’Hver gang vi siger ’træ’, smiler folk’

Grønne oaser skyder op overalt i vækstøkonomiens stenørken. Er det spirerne til en ny økonomi eller blot befriede zoner, der gør det muligt at holde frikvarter og holde ud i konkurrencestaten?

	Den brostensbelagte plads foran Københavns Museum på Vesterbrogade blev i weekenden omdannet til en have med græs og højbede, tilsået og passet af københavnske skolebørn

Den brostensbelagte plads foran Københavns Museum på Vesterbrogade blev i weekenden omdannet til en have med græs og højbede, tilsået og passet af københavnske skolebørn

Scanpix
7. maj 2014

Alle hovedstadens bygninger er jævnet med jorden. I stedet er der anlagt græsplæner og bede, hvor gulerødder, stangbønner, squash og ærter snart vil spire frem. Det grønne har taget helt og aldeles over. Naturen i byen er vokset til naturens by.

Det handler om København. Nærmere bestemt Københavns Museum på Vesterbrogade, hvor en miniaturemodel af hovedstaden med dens bygninger anno 1530 har stået i omkring 50 år, til glæde for besøgende og forbipasserende børn og voksne. Nu er modelbyen væk*.

I stedet er den brostensbelagte plads foran museet brudt op og omdannet til en have med græs og højbede, tilsået og passet af københavnske skoleelever.

Også bag museet er anlagt en have, et møde mellem kultur og natur med spæde stauder, små stier, bistader, regnvandsopsamling – alt udtænkt og planlagt af den amerikanske kunstner Barbara Cooper.

De to nye haver – ’urbane byrum’ siger fagfolket – er del af museets netop indviede udstilling Byens Natur. En udstilling, der med plancher og modeller, videofortællinger og undervisningstilbud skal »bidrage til forståelsen af byen som et stort økosystem«, som museumsdirektør Jette Sandahl udtrykker det.

Og dermed er udstillingen og de to haver del af den bevægelse i København og andre byer, hvor det grønne rykker ind og forplanter sig til stadig flere ledige pletter på bykortet. Grønne oaser i vækstøkonomiens stenørkner, befriede zoner hvor billederne på den nye bæredygtige økonomi vokser frem. Som også den gamle telefonkiosk fra 1896 i Absalonsgade bag museet, der er blevet invaderet af grønne planter og omdannet til væksthus af Signe Voltelen, urban farmer.

Men hvad kan de grønne oaser? Er det de første spirer til bæredygtige byer med en ny type økonomi og nye måder at leve tilværelsen? Eller er det netop blot oaser – grønne frirum der gør det muligt som menneske at overleve en fortsat presset tilværelse i en vækstorienteret konkurrencestat? Er det begyndelsen på omstillingen eller blot en betingelse for det gamles fortsatte beståen? Hvad kan og vil den mangehovede, ledelsesløse, p.t. enormt vitale bevægelse af urban farmers, byguerillaer, bonderøve, fødevarefællesskabere, grønne planlæggere og økologiske havefolk? Hvor langt rækker visionerne, strategien og kræfterne? Hvad er det, der spirer?

Glæden ved en tomatplante

»Hver gang vi siger ’træ’, så smiler folk,« fortæller Københavns stadsarkitekt Tina Saaby.

Hun er en af dem, der på udstillingen optræder i korte video-interviews med tanker om det nye grønne, der sker.

»Folk kan godt lide at producere – når vi arbejder med natur og landskab, så bliver folk så glade, fordi de faktisk godt kan lide at få et frø til at gro og blive til en tomatplante.«

Så det er noget helt grundlæggende: De nye, selvskabte grønne rum er rum for skaberglæde. I en tilværelse og en by, hvor stål, glas og beton, computerteknologi og informationsbombardement, rationalitet og effektivitet sætter rammer og styrer, kan der være langt til sanselighed, frugtbarhed og kreativitet. ’Nødvendighedens politik’, som dikteres af en finansminister, en produktivitetskommission, en arbejdsgiver, en stram uddannelsesplan, kan føles som en spændetrøje, der skaber længsel efter frihed, frodighed og kropslighed. At få et frø til at udvikle sig til en tomatplante er at skabe liv og en måde at genfinde nærhed, umiddelbar mening og dermed ifølge stadsarkitekten glæde. Eller som arkitekt Flemming Rafn Thomsen, tegnestuen Tredje Natur, siger i et andet interview:

»Naturen vil ikke sælge os noget. Den kræver ikke noget af dig. Den generøse stilhed, sanselighed og stoflighed, naturen tilbyder, den skaber bare et ekstremt velvære.«

Så glæde er del af det, der opstår, når nogle omdanner en telefonkiosk til væksthus, når andre – som i lørdags – indtager en tomt ved Valby Langgade og bygger højbede til krydderurter, skovjordbær og blomster, og når atter andre – på lørdag – samles i Østre Anlæg til en middag, hvor maden på initiativ af gruppen Byhøst er kreeret af hovedstadens vilde planter.

Fællesskabet

Men der er mere i det end glæden ved nærkontakt med skaberværket. Som Mads Boserup, ildsjæl bag have-initiativet TagTomat, der startede med en taghave i en Nørrebro-baggård, siger:

»Efter at vi har lavet denne taghave, har jeg mødt mine naboer på en ny måde. Nu er vi 15 familier, som er sammen om haven.«

»For mig er det ikke vigtigt, at vi lykkes med alle vores planteeksperimenter. Det er et laboratorium, hvor vi tester nye dyrkningsmetoder og samtidig skaber en masse fællesskab.«

»Det er dét, der giver mig det største drive og så selvfølgelig, at man kan spise sine egne hjemmedyrkede grøntsager – salat og purløg til kartoffelmaden som jo smager helt fantastisk, når man lige har plukket det. Men den primære driver, det er fællesskabet.«

Ligesom det f.eks. er det på taget af en stor erhvervsejendom i Æbel-øgade 4 på Østerbro, hvor tre unge mennesker har skabt et nyt fællesskab om ØsterGro, et 600 kvadratmeter stort bylandbrug højt til vejrs med spirende afgrøder, bier, snart også høns samt mange engagerede deltagere.

»Et bed med krydderurter eller en gårdhave: Så har man et projekt, som kræver, at man passer det, at man gør noget ved det, at man er enige om, hvad man vil, og at man på skift tager det slæb, der skal til for, at det fungerer. Det betyder, at man får et fællesskab, hvor man hele tiden skal aftale tingene med hinanden, og hvor man skal stole på hinanden og holder aftalerne, og hvor man deler glæden over, hvad der kommer ud af det sammen,« siger forfatteren Tor Nørretranders i et af bymuseets videointerview.

Så det grønne fællesskab fører foruden glæde også til ansvarlighed og medejerskab.

»Vi har levet i en samfundsudvikling, hvor mange af os har vænnet os til, at det tager staten sig af, eller det finder markedet ud af at løse,« påpeger Nørretranders.

»Man har glemt det, som fællesskaberne er gode til, nemlig at tage nænsomt vare på de her fælles ting som børn eller natur, som staten nogle gange kommer til at overregulere, og som markedet er dårligt til, fordi folk, der får penge for at passe hinanden, ikke er så søde ved hinanden, som folk der passer hinanden, fordi de har lyst.«

Grow your city

Skaberglæde, sjælefred, fællesskab, ansvarlighed og omsorg – dét vokser op af mulden i de nye grønne projekter.

Og jo ikke bare i hovedstaden. På den gamle værftsgrund i Fredericia kører projekt Grow your city nu på tredje sæson, i Aarhus er flere store plantevægge – vertikale haver – på vej, i Lejre bevæger hele kommunen sig mod økologi med lånehøns, åbne havelåger m.m., på Fejø tilbyder Den Helbredende Have både indre og ydre omstilling.

På landsplan vil projekt Mere liv i haven uddanne nye haveambassadører, mens Haver til Maver bringer skolebørn i kontakt med naturgrundlaget, og projekt Del Jorden hjælper jordløse med grønne fingre til samarbejde med haveejere, der ikke selv magter at luge, vande, plukke og anvende alt det grønne. Mere end 25 økologiske fødevarefællesskaber rundt om i landet genopbygger forbindelsen mellem lokale avlere og forbrugere. I april samledes 400 haveaktivister, øko-landmænd, grønne forbrugere og andre græsrødder til visionsmøde på Samsø.

»Det her er starten, og vi kommer til at se en masse spirende initiativ rundt omkring,« sagde Trine Krebs, formand for Landsforeningen Praktisk Økologi, på mødet, citeret af Organic Today.

»Sammen kan vi lægge mange stemmer bag forslag til politikere. Vi kan lave landsdækkende politiske tiltag sammen. Vi kan lave lokalgrupper sammen. Sammen rækker vi længere ud.«

Drivkraften

Udstillingen hos Københavns Museum blev åbnet af teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

»En grøn by, man har lyst til at bo i, bliver ikke udviklet ved et skrivebord. Det får vi kun, hvis københavnerne er med, så mange som muligt,« sagde han i sin tale på den grønne plads foran museet.

Morten Kabell er som medlem af Enhedslisten grundigt politisk skolet. Også han gør sig tanker om omstillingspotentialet og kraften fra de grønne oaser.

»Måske er det her med til at ændre nogle strukturer. Hvis der er flere og flere, som begynder at producere mad lokalt, så fjerner det noget af grundlaget for det madindustrielle kompleks. Når folk tænker, at i min verden behøver jeg ikke bil, jeg kan godt tilmelde mig en delebilsordning eller klare mig med cykel, så lægger man grundlaget for en helt anden transportform. Tilstrækkelig mange små initiativer kan godt være systemforandrende,« siger han til Information.

I museets nye baghave sidder Signe Voltenen i solen. Foruden telefonkiosken, der er blevet væksthus, har hun været med til at udvikle den samlede udstilling.

»Mange i denne nye havebevægelse synes, politikerne har fejlet. I den forstand er de nye initiativer en reaktion. En måde at begynde forfra, nedefra – men med det positive som drivkraft,« siger hun.

»Meget af energien ligger i, at dette ikke er en protest. Det handler om at skabe noget nyt, at vise det kan lade sig gøre. Men også om at binde det sammen og skabe strategier, så det kan rodfæste sig og løftes fra niveauet af frivillige ildsjæle til det politiske niveau. Det er der rigtig mange, der gerne vil. Men der også en utålmodighed. Man kan godt få lyst til at gå på gaderne i protest – der er bare ikke opbakning til det.«

*) Den gamle modelby med dens bygninger af ler er slidt af vind og vejr gennem årtier og er opmagasineret med forventningen om en langvarig restaureringsproces, oplyser Københavns Museum.

På lørdag den 10. maj arrangerer Information en grøn omstillingstur til Lejre, Danmarks økologiske kommune. Program og tilmelding via http://ishop.information.dk/

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Selch

Mærker selv fornemmelsen - har købt et banantræ! Magthaverne herunder den loyale presse har fastholdt status quo, til trods for en verden i voldsom uro og bevægelse - og delt rovet. Resten kan pøblen slås om - og det gør de så. Går det godt smitter det af på degnen - går det skidt, sendes regningen nedad. Lad dem beholde det - de bruger jo meget tid på at tilrane sig det, synes man at fornemme. Løgnen er blevet tilladt, fakta fordrejes og undertrykkes. Det er trods alt bedre med befolkningens uvidenhed - end opgør med magthavernes villighed til at samarbejde med de mørkeste kræfter der ødelægger miljø, mennesker - ja hele planetens overlevelse om nødvendigt.

Lad dem beholde det - de er villige til at slå sandheden ihjel for at beholde det. Så kan man vande sin bananplante - og håbe at flere af de løgnehistorier og usandheder, som karma, begynder at returnere som møgsager lige op i ansigtet på dem selv. Løgnen har korte ben, som man siger i Tyskland.

Brugerbillede for Leo Nygaard

" Tilstrækkelig mange små initiativer kan godt være systemforandrende,« siger han til Information."
Ja, forandring starter nedefra. Forbrugerne bestemmer. Ikke bare et kilo tomater i en taghave, når 20 kilo importerede hele året købes i butikken. Men som en bevægelse der kan få politikerne til at rykke.
Som eksempel : "Når folk tænker, at i min verden behøver jeg ikke bil, jeg kan godt tilmelde mig en delebilsordning eller klare mig med cykel, så lægger man grundlaget for en helt anden transportform."
Det ville føre til, at politikerne fjerner befordringsfradraget og gør kollektiv trafik billigere. Men det tør de ikke før folket vil. Til den tid, om meget længe desværre, er der nemlig stemmer i grøn politik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Det burde kræve ganske særlig tilladelse at have bil i kbhvn - de kommende generationer bliver født uden ben og med jernlunger; så kan de krabbe sig frem med eller uden påsatte hjul mellem metrostationerne - de ligger alligevel med perverst kort afstand - kan folk ikke længere gå? Eller er det turisterne som vore store ledere ikke regner med kan eller vil gå og opleve den stadig smukke gamle by på rugbrødsmotor? Fraværet af hjernekapacitet er rystende

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Loftkjær

Byoaser, grønne tage, bymøller! Smukt lyder det. Og masser af omtale får disse helt utilstrækkelige tiltag, som måske kan fortrænge danskernes registrering af naturens evige tilbagetog i Danmark.

I vores land synes naturen uvelkommen, når boliger, byer, sportsanlæg, industri og landbrug kommer på tværs. Helst vender flertallet sig mod den natur, som trues fjernt fra vores hjem. Lettest synes det menneskeheden at beskytte alt, som ligger fjert fra dens rækkevidde og fatteevne.

Måtte menneskeheden erkende, at den er en del af naturen på planten Jorden. Og måtte menneskene turde tænke meget større tanker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Loftkjær

Byoaser, grønne tage, bymøller! Smukt lyder det. Og masser af omtale får disse helt utilstrækkelige tiltag, som måske kan fortrænge danskernes registrering af naturens evige tilbagetog i Danmark.

I vores land synes naturen uvelkommen, når boliger, byer, sportsanlæg, industri og landbrug kommer på tværs. Helst vender flertallet sig mod den natur, som trues fjernt fra vores hjem. Lettest synes det menneskeheden at beskytte alt, som ligger fjert fra dens rækkevidde og fatteevne.

Måtte menneskeheden erkende, at den er en del af naturen på planten Jorden. Og måtte menneskene turde tænke meget større tanker.

anbefalede denne kommentar