Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Der udføres alt for meget arbejde i denne verden’

I 1932 tordnede filosoffen Bertrand Russel mod arbejdets tvang og produktivitetsvækstens fælde. I kølvandet på Produktivitetskommissionens anbefalinger taler en britisk fritænker om behovet for at slappe lidt af
I stedet for at flyve verden rundt og holde foredrag om klimaforandringer og overforbrug som årsag til dem, kan det være bedre at gøre absolut ingenting. Gå udenfor og lægge sig i græsset hele dagen – det vil være stærkt helende for både planeten og dig. Sådan lyder opfordringen fra Tom Hodgkinson

I stedet for at flyve verden rundt og holde foredrag om klimaforandringer og overforbrug som årsag til dem, kan det være bedre at gøre absolut ingenting. Gå udenfor og lægge sig i græsset hele dagen – det vil være stærkt helende for både planeten og dig. Sådan lyder opfordringen fra Tom Hodgkinson

Kasper Palsnov

Indland
2. april 2014

I mandags præsenterede Produktivitetskommissionen sin regeringsbestilte slutrapport på 170 sider. Rapporten fortæller, hvorfor og hvordan danskerne bør lægge sig i selen for at presse endnu mere værdi ud af arbejdstimerne. Hvordan arbejdsproduktiviteten på ny kan og bør tvinges op.

Så her er et citat af den britiske filosof og nobelpristager Bertrand Russel, der døde i 1970:

»Jeg mener, at der udføres alt for meget arbejde i denne verden, at umådelig skade forårsages af troen på, at arbejde er en dyd.«

»Jeg håber,« skrev Russel i 1932 i et essay med titlen En hyldest til lediggang, »at lederne af YMCA (KFUM’s internationale forbund, red.) vil indlede en kampagne for at tilskynde gode unge mænd til at lave ingenting. Sker det, vil jeg ikke have levet forgæves.«

»Vejen til lykke og fremgang ligger i den organiserede reduktion af arbejde,« lød filosoffens fanfare.

Tom Hodgkinson er ingen Bertrand Russel, men han har læst en masse filosofi, og han bryder sig ikke om arbejde. Hodgkinson lever med sin hustru, Victoria Hull, og tre børn i London, hvor han og Victoria driver The Idler Academy, Akademiet for lediggang, udgiver magasinet The Idler – Lediggængeren – og holder en lille bogbutik åben fire dage om ugen. I akademiet kan man høre om filosofi, astronomi, grammatik, kalligrafi, musik, madlavning m.m. Derudover skriver Tom bøger om arbejde, lediggang, frihed og bæredygtighed.

»Den bedste måde at redde Jorden på er at gøre absolut ingenting,« lyder hans påstand i en samtale med Information.

»I stedet for at flyve verden rundt og holde foredrag om klimaforandringer og overforbrug som årsag til dem, kan det være bedre at gøre absolut ingenting. Gå udenfor og lægge sig i græsset hele dagen – det vil være stærkt helende for både planeten og dig,« siger han. Efter at han og Victoria selv er hoppet på en flyver til København, for at han kan tale om arbejdets svøbe. Tom Hodgkinson personificerer skismaet. Fortæller, hvor meget arbejde der har været i at etablere det lille akademi og butikken i London. Før det boede han og Victoria 12 år på landet med køkkenhave, kyllinger, en ganske lille pengeøkonomi og megen fri tid.

»Da vi boede på landet, havde vi masser af tid. Tid til at leve billigt,« siger Victoria. Men ønsket om at sprede Idler Academys tanker og at kunne betale for en ordentlig skolegang til børnene drev dem til storbyen og virksomheden med en lidt større pengeøkonomi og mere arbejde.

»Når man starter sådan en virksomhed, er finansieringskravene hårde. At arbejde så meget og alligevel tabe penge var stressende. Det gav os ikke mulighed for at leve, som vi gerne ville,« fortæller Victoria Hull om de første år i London. Nu går det lidt bedre, tilføjer hun.

Disciplineringen

Tilbage til Bertrand Russel. Der er to indbyrdes sammenhængende, problemer, skriver han i sit essay: At det vestlige menneske gennem de senere århundreder er opdraget til, at arbejde – hårdt arbejde – er en dyd. Og at de manges hårde arbejde er blevet forudsætningen for at holde en vækstøkonomi kørende, som kan sikre det overskud, der sætter jordejere, aktionærer, kapitalbesiddere og andre i stand til fortsat at tjene penge uden selv – eller i dag måske netop blot ved – at løfte en finger.

