Læsetid: 1 min.

Folketinget fjerner omstridt valgvideo

Den omstridte valgfilm fra Folketinget er tirsdag blevet fjernet fra flere medier, bekræfter Folketinget
Stillbillede fra Voteman-videoen, som nu er fjernet fra Folketingets Youtube-kanal. Filmen kan ses via link nede i artiklen

Stillbillede fra Voteman-videoen, som nu er fjernet fra Folketingets Youtube-kanal. Filmen kan ses via link nede i artiklen

13. maj 2014

Den animerede valgfilm med hovedpersonen Voteman, der skulle få unge til at stemme ved valget til Europaparlamentet, er tirsdag blevet trukket tilbage fra Folketingets YouTube- og Facebook-side.

Det bekræfter Folketingets presseafdeling.

»Mange, hvis synspunkter jeg har dyb respekt for, har opfattet tegnefilmen fra EU-oplysningen langt mere alvorligt og stødende, end den er ment – og mener at den taler ned til de unge,« siger Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), i en e-mail til Ritzau.

»Reaktionerne på de sociale medier deler sig meget skarpt mellem dem, der synes, den er uacceptabelt plat, og dem, der synes, at det er grov, men acceptabel humor, der kan skabe opmærksomhed om afstemningerne den 25. maj. Det sidste var meningen.«

»Men jeg erkender, at Folketinget som institution i fremtiden skal udvise større varsomhed med, hvad vi lægger navn til,« fortsætter Mogens Lykketoft.

Filmen fra Folketinget har den fiktive person Voteman i hovedrollen. Han har sex med flere kvindefigurer og uddeler tæsk til de unge vælgere, der ikke stemmer ved valget til Europaparlamentet.

Link til filmen.

På grund af sit indhold har flere politikere været ude med riven efter videoen. Blandt andre har Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, kaldt den for "noget af det mest platte og nedladende, han nogensinde har set."

»Jeg kan slet ikke forstå, at man bruger kvindevold, porno, afrevede hoveder og uddeling af, jeg ved ikke hvor mange lussinger, som argument for, at folk skal gå ned og stemme,« har Anders Samuelsen sagt.

Hos Venstres Ungdom har man også taget afstand fra videoen, som ifølge landsformand Jens Husted »er helt i skoven.«

»Jeg forstår ikke, hvad sex eller vold har med at stemme at gøre. Tværtimod synes jeg, at man i et demokrati ikke skal frygte for at få nogen på låget, som Voteman uddeler til dem, der ikke stemmer,« lyder det fra Jens Husted.

Videoen, der blev lagt op på Folketingets YouTube-side mandag, havde tirsdag morgen fået knap 200.000 unikke visninger.

Özlem Cekic: Valgvideo skulle aldrig have været lagt op

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Kølliker

Det der demotivere de unge mennesker er sq da, at politikerne ikke taler om virkeligheden. De unge ser dokumentarer på nettet om hvor forrykte vores finansielle systemer er, hvor omfattende nedbrydelsen af naturgrundlaget fortsat er, hvor dobbeltmoralsk det private erhvervsliv er hvad angår miljø- og arbejdsmiljøforhold, hvor uretfærdigt og regressivt de internationale handels- og øvrige aftaleforhold fungerer, og alt dette summerer op til nogle temmelig dystre fremtidsperspektiver.

Men vi taler jo om unge mennesker, de har livet foran sig, de har energi, ambitioner og drømme, de kan godt håndtere et dystert udsyn. Hvad de overhovedet ikke kan bruge er alle de folk på indflydelsesrige poster, som ikke har et ærligt ord at sige om ovenstående problemstillinger. Så er det at det hele forekommer omsonst, og at samfundet er uden konstruktive kanaler for deres energi.

Pågældende kampagnevideo passer perfekt ind i denne politiske afasi. Videoen har jo netop intet politisk indhold.

Faktisk ville den nøjagtig modsatte video være langt mere relevant. Hvordan det ene dramatisk sammenbrud efter det andet indtræffer omkring videoens hovedperson Policyman, og hvert af disse sammenbrud kalder på resolut handling, men Policyman forbliver helt passiv, intet anfægter ham. Sammenbruddene vokser bare i styrke og bliver mere og mere nærgående, men Policyman er urokkelig. Løfter ikke et øjenbryn. Men måske løber der fra ham, hele vejen igennem, en jævn, utydelig talestrøm. Stem på Policyman.

