Nyhed
Læsetid: 4 min.

’En formand skal en gang imellem mærke suset bagfra’

Det er sundt for en partiformand at blive udfordret, mener medlem af Venstres forretningsudvalg og tidligere præsident for Landbrugsrådet, Peter Gæmelke. Men lige nu er der stor mistillid i partiet, vurderer han
’En formand skal en gang imellem mærke suset bagfra. Det får ham til at skærpe det daglige arbejde. Det har jeg selv prøvet som formand for en stor landsdækkende organisation. Indimellem skal der være nogle, som råber udefra, fordi det gør, at man i sidste ende får styrket sit politiske mandat,’ siger Peter Gæmelke, der er medlem af Venstre.

’En formand skal en gang imellem mærke suset bagfra. Det får ham til at skærpe det daglige arbejde. Det har jeg selv prøvet som formand for en stor landsdækkende organisation. Indimellem skal der være nogle, som råber udefra, fordi det gør, at man i sidste ende får styrket sit politiske mandat,’ siger Peter Gæmelke, der er medlem af Venstre.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Indland
23. maj 2014

Han var en af de første til at kræve en redegørelse af Lars Løkke Rasmussen og Venstres organisation omkring indkøb af tøj og familierejser til partiformanden.

Og han var den første til at fortælle offentligheden, at Venstres forretningsudvalg var tilfredse med den mundtlige redegørelse, udvalget havde fået af partitoppen.

LÆS: Flertal tror ikke på Løkkes forklaring

59-årige Peter Gæmelke er den seneste uge blevet bindeleddet mellem Venstres øverste top og partiets klassiske bagland med rødder i landbruget.

Den tidligere præsident for Landbrugsrådet havde gerne set, at kritikken af V-formand Lars Løkke Rasmussen var forstummet efter mødet i forretningsudvalget tirsdag aften:

»Det ærgrer mig, at når vi i forretningsudvalget får lagt tingene frem og kan se, at Løkke har betalt sit tøj selv og betalt den skat, han skal, så tror baglandet stadig ikke på det. Det bekymrer mig, at de ikke har tillid til os i forretningsudvalget,« siger han.

Peter Gæmelke kender alt til arbejdet i små partiforeninger gennem sin dagligdag i det midtjyske, og han har forståelse for, hvordan de lokale V-partiformænd reagerer.

Medlemmerne bliver usikre

»Vi har i forretningsudvalget meddelt, at vi giver Lars Løkke vores fulde opbakning. Men det er klart, at der er en masse mennesker på mellemniveau i organisationen, som bliver usikre. Der er usikre medlemmer, som ringer til dem og klager over situationen. Hvis man så ikke har været tæt nok på at få svarene, så er det letteste at sætte tingene lidt firkantet op i medierne,« siger Peter Gæmelke.

Ifølge Peter Gæmelke kan en af årsagerne til den massive og fortsatte kritik af partitoppen fra baglandet skyldes, at der ganske enkelt er blevet for stor forskel på, hvordan de to grupper opfatter virkeligheden.

»Der er forskellige opfattelser i Venstre af, hvad der er ekstravagant. Det behøver ikke være mellem Jylland og København. Det kan også være mellem Vest- og Østsjælland. Venstre har ikke en fasttømret organisation, som er hængt op på en fagforening eller en virksomhed. Venstres bagland er en flok frivillige, dedikerede, liberale mennesker, som gerne vil gøre en organisatorisk indsats og understøtte en politisk udvikling med udgangspunkt i liberalisme under ansvar og frihed for den enkelte,« siger Peter Gæmelke og fortsætter:

»Den indsats får de intet for. De bruger masser af timer. De kører masser af kilometer. Derfor bliver sådan et bagland nemt og helt naturligt oprørt, når der kommer sager. Derfor skal partitoppen og den del af partiet, som færdes i København, hele tiden tænke på, at man skal være ydmyg i forhold til den indsats, som ydes i baglandet, hvor man uden honorar og uden kørselsgodtgørelse gør en stor indsats. Er man ikke ydmyg over for det, så har vi ingen til at hænge valgplakater op, til at arrangere politiske møder eller holde sammen på baglandet,« siger Peter Gæmelke.

Stort kontaktbehov

Skal Venstre ud af den aktuelle krise og genskabe tilliden til formanden – først internt i partiet og siden i resten af befolkningen – er der ifølge Peter Gæmelke kun en vej.

