Læsetid 5 min.

Administrationen får toplønninger på Aarhus Universitet

Størstedelen af de 70 højest lønnede på Aarhus Universitet er en del af ledelsen og det administrative personale. Samtidig gik ledelsen fri af den nylige sparerunde. En voksende administration er et trist resultat af universitetsloven, lyder det
Unge til karrierebørs på Københavns Universitet. Når størstedelen af de højestlønnede på Aarhus Universitet er ansat i administrationen, sender det et signal til de unge om, at det er mindre givtigt med en forsknings- og undervisningskarriere, mener professor. Arkiv

Dennis Lehmann

5. maj 2014

Rektor, prorektor, direktør, dekan, prodekan, vicedirektør, institutleder, administrationschef. Hvis man skal opnå en høj løn på Aarhus Universitet, skal man erhverve sig en af ovenstående titler. Omvendt betaler det sig ikke lige så godt at være forsker og underviser.

Det viser en liste over de 70 højest lønnede ansatte på Aarhus Universitet, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har udarbejdet.

Kun 15 ansatte på listen er opført som videnskabeligt ansatte, men en række af disse videnskabelige medarbejdere har dog ledelsesansvar og er f.eks. institut- eller centerledere ved siden af arbejdet som eksempelvis professor, hvilket forklarer deres høje løn.

Ministeriet har udarbejdet listen i kølvandet på, at professor emeritus i økonomi Martin Paldam, AU, har fremført, at de 70 højest lønnede på universitetet efter hans skøn er ansat i administrationen. Martin Paldam mener da også, at listen bekræfter hans analyse.

»Der er nogle på listen, der er aktive forskere, men de får den høje løn for deres administrative indsats. Omvendt er der langt imellem dem, der får en høj løn for at forske og undervise. Det fortæller noget om, at Aarhus Universitet er et sted, hvor forskning og undervisning bliver vurderet relativt lavt i forhold til administration,« siger Martin Paldam og peger samtidig på, at det ikke er enestående for Aarhus Universitet, men en generel tendens på landets universiteter.

»Det sender det signal til unge mennesker om, at det er meget mindre givtigt at gå efter en forsknings- og undervisningskarriere frem for en administrativ,« siger han.

Professor emeritus i offentlig forvaltning Jørgen Grønnegaard, AU, er enig.

»Der er ikke noget ved listen, der overrasker mig. Hvordan man end vender og drejer det, går toplønningerne til folk, der har administrative og ledelsesmæssige funktioner. Og ikke til noget andet.«

Levn fra loven

Samlet set er antallet af administrative medarbejdere og konsulenter også steget mere end antallet af videnskabelige medarbejdere de seneste år. Jørgen Grønnegaard mener, at udviklingen i både løn og ansættelser er en konsekvens af universitetsloven fra 2003.

»Man har fuldstændig skiftet filosofi og har skabt et universitet, hvor man har den opfattelse, at god opgaveløsning, hvad enten det er undervisning eller forskning, skabes via en hierarkisk ledelse, som får masser af administrativ støtte. Det slår igennem i lønstrukturen. Mønstret er generelt for alle universiteterne,« siger han.

Før universitetsloven i 2003 var der ifølge Jørgen Grønnegaard færre ledelsespositioner, og de, der havde lederansvar, havde en forskningsmæssig baggrund. Det afspejlede sig samtidig i lønnen, der svarede til lønniveauet for den baggrund, en institutleder f.eks. kunne have som professor, tilføjet et mindre tillæg for ledelsesansvaret.

Markedet dikterer

Listen over de højest lønnede overrasker heller ikke Per Dahl, der er fællestillidsmand for det videnskabelige personale: »Det ophidser mig ikke, at folk med et stort ledelsesansvar har en relativt høj løn,« siger han og peger på, at de højest lønnede på listen får en relativt lav løn sammenlignet med eksempelvis direktører i private firmaer.