Marianne Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen, Josephine Lehaff, Anders Petersen, Filo Butcher, Søren Kristensen, randi christiansen, Bob Jensen, Uffe Illum og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Dan Johannesson

10 - 0 til Puritanismen og småligheden, i et stadig mere humorforladt Danmark. Tænk at vi som landet der som de første frigav pornoen, nu alle kan få hønserøvsformede, læber af en åbenlyst satirisk video, der i øvrigt har tjent sit formål ypperligt: At få folk ud af tornerose søvnen i to sekunder og huske at de skal give deres mandat til et udemokatisk fascistisk regime om nogle få dage.

Videoen er et klassisk eksempel på vellykket viral markedsføring, hverken mere eller mindre. Og jeg vil sige at hvis EU havde blot 2 % af videoens humoristiske sans, kunne det være at folk faktisk ville kunne begynde at identificere sig marginalt for, lobbyisternes / konglomeraternes centraladministration. (EU)

Men nej, væk med humor og satire, tilbage til urinsur puritanisme og hyklerisk forargelse. Og lad os så se noget mere af den død, psykopati, og satanisme, vi kalder underholdning, til aftenkaffen.

Hvor herre bevares.

Helle Nielsen, Carsten Søndergaard, Anders Petersen, Emil A., Bob Jensen, Helge Rasmussen, John Bødker, Christian Mondrup og Nina Gylling anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Problemet med EU valget er at vi vælgere ikke har indflydelse, og få det samme EU uanset hvad vi stemmer på. Selv om alle stemte på liste N, så ville det stadigt ikke ændre på noget afgørende.

Et andet problem er at kontakten de folkevalgte er væk, hvis de bliver valgt. Og vi ved ikke hvornår der sker noget vigtigt i EU, fordi EU er et tabu emne i pressen. Dels tages de vigtigste beslutninger længe inden at vi høre om dem. Da det ofte er deltaljer i beslutningsforslagene som er afgørende for virkningen.

Det er godt med sex og vold hvis det kan passes ind i alvoren. Men hvad er alvoren i at sende afdankede politiker på en retrætepost? Hvor er det sexede? Hvor er volden? Hvad er den dybere mening med valget?

Hvis man ser på valgplakaterne så giver det, det indtryk at valget er helt ligegyldigt for alle andre end dem, som er på valg. Der er nemlig ikke noget budskab til vælgerne på valgplakaterne.

Elisabeth Andersen, Carsten Søndergaard, Anders Petersen, Filo Butcher, Janus Agerbo, Lise Lotte Rahbek og Uffe Illum anbefalede denne kommentar
Peter Andreas Jørgensen

'Den grimme ælling' er ikke en fuglebog. 'Moby Dick' handler slet ikke om hvaler. Det ta'r ikke kun 5 minutter at handle i Fakta.

Voteman opfordrer ikke de unge til gruppesex, til at slå tænderne ud på hinanden eller til at ride på delfiner til stemmeboksen.

Og der er næsten ingen af dem, der udtaler sig om kommunikation til unge, der ved, hvad de taler om.

Det er måske ikke lige forståeligt for nogen – at man ved første øjekast vil kunne føle sig hensat til et østerlandsk harem – og hvad det klamme motiv på nogen måde vil kunne have noget som helst at gøre med et EU-parlamentsvalg – det er jo ikke noget man plejer at bruge i de kredse – men sådan foregår det åbenbart i EU – når de valgte politikere plejer omgang med deres lobbyister – hvor ligestilling åbenbart også er et demokratisk underskud ...

Filo Butcher

Fedt! En Gangsta-Rocker som rollemodel for at få de unge vælgere af sofaen og puste liv i demokratiet...

Siger noget om både spindoktorernes og de tilknyttede politikeres menneskesyn.

Filo Butcher

Peter Andreas,
det drejer sig jo netop IKKE om hvad de sælger bedst, medmindre man mener at deltagelse i demokrati er et spørgsmål om marketing frem for menings- og holdningsdannelse.

