Friheden til at forsørge sig selv

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksens menneskesyn og hendes fokus på ret og pligt i kontanthjælpsreformen er kernesocialdemokratiske værdier, som resten af partiet og arbejderbevægelsen har glemt, da de opbyggede velfærdsstaten, siger professor Ove K. Pedersen, der er aktuel med ny bog
Man har i hele velfærdsstatsperioden efter Anden Verdenskrig opgivet forståelsen af, at retten til selvforsørgelse er en af de største friheder og myndiggørelsesprocesser, det danske samfund har været igennem, mener Ove Kai Pedersen, der er aktuel med ny bog

Man har i hele velfærdsstatsperioden efter Anden Verdenskrig opgivet forståelsen af, at retten til selvforsørgelse er en af de største friheder og myndiggørelsesprocesser, det danske samfund har været igennem, mener Ove Kai Pedersen, der er aktuel med ny bog

Kåre Viemose
22. maj 2014

Der er noget, alle de velmenende på venstrefløjen, oppositionen internt i det gamle arbejderparti Socialdemokraterne, i fagbevægelsen og ikke mindst det kritiske bagland rent har glemt: Den største frihed af alle er ikke at blive fri for at arbejde, men fri til at arbejde. Kun gennem uddannelse og arbejde bliver man fri – fri fra at blive forsørget af staten.

Efterkrigstidens velfærdsstat med dens tildeling af rettigheder til snart sagt alle samfundsgrupper fra høj til lav, er heller ikke den historiske sejr, Socialdemokraterne elsker at varme sig ved, når de længes efter fordums dominans i vælgerhavet. For der var ikke råd til al den velfærd, og drømmen brast.

Det mener professor ved CBS, Ove K. Pedersen, der med sin nye bog Markedsstaten – andet bind i trilogien om den danske stats historie – netop er gået arkæologisk til værks i perioden, hvor frihedskampen bestod i arbejdskraftens frigørelse fra enevældens åg. En kamp der kulminerede i 1899, hvor Danmark fik den første hovedaftale mellem arbejdsgivere og arbejdere.

»Man har i hele velfærdsstatsperioden efter Anden Verdenskrigs opgivet forståelsen af, at retten til selvforsørgelse er en af de største friheder og myndiggørelsesprocesser, det danske samfund har været igennem. Offentlig forsørgelse er nok en social ret. Men den baserer sig på retten til at forsørge sig selv og retten til at råde frit over egen arbejdskraft,« siger professoren.

»Den forståelse er forsvundet, fordi Socialdemokraterne, fagbevægelsen og de sociale organisationer med succes har koncentreret sig om at minimere rettighedstabet ved offentlig forsørgelse,« siger han med henvisning til, hvordan man historisk kunne ende i tugthus, ikke var valgbar eller ikke kunne stemme til kommunal- og folketingsvalg, hvis man blev forsørget af staten.

I historiens muld ligger så at sige den røde tråd, som Socialdemokraterne for tiden leder så desperat efter. Graver de skatten op, har de til gengæld en historisk sejr, som kan overbevise de forsvundne vælgere om, at regeringens reformer skam hviler på sikre kernesocialdemokratiske værdier, nemlig at friheden til at arbejde går forud for retten til offentlig forsørgelse.

Ove K. Pedersens greb i historien på enevældens tid rækker endnu længere tilbage end beskæftigelsesminister Mette Frederiksens, når hun forsvarer sin kontanthjælpsreform med henvisning til det socialdemokratiske arvegods indskrevet som ret og især pligt på farfarens røde faner i 1930’erne. Men han giver hende ret i den standende fejde mellem ministeren og en anden professor og velfærdsstatshistoriker, Jørn Henrik Petersen.

Sidstnævnte har angrebet ministeren for historieforfalskning: Når man i arbejderbevægelsen dengang i 1930’erne talte om pligter, var det ikke underklassen, man tænkte på. Men overklassen, der havde alle privilegierne, men ingen pligter.

»Det, Mette Frederiksen siger, er, at de unge og de svageste skal have betingelserne for at forsøge sig selv. Derigennem bliver de fri. Det er det myndighedsbegreb, som ikke alene arbejderbevægelsen bygger sin historie på. Men som også grundtvigianismen og hele vores lutheranske og evangeliske tro baserer sig på. Det er en af de mest grundlæggende værdier i vores samfund,« siger han.

Samme problem i 350 år

Ret og pligt hænger sammen og har gjort det i 350 år. I Grundloven står der både, at vi har en social ret til at blive forsørget, men også at vi har pligt til ’at underkaste os loven’ og det politiske flertals beslutning, hvis vi gør. Det fremgår, at alle bør ernære sig selv, men også at det er lovgiverne, der beslutter under hvilke betingelser, det skal ske.

Men med efterkrigstidens velfærdsstat »skærer vi« ifølge Ove K. Pedersen »den lange historie om friheden til at arbejde og retten til at modtage forsørgelse over og underprioritere spørgsmålet om selvforsørgelse.«

Lige siden 1980’erne har regeringer uanset politisk observans dog forsøgt at genetablere forbindelsen. De har forsøgt at genindføre noget for noget og understreget friheden til selvforsørgelse som vigtig, i stedet for noget for ingenting som velfærdsstaten har gjort til et princip.

Det er sket i takt med, at offentlig forsørgelse uden social stigmatisering og tab af rettigheder bliver gennemført i lovgivningen – og i en kort, men vigtigt periode i 1980’erne også uden kontrol og krav om aktivering.