»Men man kan diskutere, om der er for mange administrativt ansatte til en høj løn. Vi har for eksempel rigtig mange prodekaner. Og der er ikke nogen tvivl om, at administrationen generelt er blevet for stor. Det afspejles i den sparerunde, vi har været igennem,« siger Per Dahl.

I årets første måneder har Aarhus Universitet skåret i alt 308 stillinger gennem afskedigelser og frivillige fratrædelser. Heraf kom 204 personer fra det teknisk-administrative område. Imidlertid er ingen i ledelsen blevet afskediget, påpeger Martin Paldam.

»Man kunne have sparet ret meget ved at skære i de stillinger, der får en million kroner om året.«

Fællestillidsmand Per Dahls største bekymring er dog, at det videnskabelige personales lønudvikling sakker bagud i forhold til dem, der er ansat i administrationen. Det skyldes, at ledelseslaget på universiteterne i stigende grad ligner ledelseslaget i andre offentlige institutioner eller i det private.

»En række af de folk, der inden for de seneste 10 år er kommet ind i ledelseslaget og administrationen, kommer fra private virksomheder. Der har du en markedsstyret løndannelse. Det betyder, at universitetet er nødt til at betale en løn, der er konkurrencedygtig i forhold til det private, hvis de vil ansætte disse folk. Men den situation har du ikke for de videnskabeligt ansatte. Her er mobiliteten mindre,« siger Per Dahl.

Jobbet skal være attraktivt

Rektor Brian Bech Nielsen mener ikke, at administrationen dominerer lønningslisten på Aarhus Universitet.

»42 af dem, der står på listen, har videnskabelige ledelsesposter. Det er dekaner, institutledere, centerledere, rektor og prorektor, som alle har en videnskabelig baggrund. En meget stor del af dem er ovenikøbet professorer,« siger Brian Bech Nielsen, men tilføjer, at det kommer an på, hvordan man definerer administrativt personale.

»Hvis du definerer alle institutledere, dekaner, rektor og prorektor som en del af administrationen, bliver tallet selvfølgelig højere. Men det er ikke den selvforståelse, jeg har. jeg opfatter denne gruppe som faglige personer, men med en ledelsesrolle.«

Brian Bech Nielsen forklarer desuden listen med, at »løn afspejler det personalemæssige ansvar, man har«.

»Vi er ikke en afsondret ø i midten af verden. Vi skal rekruttere de bedste til ledelsesstillingerne. Det kræver, at der er attraktive sider ved jobbet, ud over at jobbet i sig selv er spændende. Det er også en konkurrencesituation, og derfor bliver lønniveauet, som det bliver,« siger Brian Bech Nielsen.

– Hvordan kan det være, at ledelsen er gået fri af sparerunden?

»Det er korrekt, at når vi ser på dem, som modtog afskedigelser, var der ingen i selve ledelsesgruppen. Men det er jo også ledelsesgruppen, der skal effektuere sparerunden. Vi kan jo ikke afskedige dem, som skal sørge for, at processen foregår så fair og ordentligt som muligt,« siger Brian Bech Nielsen og tilføjer, at der er sket udskiftninger i ledelsen senest i 2011, hvor antallet af institutledere blev reduceret.

»I dag er vi dernede, hvor vi har brug for de poster, vi har, hvis ikke enhederne skal bliver uhåndterligt store.«

Som nr. 49 på listen optræder også tidligere rektor Laurits B. Holm-Nielsen med knap en million kroner i årsløn inklusive pension for en stilling som særlig rådgiver for universitetsledelsen. Størstedelen af lønnen er en del af hans fratrædelsesordning, og det er ikke i orden, mener fællestillidsmand Per Dahl.

