kommentator Mikael Hermansson er enig i, at Stefan Löfvens lederskab har skabt en fremgang for Socialdemokratarne, der kan føre til valgsejr. Men han er alligevel skeptisk over for det gamle arbejderpartis evne til at forny sig.
»Den socialdemokratiske kernevælger er pensionist, og dermed svinder vælgergrundlaget. Löfven har ikke formået at ændre billedet af, at Socialdemokratarne taber vælgere for hver eneste generation,« siger Hermansson. Han mener, at partiet har så travlt med at fremstå som et funktionelt regeringsalternativ, atdet ikke levner dem meget plads til den politiske idéudvikling, der skal til for at udfordre den borgerlige tænkning.
»Socialdemokratarne satser hårdt på fuld beskæftigelse til alle uden at fremlægge særligt konkrete forslag til hvordan – det kommer man selvfølgelig til – men ikke i et omfang, så det bliver muligt at kontrollere partiets politik før et valg. Lige nu appellerer partiet til følelserne hos kernevælgerne,« siger Mikael Hermansson.
Omvendt kan alt for konkrete valgløfter også føre til skuffede vælgere, pointerer Jonas Hinnfors.
»Det har vi jo set var tilfældet i Danmark,« siger han.
Måske man bare skulle være pædagogisk og forklare de socialdemokratiske vælgere, hvordan det er fat med den "høje" skat: at det handler om at hente penge ud af virksomhedernes profit til fordel for samfundet, og at alternativet ikke er mere tilbage til sig selv, men derimod en minde andel af profitten til fællesskabet og mere i private lommer og skattely.
Overskriften har meget lidt at gøre med artiklens substans - pinligt !
Fællesskabet? peter hansen, i konkurrencestatens markedskonforme = underlagte, demokrati har vi markedskonformt fællesskab, du - sos' erne er endelig sprunget ud af det sociale demokrati og ind i det markedskonforme .... haleluja
Nej, det er de ikke, randi, for så ville partiet have større opbakning. Partiet er ikke sine ledere, partiet er sine medlemmer - og sine vælgere.
Der er lidt forskel på at være i regering (især med de radikale og efter et valgnederlag) og at være i opposition, hvor man åbenbart kan bilde pensionisterne ind, at alt nok skal blive som i de gode gamle dage Mette-Line Thorup.
Niels P. Sønderskov, på trods af det opreklamerede valgnederlag er socialdemokraterne stadig flere end de radikale, der alligevel får lov til med ganske få procent af befolkningens opbakning at bestemme.
Det er ligeså uvederhæftigt, som når man skal høre om starthjælpens afskaffelse - der jo i stedet er blevet til starthjælp-til-alle.
Niels p - Nu handler det at være i opposition jo ikke om at friste med valgflæsk, som viser sig at bestå af slæbesild, men om at udfordre den siddende regerings svage punkter og om at opstille
troværdige alternativer, som ikke senere svigtes - allesammen. Desværre har s brændt nogen
broer - hvordan tage dem alvorligt som opposition ? De er tabt til wall street og
konkurrencestatens markedsunderlagte demokrati. Og hvad laver s i en regering, hvor de må
føre andres politik ? Det er en svær tid, som vi lever i - alle går rundt og fryser, men vi har det da nogenlunde her, her på østre gaaasværk ....
@Niels P.S: "Der er lidt forskel på at være i regering (især med de radikale og efter et valgnederlag) og være i opposition"
Det er der tydeligvis. Men vil man andet med regeringsmagten end føre "den nødvendige politik" på de radikales præmisser for at fremme sin egen karriere som linselus og mediekendis på markedsvilkår, er der jo altid den mulighed at forblive i opposition. Indtil de dumme vælgere, man har et forklaringsproblem med, kommer til fornuft og fatter, at der skal mere til at køre end at sige hyp.
