Læsetid: 5 min.

Administrationen får toplønninger på Aarhus Universitet

Størstedelen af de 70 højest lønnede på Aarhus Universitet er en del af ledelsen og det administrative personale. Samtidig gik ledelsen fri af den nylige sparerunde. En voksende administration er et trist resultat af universitetsloven, lyder det
Unge til karrierebørs på Københavns Universitet. Når størstedelen af de højestlønnede på Aarhus Universitet er ansat i administrationen, sender det et signal til de unge om, at det er mindre givtigt med en forsknings- og undervisningskarriere, mener professor. Arkiv

Dennis Lehmann

5. maj 2014

Rektor, prorektor, direktør, dekan, prodekan, vicedirektør, institutleder, administrationschef. Hvis man skal opnå en høj løn på Aarhus Universitet, skal man erhverve sig en af ovenstående titler. Omvendt betaler det sig ikke lige så godt at være forsker og underviser.

Det viser en liste over de 70 højest lønnede ansatte på Aarhus Universitet, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har udarbejdet.

Kun 15 ansatte på listen er opført som videnskabeligt ansatte, men en række af disse videnskabelige medarbejdere har dog ledelsesansvar og er f.eks. institut- eller centerledere ved siden af arbejdet som eksempelvis professor, hvilket forklarer deres høje løn.

Ministeriet har udarbejdet listen i kølvandet på, at professor emeritus i økonomi Martin Paldam, AU, har fremført, at de 70 højest lønnede på universitetet efter hans skøn er ansat i administrationen. Martin Paldam mener da også, at listen bekræfter hans analyse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Andersen
  • Erik Nissen
  • Morten Kjeldgaard
Martin Andersen, Erik Nissen og Morten Kjeldgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Nissen

Og en naiv som mig, der går rundt og tror, at universiteternes allervigtigste opgave er at forske og undervise - og at be- og aflønningen sker i overensstemmelse hermed. Og ikke at det er de sekundære funktioner, der lønnes højest, men måske er det bare som i resten af samfundet - det primære arbejdsfunktioner lønnes lavest og de sekundære arbejdsfunktioner lønnes højest - og allerhøjest lønnes de samfundsskadelige arbejdsfunktioner.

Martin Andersen, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Tommy Mogensen

Er der nogen der ved om listen over de 70 lønninger er offentlig, jeg kan ikke finde den på UFMs hjemmeside.

Steffen Gliese

Det skyldes, at de, der har et kedeligt arbejde, som er blevet valgt udelukkende med berigelse for øje, skal kompenseres i forhold til de, der har valgt at forlove sig med et fag og de dybere materier i tilværelsen. Disse behøver i mindre grad at bekymre sig om, hvorvidt bilen er ny og koster mere end en halv million. Den slags overfladiske værdier gider forskere og videnskabsmænd ikke at forholde sig til, de er jo ikke fremmedgjorte på samme måde.

Niels Engelsted

For år tilbage havde universiteterne selvstyre og lederne fra rektor til institutledere blev valgt af deres kolleger og studerende. Så kom der en reform, der afskaffede universitetets 500 år gamle selvstyre og demokrati til fordel for ministerielt indsatte bestyrelser fra erhvervslivet. Bestyrelserne ansatte derefter rektor, der ansatte dekaner, der ansatte institutledere. Medarbejdere og studerende havde nu ikke længere noget at skulle have sagt, men de nye ejere af universitetet opdagede hurtigt, at institutlederne havde svært ved at tænke som rigtige ledere, men stadig opfattede sig som de demokratisk valgte ledere, de var før. To ting var derfor nødvendigt. Den ene var genopdragelse, så det ene kursus efter det andet--helst i udlandet--blev iværksat for at lære lederne, hvor deres loyalitet nu lå. Den anden var at tydeliggøre og cementere kløften mellem ledere og ledede gennem lønningerne. Før havde institutlederen ikke fået mere end sine kolleger, men nu fik de væsentligt mere. Og da der også skulle være forskel mellem dem og de højere officerer, fik dekanerne endnu mere og rektorerne endnu, endnu mere. Bonusordninger blev også indført og aftrædelsesfradrag, som man som rektor Hemmingsen fra KU kunne modtage flere gange uden at gå af.
Man kan imidlertid ikke have så vellønnede ledere uden at de også har administrativt personale under sig, så reformen betød også et vældigt indtag af djøfer og andre administrative medarbejdere, og da det også kostede kassen, måtte man for at universitetets budget skulle holde desværre skære ned på undervisningen til de studerende og fyre forskere og lærere.