»Der findes to slags arbejde: Den første handler om at ændre materialers placering på eller nær Jordens overflade i forhold til andet materiale, den anden handler om at beordre folk til at gøre dette.«

Altså det produktive, materielt baserede arbejde med at dyrke jorden, udvinde råstoffer, fremstille ting i industrien, distribuere varer etc. Og det immaterielle arbejde med at organisere, overvåge og finansiere den første type arbejde.

»Den første slags arbejde er ubehageligt og dårligt betalt, den anden slags er behageligt og højt betalt,« skriver Russel.

Den første type arbejde kan vi i dag se, at der er grænser for. Sat enten af evnen til at aftage og forbruge produkterne eller af de tilgængelige ressourcer og naturens kapacitet til at absorbere affaldsstofferne.

»Den anden slags kan udvides i det uendelige: Der er ikke blot dem, der giver ordrer, men også dem, der giver råd om, hvilke ordrer der bør gives,« skriver Russel.

I dag synes der ikke at være nogen grænse for, hvor mange ledere, mellemledere, konsulenter, produktivitetskommissioner, vismænd, politikere, analytikere etc., der kan holdes i omløb, hvis blot der er betalingsvilje.

Som Bertrand Russel ser den historiske udvikling, kunne mennesket før den industrielle revolution ikke producere meget mere ved sin arbejdsindsats end det, der skulle til for at sikre familiens livsgrundlag. I det omfang, der var et overskud, blev det typisk inddraget af krigsherrer, herremænd og kirkens folk. At arbejde flittigt, hårdt og længe var en dyd, fordi det var betingelsen for overlevelse.

Det ændrede sig med den industrielle revolution, hvor maskiner og billig fossil energi gjorde det muligt at producere det nødvendige med markant mindre arbejdskraft.

»Moderne teknik har muliggjort, at fritid – inden for visse grænser – ikke længere er en lille privilegeret klasses prærogativ, men en rettighed til lige fordeling i samfundet.«

Ikke desto mindre er arbejdsmoralen blevet opretholdt, fordi nogles arbejde i mange timer er nødvendig for at understøtte de privilegeredes mulighed for at arbejde meget lidt.

»Arbejdsmoralen er en slavemoral, og den moderne verden har ikke brug for slaveri,« skriver filosoffen.

Knappenålene

Han illustrerer absurditeten med en knappenålsfabrik som eksempel. Her arbejder mennesker otte timer om dagen for at sikre den mængde knappenåle, der er behov for i samfundet. En ny maskine muliggør en produktivitetsstigning, så den samme mængde nåle kan produceres på den halve tid. Man kunne derfor vælge at halvere arbejdstiden, så den enkelte blot arbejder fire timer og vinder fire ekstra timer til i frihed at dyrke mere fornøjelige sider af tilværelsen. Ikke desto mindre opretholdes arbejdstiden, hvilket betyder, at mængden af fremstillede knappenåle bliver alt for stor i forhold til efterspørgslen. Konsekvensen er, at en eller flere knappenålsfabrikker udkonkurreres og går fallit, og deres medarbejdere sendes hjem på sofaen.

»I sidste ende er der lige så meget fritid som i den anden strategi, men halvdelen af mandskabet lever i total lediggang, mens den anden halvdel fortsat er overbebyrdet. På den måde sikres, at den uundgåelige frie tid skaber lidelse hele vejen rundt i stedet for at blive kilde til trivsel for alle. Kan man forestille sig noget mere sindssygt?« spørger Russel.

I lyset af dagens økologiske krise kunne man overveje, om det ikke er mindst lige så sindssygt at satse på den grænseløse ekspansion af behovet for knappenåle eller andre produkter som redskab til at opretholde 37 timers beskæftigelse om ugen.

Kampen om arbejdstiden

Bertrand Russels påstand er, at den teknologiske udvikling og de ledsagende produktivitetsstigninger muliggør, at mennesker kun behøver arbejde fire timer om dagen for at opretholde en anstændig levefod. Vel at mærke skrevet helt tilbage i 1932 – før de produktivitetsstigninger industrirobotter, computere, hurtige fly etc. har bragt med sig.

Tom Hodgkinson fortæller, hvordan kampen for lavere arbejdstid faktisk gik i stå, nogenlunde da Russel skrev sit essay – om end næppe derfor.