Folkegunst er idel gunst, og politik er det muliges kunst. Men så er det vel heller ikke sværere at "tælle til 90", når sandhedens time oprinder, og valgresultatet foreligger?
"Den, der har tabt sin ene handske
er heldig i forhold til den
der taber den ene, kasserer den anden
og finder den første igen" (Kumbel)
Jeg synes egentælig det er ret enkelt.
Vi har en vifte af partier, der svinger fra venstre mod højre. Forstået på den måde, at de venstreorienterede er interesserede i at lade fællesskabet få del i det fællesskabet 'producerer', hvorimod de højreorienterede er mere interesserede i at hive overskuddet ud af fællesskabet. Partierne varierer i grader og har prioriteringsområder.
Men i buind og grund er der jo intet nyt under solen. Det er principielt de samme filosofier man altid har gået ud fra, uanset hvor på fløjene partiet befinder sig. Man kalder det bare noget andet i dag. Indholdet er den samme, men indpakningen er anderledes.
Det er logik, at hvis socialdemokraterne fraviger deres klassiske ståsted, så forandres vælgersekmentet sig. Vælgerne sætter deres kryds efter hvad de mener er mest rigtigt, og hvad der tjener dem bedst. Hvad der tjener dem bedst er så den længere udredning. Det kan være den umiddelbare mulighed for at skrabe til sig, eller den idé der siger, at når min nabo har det godt i et fællesskab, så har jeg det også godt. For når det regner på præsten, så drypper det på degnen. Dermed bliver alle stærkere og bedre stillet. Og hvilket samfund er mon stærkest: Det hvor de få raner til sig på bekostning af fattigdom, eller det hvor alle er med?
'Socialdemokratisk Classic' kan ikke forenes med EU-politik, der udelukkende har økonomisk gevinst som mål, og ikke sociale mål. Og det er nu en gang det sociale der er fundamentet for hele vort samfunds succes, og ikke kroner og øre.
De svenske socialdemokrater er i færd med at afmontere den svenske velfærdsstat via en vanvittig indvandringspolitik - vi kan intet lære af dem.
Efter artiklen at dømme så er svaret et: "Nej" ...og sådan må det nødvendigvis også være, nu hvor det efterhånden er tydeligt for alle, at klassesamarbejdet mellem lønmodtagere og kapitalisterne er opsagt, og fremtiden ligger i det merkantile konkurrencesamfund. Fremover vil der være sjovt på toppen, og ikke koldt.
Alt hvad vi ved er, at de svenske socialdemokrater i øjeblikket lover en masse klassisk socialdemokratisk. Det er nøjagtigt hvad vores gjorde op til valget.
Det var dog en besynderlig påstand Dennis Berg, men man skal høre meget før ørerne falder af.
Som jeg husker det forsøgte vi faktisk noget nyt sammen med SF. Vi har forklaret og forklaret, og i første omgang tabte vi til EL, Venstre og DF, der allerede på det tidspunkt havde god gang i de populistiske løgnehistorier. Det centrale var og er, at vi er nødt til at tage os lidt sammen, hvis vi ikke vil falde yderligere tilbage i forhold til vores internationale konkollegaer. Andre stater, der også arbejder på bedst mulige forhold for deres borgere.
I kommunisternes optik betyder den slags selvfølgelig, at nogle bliver fattigere, når andre bliver rigere. De har intet lært af 150 års historie og deres fastlåste klassetænkning betyder, at de er helt blinde for det åbenlyse faktum, at den internationale, nationale og lokale konkurrence har været motor for en forbløffende rigdom til alle deltagere.
Forløbet viser, at man kan forklare og forklare, men især i kampen med den letkøbte populisme, er det ikke så nemt at få vælgere til at høre efter eller forstå. Et er her at en stor del af befolkningen ikke kommer længere end til Ekstrabladets overskrifter. Værre er det, at Informations højt begavede læsere husker så elendigt.
