Terrorekspert: Samarbejde mellem PET og imamer bar frugt trods dobbeltspil

Samarbejdet mellem PET og en række imamer efter Muhammedkrisen var både betydningsfuldt og positivt, vurderer svensk terrorekspert. Og det på trods af, at nogle af imamerne arbejdede med en skjult dagsorden som beskrevet i den tidligere imam Ahmed Akkaris nye bog. Her fortæller han, hvordan han og fire andre imamer rejste rundt i Mellemøsten for at hidse bl.a. ledere af Hamas og Hizbollah op mod Danmark på grund af Jyllands-Postens Muhammedtegninger.

I den givne konflikt gav det umådeligt meget mening at få både en dialog og et samarbejde op at stå med dem, der havde indflydelse i de muslimske kredse, mener den svenske terrorekspert professor Magnus Ranstorp fra Forsvarshögskolan.

»Samarbejdet med imamerne har båret frugt. Det blev begyndelsen til en god dialog mellem det muslimske samfund og politiet på flere niveauer. Jeg tror, at det har styrket forholdet mellem PET og de muslimske samfundsledere - uanset om nogle af dem spillede dobbeltspil,« siger han.

Ifølge Ranstorp har efterretningstjenester i både England, Sverige og Holland med succes benyttet sig af samme fremgangsmåde for at forhindre polarisering og radikalisering.

Naser Khader, der er seniorfellow ved Hudson Institute i Washington, mener modsat terrorforskeren, at samarbejdet mellem PET og imamerne har haft negative følger: »Imamerne praler med deres PET-samarbejde. De har let ved at sige: Hvis jeg var farlig, ville PET ikke samarbejde med mig. De har brugt det som en statsanerkendelse, og de kommer til at virke mere moderate, end de i virkeligheden er,« siger han.

Overrasket over PET

I gårsdagens avis udtaler den tidligere operative chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, at PET ikke var opmærksom på, at Akkari og andre imamer forsøgte at opildne konflikten.

Det overrasker den svenske terrorforsker, der har fulgt Muhammedkrisen tæt, at PET ikke kunne gennemskue, at nogle af imamerne talte med to tunger og i virkeligheden forsøgte at optrappe konflikten.

»Det lykkedes ikke PET at gennemskue dobbeltspillet. Men det hele gik så hurtigt dengang, og konflikten udmattede hele den statslige maskineri,« siger han.

Det fremgår også af Akkaris nye bog, at gruppen af imamer, der rejste rundt i Mellemøsten for at eskalerede konflikten, tog forholdsregler, når de skulle koordinere den hemmelige optrapning. Akkari skriver blandt andet, at de kun talte om følsomme emner på en måde, så udenforstående ikke forstod sammenhængen. Ord som drab, attentat og terror ikke blev brugt, og at eskaleringen blev planlagt i ganske små grupper, hvor risikoen for afsløring var minimal.

Ifølge Magnus Ranstorp var den danske efterretningstjeneste ikke erfaren nok til at gennemskue imamernes dobbeltspil. Og så påpeger han, at det bestemt ikke var let at kortlægge imamernes mange forbindelser, der gik på kryds og tværs af grænser.

»Forbindelserne var en mosaik af nationale baggrunde og religiøs orienteringer,« siger han.

»PET manglede erfaring og kendte ikke meget til de forbindelser, forskellige personer havde uden for Danmark, selv om de godt var klar over, hvem nøglepersonerne var i Danmark. PET ikke tilstrækkelig analytisk viden nok til at opdage det dobbeltspil, der blev spillet,« siger han.

Naser Khader mener, at PET i stedet for at bruge resurser på dialogmøder bør infiltrere de miljøer, de vil have indsigt i.

»Vi kan ikke forhindre terror ved at sidde rundt om et bord og tale. Der skal rigtige infiltrationer til. Jeg tror ikke, at dialog ville have forhindret terrorangreben i London. Men en informant kunne måske have afsløret dem,« siger Naser Khader.