»I England startede kampen i industrialiseringens tidlige fase, da folk arbejdede 12-16 timer om dagen: Man fik indført 10-timersloven i begyndelsen af det 19. århundrede,« siger Hodgkinson.

»Det blev siden til otte timer, og folk troede, at det ville fortsætte til arbejdsdage på seks og fire timer. Man forestillede sig, at maskinerne ville befri os fra det meste arbejde, så alle ville kunne få en demokratisk ret til en kreativ fritid.«

Økonomen John Maynard Keynes forudsagde således, at teknologisk udvikling og mætning af materielle behov ville bane vej for en arbejdsuge på bare 15 timer.

»Men der skete et filosofisk skift under depressionen i 1930’ernes USA,« fortæller Tom Hodgkinson.

Præsident Roosevelt skiftede således i 1933 fra at støtte nedsat arbejdstid til at fokusere på beskæftigelsesfremme via offentlige investeringer, længere arbejdstid, øget produktion og forbrug.

Lektor emeritus Jørgen Stig Nørgård, DTU, har kaldt dette skift i 1933 for ’forbrugerismens fødsel’, fordi forbruget ikke længere blot handlede om at dække behov, men nu blev et redskab til at holde økonomiens vækst i gang. »Det var kapitalismen,« bemærker Hodgkinson. »Der kunne tjenes flere penge, hvis folk arbejdede flere timer og skabte en større produktion, som der kunne hentes en profit ud af. Og der var jo investeret mange penge i de nye maskiner, så det var vigtigt, at folk mødte præcist og producerede meget. Der skete en kollektiv hjernevask.«

En belastende dom

Som den britiske fritænker oplever udviklingen, har ny teknologi, som skulle give mere fritid, gjort det modsatte: »Tag sms’er og e-mails, der kan nå os 24-syv. For hver ny teknologi bliver vi mere fortravlede. Arbejder man med en maskine, bliver man som en maskine,« hævder han.

Og når vi arbejder meget, tjener vi mange penge, og når vi tjener mange penge, forbruger vi en masse.

»Det er travlheden, der forårsager rovdriften på ressourcer og ødelæggelse af miljøet,« lyder konklusionen.

Så Tom og Victoria arbejder på ikke at have travlt. De er blevet selvstændige for ikke at lade sig indfange af lønarbejdets disciplinering.

»Vi prøver at leve et frit liv. Jeg har ikke nogen særlig tro på, at statslige bureaukratier kan ændre folks liv. Det er i orden, at andre prøver at påvirke lovgivningen, men jeg tror, at ændringerne kommer ad kulturel vej. Ved at folk selv ændrer deres tilværelse.«

Let er det ikke. Der er stadig for meget arbejde i Tom og Victorias liv.

I 1932 skrev Bertrand Russel:

»Det siges, at mens en lille smule fritid er behageligt, så ved mennesker ikke, hvordan de skal udfylde deres dag, hvis de kun havde fire timers arbejde ud af døgnets 24. I det omfang dette måtte være sandt for den moderne verden, er det en belastende dom over vor civilisation – det ville ikke have været tilfældet i nogen tidligere periode.«

Serie

omstilling

Seneste artikler

  • Det er vi, som bestemmer

    9. juni 2017
    Magten findes og udøves, men der er ingen, som har den alene.
  • Vandet skal strømme gennem det grønne Østerbro

    26. marts 2014
    I 2011 oversvømmede et skybrud store dele af København. Et forvarsel om en type vejr, vi kan forvente meget mere af i fremtiden. I København gør to arkitekter en dyd af nødvendigheden og skaber fremtidens by med vandet og klimaforandringerne som ledemotiv. De starter i Skt. Kjelds Kvarter på Østerbro – hovedstadens første klimakvarter
  • Vi vil demonstrere hvad bæredygtighed betyder

    12. marts 2014
    Fiskere, industrifolk og miljøeksperter finder sammen i nye netværk for at ændre tænkningen bag den industrielle økonomi
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

40 år gamle visdomsord, som ingen lytter efter.

Svend Erik Sokkelund

"Hvis arbejderklassen rev den last, som behersker og fornedrer dens natur, ud af hovedet og rejste sig i al sin frygtelige magt - ikke for at proklamere Menneskerettighederne, som ikke er andet end retten til kapitalistisk udbytning, ikke for at kræve den famøse Ret til Arbejde, som ikke er andet end retten til elendighed, men for at smede en ubøjelig lov, der forbyder ethvert menneske at arbejde mere end tre timer om dagen, så ville Jorden, den gamle Jord, skælvende af glæde føle et nyt univers røre sig." Paul Lafarque, Karl Marx' svigersøn, i 'Retten til Dovenskab', 1880: http://www.information.dk/177983
Thomas Moore beskriver allerede i 'Utopia', 1516, hvordan en fire timers arbejdsdag er nok, og det var ikke klimaet, der bekymrede ham, men det ville nok være bedre end det evindelige skrål på vækst og endnu flere ligegyldige forbrugsgoder.

Jakob Lilliendahl, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ahmed Mannouti

Alle jer der synes alle skulle arbejde mindre: mener i reelt det, eller mener i kun at i selv skulle arbejde mindre?

Min kone er operationssygeplejeske og arbejer rigtigt meget (og elsker sit arbejde). Hun medvirker til hjerte- og bypassoperationer der nogle gange kan tage et operationshold adskllige timer hvortil kommer timer før og efter for at forberede og afslutte operationen. Operationer der giver ældre (der bliver flere og flere af) et nyt liv og ofte mange års aktivt velvære. Men en sådan operation kan nemt kræve ialt 100-150 eller flere mand-timer. Effektivt mere end en mand-måned. Skærer vi arbejdstiden ned med 90% (som en foreslog tidligere), så er det effektive tidsforbrug på en operation pludselig 10-12 mandmåneder. Eller et mandår. I dag er der ikke nær hænder nok til de operaioner man kunne udføre, så hvis man fjerner 90% af timerne, så fjerner man livet fra en masse mennesker.

Og sådan kan man finde mange andre ting.

I der gerne vil arbejde mindre: dækker det ikke over at i selv gerne vil have fri, men at i forventer den samme offentlige service (eller bedre) end det i får i dag?

Så er det jo hykleri.

Jakob Lilliendahl og Steffen Jørgensen anbefalede denne kommentar

At arbejde er grundlaget for de goder vi forbruger dagligt alle sammen. Så det at arbejde er grundlæggende rigtigt og noget, som alle har pligt til at deltage i. Her gælder ingen undskyldninger med mindre man er alvorligt syg. Det som er galt, er at ALT i dagens Danmark går ud på at arbejde og forberede sig på arbejde. at arbejde på f.eks. deltid fordi det kan opfylde ens materielle behov anses nærmest som uhørt i Danmark og der findes kun ganske få deltidsjob, særligt når vi taler om typiske mande jobs. Her kunne vi lære meget fra Hollænderne, som i stort omfang arbejder på deltid.

- Det er ikke arbejde, som er rodets onde, men at livet efterhånden ikke handler om andet i Danmark.

Personligt arbejder jeg gerne, men ville gerne have mere tid til at nyde livet og mine børn. Men det er en meget stor udfordring i Danmark, at kunne gøre dette. Og nu skal vi jo efterhånden arbejde på fuldtid ind til den dag vi er plejehjemsparate. Det er absurd. Særligt lige nu, hvor ledigheden er stor og sikkert for fremtiden vil blive større p.g.a. digitalisering og robotisering og andet lignende.

Steffen Gliese

Ahmed Mannouti, jeg tror, at det dækker over, at mange af os har ondt af dem, der tilsyneladende har et arbejde, de blot udfører for at få brød på bordet.

Ahmed Manouti,

Artiklens præmisse er at finde mod lidt dybere nede:

Det ændrede sig med den industrielle revolution, hvor maskiner og billig fossil energi gjorde det muligt at producere det nødvendige med markant mindre arbejdskraft.
»Moderne teknik har muliggjort, at fritid – inden for visse grænser – ikke længere er en lille privilegeret klasses prærogativ, men en rettighed til lige fordeling i samfundet.«

Niels Duus Nielsen, Jakob Lilliendahl og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ahmed Mannouti

Peter Hansen:

Sådan forstår jeg også nogle af argumenterne men jeg tror man skal vende den på hovedet. Starte med at definere hvilket omfang vores kollektive del af samfundet skal have, det alle skal have del i, og bidrage til. Når alle så har ydet den indsats så kan de der vil arbejde mere for at få råd til ting der ligger derudover gøre det frit. Og der kan leve med en minimumsindkost kan så lade være.

Philip B. Johnsen

Ahmed Mannout

Et lille kuriosum, en offentligansat hjertekirurg i Venezuela, tjener mindre end en murer og en tømrer, den udvikling kan det ikke helt udelukkes, EU kommer tættere på.