Niels P Sønderskov
du gentager igen og igen, at socialdemokraterne er dem der givet spillets regler spiller spillet bedst til befolkningens fordel. Og så hælder du en skidtspand over dem, der ikke kan indse, at de derfor skal stemme socialdemokratisk.
Har du overvejet, at der også kan være nogen, der ønsker spillets regler ændret til fordel for almindelige mennesker, og at en sådan stillingtagen også er legitim i et demokrati og ikke udtryk for dumhed?
Hør Jesper Jespersen tvære Peter Birch udi P1 Debat lige nu!!! ;-)
Niels P Sønderskov overser det simple faktum, at virkeligheden ikke giver ham ret: pengene drypper ikke nedad på den arbejdende befolkning, for tidens akkumulering af vanvittige formuer er jo ikke baseret på produktivitet, men spekulation, altså rene fantasipenge, afkoblet det faktiske udbud af varer i virkeligheden.
Nu er Sverige og Danmark meget forskellige. Udover Danmark er mindre og har førre indbyggere, har Sverige ikke gennemført den forandring af erhvervssammensætningen, som Danmark gennemførte fra midten af 1990erne til 2007, hvor meget industri blev erstattet af salg og service, og Sverige oplevede vist ikke den økonomiske overophedning, som Danmark oplevede i 2007. Sverige er også mere internationalt orienteret og nok også mere kvalitetsbevidst, end Danmark er. Danmarks interesse for udlandet er nærmest begrænset til identificering af trusler og delvis udnyttelse af andre landes uddannelser og samhandel. Det svenske skattesystem og sociale system er også indrettet anderledes end Danmarks. I Sverige betaler virksomheder sociale bidrag, som financieres med skatter og afgifter i Danmark.
Niels P Sønderskov:
Så du mener, at S er lidt bedre til at ræse mod bunden end de klassiske højrefløjspartier?
Jamen det er flot, men det er bare ikke socialdemokratisk eller venstreorienteret. Og det var heller ikke det folket stemte på, eller var blevet lovet før valget.
Michael Pedersen,
du har utvivlsomt ret, men er det ikke sådan, at en væsentlig indtjening for de store produktionsvirksomheder i dag er finansiel virksomhed?
Det lyder jo fuldstændig som det danske Socialdemokrati i 00-erne. Men deres "alternativ" endte jo med at blive en kopi af den borgerlige regering, eller det, der er værre.
Og hvad med pensionskassers og andre store finansielle spilleres investeringer? De har da enorm betydning for samf.økonomien og dermed den enkelte. Store ressourceallokeringer er ditto styrende.
Jeg vil nok lade det være helt op til kandidaterne til næste valg at skaffe socialdemokratiske stemmer tilbage Niels Engelsted. Jeg morer mig kun lidt med at finde ud af hvordan nogle af de kloge på venstrefløjen tænker, eller snarere er holdt op med at tænke, og jeg forestiller mig ikke at nogen af de skrivende kan omvendes. Måske findes der en enkelt læser eller to, der kan more sig med mig.
Hvis andre skulle have haft lejlighed til at høre eller se P1 Debat, kan man jo prøve at vurdere Peter Hansens udbytte af udsendelsen. Man skal da virkelig være alternativt skruet sammen i hovedet, for at opfatte det som en udtværing af Peter Birch Sørensen.
Hvis Dennis Berg er interesseret i at diskutere, skulle han lægge de værste slagord, som indikerer en meget ringe forståelse, til side. 'Ræs mod bunden' - my foot!
Niels P Sønderskov:
S ler af sine vælgere, og disse må i den grad siges at være til grin. men S kommer ikke til at le sidst.
Niels P Sønderskov:
Hvem viser ringe forståelse? Du påstår med åbne øjne, at hvad vi er vidne til er klassisk socialdemokratisk politik? Vi er vidne til en fortsættelse af en neoliberalistisk linje, som er blevet overtaget af VKO. Vi har en socialdemokratisk finansminister, som i ramme alvor taler om det socialdemokratiske projekt som værende konkurrencestaten, mens han og regeringen med den helt store murhammer smadrer velfærdssystemet, forringer alle svages vilkår og tryner fagbevægelsen, mens man letter topskatten og giver arbejdsgiverne i hoved og røv.