»Jeg synes ikke, det ser kønt ud. For yngre ledere kan der naturligvis være tale om tilbagegang til den stilling, de kom fra. Rektorer, der har et pensionistliv foran sig, bør forlade butikken, når de går af. Der bør ikke være en afviklingsordning i millionklassen. Det er der også rigtig mange af de ansatte, der har kritiseret.«

Laurits B. Holm-Nielsen oplyser, at hans løn siden årsskiftet har været en tredjedel lavere, end det fremgår af listen, da han kun er ansat på deltid.

»Det var en del af min kontrakt. Det er helt normalt for statslige ledere i åremålsstillinger, at man har et år efter ansættelsen til at finde tilbage til sit fag, eller hvad man nu skal. Det år er ikke gået endnu,« siger Laurits B. Holm-Nielsen, der nu arbejder med især internationale opgaver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Andersen
  • Erik Nissen
  • Morten Kjeldgaard
Martin Andersen, Erik Nissen og Morten Kjeldgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Nissen

Og en naiv som mig, der går rundt og tror, at universiteternes allervigtigste opgave er at forske og undervise - og at be- og aflønningen sker i overensstemmelse hermed. Og ikke at det er de sekundære funktioner, der lønnes højest, men måske er det bare som i resten af samfundet - det primære arbejdsfunktioner lønnes lavest og de sekundære arbejdsfunktioner lønnes højest - og allerhøjest lønnes de samfundsskadelige arbejdsfunktioner.

Martin Andersen, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Tommy Mogensen

Er der nogen der ved om listen over de 70 lønninger er offentlig, jeg kan ikke finde den på UFMs hjemmeside.

Steffen Gliese

Det skyldes, at de, der har et kedeligt arbejde, som er blevet valgt udelukkende med berigelse for øje, skal kompenseres i forhold til de, der har valgt at forlove sig med et fag og de dybere materier i tilværelsen. Disse behøver i mindre grad at bekymre sig om, hvorvidt bilen er ny og koster mere end en halv million. Den slags overfladiske værdier gider forskere og videnskabsmænd ikke at forholde sig til, de er jo ikke fremmedgjorte på samme måde.

Niels Engelsted

For år tilbage havde universiteterne selvstyre og lederne fra rektor til institutledere blev valgt af deres kolleger og studerende. Så kom der en reform, der afskaffede universitetets 500 år gamle selvstyre og demokrati til fordel for ministerielt indsatte bestyrelser fra erhvervslivet. Bestyrelserne ansatte derefter rektor, der ansatte dekaner, der ansatte institutledere. Medarbejdere og studerende havde nu ikke længere noget at skulle have sagt, men de nye ejere af universitetet opdagede hurtigt, at institutlederne havde svært ved at tænke som rigtige ledere, men stadig opfattede sig som de demokratisk valgte ledere, de var før. To ting var derfor nødvendigt. Den ene var genopdragelse, så det ene kursus efter det andet--helst i udlandet--blev iværksat for at lære lederne, hvor deres loyalitet nu lå. Den anden var at tydeliggøre og cementere kløften mellem ledere og ledede gennem lønningerne. Før havde institutlederen ikke fået mere end sine kolleger, men nu fik de væsentligt mere. Og da der også skulle være forskel mellem dem og de højere officerer, fik dekanerne endnu mere og rektorerne endnu, endnu mere. Bonusordninger blev også indført og aftrædelsesfradrag, som man som rektor Hemmingsen fra KU kunne modtage flere gange uden at gå af.
Man kan imidlertid ikke have så vellønnede ledere uden at de også har administrativt personale under sig, så reformen betød også et vældigt indtag af djøfer og andre administrative medarbejdere, og da det også kostede kassen, måtte man for at universitetets budget skulle holde desværre skære ned på undervisningen til de studerende og fyre forskere og lærere.

Morten Kjeldgaard, Ture Nilsson, lars abildgaard, Karsten Kølliker, Jeppe Linnet, Steen Sohn, Peter Taitto, Mihail Larsen, Marina Kasimova, Brian Rosberg, Erik Nissen og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Når man giver magten over en institution til ledere og andre bureaukrater, skal man ikke blive overrasket, når de rager så mange ressourcer som muligt til sig, på bekostning af det egentlige arbejde. Det er en helt forudsigelig konsekvens af VKO-regimets maltraktering af universitetsdemokratiet.

