Læsetid: 3 min.

Mangel på undervisning skaber ulighed

Det lave antal undervisningstimer på universitetet er ikke kun et problem for dem, der går der. Det er også et problem for samfundet, fordi det gør universitetet til en klub for de indviede
19. maj 2014

Der skete to besynderlige ting forleden. Den ene dog mere besynderlig end den anden. For det første blev jeg klogere og måtte skifte mening. Det sker heldigvis fra tid til anden. Men forud for den nye indsigt var en mere besynderlig hændelse indtruffet; Jeg havde siddet og forsvaret det lave antal undervisningstimer på mit studie. Det er generelt svært at komme på gode argumenter for, at de studerende ikke skal have mange undervisningstimer, men jeg havde i lige dele ignorance og faglig forløjethed bildt mig selv ind, at det nok gav meget god mening, at vi på litteraturvidenskab på Københavns Universitet kun lige netop har så meget undervisning, at man ikke hver gang skal rådføre sig med Google Maps for at finde ud til undervisningslokalerne på Amager. Vi skal jo læse så mange tykke bøger af Rushdie og Ranciére, at vi slet ikke har tid til at sidde og gabe over en kop kaffe, mens en halvtør forlæser fortæller os, at vi faktisk slet ikke kan bruge de strukturalistiske teorier, vi har læst, til noget i praksis.

Heldigvis gjorde – en klogere – samtalepartner fra et helt andet studie mig opmærksom på, at man selvfølgelig ikke bliver klogere af bare at læse, men derimod af at blive udfordret på ens analyser og læsninger. Og det gør man ikke derhjemme på studerekammeret, men i et aktivt med- og modspil med undervisere og medstuderende på uddannelsesinstitutionen. Med andre ord sker akademisk dannelse og akademisk skoling på universitetet og ikke derhjemme. Men universitet – og især humaniora – er i dag struktureret på en måde, der gør, at langt den største procentdel af studierne foregår på egen hånd.

Det er der en lille procentdel af de studerende, der godt kan finde ud. De er fra akademiske hjem eller bare særligt kvikke til hurtigt at opfange det akademiske systems koder. Men langt de fleste har brug for helt fysisk at være i et akademisk miljø og at være der tilpas ofte og i tilpas lang tid til, at man kan lære, hvordan man skriver en akademisk opgave og udvikler et akademisk argument. Det lærer man ikke ved at sidde derhjemme og læse Proust. Uanset på hvilket sprog man gør det, hvor mange gange man gør det, og uanset fra hvilken ende man gør det.

Resultatet af de få undervisningstimer er et universitet for de få og for de indviede, hvilket er ganske paradoksalt, hvis man har de skiftende regeringers målsætning for, hvor mange procent af en ungdomsårgang, der skal have en lang videregående uddannelse, in mente. Om den ambition overhovedet er nogen god idé, kan diskuteres, men at det er hensigtsmæssigt at flest muligt får en bedst mulig uddannelse, kan der næppe sættes spørgsmålstegn ved.

En del af årsagen til paradokset er naturligt nok, at universiteterne stadig er ved at definere sig selv som masseuniversiteterne.

Den slags tager tid, men det er naivt at tro, at det kun er uddannelsesinstitutionerne, der præger de studerende og ikke omvendt. En ny type studerende forudsætter også nye rammer. Undervisningstimer koster selvfølgelig penge, og dem er der ikke mange af i samfundet. Men det koster også samfundet og universiteterne dyrt, når de studerende dropper ud.

Nogle af de penge kunne spares ved at skabe et indlæringsmiljø, der inkluderer og ikke ekskluderer. Og ved at skabe et universitet, hvor fordybelse er i højsædet, men hvor man også kommunikerer med hinanden for at nå frem til den mest præcise løsning eller den bedste analyse. Det gør man vistnok også i det offentlige og i erhvervslivet.

Ask Hansen er stud.mag. i litteraturvidenskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

- og hvad forhindrer de studerende i at (have) udvikle(t) interesse for særlige områder indenfor det fag, de vel har haft gode og begrundede overvejelser over at vælge og nidkært specialisere sig i dem?

Lone Koefoed Hansen

Kære Ask
I har begge ret: dit forrige jeg har ret i, at studerende skal læse selv. Der er ingen vej uden om, hvis man skal igennem Dostojevski, avanceret anatomi, erhvervsjura eller lignende. Dit nuværende jeg (og din ven) har ret i, at det skal man ikke gøre helt uden vejledning, guidance eller mentorskab. Læring er i høj grad noget, man hjælper hinanden med.
Men det er ikke flere undervisningstimer, der afhjælper det, det er derimod bedre pædagogik. Folk som mig, undervisere på universiteterne, skal være bedre til at tydeliggøre, hvordan man gør det. Hvad er svært, hvordan kommer man igennem svære tekster og emner, hvordan arbejder man som gruppe på at gøre det, osv. Dvs der skal mere fokus på, hvad man gør, når man IKKE er sammen med en underviser. Det er den fordel, som børn af akademiske forældre har ift dem, som ikke kommer fra studieivrige hjem: de kender, eller de kan nemt få adgang til viden om, hvordan man lærer mere og bedre.
Så når du og dine medstuderende synes, at der skal mere undervisning til, så vil jeg replicere, at det nytter kun noget, hvis man kan udnytte den ordentligt. Og det er dét, vi skal fokusere på at udvikle. Vi diskuterer det allerede på livet løs i Det Alternative Kvalitetsudvalg (#altUdvalg på Twitter), og jeg synes bestemt, at du og dine fæller skal kigge ind og snakke med. Det er ved at løfte i flok, at vi bliver bedre til det, som du efterspørger.