Diskussionen kan virke som historiker-slam for politiske nørder, men spørgsmålet om ret og pligt og balancen mellem de to er ifølge professoren det væsentligste spørgsmål, der gennemsyrer hele vores seneste 350-årige politiske historie. Herunder også den korte periode under velfærdsstaten.

Det er samtidig den politiske kamp om balancen mellem ret og pligt, der stiller betingelserne for reformeringen af velfærdsstaten. At kampen flyder med politiske ’casualties of war’ kan man forvisse sig om ved at erindre, hvad der skete, da professor Ove K. Pedersen udgav sin første bog i trilogien med titlen Konkurrencestaten – hvor han hævder, at den nuværende konkurrencestat forsøger at løse nogle af de problemer, den gamle velfærdsstat ikke var i stand til.

Da finansminister Bjarne Corydon efterfølgende omfavnede begrebet og gjorde Pedersens diagnose til sin politiske vision, resulterede det i skummende raseri blandt dem, han forsøger at overbevise. De mente, at konkurrencestaten snarere er i gang med at afvikle velfærden og solidariteten. To ting som ikke mindst socialdemokrater er sat i verden for at forsvare, hævdede kritikerne. Sjældent har en samfundsdiagnose udviklet på et universitet, nok så velfunderet og akademisk overbevisende, fået så megen omtale.

Skiftende regeringer har i de sidste årtier forsøgt at stramme op på velfærden og bekæmpe holdninger i befolkningen, der viser sig i meningsmålinger, hvor langt færre danskere end tidligere siger, at de hellere ville klare sig selv end at modtage offentlige ydelser.

Nyrups opstramninger af dagpengereglerne i staten af 1990’erne er bare ét eksempel.

Men det har afgjort gjort mest ondt i den røde blok, hvor Socialdemokraterne beskyldes for at føre blå politik, og SF helt måtte forlade regeringen – på grund af DONG-sagen ja, men forinden havde deres vælgere forladt partiet, bl.a. fordi de afviste reformkuren som den rette medicin til den skrantende velfærdsstat.

Ifølge Ove K. Pedersen er konkurrencestaten med dens fokus på at reformere gennem aktiv arbejdsmarkedspolitik, kontrol og styring af de arbejdsdygtige, der er på offentlige forsørgelse herunder ændringer af dagpengeregler altså en forlængelse og udbygning af velfærdsstatens fokus på rettigheder.

Samtidig erkender han, at konkurrencestatens reformer går ud over dem, der nød godt af velfærdsstatens rettigheder.

»Men det er altså fællesskabet, der har retten til at definere, hvor balancen mellem ret og pligt skal ligge. Grænsen mellem de to har altid være politiseret, og du har ikke muligheden for selv at vælge, det gør det politiske flertal på dine vegne.«

Ved Septemberforliget i 1899 får danskerne i modsætning til f.eks. amerikanerne aldrig den fulde, liberale arbejdsfrihed. Til gengæld får vi ret til offentlig forsørgelse og kollektivt aftalte rammer for den individuelle ansættelseskontrakt.

»Vi får aldrig et liberalt arbejdsmarked. Men det er hverken på grund af parlamentarikerne, arbejdsgiverne, kapitalisterne eller den enevældige konge, men fordi socialisterne, især de reformvillige, påtager sig at gennemføre en dansk variant af arbejdsfriheden i et kompromis med arbejdsgiverne. Det er en socialistisk vej til individualisme, og dermed har du grunden til spændingen mellem kollektivisme og individualisme, der efterfølgende præger hele vores historie. Det betyder også, at politikerne får magten over vores individuelle arbejdskraft, fordi det individuelle altid er underordnet det kollektive. Det er en måde at sige på, at når vi arbejder, så arbejder vi først og fremmest på betingelser fastsat af fællesskabet og derefter for os selv.«

»En amerikaner derimod må selv om, hvorvidt han vil arbejde og under hvilke betingelser. Men hvis han ikke arbejder, så hjælper staten ham heller ikke, i hvert fald ikke meget og ikke i særlig lang tid. Den frihed til ikke at arbejde har vi ikke i Danmark, og det skaber grundlaget for velfærdsstaten.«

Middelklassen også ramt

Kritikere af konkurrencestaten og dens bestræbelser på at bevare velfærden er så at sige med til at underminere samme velfærdsstat, påpeger Ove K. Pedersen. For alternativet er den ultimative frihed til at arbejde på helt egne betingelser og selv løbe risikoen som i USA.

»Alternativet til den danske model er, at du forsørger dig selv på den måde, som du finder god. Det er der millioner af mennesker, der gør i USA. De modtager ikke ydelser fra staten, men de arbejder heller ikke. De fifler, lever af at jage eller samle, hvad de nu kan finde.«

– Hvis politikerne forvalter deres magt til at bestemme over danskernes arbejdskraft for nidkært med straf og uværdig kontrol, har pendulet så ikke svinget for meget over i pligtens retning?

»Det er rigtigt, at konsekvensen af færre rettigheder er mere kontrol og styring. Men det ligger i Grundloven, at politikerne bestemmer, hvem der er de værdigt trængende, og så må vælgerne afsætte politikerne, hvis de er utilfredse med deres vurdering. Noget synes at tyde på, at flertallet af befolkningen støtter op om en vis aktivering og kontrol. Derfor har vi også en offentlig debat om, hvorvidt Fattig-Carina og Dovne-Robert virkeligt er fattige eller dovne. Det ser du aldrig i USA. Men i Danmark er det det politiske flertal og den politiske offentlighed, der definerer, hvem der er dovne. I den debat findes der ikke saglige og usaglige argumenter. Ej heller objektive kriterier. Det er en politisk kamp, som er over 300 år gammel.«

– Det begunstiger vel igen middelklassen, dem med de gode uddannelser, som også Jørn Henrik Petersen argumenterer. Underklassen får aldrig majoriteten?

»Reformerne rammer ikke kun de svageste. Middelklassens unge har f.eks. ikke længere ret til seks, syv års SU, men kun fem. Dagpengestramningerne kan jo også ramme middelklassen – både faglærte arbejdere og offentligt ansatte,« siger Ove K. Pedersen, der understreger, at Danmark trods en periode med voksende ulighed stadig er et af de mest lige samfund i verden. Bl.a. fordi konkurrencestaten er kendetegnet ved, at den har målrettet sine sociale ydelser til dem, der har behov og derfor ikke nødvendigvis giver ydelser også til middelklassen.

»Den nuværende konkurrencestat adskiller sig fra velfærdsstaten ved at være meget mere ambitiøs end den klassiske velfærdsstat. Den målretter f.eks. sine ydelser til dem, der har behov, og skærer også der, hvor der ikke er så store behov for eksempel hos middelklassens unge. Tænk på målsætningen om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Den klassiske velfærdsstat, som vi begyndte at reformere i slutningen af 80’erne, accepterede, at 20 pct. af de unge aldrig fik en uddannelse. Kun få løftede et øjenbryn. Nu begynder alle at tale om de uheldige konsekvenser af konkurrencestatens pres på uddannelse til alle. Men hvad er de heldige konsekvenser af, at 20 pct. af en ungdomsårgang ikke får nogle kompetencer og af samme grund for altid vil blive afhængig af offentlig forsørgelse og dermed forpligtiget til at underkaste sig loven og det politiske flertals beslutninger?«

– Du siger, at den væsentligste politiske debat er debatten om ret og pligt. Er det vigtigste politiske spørgsmål ikke, hvordan vi får skabt flere jobs til dem, der gerne vil arbejde?

»Der er tale om to forskellige debatter. Den første – om ret og pligt – drejer sig om værdier, og der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiet er på vej ind i en diskussion om egne værdier og deres historie. Det samme er andre partier faktisk også. Derfor er den debat vigtig, og kan endda vise sig at blive meget vigtig i fremtiden. Debatten om nye jobs handler om reformer og er standard mellem centrum-venstre og højrefløjen i perioder, hvor det bliver muligt at kick starte økonomier med vækstpakker efter en krise,« siger Ove Kai Pedersen.

Markedsstaten af Ove K. Pedersen udkommer i næste uge.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Lars Jørgensen

Endelig forklare Ove Kaj Pedersen sit egentlige standpunkt - USA er forbilledet. Når han nu klart tolker hele socialdemokratiets historie fra den historiske begyndelse til nutidens neoliberale 'socialdemokratiske' politik og dens stadig stigende fokus på Reagans 'Workfare' som et grundlæggende spørgsmål om at give folk mulighed for at forsørge sig selv. Det er da fantastisk som Pedersen formår at retfærdiggøre den socialdemokratiske neoliberalisme. Mon ikke han snart er ansat som spindoktor for enten Helle eller Corydon? NEJ... Det vil han nok ikke. Han er alt for glad for prædikatet 'uafhængig'. Og det er i øvrigt også langt mere effektivt for Corydons politik, så længe Pedersen står udenfor og prædiker sin neoliberalisme som analytisk fornuftig og videnskabelig funderet. Men lur mig om han ikke allerede har besøgt - og også i den nære fremtid kommer til jævnlige besøg på gangene på Christiansborg for at give ærværdig 'uafhængig' rådgivning.

Brugerbillede for Steffen Gliese

I et demokrati er borgerens eneste pligt at deltage i deliberationerne over samfundets udvikling og de beslutninger, der skal føre til dette. Hvorledes forsørgelsen foregår er et privat spørgsmål, men staten skal selvfølgelig sikre, at folk har noget at leve af, så de kan deltage i det offentlige samfundsliv.
Der er derimod ingen frihed i at være underlagt arbejdets tvang, kun når dette kan foregå af lyst eller nødvendig og indenfor en overskuelig tidsmæssig ramme, er det acceptabelt. Menneskehedens historie er historien om en stadig kamp for at frigøre sig fra de mekanismer, livets opretholdelse kræver. Vil man underlægge sig begærligheden, er intet lettere end at arbejde hårdt; men det er meningsløst.

Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth

Ja, der "fifles" i USA. Hvis det er den type samfund Ove K. Pedersen ønsker sig, vil jeg råde ham og andre i den priviligerede klasse til at anskaffe sig et skydevåben, nogle høje mure, en masse pigtråd og en god psykolog. Et elektronisk overvågningsystem burde man måske også overveje?

Hvem er det i øvrigt, som påstår at retten til offentlig forsørgelse går forud for retten til arbejde? Ikke Socialdemokraterne - heller ikke venstrefløjen, mig bekendt. Der findes mange pseudo diskussioner. Men de har alle det samme udgangspunkt: At tillægge modparten synspunkter som modparten ikke har.

Brugerbillede for Lars Jørgensen

Det er på tide, at de - i hjertet - danske socialdemokrater indser, at Socialdemokratiet ikke længere er en del af løsningen men er en del af problemet. Ligesom de mest fornuftige englændere har erkendt, at Labour er del af problemet ikke løsningen i UK. http://www.theguardian.com/commentisfree/2014/mar/27/ken-loach-labour-fa...

Brugerbillede for Dennis Berg

Velfærdsstaten var kapitalisternes hold-kæft-bolsje til arbejderne, som skuede mod øst og kommunismen for løsningen på undertrykkelsen.
Denne kontrakt - fortsættelse af det kapitalistiske, udbyttende system til gengæld for goder til arbejderne (som alle ikke-kapital-ejere er, dvs. de fleste af os lønmodtagere) - er blevet sagt op og vi vidner lige nu tilbagerulningen.
Når reaktionen med forsinkelse kommer fra arbejderne, så kan det være, at kapitalisterne kommer til at fortryde opsigelsen af kontrakten, for det er ikke sikkert, at de vil kunne få den genindført.

Brugerbillede for Jesper Wendt

Den strukturelle ledighed er helt afgørende for konjunkturudviklingen, så fuld beskæftigelse er ikke ønskværdigt for samfundet.

Det lyder mere som et fakkeltog, for svundne lutherske traditioner, med straf. Man løser ikke de globale udbudsproblemer - ved at straffe de ledige. Det kan måske redde lidt på den korte bane, men langsigtet, vil det kun eskalere problemerne. Hvis danskere går til 10 kr i timen, så ryger de ned på 5 kr i Kina, så det er en stakåndet frist.

At man er tvunget til offentlig forsørgelse i Danmark, er da det rene vås. Det er og har altid været et argument, om, at hvis man var utilfreds, så vidste man hvor døren var. Det vælter med stråmænd, det var kun et par stykker af dem.

Brugerbillede for Mads Kjærgård

For øvrigt! Retten til arbejde hjælper jo ikke meget, når der ikke er noget arbejde og maskiner overtager mere og mere, resten deler øst arbejderne under forfærdelige vilkår. Men fandens rart at kunne sidde og boge den inde på CBS, møde lidt op af formiddagen, gå tidlig hjem, og holde sig et par ugentlige hjemmearbejdsdage. Så ved man nok, hvad man snakker om, i USA er der jo millioner af fattige og især fattige børn, som vokser op, uden at kunne få bare det mest basale som fx mad og medicin. Sjovt nok for øvrigt at reformationen bliver nævnt som eksempel, for det var derefter at fattiggårde og arbejdsanstalter skød frem og fattigdom gjort til noget ydmygende. Men altså folk fra CBS, jeg ved ikke hvad de lærer derinde, empati er ikke en del af deres pensum i hvert fald!

Brugerbillede for Alexander Jørgensen

For mig at se, er det grundlæggende problem her det unuancerede negative frihedsbegreb (modsat det positive, ifølge Isaiah Berlins distinktion), som vi kender fra den liberale tradition. Jeg savner i den politiske debat en bredere forståelse af og reflektion over, hvad frihed egentlig betyder.

Jeg tror, mange tager det for givet, at frihed kun kan betyde noget i retning af 'frihed mod konkrete ydre omstændigheder', hvor frihed er en evne JEG besidder og som ANDRE kan stille sig i vejen for.

Dette er naturligvis ikke helt forkert, men jeg ser ikke primært frihed som noget jeg besidder. Jeg ser det snarere som et mulighedsrum, der altid vil være afgrænset af mine omgivelser og mere generelt min kastethed i denne verden. Man er ikke fri, når man står med den sociale immobilitets kniv for struben.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Ove Kaj Pedersen er simpelthen dum at høre på! Han kan ikke argumentere, han tager vilkårlige og letforanderlige beslutninger som givne rammer, men sandheden er jo den, at folk, der lever af overførselsindkomster, ikke er underlagt tvang og kontrol fra statens side af anden grund, end at politikerne har vedtaget det. Når folk konfronteres med, hvad den kontrol koster, vil de langt hellere bare betale for, at disse svage, perspektivløse unge får en rimelig tilværelse. Derudover kommer, at rigtig mange aktiviteter i samfundet slet ikke kan foal oregå på almindelige løn- og arbejdsbetingelser, og disse aktiviteter er vores samfund blevet stadig mere fattigt på. Det er jo ikke sådan, at arbejdsstyrken er blevet mindre eller at den arbejdende del af befolkningen ikke når, hvad de skal, tværtimod er der blot tale om, at vi har indrettet et system til omfordeling, der skal sikre den enkelte uafhængighed af familien. Desværre rulles alle disse fremskridt tilbage, ganske grund- og planløst. Frihed er ikke frihed, men frihed til slaveri.

Brugerbillede for Alexander Jørgensen

@Peter Hansen: Præcis. Materiel - såvel som kulturel - bundethed kan man begrænse og det vil give større frihed til flere. Man begrænser jo så klart nok dem, der befinder sig i den vulgære ende af fødekæden.