Er det ikke i store rids hvor vi ser Socialdemokraterne stå idag, Niels? Eller glemte jeg noget? Måske miljøet?
Det jeg finder allermest interessant og nyskabende ved det socialdemokratiske idéprojekt er, at man vil løsrive det at være venstreorienteret fra socialismens blodrøde omfavnelse. Det er ikke ske i Danmark endnu, men er godt i gang.
Karen von Sydow, stop mytomanien - demokrati kan slet ikke fungere på andet end socialistisk baggrund.
Karen von Sydow - hvor ser du eksempler på, at det danske Socialdemokrati endnu ikke endnu har frigjort sig fuldstændigt fra socialismens blodrøde omfavnelse?
Dennis Berg kan desværre ikke læse, eller har jeg udtrykt mig uklart?
Jeg har tidligere gjort opmærksom på, at socialdemokrater, bortset fra de få, der er vokset op i en rigtig socialdemokratisk familie, gerne er startet som kommunister e.l. Michael Kongstad Nielsen. Mange har lidt svært ved helt at løsrive sig fra ungdommens vildfarelser.
Niels P Sønderskov
du er uvurderlig! Håber at du jogger eller på anden måde holder dig i form, for vi vil nødigt undvære dig. Udstoppet vil ikke være helt det samme. Fortsæt endelig din kamp.
Jeg spurgte om konkrete eksempler på, at det nuværende socialdemokrati ikke har frigjort sig fra socialismens blodrøde omfavnelse.
Man sammenligner altid det danske og det svenske socialdemokrati, men der er forskelle, der ikke altid gør sammenligningen helt så relevant.
Historisk var det en tysk byarbejderbevægelse, der blev eksporteret fra Hamborg og Berlin til København i slutningen af 1800-tallet, da industrialiseringen var i fuld med det økonomiske boom, som opstod efter Tysklands forening og som også København og Danmark fik del i. Sverige var på det tidspunkt at ligne med et u-land. Svenskerne var i Danmark den tids øst-arbejdere. For det københavnske socialdemokrati var det derfor vigtigt at bekæmpe det det svenske løntrykkeri. Derfor udvikledes samarbejdet over sundet til Sveriges dengang vigtigste industriby, Malmö, som blev det svenske socialdemokratis vugge.
Fra Malmö bredte arbejderbevægelsen sig til det øvrige Sverige, der ikke var et ”moderne” industrisamfund, til de feudale brukssamhäller rundt om i landet. Dermed blev det svenske socialdemokrati - modsat det danske, der blev et rent byarbejderparti - et landarbejderparti. Hvor det danske parti var et klasseparti, blev det svenske et folkeparti. Hvor det danske parti kæmpede for arbejdernes rettigheder og udviklingen af velfærd, blev det svenske parti et parti, der kæmpede for at skabe et moderne samfund for folket, herunder med arbejderrettigheder og velfærd, et folkehjem. Det danske parts projekt var velfærd. Det svenske partis samfundets modernisering.
Socialdemokratiernes krise kan kun forstås på baggrund af samfundsudviklingen selv om den sjældent diskuteres i sammenhængen. I Danmark er byarbejderen stort set forsvundet. Tony Blairs transformation af labour til new labour, dvs. af arbejderpartiet til et middelklasseparti kunne ikke kopieres i Danmark, da Anders Fogh overhalede socialdemokraterne højre om og huggede Tony Blairs koncept og transformerede det gamle bondeparti til et dansk new labour. I Sverige har socialdemokratiet stadig folket at falde tilbage på. Det er en kæmpe forskel.
Vi har sejret af helvede til. Punktum.