Filo Butcher

Helt ærligt, man må da kunne finde på andet end rullende hoveder og multiple blowjobs for at fange de unge - herrers - fordi alle kvinder bortset fra den lille gruppe eksisterende gangsta hoes må føle sig i mere eller mindre grad forulempet, opmærksomhed

Peter Jensen

"Videoen er et klassisk eksempel på vellykket viral markedsføring,"

Måske skilles vandene bl.a. ved opfattelsen af politik som et produkt til et marked eller ej? Personligt finder jeg det ganske afdemokratiserende at iagttage mennesker med valgret som markedselementer (dvs. forbrugere). Men jeg er med på at det er en grundlæggende del af det moderne konkurrencedemokrati, som Europaparlamentsvalget indgår i/er udtryk for.

Heinrich R. Jørgensen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar
Josephine Lehaff

Modviljen imod folketinget EP-valgkampagne, handler ikke om politisk korrekthed. Det handler om strategi.

Nu er jeg selv ung og omgåes hovedsageligt andre unge. Blandt mine bekendte er modtagelsen overvældende (faktisk udelukkende) negativ. Vi var allerede opmærksomme på EP-valget. Det der savnes er ikke viden, om at der er et valg, men information vi kan stemme ud fra. Der har været meget information om patentdomstolen, men meget lidt EP-kandidaterne. Folketingets kampagne retter ikke op på dette problem. Målet har forhåbentligt været at unge stemmer intelligent, ikke blot at vi møder op på valgstedet, og i den henseende har kampagnen fejlet gevaldigt. Sexisme, heteronormativitet, vold, og et par bare tegneseriebryster inspirerer ikke unge mennesker til at sætte sig ind i et valg.

Obamas kampagner i 2008 og 2012 fik involveret unge på en seriøs måde, og Obama vandt, blandt andet fordi det lykkedes hans folk at få de unge til at stemme. Deres strategi respekterede at problemet med unge og demokrati ikke er, at unge er dumme og overfladigske, men snarere at unge ikke effektivt kan kontaktes via nyheder og telefonbøger, og at vi i øvrigt er ekstremt desillusionerede. Vejen til de unge viste sig for Obama at være igennem videnskampagner i de sociale medier. Man vinder ikke vores tillid ved at behandle os som idioter, man vinder vores tillid ved at kontakte os og behandle os som seriøse potentielle demokrater. Store dele af min generation føler sig allerede overset af systemet. Vi respekterer ikke systemet, som ikke respekterer os. Folketingets kampagne gør kun den mangel på respekt mere tydelig, og den inspirerer ingen velvilje. Obamas kampagne virkede, fordi den inspirerede unge amerikanere til at bevise, at de var engagerede og dedikerede borgere. Folketingets kampagne har gjort det modsatte. Den har sat os i en umulig situation: hvis vi stemmer, risikerer vi at bekræfte dem i deres tro på at vejen til os er igennem idioti, og hvis ikke vi stemmer, bliver vi ikke repræsenteret, og myten om de dovne og uengagerede unge lever videre.

Som sagt, det er et spørgsmål om strategi.

Martin Madsen, Marianne Rasmussen, Henrik Christensen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar
Josephine Lehaff

"Videoen er et klassisk eksempel på vellykket viral markedsføring, hverken mere eller mindre. Og jeg vil sige at hvis EU havde blot 2 % af videoens humoristiske sans, kunne det være at folk faktisk ville kunne begynde at identificere sig marginalt for, lobbyisternes / konglomeraternes centraladministration. (EU)
Men nej, væk med humor og satire, tilbage til urinsur puritanisme og hyklerisk forargelse."

Når kampagnens målgruppe reagerer med afsky, kan der ikka være tale om vellykket viral markedsføring. Viral markedsføring skal sælge et produkt, hvis ikke produktet bliver solgt, er det ikke vellykket. Af dem jeg har talt med, har der været flere, som ville undlade at dukke op til valget på grund af kampagnen og folk hvis holdning har været uændret, end der har været folk, som er blevet inspireret til at deltage i den demokratiske process. Faktisk har jeg endnu til gode at høre fra nogen, som vil deltage på grund af dette clip. Når en reklame fejler, nytter det ikke noget at sige "reklamen var god, men publikum var åbenbart for dumme til at fatte den." Formålet med reklamer er ikke at blive set, men at sælge et produkt. Kampagnen er et eksempel på viral markedsføring, ja, men ikke vellykket.

Dan Johannesson

Josphine Lehaff. Jo kampagnen ér særdeles vellykket, hele Danmark taler om den, det er netop essensen af viral markedsføring. Det handler ikke om pænhed, men om effekt.

