Læsetid 3 min.

Messerschmidt sikrer DF rekordvalg – vælgerlussing til Løkke

Massiv fremgang til Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt i et historisk valg til Europa-Parlamentet. Tilbagegang på flere procentpoint til Lars Løkke ligner vælgernes straf for bilagssagerne
EU-valgets klare vinder var Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, som med mere en 26 procent af stemmerne får fire mandater i Europa-parlamentet

EU-valgets klare vinder var Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, som med mere en 26 procent af stemmerne får fire mandater i Europa-parlamentet

Scanpix

26. maj 2014

I 1994 stillede Kristian Thulesen Dahl op til Europa-Parlamentet. Som landsformand for Fremskridtpartiets Ungdom var han partiets spidskandidat, og 10.561 danskere stemte personligt på ham. Det var dog ikke nok til at blive valgt. I dag er Kristian Thulesen Dahl formand for landets største europæiske parti – Dansk Folkeparti.

Med over 26 procent af stemmerne blev det et historisk valg for Dansk Folkeparti og i dansk politik. For første gang ved et valg er Dansk Folkeparti nu landets største, og spidskandidat Morten Messerschmidt får tre kolleger med sig til Bruxelles.

Allerede i efteråret begyndte Dansk Folkeparti indirekte partiets kampagne frem mod valget til Europa-Parlamentet.

Det skete i statsministerens spørgetime, hvor Kristian Thulesen Dahl fik sat regeringens administration af udbetalingen af børnechecken på dagsordenen, og det antændte hele det altoverskyggende valgtema: Velfærdsturisme.

Morten Messerschmidts første udfordring bliver at finde en gruppe i Europa-Parlamentet, som vil optage ham og kan sikre ham og Dansk Folkeparti en større indflydelse på beslutningerne i parlamentet, end partiet har haft de sidste perioder. Her vil Messerschmidt allerede mandag indlede forhandlinger med gruppen, som også de britiske konservative er en del af.

På den indenrigspolitiske scene giver danskernes historiske opbakning til Dansk Folkeparti et rygstød til Kristian Thulesen Dahl, som både regeringen og Venstre må tage bestik af. Dansk Folkepartis størrelse kan blive både et problem og en mulighed for både Venstre og regeringen.

Lars Løkke Rasmussen kan glæde sig over, at Dansk Folkeparti tilsyneladende er i stand til at holde vælgerne inden for blå blok, når de fravælger Venstre. Men hvis Dansk Folkeparti formår at overføre succesen fra EP-valget til et folketingsvalg, bliver partiet en stor politisk udfordring for Lars Løkke Rasmussen, når han skal samle 90 mandater for en ny borgerlig regerings politik.

Dansk Folkepartis potentielle størrelse efter et folketingsvalg er naturligvis også et udfordring for regeringen, men indtil et folketingsvalg kan DFs succes muligvis bruges til at lokke Dansk Folkeparti med i aftaler om en reform af beskæftigelsessystemet og vækstinitiativer.

Frem mod folketingsvalget vil det store spørgsmål være, om de mange tusinde danskere, som for første gang må have stemt på Dansk Folkeparti, kan gøre det igen, når Morten Messerschmidt ikke står på stemmesedlen.

Nye spekulationer om Løkke venter

Selv om Helle Thorning-Schmidt måtte indkassere sin syvende tilbagegang ved et valg som formand for Socialdemokraterne, vil fokus den kommende tid være rettet mod Venstres Lars Løkke Rasmussen. Efter to uger, hvor formandens tøjindkøb og rejser på partiets regning, har fyldt mediebilledet og skygget for partiets valgkampagne, straffede vælgerne prompte partiet. Kun to mandater og det ringeste resultat i mange, mange år åbner for, at der kan komme fornyet kritik formanden, og diskussionen om hvorvidt Lars Løkke Rasmussen er den rigtige formand for Venstre kan blusse op i baglandet igen, når partiets valgkamp til Europa-Parlamentet skal evalueres.

Efter fem års fravær kommer Morten Helveg Petersen og Det Radikale Venstre igen til at have fast plads i Europa-Parlamentet, mens SFs Margrethe Auken formåede at bevare sit mandat, selv om partiet på den indenrigspolitiske scene indtil for kun få måneder siden var tæt på regulær nedsmeltning, og flere af toppolitikerne frygtede partiets opløsning. Hos Folkebevægelsen mod EU kan Rina Ronja Kari også i de næste fem år fortsætte sit arbejde for mindre EU.