Derfra er det gået op for flere og flere, at spillerummet for nationale røde eller blå politikker er indsnævret voldsomt og hensynet til omverden og EU, styrende for den nationale politik.
Ændringen i den socialdemokratiske politik styres nødvendigvis efter hensyn til international politik og økonomi, samt at færre og færre er afhængige af den sociale velfærd (selvgående pensionister etc.) og derfor må den såkaldte arbejdende del af befolkningen have større opmærksomhed end det evige tidligere omkvæd 'de syge', de gamle' 'de unge' 'de enlige' 'de hvad ved jeg' .
At pressen og blå blok morer sig med at intimidere HTS og får mange let bevægelige med på vognen, er måske ikke typisk dansk, men næsten.
Borgerlig presse står stærkt og har retten til den journalistiske meningdannelse med politisk agitator Thomas Larsen Berlingske i spidsen som en meget troværdig og dermed farlig 'mors dreng'
At partiet/regeringen beskyldes for at føre blå politik er nærmest latterlig. Ganske meget er internationalt nødvendigt, men blå blok hævder, at det ikke at køre over for rødt er blå politik og stjålet af de røde.
Peter Hansen,
for socialistiske samfund har historisk set avlet sunde, demokratiske samfund, ikke sandt? (stærk ironi kan forekomme).
Sydow:
Som enhver, som mener sig kloge nok til at udtale sig om kommunisme (for det er vel de kommunistiske østbloklande/Cuba du hentyder til?) ved, så kræver det ifølge Marx et industrialiseret samfund på højeste udviklingstrin for at kunne gennemføre kommunisme.
Intet sådant land har til dato gennemført en kommunistisk revolution, så man har ret beset ikke et historisk eksempel at henvise til.
På hvilken måde har Danmarks socialdemokrater endnu ikke løsrevet sig fra socialismens blodrøde omfavnelse, det mangler jeg stadig et svar på.
Dennis Berg,
det er jo det kendte argument fra socialister, at det vi så i Østeuropa og USSR og stadig ser i bl.a. Asien og Cuba ikke er socialisme, selvom disse lande meget eksplicit har givet udtryk for, at det var/er en socialistisk/kommunistisk revolution.
Hvem har definitionsmagten? Du kan godt selv se det, ikke?
Michael,
jeg troede da du fulgte med; den ideologisk debat hos Socialdemokraterne har stået på i nogen tid, hvor fx Mogens Lykketoft definerer sig som demokratisk socialist (eftersom socialisme historisk set har avlet diktaturer) og andre, fx Christine Antorini, tager stærk afstand til denne definition. De har langt fra løsrevet sig.
Ok, Karen von Sydow, jeg må indrømme, at der er et eller andet ved den ideologiske debat hos Socialdemokraterne der gør mig så underlig søvnig, jeg kommer til at gabe og ser små sydhavsøer for mig med palmesus, i stedet for at høre efter, men Mogens Lykketoft var da formand fra 2002 til 2005, og tabte valget fra 29 % til 26 % efter at have nærmet sig VKO´s politik mere og mere, Uffe Ellerman kaldte ham skabs-liberalist, men nu snakker han om sin ungdoms demokratiske socialisme som var det et gammelt familiealbum, han hyggede sig med. Og endnu en indrømmelse, hvad angår Christine Antorini: - jeg har aldrig forstået, hvad hun siger.
Den sidste S-politiker, der var en smule vrinsk i, var Ritt Bjerregård, der lavede sin "Røde Skole", men hver gang der slap en smule rød ketchup ud derfra, blev det straks trampet ned med fuld musik af Helle Thorning og Co., forslag om at se på boligbeskatningen blev jordet med udsagnet: "Vi brandbeskatter ikke boligejerne", så var den diskussion slut. Nej, man må nok sige, at når det kommer til konkret S-politik, så er socialismen død som en sild, og med den solidariteten, fællesskabet, sammenholdet, fordelingspolitikken, hensynet til naturen og meget mere.
