Læsetid: 4 min.

Arbejdskamp tager skade af personlige eksempler

Arbejdskampen taber ved at blive koblet sammen med familiedebatten. De personligt vinklede eksempler gør, at vi havner i en ’fattig Carina’-situation, hvor man ser på den enkelte, der beklager sig
Arbejdskampen taber ved at blive koblet sammen med familiedebatten. De personligt vinklede eksempler gør, at vi havner i en ’fattig Carina’-situation, hvor man ser på den enkelte, der beklager sig

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

2. maj 2014

Det store problem i debatten om børnefamiliernes vilkår er, at det bliver en familiedebat i stedet for en debat om vilkårene på arbejdsmarkedet, så de belastninger, folk giver udtryk for, kan affejes som private anliggender, mener Signe Løntoft:

Arbejdskampen taber ved at blive koblet sammen med familiedebatten. De personligt vinklede eksempler gør, at vi havner i en ’fattig Carina’-situation, hvor man ser på den enkelte, der beklager sig. Man begynder at endevende den enkeltes situation og sige, hvorfor skal de have lederjob, kan hun ikke drosle lidt ned, og hvorfor skal børnene gå til fodbold, hvorfor skærer de ikke ned på deres forbrug; alle de argumenter, der flytter ansvaret over på den enkelte. Og så ender det med at opinionen kommer til at mene, at de såkaldte brokkere er forkælede, for de har det ikke værre end alle mulige andre. Det har de nok heller ikke, men de føler det måske bare mere legitimt at ytre sig, fordi de har børn, det går ud over. I virkeligheden er andre måske under samme pres, som så bare spidser til, hvis man har små børn, en syg ægtefælle eller gamle forældre, der skal passes.«

Nogle konservative vil gerne gøre debatten til en familiedebat, men pointen er, at presset ikke stopper, når børnene bliver ældre. Alle andre end småbørnsforældre bukker også under med stress på grund af arbejdsmarkedets krav, og et arbejde som fylder mere og mere, mener Signe Løntoft.

– Burde den enkelte så ikke være bedre til at sige nej til krav fra arbejdsgivere og sænke egne ambitioner?

»Når folk reagerer på et pres med mistrivsel, så hænger det både sammen med noget individuelt psykologisk og måden, vi indretter samfundet på. Den enkelte har et ansvar for ikke at lade sig forføre ind i en forbrugs- eller karrierekultur, men man må også se i øjnene, at strømmen er meget stærk i disse år, og det forringer reelt muligheden for at træffe de individuelle valg. Vi fodres med overskrifter om, at folk uden pensionsordninger er fremtidens proletariat, at man sakker bagud, hvis man ikke uddanner sig, og kineserne kommer og tager vores job. Tidligere kunne middelklassen føle sig nogenlunde sikker, men nu hører vi om mennesker, vi kan identificere os med, der ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet eller står til at miste dagpengene. Mange faste stillinger er forsvundet og dermed de fastansattes løn- og arbejdsvilkår, og de løstansatte skal hele tiden gøre sig fortjent. De kan så oven i købet være kommet på boligmarkedet på et tidspunkt, der gør, at de i dag er teknisk insolvente. Så kan det være svært at gå ned i tid. Individuelle valg er valg inden for nogle strukturelle rammer.«

»Det mest rock and roll, man kan gøre i dag, er at sige sit job op, fordi det opleves så risikabelt. Hvis man er fastansat, står der horder klar til at konkurrere på løn og arbejdsvilkår, og man føler måske et pres til at levere langt mere end 37 timers arbejde. Det rammer langt flere end børnefamilierne. Derfor er det en arbejdskamp. Jeg kender mange, der føler, de har arbejdet halvanden time i timen i årevis. Dealen med otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers søvn er fin, hvis det så bare var otte timer. «

– Er det så op til politikerne at ændre?

»Det politiske fokus er lige nu på produktivitet og konkurrenceevne, og det er med til at forstærke kravet om, at vi alle skal yde ekstra. Så samtidig med, at det er et fagpolitisk spørgsmål, som skal fylde mere i overenskomstforhandlingerne, bør man også i sin overordnede økonomiske politik medtænke det værdipolitiske. Ellers har man accepteret det som en af omkostningerne ved vores nuværende model, at en halv million danskere mistrives og jævnligt har langtidssygemeldinger på grund af stress. Socialminister Manu Sareens udtalelser om, at folk skal droppe yoga og hjemmebagte boller er en hån mod de mennesker, der oplever belastninger. At dyrke yoga og bage boller er måske lige præcis det, man har brug for, for at slappe af. Det, at der et individuelt element i valget, skal ikke bruges som undskyldning for at se bort fra de strukturelle problemer.«

– Har børnefamilierne netop ikke opnået bedre vilkår end tidligere gennem arbejdskampe, der har betydet flere omsorgsdage, mere mulighed for barselsorlov o.l.?

»Det er fuldstændig rigtigt. Men samtidig har der været nogle overordnede strukturelle bevægelser, som gør, at de forbedringer bare er plaster på såret. Krisen har accelereret tendensen fra 00’erne til, at man er mere udsat på arbejdsmarkedet. Det kan godt være, at man kan få en ekstra omsorgsdag, hvis man er så heldig, at man er fastansat, men det hjælper jo ikke, hvis man føler at ens job hænger i en tynd tråd.«

Signe Løntoft Ekstern lektor ved Roskilde Universitetscenter og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Adem Fajkovic
Adem Fajkovic anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu