Læsetid: 3 min.

Lars Løkke håber på Vestager

Skatteniveauet i Danmark fører til nye diskussioner og uenigheder blandt de borgerlige partier. Dansk Folkepartis succes for øjeblikket gør det nærmest umuligt for Løkke at samle blokken om finanserne, så han håber, at Margrethe Vestager – efter et valg – vil være leveringsdygtig i de afgørende mandater
Før sidste folketingsvalg i 2011 indgik Konservatives Lars Barfoed og Radikales Margrethe Vestager en pagt, som ikke holdt, og som skadede især Barfoed.

Linda Henriksen

6. maj 2014

I dansk politiks nyere historie har et håndtryk fået nærmest ikonisk karakter: Håndtrykket mellem den konservative partileder, Lars Barfoed, og partilederen for Det Radikale Venstre, Margrethe Vestager, op til folketingsvalget i 2011.

Her gav de to partiledere hinanden hånden på, at de efter et valg ville arbejde for at bryde blokpolitikken efter 10 år med et de facto-flertal bestående af VK-regeringen og Dansk Folkeparti.

Det afledte massiv kritik af den konservative leder, som bl.a. blev beskyldt for at bryde med de øvrige borgerlige partier, men i næste folketingsvalgkamp kan det være, at det er Lars Løkke Rasmussen (V), som trykker hænder med Margrethe Vestager.

Alt efter, hvordan vælgerne fordeler de 179 mandater i Folketinget, kan Margrethe Vestager være løsningen på mange af de udfordringer, Lars Løkke Rasmussen vil stå over for, når han efter et folketingsvalg, der lige nu tegner til at føre til et regeringsskifte, skal forene Dansk Folkepartis ønskeseddel til den økonomiske politik og Liberal Alliances ønskeseddel.

I weekenden blev uenigheden om den ny borgerlige regerings skattepolitik igen problematiseret, da Lars Løkke Rasmussen gentog sit synspunkt fra Venstres landsmøde sidste år. Her sagde han, at det for Venstre er vigtigere at lette skatten for de lavestlønnede end de højestlønnede.

»Betyder det, at jeg er imod andre former for skattelettelser. Topskattelettelser eksempelvis? Nej. Men det betyder, at noget er vigtigere end andet. Og ser vi nøgternt på Danmarks udfordringer, så er det lige nu vigtigere at sikre, at det overhovedet kan betale sig at arbejde for folk med små lønninger, end det er at skabe tilskyndelse til, at folk med store lønninger arbejder mere,« sagde Lars Løkke Rasmussen på landsmødet, og det budskab gentog han i søndagens Berlingske.

Det fik både Lars Barfoed og Anders Samuelsen (LA) til at undre sig højlydt over Venstre og Lars Løkke Rasmussen, mens DF’s Kristian Thulesen Dahl bakkede op. Siden Venstres seneste landsmøde i efteråret er Dansk Folkeparti vokset og vokset i meningsmålingerne, mens Venstre har kæmpet mere med formandens troværdighed på grund af alle historierne om hans gøren og laden i klimaorganisationen GGGI. Derfor er det vigtigt for Løkke og Venstre at forventningsafstemme med befolkningen: Der er ikke råd til det hele, og prioriteringen er altså, at det skal kunne betale sig at gå på arbejde. Og det mener Venstre ikke, at det kan i nævneværdigt omfang lige nu. Derfor skal danskerne ikke have alt for stor tiltro til Konservative og Liberal Alliance, når de kræver lempelser eller helt en fjernelse af topskatten.

Aflusning til Vestager

Selv om Dansk Folkeparti i 00’erne var med til at lempe topskatten, er det bestemt ikke noget, partiet har den store lyst til at bidrage til igen. Langt hovedparten af partiets vælgere får ikke glæde af det, og ønsket om topskattelettelser er simpelthen alt for stort hos Konservative og Liberal Alliance. Den sejr kan Dansk Folkeparti på nuværende tidspunkt ikke se nogen grund til at give de to små partier i den borgerlige blok.

I det hele taget er der ikke mange områder, hvor Dansk Folkeparti mener, at de ’skylder’ hverken Konservative eller Liberal Alliance noget. Og det gør Løkkes udfordring med at samle de borgerlige partier større end noget, der blot isoleres til skatteområdet.

»Det skal jo ikke komme til at passe ved, at man bare tager et matematisk gennemsnit,« sagde Venstres næstformand, Kristian Jensen, i et interview med Information for to uger siden på spørgsmålet om, hvor en V-ledet regering vil forene Dansk Folkepartis ønske om en vækst på 0,8 procent i den offentlige sektor og Liberal Alliances ønske om en minusvækst på 1,5 procent om året.

Her kan Margrethe Vestager – såvel som på skatteområdet – komme Løkke til undsætning. Hvis Radikale mandater efter et valg kan erstatte Liberal Alliances mandater, bliver det noget nemmere at skabe et politisk flertal for den økonomiske politik.