Og selvfølgelig handler politik om markedsføring, det har ikke handlet om andet i årtier. Det er selve essensen i propaganda, og moderne politik, at formulere, hype og sælge netop dén frygtmytologi, som flest mulig abonnerer på. Tænk blot på: The Anthrax Scare, N1H1 løgnen, SAR overdrivelsen, 9/11 historien, og "Masseødelæggelses våbnene". Alle som en baseret på løgn, myter og overdrivelser. EU blev oprindelig solgt på frygten for at sælge mindre Dansk bacon...

Det hele er løgn og spin. Demokratiet er en illusion, fremført af kregjlere og forbrydere i slips, der blot følger diktaterne fra EU, der igen tager diktat fra lobbyister og konglomerater, der om nogen kender til "værdien" af markedsføring.

Velkommen ud i virkeligheden Neo, you've been living in a dream world.

Helle Nielsen, Marianne Rasmussen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Josephine Lehaff

Det handler om en specifik effekt, nemlig salg. I dette tilfælde er det ønskede produkt valgdeltagelse. Ser du nogen diskutere valget? For jeg ser folk skælde ud på folketinget for ikke at tage demokratiet og deres vælgere alvorligt, og jeg ser folk protestere over videoen. Det jeg ikke ser, er unge mennesker diskutere hvad og hvem de vil stemme på. Så hvad er så succesen?

Bjarne Bisgaard Jensen

Der er gennem de senere år opstået en besynderlighed i pressen og hos reklamefolk og forskere for den sags skyld gående på at unge tilsyneladende er en fremmed race, som man kun kan kommunikere med gennem et forfladiget sprog, primitive holdninger, sex og alkohol m.m., og at de voksne i den sammenhæng skal opføre sig som lallende idioter, her personificeret ved folketinget, for at skabe kontakt, herre jemini.

Vibeke Rasmussen, Christel Gruner-Olesen og Josephine Lehaff anbefalede denne kommentar
Carsten Søndergaard

Josephine, du skriver, at både du og din omgangskreds allerede er opmærksomme på EP-valget. Du debatterer oven i købet her på Information. Du er med andre ord slet ikke i målgruppen for valgvideoen, som henvender sig til dem, der ikke er klar over, at der er EP-valg, eller som ikke har haft anledning til at tænke over, om det kunne være noget man burde forholde sig til.

Du - og formentlig din omgangkreds, hvis den minder om dig selv - har allerede tænkt jer at stemme. Mange andre unge mennesker har ikke. Det er dem, videoen forsøger at banke op.

Det kunne givetvis være gjort på flere andre måder. Det bliver det måske næste gang.

Jesper Wendt

Løsningen er: Europa(Føderal stat), eller en afvikling af Unionen. Eller en bedre regulering af den politiske portfolio, så realpolitik ikke decimeres. Der sker åbenlyst en centralisering, uden den demokratiske udvikling, udvikles i samme takt, det vil forplante sig i sammenhængskraften. Den store vandring til DF, har samtidig reduceret centrum-venstre indflydelsen- som jo er EU nidkær. Venstre, er forfærdede over at hænge på gæld i udlandet, og pisker svinehunden. Det ligner et exit på sigt. Det manglende samfundssind, blev publiceret ved Trojkaens økonomiske overgreb, på en hjælpeløs befolkning. Overladt til sjakaler fra hedgefonde. Jeg kunne nok blive ved. :)

Anders Kronborg Madsen

Jeg synes, det er mærkeligt, at man ikke står ved videoen, når man nu har valgt at lave den i første omgang. Alle må have vidst, at det var en lidt "alternativ" tilgangsvinkel. Omvendt så kan man sige, at man får dobbelt omtale ved først at sende videoen ud og derefter trække den tilbage. Så er målet vel nået!

Britta Hansen

Nu har jeg langt om længe også set videoen, takket være den store omtale. Og jeg synes, den er vittig. Budskabet er landet hos mig: husk nu at stemme til EU-valget. Indholdet er fuldkommen grotesk og virkelighedsfjern, og det er der, den fænger.

Som jeg har læst ovenfor, synes unge åbenbart ikke om den - måske vil de (halv)gamle jo more sig over den og endda ....huske at stemme til valget.