Min vigtigste pointe er nok, at FULDKOMMEN frihed ikke kan eksistere slet og ret. Det er ganske enkelt indbildning. En forvrøvlet og oven i købet stærkt normativ omgang med dette begreb er utrolig farlig.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Det er klart, at fuldkommen frihed ikke kan eksistere, spørgsmålet er mere, om man arbejder henimod at opnå så meget af den som muligt, eller om man tværtimod antager Ove Kaj Pedersens "1984"-definition.
Sjovt nok havde vi den langt større frihed i det ægte 1984, fordi samfundet så det som sin opgave at neutralisere strukturelt påførte problemer. At mange mennesker stadig ser på et samfund som det da gældende i et positivt lys kan man se af den betydelige exodus til fattig-Berlin, der har fundet og finder sted: folk vil hellere leve med relativt få omkostninger, men med stor mulighed for at udleve sig selv i tid og socialt liv.

Brugerbillede for Ib Jørgensen

Kan man håbe på, at Ove K. taler med tungen i kinden og vender bøtten 180 grader i sin tredje bog? I så fald et imponerende stunt. Manden er intelligent. Han må derfor vide, at kapitalismen ikke er et firma, hvor enhver der ønsker at forsørge sig selv, kan få et job. Men hele den politiske debat er præget af dette ikke-udtalte men underforståede synspunkt. Hvis ikke man ønsker at slå sig ned i naturen og leve af rødder og kaniner, så er der to steder i samfundet man kan få betalt arbejde: det offentlige og det privatkapitalistiske erhvervsliv (jeg ser her bort de såkaldt liberale erhverv, kunst, underholdning, rent plattenslageri, mm). Hvis man derfor vil pålægge den enkelte pligt til at arbejde, så må dette suppleres med en pligt hos disse to instanser til at stille jobbene til rådighed. Alt andet er hykleri.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Når retten til ansættelse ikke følges op af muligheden - af mange årsager - er ansættelse ikke arbejdstagerens ansvar alene. Ansættelse sker på arbejdsgiverens præmisser og det vil politikerne ikke blande sig i.
De forsøger indirekte via jobcenter o.lign, med pisk og gulerod, men henviser i sidste ende til parterne og den (forældede) danske model.

Derfor er der to mulige løsninger :
- Politikerne griber ind, skrotter den danske model på dette punkt, og lovgiver om fuld beskæftigelse, fastlægger arbejdstidens længde og giver dermed befolkningen medbestemmelse ved ansættelse. Dette medfører mindre konkurrence, mindre stress, bedre arbejdsforhold og reel solidaritet ved at dele arbejdsmængden - til gavn for alle parter på arbejdspladserne. Som sidegevinst falder statens udgifter til passiv forsørgelse og skatteudskrivningen kan nedsættes.
Så har samfundet levet op til grundlovens §75 om at "tilstræbe" selvforsørgelse og pligten bliver relevant.

- Systemet fortsætter uændret og grundlovsbruddet fortsætter. Kludetæppe lapperiet fortsætter og holder politikerne beskæftiget med nytteløse ordninger.
Dette begrunder indførelsen af Basisindkomst. Når retten til arbejde ikke kan opfyldes, må retten til forsørgelse uden yderligere betingelser indføres.

Basisindkomsten er under alle omstændigheder en god idè !

Brugerbillede for Mads Kjærgård

Ja, jeg gad nok se det sted i Danmark, hvor man kunne slå sig ned i en skovhytte og jage det lokale vildt! Det kaldes krybskytteri! Vil man jage i Danmark skal man indløse et jagttegn, og købe sig adgang til en jagt, derefter skal man årligt indrapportere (via pc), hvor meget man har skudt. Og så er der jo sæsoner, man kan ikke bare skyde harer hele året rundt. Så hele den der "Frontier myte", ja måske i USA, men herhjemme, glem det! Men CBS folkene hylder jo Jean-Baptiste Say og Say's lov om at ethvert udbud har sin egen efterspørgsel, forstået således at efterspørgslen aldrig kan indhente udbuddet. Derfor er det i praksis umuligt at være arbejdsløs, (if. Say) ja så vidt jeg har forstået det! Men med den i baglommen, så er arbejdsløshed jo et valg og ikke et problem. Det er gennem de briller man skal beskue det! Jeg antager at hele ideen om at øge arbejdsudbuddet også hvilker på denne præmis!

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Personlig har jeg ikke mødt et menneske, der ikke ønsker, at forsørge sig og sine, men ingen der ønsker, at skulle passe ind i et systeme for, at undgå straf og ydmygelse af konkurrencestaten.

Fra artiklen:
"Det fremgår, at alle bør ernære sig selv, men også at det er lovgiverne, der beslutter under hvilke betingelser, det skal ske."

"Konkurrencestaten"

Brugerbillede for Steffen Gliese

Selve underrubrikken er lattelig: der argumenteres i stort set alle sammenhænge for, at verden udvikler sig, og at man ikke kan vende tilbage. Det gælder åbenbart ikke en tibagevenden til forhold, der gjaldt for mere end 50 år siden, før velfærdsstaten, som nu går for at være "kernesocialdemokratisk". Men socialdemokratismen udviklede sig og blev i stedet en position, der satte borgeren uanset stand over hartkorn, socialt og demokratisk.

Brugerbillede for odd bjertnes

Det er en god artikel som sådan om emnet, men :

Vil blot betvivle at demografiske forhold på kloden generelt og i Europa i særdeleshed på nogen måde befordrer et positivt udkomme af tilbagevenden til semi-anarkiske 'jæger/samler-samfund'. Det er ikke USA der er fortroppen.
Det er jo muligt at man i USA bare kan blaffe til Montana og skyde dyr og samle bær og rødder som man lyster (tror faktisk sheriffen i Pladderballe ville kigge en smule), men den går altså ikke i Dyrehaven - hverken i Klampenborg eller Klitmøller.
Der er dog stadig masser af plads i Sibirien, og et ret frit arbejdsmarked. Afsted med jer. For her skal der skaffe plads til at stable den ottende milliard abekatte.

Brugerbillede for Kjeld Hansen

"Den største frihed af alle er ikke at blive fri for at arbejde, men fri til at arbejde"

Det minder i uhyggelig grad om "Arbeit macht frei" barolen anført af en vis tysk/østrigsk herre for godt 75 år siden og som bryder indgangen til Auschwitz lejren den dag i dag som et aldrig glemme minde...

Og frihed er ikke at blive forsørget af det offentlig ej heller at arbejde livet væk. Frihed er at kunne vælge, hvordan man vil forme sit liv. Frihed er at nøjes. Ikke at have. Men i Danmark må man ikke nøjes. Man skal forslaves i 37 timers arbejdsuge og familie hygge i tons dyrt pacelhus. Ikke noget med at nøjes. Nøjes med 20 timers arbejde, nøjes med en lille selvbygget bolig på landet. Hele ens liv er reguleret i et arbejdsslaveri. Vil man leve på en anden vis med frihed, er det faktisk direkte ulovligt...

- Vi kan da ikke have forhold som Christiania eller Thy lejeren eller at nogen frivilligt ønsker at bo i en campingvogn for at nøjes og nyde friheden - Det går da ikke vel ;o)

Brugerbillede for odd bjertnes

Mangfoldighed - dette skændede ord som er blevet brugt til global multikulti-uniformering og udslettelse af enhver kant og særhed kan måske få en revival. ..
Lad mig sige at naturligvis kan jeg godt selv se den kommunistiske forskansning i mit indlæg ovenfor, men paranoia er jo som bekendt ikke nødvendigvis kun illusion.
Det ønskeligste var jo nok en mangfoldighed som er indenfor nogle rammer, et fodslag. og ikke blot lallegladt importeret fra USA's godt nok enormt liberal-mangfoldige ghettoer, - og spirende europæiske modstykker, som ingen faktisk jubler særligt over alligevel.
USA har det jo relativt let med det mangfoldigheds-ideologiske fodslag, og kan derfor tolerere større handlefriheder - på papiret i hvert fald. Mangfoldigheden består af kristne, meget kristne, GT-ister, kristelige og katolikker. Og mormoner for hvad der kan sælges vil blive produceret og udbudt. Og det primære ukristelige problem er 'blot' en perifer nationalromantik fra Judea, der rationelt mest kalder på overbærenhed, ikke noget militant internationalistisk teokrati. Som det er blevet i Europa., hvor det forhåbentlig da også skal blive løgn.
Dermed antydet hvad det er for et ideologisk fodslag som Europa er ved at miste og som skaber forvirring om næste skridt fra lidt for dyre velfærdsstatsmodeller. Man skal ikke lade sig forvirre af at 'borgerlige' i EU-sammenhæng hedder kristendemokrater. Det har rødder i katolsk populisme. DF har heler ikke eneret på Danmark, vel ?
De var tæt på at få det, sponsoreret kraftigt af venstrefløjen. Denne strategiske fejl bør så ikke gentage sig.
Beklager min enormt overordnede vinkling. Lad statistikker og citationer blomstre :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rikke Nielsen

Den ultimative lighed vil give den mindste frihed, da voldsomme sociale kontrolforanstaltninger, og ligeså indgreb, skal sikre, at ligheden nu også ER lige nok. Vi oplever allerede en flig af dette i en af tidens store trends - nabostikkeriet.

Ligegyldig, hvordan vi vender og drejer debatten, så vil mennesket altid forbruge - som minimum mad, drikke, et sted at sove og forette sin nødtørft. Ingen ideologi, ligegyldig hvor grøn, rød eller blå, kan fjerne dette behov.

Den største frihed (og ære, hvis nogle skulle finde på at spørge mig ;-) for ethvert menneske, er derfor evnen til at klare sig selv således, at disse minimumsbehov kan dækkes uden hjælp fra andre. I vores videnssamfund kan udviklingen af denne evne udmærket hænge sammen med muligheden for at få sig en uddannelse. Alternativt evnen til at dyrke sine egne afgrøder etc.

Ellers skabes der en afhængighed til andre mennesker og deres syn på, hvemder er en værdig trængende.

Og som Ove K. Pedersen så fornuftigt skriver, så er definitionen af, hvem der er en værdig trængende subjektiv og altid til forhandling. Derfor vil enhver, der ikke forsøger at skabe sig sin egen frihed ved at kunne klare sig selv, skulle leve en usikker fremtid på bekostning af andres subjektive holdninger til, hvem der er e værdigt trængende og hvem der ikke er. Og det er der slet ingen frihed i.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Sagt på en anden måde : Jeg er ultimativt fri og slår Torsten ihjel. Han mister sin ultimative frihed - eller ---- har jeg givet ham den ?
"Mennesket skal tvinges til frihed". Hermed "gjort".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Ja, friheden /ufriheden findes i forholdet mellem den enkelte og de andre.
Men den fødte slave kender ikke friheden. Sættes han fri, føler han sig måske ufri.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

OKP indgår i denne besynderlige form for argumentering mod velfærdsydelser, hvor disse bliver anfægtet som værende en undergravning af friheden. Vel at mærke friheden hos dem der modtager dem! Flere velfærdsfjendtlige politikere har tidligere udtalt sig i sådanne vendinger, men OKP forsøger at lade denne fortolkning fremstå som resultatet af en videnskabelig refleksion. Bedømt ud fra denne artikel, slipper han dårligt fra dette, og ud fra hvordan det udlægges her, giver det ikke megen mening.

OKP forsøger at argumentere for sit synspunkt, ved at henvise til, at en amerikaner frit kan forvalte sine arbejdsaktiviteter, ud fra det grundvilkår at man ikke, eller næsten ikke, kan få nogen ydelser fra staten. Men en dansker har jo den samme frihed! Ingen er tvunget til at modtage ydelser fra det offentlige. Det er en ret som man til enhver tid kan give afkald på. Forskellen er, at danskeren kan vælge at modtage velfærdydelserne, og dermed har en ekstra frihed, som amerikaneren ikke har.

Hvis man vil beskrive velfærd som noget der hindrer modtagerne i at tage vare på sig selv, giver det kun mening ved at angribe deres moralske habitus. Slavementalitet og velfærdsjunkies er blandt de nedladende, men også ærlige, udtryk der kommer til anvendelse ved sådanne synspunkter. Denne direkte adressering af årsagen til forholdet, er OKP forsigtig med. Måske fordi at det er svært overbevisende at fremstille dette som en frihedskrænkelse af modtagerne, eller som en fortolkning af socialdemokratismens kerne.

Den eneste måde hvor på, at færre velfærdsydelser kan hævdes at give større frihed, er ud fra perspektivet hos de velsituerede skatteydere, der klart betaler mere end de modtager. Men dette er mere et liberalistisk perspektiv, end et socialdemokratisk. Man kan have mange vanskelige diskussioner om hvordan velfærdstaten skal finansieres, hvor meget der skal ydes og hvem der skal betale. Men påstandene om at modtagerne af velfærdsydelserne er en slags undertrykte, der burde have en interesse i at blive frataget disse ydelser, har altid været et hyklerisk forsøg på at afspore denne debat.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Rikke Nielsen

Personlig har jeg ikke mødt et menneske, der ikke ønsker, at forsørge sig og sine, men ingen der ønsker, at skulle passe ind i et system for, at undgå straf og ydmygelse af konkurrencestaten.

Du skriver:
"Derfor vil enhver, der ikke forsøger at skabe sig sin egen frihed"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rikke Nielsen

Philip B. Johnsen, jeg har også kun mødt ganske få... men ligegyldig, om du kalder det konkurrencestaten, eller hvad du synes er et passende navn, så vil mennesker, der helst vil klare sig selv, altid føle det ydmygende at være afhængige af andres gunst. Ligegyldig, hvordan du italesætter denne afhængighed, så vil der være en afhængighed. Jeg læser egentlig også at dette er det, som Ove K. Pedersen lægger i ordet frihed.

Oftest kommer ydmygelsen (og hermed sartheden overfor andres holdninger) jo indefra (med alt ære). Friheden til at klare sig selv er og friheden til ikke at føle sig ydmyget over afhængigheden af andre!

Leo Nygaard, så længe vi skal forbruge for at overleve, findes der ikke en ultimativ frihed, men ufriheden bliver mindre sålænge vi kan klare os selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Jeg kan ikke se velfærdsydelser er stopklodsen, de færreste kan leve for dem alligevel. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorledes yderligere økonomisk stigma hjælper. Hvis jeg blev skåret yderligere, vil der kun være kriminalitet tilbage i værktøjskassen. Det er ikke noget jeg har lyst til på nogen måde, men det kan blive nødvendigt. Det udelukker så arbejdsmarkedet totalt, efter en tur bag tremmer - hvilket kun supplerer til spørgsmålet om stigma.

Og arbejde er der tydeligvis ikke, for så var det anvist på stedet, fra jobcentreret - så hvad er det præcis den arbejdsløse er skyldig i? Givetvis er der ikke arbejde nok til alle, og det er heller ikke meningen, for lønnen ville eksplodere - og skabe arbejdsløshed, på sigt alligevel.

Det kan man da vist på ingen måde kalde frihed.

Men mon ikke tilhængere af den slags, aldrig har manglet noget, for fattigdom skal man være lidt småsyg for at ønske andre.

Brugerbillede for Rikke Nielsen

Philig B. Johnsen, jeg er enig med dig så langt, at fortidens aktivering for aktiveringens skyld var ydmygende og respektløs.

Derimod, qua min salgstale for friheden til at klare sig selv, bryder jeg mig rigtig godt om, at staten med uddannelse og lignende forsøger at hjælpe borgerne til, på sigt, at klare sig selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rikke Nielsen