Vil man have at ressourcerne skal gå til studerende og forskere, må man give dem magten tilbage, og genindføre den demokratisk valgte ledelse.

Mihail Larsen, Olav Bo Hessellund og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Fra Niels Engelsteds kommentar ovenfor:

Den anden var at tydeliggøre og cementere kløften mellem ledere og ledede gennem lønningerne. Før havde institutlederen ikke fået mere end sine kolleger, men nu fik de væsentligt mere. Og da der også skulle være forskel mellem dem og de højere officerer, fik dekanerne endnu mere og rektorerne endnu, endnu mere.

Jeg synes det er en rigtig god observation af et forhold, som naturligvis ikke kun gør sig gældende indenfor universitetsverdenen.

Fra et borgerligt moralsk perspektiv, er det selvindlysende at 'den dygtigste' aflønnes bedre end de der ikke er lige så dygtige. Faktisk er der nærmest tale om et slags overgreb på en naturlig orden, hvis denne forskel i aflønning ikke finder sted. Jvf. F.eks. Rasmus Jarlov, som i Politiken fremfører dette borgerlige perspektiv:
http://politiken.dk/debat/profiler/rasmus-jarlov/ECE2280272/lighedsfanat...

Det vigtige er ikke, at man aflønnes godt (eller at man 'kompenseres' godt, som det hedder når selvovervurderingen får helt frit løb). Nej, det altafgørende er, at man aflønnes bedre end de andre, som man finder mindre værdige, dvs. Mindre værd. Psykologien i en sådan tankegang er både fasinerende og skræmmende: For at jeg kan føle mig værdifuld, må jeg i mine omgivelser, på et helt konkret materialistisk niveau, kunne aflæse at andre er mindre værd end mig. Hvad er et interessant, meningsfuldt job dog værd, hvis ikke det også gennem aflønningen afspejler hvor interessant, betydningsfuld, værdifuld jeg er, i forhold til dem der ikke er lige så interessante, betydningsfulde, og værdifulde?

Er rektorerne vigtigere end professorer, lektorer, og andet videnskabeligt personale? Er direktøren vigtigere end sine ansatte? Er de mere værdifulde? Betydningsfulde? Ja, lyder det selvsikre svar - og dette værdiforhold, dette magtforhold, skal selvfølgelig kunne aflæses - helt konkret og kontant.

Peder Kruse

Bureaukratiet er et resultat af årtiers forfejlede uddannelsespolitik. Alle nye små danskere skulle have en højere uddannelse for at udligne de sociale forskelle i samfundet. Et sympatisk sigte. Har du en høj uddannelse, skal du naturligvis efterfølgende have en høj stilling med høj løn og høj pension. Det er blevet en stor del af arbejdsstyrken, vi her taler om, og der er derfor sket en betydelig omfordeling af midler fra arbejdersegmentet til de dobbelt betalte højt uddannede. Staten, regionerne, kommunerne og utallige organisationer, institutter, styrelser og tanketomme tænketanke har i mange år været i stand til at opsuge denne enorme arbejdskraft, men det reelle output fra den sektor har været minimalt i forhold til udgifterne og har i realiteten blot skabt en tiltagende friktion i samfundsmaskineriet. Vi sidder i dag i en overadministreret suppedas, som kører i tomgang. Enderne hænger ikke længere sammen og udviklingen går meget trægt. Hvad skal der til for at eksplodere bureaukratiet og starte på en frisk med meningsfuld, resultatorienteret beskæftigelse til alle samt midler til en fornuftig velfærd og en mere rimelig velstandsudjævning ? Bureaukratiet er en multiresistent infektion, og vi har ingen våben mod det.