Det er et spørgsmål om tilpasning til nye tider og gerne for mig, en ny tilgang til økonomi der forhindre den udvikling, at man skal være florence nightingale for, at arbejde i det offentlige, i et velfærdssamfund for alle.

Ahmed Mannouti

Claus Jensen:

Se mit svar til Peter Hansen. De der gerne vil have mere fritid bør kunne vælge det, når de har ydet den minimumsindsats der skal til for at bidrage til det fælles, og til at få mad til sig selv. Hvad de vælger at gøre med resten af døgnets timer bør vi være fleksibel over for.

Ahmed Manouti:

Folk kan vælge at arbejde lønnet, hvis der er noget fornuftgt at lave. ellers må man arbejde for fornøjelsen. Og så er det ikke arbejde længere.

Ok, nu må jeg holde op med at stave folks navne forkert!

Mannouti - Du beskriver et fag med mangel på personale til den given arbejdsmængde. Men generelt er der ledige og det inspirerer til at dele arbejdet bedre, bl.a ved at nedsætte den generelle eller fagvise arbejdstid og oprette flere deltidsjob.
Et andet aspekt er det materialistiske overforbrug i forbindelse med klimadebatten. Men det har jo heller intet med din kones job at gøre.
Så der er ingen modsætning.
I øvrigt har jeg hørt at de fleste sygeplejersker og andre på sygehusene har 32 timers normaltid. Passer det.

Grethe Preisler

Den, som er for fedtet til at unde andre en anstændig hyre og ordentlige arbejdsforhold for at udføre alt det sure, men nødvendige arbejde for sig, mens han selv hæver en skyhøj gage for at dyrke sin hobby 24/7, fortjener ikke bedre end at blive "aktiveret med hundefækalieopsamling på bistandshjælp", når han selv ryger ud af jobbet til fordel for en anden, der er sulten nok til at gøre det lige så godt eller bedre for en lavere betaling.

Arbejdsdeling er godt for mangt og meget. Men vil man være rig i en fart, skal man gøre som Mark Twains Tom Sawyer, da han fik sine kammerater til at hvidte Tante Pollys plankeværk for sig - og oven i købet betale ham for fornøjelsen.

Der var kun den hage ved metoden, at kammeraterne blev skidesure på Tom, da det gik op for dem, at de var blevet taget ved næsen. Så næste gang S og RV går til valg med hinanden under armen, er chancerne for Helle & Margrethes come-back som ledere af nationens og velfærdsstatens finansielle redningskorps nok desværre til at overse :-(

Ahmed Mannouti

Leo Nygaard:

Et fuldtidsjob som sygeplejerske er 37 timer, men rigtigt mange har deltid så den almindelige normtid er nok omkring 32 timer. Dertil kommer noget overtid som er svær at undgå og det er vist 2-3 timer ugentligt i gennemsnit.

Det er selvfølgelig rigtigt at det er et fag med mangel på arbejdskraft men det jeg siger er at skal man sætte den generelle arbejdstid ned hvad enten der er med 20 eller 90 % eller hvad man vil, så skal man først stille sig det spørgsmål hvad man vil have af kollektivt system, offentlig sektor med bemanding. Og så regne baglæns.

Eller, som emnet er i en anden tråd, at man ikke uddanner alt for mange i flere fag og for lidt i andre.

Hvordan definerer kommissionen begrebet arbejdstimer? Jeg husker fra kvindekonferencen i Beijing. Det var i et af de mellemstore mødelokaler. Emnet var "Gender statistic worldvide". Op på hele endevæggen kom en tegning af en ung kvinde med et barn på hoften og et ved siden af sig, samtidigt med at hun krumbøjet arbejdede med sin hakke i den hårde jord. Kommentaren lød: statistisk set arbejder denne kvinde ikke. Bruttonationalproduktet medtager kun det lønnede arbejde. medens meget af kvindernes arbejde, specielt i u-landene er ulønnet, og den skæve fordeling af mænds og kvinders ulønnede arbejde, hæmmer kvindernes muligheder på arbejdsmarkedet. Vi har flyttet rundt på meget af arbejdet, noget der tidligere var ulønnet hjemmearbejde udføres i dag af industrien og institutionerne, men hvad er det for nogle arbejdstimer, man regner med i dag, når man planlægger?

Ahmed Mannouti, Grethe Preisler og Tom Paamand anbefalede denne kommentar

Sider