I Venstre håber man på Vestagers lyst til at indgå aftaler, men man tvivler dog på, at det bliver tilfældet. I hvert fald forventes det, at hun og partiet først skal igennem en ’aflusning’ efter SR-regeringstiden. Men så kan det også være, at Radikale Venstre er klar til at genoptage det tidligere så succesfulde samarbejde med en borgerlig regering, som man senest så i forbindelse med reformen af dagpengene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

"Men så kan det også være, at Radikale Venstre er klar til at genoptage det tidligere så succesfulde samarbejde med en borgerlig regering, som man senest så i forbindelse med reformen af dagpengene."
Hvis ja - så får Danmark en rigtig borgerlig regering, der ikke blinker når fx.3400 falder ud af dagpengesystemet men bar håner og beskylder disse for dovenskab mv.
PS denne dagpengereform viste at hverken DF eller Venstre er et arbejderparti selv om de ynder selv at kalde sig som sådan.

Grethe Preisler

Et talende blåt jakkesæt uden slips og en blegrød kedeldragt med opsmøgede ærmer giver hinanden håndslag på fortsat loyalt samarbejde "hen over midten" før folketingsvalget i 2011.

Og gi'r det pote, så kan du få, men gi'r det stemmetab, må du gå på dine flade futter og overlade nøglerne til ministerbilen til mig, når Helle Bælle Mig Fortælle har afleveret nøglerne til maskinrummet til Lars Løkke igen.

(Tutteluuu og tweet, tweet, tweet - jeg har bare flere følgere på fjæsbog end dig)

Erik Nissen

"Men så kan det også være, at Radikale Venstre er klar til at genoptage det tidligere så succesfulde samarbejde med en borgerlig regering, som man senest så i forbindelse med reformen af dagpengene."
Ja, sådan står der, men hr. Dall kommer til at moderere sit ordvalg, da det såkaldt "succesfulde samarbejde" er en katastrofe for mange dagpengemodtagere. Eller er hr. Dall fuldstændigt indviklet i den ideologi, der ligger bag den såkaldte reform på dagpengeområdet. Ak og ve.

Rasmus Kongshøj, Jan Weis og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

The Gentlemen of The Press: Demokratiets vogtere, som skærer hakkelsen i døgnets rejsestand til for læsere og seere helt uafhængigt af politiske og økonomiske interesser (og næst efter brugtvognsforhandlere og politikene udøvere af den profession, som p.t. scorer lavest på det folkelige troværdighedsbarometer).

Jamen, kan man nu begribe det?

Bug Buster

God V-idé med RV-aflusning af de altid bedrevidende og gammelkloge buddinger i sort stue – så er der omsider håb om – at de alle disse kriblende og kløende typer på rad og række helt vil kunne gøres uskadelige med en smule balsam og en tættekam – at dette bizarre fænomen i det danske politiske cirkus – med deres freudianske hede drømme om at bolle hen over midten - omsider forsvinder ud af danskernes hverdag – og ikke mere være medskyldige i nedrige og socialt kuldslåede angreb på udsatte borgeres velfærd …

Leo Nygaard

Mon ikke de Radikale er i stand til lidt forskelligartede håndtryk - selv med DF.
Det afsløres, når stemmetallene foreligger til den tid.

Grethe Preisler

@Jan Weis: "Bug Buster" (06.05 kl. 16.29)

Meget malende billede af "forslag til bekæmpelse af luseplagen i svagbørnskolonien Christiansborg"; o)

Men mon ikke der skal skrappere midler til end tættekam og balsam, hvis ungerne skal kureres for evigt og altid at komme hjem med lus i parykken, når de vender tilbage til far og mor i jordhulen efter et ferieophold i disse for fattige børn så uvant luksuriøse omgivelser?

Jeg mener - hvad hjælper det på "luseplagen", at kostforplejningen i kolonien er bedre end hjemme hos far og mor i jordhulen, hvis sengene i sovesalene er fyldt med æg fra de lus, det forrige hold af feriebørn slæbte med sig ind i kolonien og efterlod i sengehalmen, da de rejste?

Homo bulla est

Det er også rigtigt – Grethe Preisler – ingen bør føle sig tilskyndet eller lokket af højrefløjens velkendte betændte verbalitet – og slet ikke gøre sig lystig over deres udgydelsers – forhåbentlig kun – metaforiske iklædning – men hvem kan føle sig sikker i disse tider med propagandistiske sæbebobler lige fra – at nogen skider i de danske jordbærbede til nu - her helt aktuelt - at nogen skal afluses – hvilket må vække betænkelige historiske associationer udi den svære kunst at pleje en bare nogenlunde civiliseret omgang med hinanden – en humanistisk og etisk/moralsk disciplin RV-politikere burde dyrke meget mere i praksis – og ikke kun foregøgle verbalt – og især ikke tage et medansvar for at sende myndige medborgere ud i de neoliberale kolonier af friskgravede jordhuler …

Carsten Hansen

Mon ikke Lars Løkke har noget at have håbet i .

- Det Radikale Venstre er vel det mest magtliderlige parti i Danmark, så en invitation til magt siddes vel ikke overhørigt.
- Det Radikale venstre er et borgerligt parti , så her er ingen hindring for samarbejde med V.

Men pas nu på Løkke. det er farligt at række Vestager og slæng en lillefinger !

Vi går hårde tider i møde.

Leo Nygaard

Der er ingen, der er mindre magtliderlige en andre. Men Radikale vil magten på midten i samarbejde.
Det huer ikke fløjene - selvfølgelig. Men fløjene får aldrig magten. De er altid i mindretal.
Logik for selv socialister.
Midten med hver sin lille nuanceforskel veksler med passende frekvens.
Violet er min yndlingsfarve. Den tredje vej. Søg på Retsforbundet.