Herdis Weins, hvis du tænker på nytteobs á la at skulle samle hundeejernes hundelorte op, så mener jeg absolut, det er hundeejernes eget ansvar. Kompetencegivende nytttejobs, der samtidig kan skabe noget menneskelig kontakt i en isoleret hverdag, kan jeg godt forholde mig til, sålænge respekten for den enkelte er til at få øje på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Penge ! Jeg er ked af at tale om penge i denne forbindelse, men forklaring følger.
Socialdemokratismens lighedsmageri skaber umyndiggørelse og dermed ufrihed.
I den folkestyrede formynderstat opkræver staten mest muligt i skat for at kunne uddele mest muligt igen til borgerne - bestikkelse til vælgerne. I høj grad til de samme borgere. Mellem 60 til 80 % betaler til sig selv. Undervejs tager administrationen 40 % af beløbet.
For hver krone, du aflevere, betaler du 40 ører til de vogtere, der administrerer dit liv.
Hvis du ikke har behovet, mister du for 40 ører frihed til selv at disponere over din indtægt.
Har du behovet, får du hjælp, hvilket var den oprindelige tanke - helt fra fattiggårdens tid..
For hver unødvendig udbetaling og gratisydelse, der fjernes, får du friheden tilbage til selv at vælge.
Det universale princip har ødelagt den danske folkekarakter og personlige moral. Alle vil forsøge at betale så lidt som muligt til fællesskabet og at få så meget som muligt tilbage. Sommetider med ufine metoder - sommetider ved snedig spekulation.

Overdreven statsmagt er personlig ufrihed og opdragelse til uansvarlighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kjeld Hansen

For mig er det helt OK, at Lego Kirk, Dyne Larsen og Container Mærsk har milliarder. Hvad de end vil bruge dem til ;o).

- Men jeg vil fandeme have lov til at bo i min campingvogn, hvis det er det jeg ønsker...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

For en god ordens skyld, vil jeg da godt lige understrege at mit ovenstående indlæg ikke er udtryk for min holdning. Det er til gengæld sådan jeg forstår Ove K. Pedersen.

Jeg kunne aldrig selv drømme om at give udtryk for en sådan slavehandler-logik eller -moral.
Jeg har også svært ved at tro, at Ove K. Pedersen på den måde finder en nåde i slaveriet. Så derfor spørger jeg lige igen: Er der noget jeg har misforstået?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Ib Jørgensen skriver:
"Hvis ikke man ønsker at slå sig ned i naturen og leve af rødder og kaniner, så er der to steder i samfundet man kan få betalt arbejde:..."

Du vil ikke engang kunne vandre ud i skoven for at leve og jage. Den er enten privatejet, eller der vil være forbud mod jagt og bosættelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Kristensen

Skal vi se helt konkret på det med at forsørge sig selv, så er der bogstaveligt ingen i Danmark der forsørger sig selv, end ikke de få der er milliardærer.

Vi får alle penge af hinanden og da det er penge der afgør om vi selv kan sørge for føden til os selv, så er ingen af os selvforsørgende.

Skal vi derimod være reelt selvforsørgende skal vi ren faktisk kunne dyrke vor egen føde, uden at det koster penge at gøre noget sådan.

Desværre har vort samfund bundet alle mennesker på hænder og fødder med ejendomsrettens ukrænkelighed og derved gjort alle danskere slavebundet til pengenes guldlænker.

For at vi kan blive frie til at forsørge os selv, så skal vi have brugsmulighed til så meget jord (1 td. land - 5.500 m2) at vi kan dyrke vor egen føde og at brugen af jordstykket ikke pålægges ejerafgift eller leje, men at jordstykker er givet økonomisk frit til de af os der gerne vil dyrke vor egen føde.

Jordstykket er ikke givet til eje eller leje, men alene kun til brug til dyrkning af egen føde og om mulig bygning af egen bolig.

Kan og vil vort samfunds politiske og økonomiske magthavere gå med til denne form for selvforsørgelse, da vil vi i Danmark kunne komme til at opleve mennesker der ikke er bundet på hænder og fødder af pengenes guldlænker.

Er det den form for selvforsørgelse vi gerne vil, så er det blot at bede folketingspolitikerne om at få sat gang i en reform til brugen af landbrugsjord på de her ovenfor skrevne præmisser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Løwenstein

@Torsten Jacobsen

Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror heller ikke at OKP har autoritære tilbøjeligheder, tværtimod, men hans samtidsdiagnose virker atter mere systembevarende end kritisk overfor hele præmissen for "konkurrencestaten", som i sig selv er dybt udemokratisk og mere teknokrati end stat i en politisk retlig, socialøkonomisk forstand.

Samtidig er der den igen lettere selvmodsigende titel, som får det til at lyde som et oplæg til en rundtur i USA-land med Anders Fogh Junior, der læser citater højt fra Ayn Rand, mens han drømmer om sin markedsstat hvor de stakkels kreative mennesker endelig får en chance til rigtig at virke http://www.information.dk/275175

Din frihed og evne til at forsøge dig selv og leve godt er jo dybt afhængig af fællesskabet og dets goder.

Det virker også til at Information gerne vil tegne det skarpt op fra start af som om valget stod mellem rettigheder/velfærd og arbejde/frihed. Som om de to ting ikke er uløseligt forbundet og gensidig afhængige i et ordentlig samfund.

mvh

Brugerbillede for Lars Kristensen

Ens egen frihed (magt) begrænses af den frihed vi giver til vore medmennesker.

Jo mindre frihed vi giver vore medmennesker, jo større frihed har vi selv.

Vi skal derfor respektere vore medmenneskers frihed, således at vi ikke tiltager os en frihed og dermed magt på bekostning af vore medmenneskers frihed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Jeg finder det interessant, at uanset om man følger et blogspor her (Information), på
Berlingske eller JP, eller hvor det måtte være, så har de hver især deres egen "koreografi".
Det er virkelig nam-nam at segmentere på - så tak for det!

anbefalede denne kommentar

Sider