Morten Kjeldgaard, Ture Nilsson, lars abildgaard, Karsten Kølliker, Jeppe Linnet, Steen Sohn, Peter Taitto, Mihail Larsen, Marina Kasimova, Brian Rosberg, Erik Nissen og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Når man giver magten over en institution til ledere og andre bureaukrater, skal man ikke blive overrasket, når de rager så mange ressourcer som muligt til sig, på bekostning af det egentlige arbejde. Det er en helt forudsigelig konsekvens af VKO-regimets maltraktering af universitetsdemokratiet.

Vil man have at ressourcerne skal gå til studerende og forskere, må man give dem magten tilbage, og genindføre den demokratisk valgte ledelse.

Mihail Larsen, Olav Bo Hessellund og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Fra Niels Engelsteds kommentar ovenfor:

Den anden var at tydeliggøre og cementere kløften mellem ledere og ledede gennem lønningerne. Før havde institutlederen ikke fået mere end sine kolleger, men nu fik de væsentligt mere. Og da der også skulle være forskel mellem dem og de højere officerer, fik dekanerne endnu mere og rektorerne endnu, endnu mere.

Jeg synes det er en rigtig god observation af et forhold, som naturligvis ikke kun gør sig gældende indenfor universitetsverdenen.

Fra et borgerligt moralsk perspektiv, er det selvindlysende at 'den dygtigste' aflønnes bedre end de der ikke er lige så dygtige. Faktisk er der nærmest tale om et slags overgreb på en naturlig orden, hvis denne forskel i aflønning ikke finder sted. Jvf. F.eks. Rasmus Jarlov, som i Politiken fremfører dette borgerlige perspektiv:
http://politiken.dk/debat/profiler/rasmus-jarlov/ECE2280272/lighedsfanat...

Det vigtige er ikke, at man aflønnes godt (eller at man 'kompenseres' godt, som det hedder når selvovervurderingen får helt frit løb). Nej, det altafgørende er, at man aflønnes bedre end de andre, som man finder mindre værdige, dvs. Mindre værd. Psykologien i en sådan tankegang er både fasinerende og skræmmende: For at jeg kan føle mig værdifuld, må jeg i mine omgivelser, på et helt konkret materialistisk niveau, kunne aflæse at andre er mindre værd end mig. Hvad er et interessant, meningsfuldt job dog værd, hvis ikke det også gennem aflønningen afspejler hvor interessant, betydningsfuld, værdifuld jeg er, i forhold til dem der ikke er lige så interessante, betydningsfulde, og værdifulde?

Er rektorerne vigtigere end professorer, lektorer, og andet videnskabeligt personale? Er direktøren vigtigere end sine ansatte? Er de mere værdifulde? Betydningsfulde? Ja, lyder det selvsikre svar - og dette værdiforhold, dette magtforhold, skal selvfølgelig kunne aflæses - helt konkret og kontant.

Peder Kruse

Bureaukratiet er et resultat af årtiers forfejlede uddannelsespolitik. Alle nye små danskere skulle have en højere uddannelse for at udligne de sociale forskelle i samfundet. Et sympatisk sigte. Har du en høj uddannelse, skal du naturligvis efterfølgende have en høj stilling med høj løn og høj pension. Det er blevet en stor del af arbejdsstyrken, vi her taler om, og der er derfor sket en betydelig omfordeling af midler fra arbejdersegmentet til de dobbelt betalte højt uddannede. Staten, regionerne, kommunerne og utallige organisationer, institutter, styrelser og tanketomme tænketanke har i mange år været i stand til at opsuge denne enorme arbejdskraft, men det reelle output fra den sektor har været minimalt i forhold til udgifterne og har i realiteten blot skabt en tiltagende friktion i samfundsmaskineriet. Vi sidder i dag i en overadministreret suppedas, som kører i tomgang. Enderne hænger ikke længere sammen og udviklingen går meget trægt. Hvad skal der til for at eksplodere bureaukratiet og starte på en frisk med meningsfuld, resultatorienteret beskæftigelse til alle samt midler til en fornuftig velfærd og en mere rimelig velstandsudjævning ? Bureaukratiet er en multiresistent infektion, og vi har ingen våben mod det.