»Man er hele tiden nødt til at have i sit baghovedet, at de ting, man laver, de skal kunne tåle fuldt dagslys. Det skal kunne forklares og forsvares – uden tillægsord. Ellers skal man ikke gøre det. Åbenhed er et vigtigt nøgleord. I mit gamle job sagde jeg altid, at der er tre grundregler for at få opbakning blandt medlemmerne og ude i samfundet: åbenhed, åbenhed og åbenhed. For det er svært for de fleste at kritisere, hvis oplysningerne kommer åbent og ærligt,« siger Peter Gæmelke.

Venstres partisekretær, Claus Richter, skal nu på turné til de lokale Venstre-formænd, og han har allerede holdt det første telefonmøde, hvor lokalformændene blev orienteret situationen. Den type kommunikation er ifølge Peter Gæmelke altafgørende, hvis kritikken fra baglandet skal forstumme.

»Vi var også i forretningsudvalget enige om, at vi skulle gøre en ekstra dyd ud af at orientere baglandet. Vi kender det jo også hjemme fra familien: Hvis ikke vi fortæller konen, hvad vi har lavet, så giver det også en helvedes ballade,« siger Peter Gæmelke.

»Topledelsen og vi i forretningsudvalget skal være med til at sikre, at der bliver skabt en tillid. Så når hele forretningsudvalget bakker op om ledelsen, og hele folketingsgruppen bakker op om ledelsen, så må de altså se at komme ud, hvor de er valgt, og fortælle om det. Det er ikke nok, at de gør det i et lukket lokale i København,« siger Peter Gæmelke.

Gennem den seneste uge har der var sat spørgsmålstegn ved Lars Løkke Rasmussens fremtidige formandskab. Men selv om det er ubehageligt for et mangeårige medlem af Venstre som Peter Gæmelke, kan der komme noget positivt ud af det, vurderer han.

»Venstre er jo et demokratisk parti, så at der er diskussion om formandsposten, gør mig ikke noget. En formand skal en gang imellem mærke suset bagfra. Det får ham til at skærpe det daglige arbejde. Det har jeg selv prøvet som formand for en stor landsdækkende organisation. Indimellem skal der være nogle, som råber udefra, fordi det gør, at man i sidste ende får styrket sit politiske mandat. Det må bare ikke blive for voldsomt.«

Engell: Løkke er slået helt hjem

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Jørn Pedersen

Tillid er ikke noget, der kommer på komando fra en person. Det er noget, der bygges op over tid.
Mistillid kan komme natten over.
Hvordan Peter Gæmelke kan undre sig over, at der ikke er tillid til forretningsudvalget, kan undre mig.

Der er så mange uklarheder og modsigelser i hele forløbet med Lars Løkke, at hovedparten af Danmarks befolkning ikke vil have tillid til Lars Løkke mere.

Når forretningsudvalget støtter Lars Løkke i disse modsigelser, så regner mistilliden ned på forretningsudvalget.

Som tidligere formand for en stor organisation, så ved han hvordan det er.

Min overbevisning er, at Claus Hjort har giver ordre til, at man skulle være enige. Boomerangen havde forretningsudvalget ikke set komme.

Henrik Christensen, Lise Lotte Rahbek, Lykke Johansen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Rune Petersen og Kim Øllgaard anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Når Venstres forretningsudvalg betingelsesløst støtter Løkke, så får jeg den tanke: Gad vide hvad de selv har fået betalt af Venstres partikasse.

Lykke Johansen, lars abildgaard, Jens Jørn Pedersen, Rasmus Kongshøj, Mette Hansen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Blandt de pengesnu venstrefolk plejer man at sige, at man ikke skal smide gode penge efter dårlige. Og alligevel kastede de forleden dag den respekterede Gæmelke efter den fordærvede Lars Løkke. Og sådan breder det sig fra det dårlige æble i tønden.

Morten Pedersen, Henrik Christensen, Rune Petersen, Lise Lotte Rahbek, Lykke Johansen, lars abildgaard, Jens Jørn Pedersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Hvorfor skulle Venstrefolkene da også være bedre tjent med deres ledere, end man er i andre partier med deres??
Det er jo samme sort det hele??

Lars Bo Jensen

Er Løkke virkelig den eneste af Venstres topfolk der har haft familien med på ferien/strategiseminaret, der af uransagelige grunde skulle holdes på Mallorca. (For man kan jo ikke diskutere strategi i Brædsted.)