Michael,
helt enig i, at beskatning af boligejere, som ikke er høj, er et underligt tabu i Danmark - både til højre og venstre.
Men socialismen har jo ikke patent på solidaritet, fællesskab, sammenhold og alt det andet du nævner. Det er én form for solidaritet, fællesskab og sammenhold. Danskerne er sociale og solidariske væsner af natur (det er ihvertfald min erfaring på mine rejser ude i verden). Personligt synes jeg vores nuværende regering er noget af det bedste jeg har set i meget lang tid, men jeg hørere heller ikke til på fløjene.
Ja Karen, det er et underligt tabu, det er det.
Og fint nok med din opbakning til regeringen, så er der i hvert fald én, der bakker den op.
Jeg tror du har ret i det med danskernes væsen, men det solidariske og sociale afgrænses ofte til dele af befolkningen, den del, man selv tilhører fx. Der har altid været sammenhold mellem brødre og søstre, men ikke nødvendigvis med dem, er truer med at tage brødet fra en.
Sydow, du kunne jo uddanne dig lidt. Læs f.eks. noget Marx?
Det ville være klogt, når du nu mener, at du kan udtale dig kvalificeret om socialisme og kommunisme.
Sydow skriver:
"Hvem har definitionsmagten? Du kan godt selv se det, ikke?"
"Definitionsmagten" må alt andet lige ligge hos Marx.
Og Dennis,
i stedet for at sidde og læse alle dine gamle tykke bøger, skulle du måske i stedet se mere på hvordan disse tykke bøger i praksis er blevet implementeret.
Sydow - Disse tykke bøger er ikke i praksis blevet implementeret - de er blevet misforstået, ikke forstået, fordrejet, forvansket og brugt som kæphest, trædesten og skræmmebillede af mindre ånder - en historisk tragedie. Selverkendelse - som er den første vej til forbedring - er tydeligvis
også den sværeste at overgive sig til. Det er så svært at se sig selv bagfra, oppe fra, sidelæns
osv.
Fri terapi til folket - hvilket selvf risikerer at rokke ved oligarkernes og deres lydige
proselytters magtbastioner - et scenario de tydeligvis ikke frivilligt er med i.
Michael Pedersen:
Hvem sagde noget sådant? Vi diskuterede kommunisme, ikke "livets store spørgsmål", og ingen erklærede en tro på noget.
Men derudover mener du så ikke, at man kan finde visdom fra tidligere tiders tænkere?
Og så var der pedellen, der gik sin inspektionsrunde på skolen efter lukketid og på tavlen i et af klasseværelserne læste følgende sætning:
FIND MINDSTE FÆLLES MANGEFOLD
Nå for pokker! sukkede pedellen. Er den forbistrede tingest nu blevet væk igen?
A new scientific study from Princeton researchers Martin Gilens and Benjamin I. Page has finally put some science behind the recently popular argument that the United States isn't a democracy any more. And they've found that in fact, America is basically an oligarchy. Så kapitalisme fører åbenbart også til 'diktatur.
Og her kan man selv læse Gilens og Pages tekst:
http://www.princeton.edu/~mgilens/Gilens%20homepage%20materials/Gilens%2...
Betaler privatejede virksh kostprisen for anvendte naturressourcer? Nej, de er nemlig uvurderlige.
Hvis profitten styrer markedet, vil de, med de største profitter bestemme. Selvf. Det
markedskonforme demokrati = oligarki. Oligarkerne allokerer ikke deres midler videre efter
bæredygtige principper, men efter egne tilbøjeligheder - det er ganske utrygt at tænke på.
Staterne er svage og gældsplagede - tyder det på kløgtig ressourceadm.?
Men da fint at få det fra professoralt hold, akademia burde stadig nyde respekt hos forvalterne.
Ku måske endda få soc.dem. til at genoverveje deres konkurrencestatsideologi?