Og så stemte et markant flertal af danskerne ja til dansk deltagelse i den fælles patentdomstol. Med omkring 60 procent ja-stemmer til patentdomstolen skal man helt tilbage til folkeafstemningen om dansk deltagelse i det daværende EF for at finde en større dansk opbakning til et EU-projekt. Dengang stemte 63,4 procent af danskerne får danske deltagelse i EF. Danskernes opbakning til at afgive suverænitet på patent-området får ikke ja-partierne til at overveje at sætte flere af de danske forbehold til afstemning inden for den nærmeste fremtid. På trods af ja'et er fremgangen til de EU-skeptiske partier alt for stor til, at ja-partierne tør risiskerer et nej.

LÆS: Pyrrhussejr til Morten Messerschmidt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

Det er mig en gåde at nogen kunne give stemme til Margrethe Auken og Bent Patentsen.
Men ok.. det er et demokrati, og de 2 skiderikker får endnu 5 år med 100.000 per måned.
Det ærgrer mig dog usigeligt at det blev et JA til patentdomstolen, men who cares.
Jeg er 48, og med en smule held er det kun min yngel der skal lide under det åg.
Debatten var, som sædvanligt når det gælder EU, dårlig og skinger, men som Skaarup skrev, så er det sikkert sidste gang vi bliver spurgt.

Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Anders Petersen, lars abildgaard, Rune Petersen, Søren Roepstorff, Filo Butcher, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Torben Selch, Nic Pedersen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Nielsen
Torben Nielsen

Jeg ser det ikke som Messerschmidts personlige sejr, men mere at skeptikerne er for EU, men vil have mindre union. Præcis hvad DF har prædiket.
I partilederrunden viste Løkke sig som en politiker der opfattede budskabet. Helt modsat Helle Thorning som demonstrerede, at hun stadig er ualmindeligt tonedøv og forstokket.

Flemming Scheel Andersen, Flemming Madsen, Filo Butcher, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mette Hansen
Mette Hansen

Torben Nielsen Det Helle sagde var, at hun og Vestager gjorde noget ved skepsis'en ved rent faktisk at få gennemført ting, der gik i den rigtige retning ang løndumping og bankers grådighed end V og DF nogensinde har gjort .... DF og V snakker og snakker især efter i stedet for at handle på alle de ord !

Brugerbillede for Torben Selch
Torben Selch

En vigtig opgave er at informere borgerne omkring arbejdet i EU - inden den afsluttende valgkampagne - have jeg intet hørt fra andre end Rina Ronja og Morten Messerschmidt af de nuværende kandidater. Dan Jørgensen er ikke lige min kop te - men var dog en aktiv debattør - de andre, alle til hobe, har været usynlige.

Brugerbillede for Jesper Wendt
Jesper Wendt

Bortset fra ingen rigtig ved hvad de blev spurgt om. >.<

Så er det jo lige fedt man ikke fifler med stemmesedlerne, hvis man taber borgerne på hovedet.

Brugerbillede for Lars Bo Jensen
Lars Bo Jensen

Løkke var ikke kandidat til EU-parlamentsvalget. Jeg tror lige så meget at det er Venstres zigzag kurs, hvor de har talt imod den fri bevægelighed, selv om den er vedtaget i traktater som Venstre har været blandt de ivrigste fortalere for.
Hvis man er imod den fri bevægelig af arbejdskraft, så skal man da stemme på en reel modstander. Ikke på et parti som Venstre, der af rent indenrigspolitiske årsager, har forsøgt at hykle en modstand. Det har nok skræmt nogle af de mest EU begejstrede væk fra partiet.

Derfor glæder jeg mig alligevel til Løkkes næste sag, man skal vel hedde Inger Støjberg, for ikke at tro at der kommer flere sager inden næste folketingsvalg. (men fortsæt støtten Inger S. så ryger du samtidig med Løkke)

lars abildgaard, Rune Petersen, Filo Butcher og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Finn Rantzau
Finn Rantzau

@Torben
Du har sikkert ret i, at DFs sejr mest er en protest end egentlig opbakning til DFs politik. Nøjagtig ligesom den medvind EL har, hvor mange i protest mod S og SF stemmer på Johanne & Co for at sende et signal, mens de dybest ikke ønsker EL magten - sådan har det altid været i politik.
I øvrigt må blot erkende, at Messerschmidts ageren i denne valgkamp har virket perfekt overfor dem, som han gerne vil appellere til, at så mange os af andre ikke synes særlig godt om ham and hans parti er inderligt irrelevant, for vi er ikke målgruppen.

Brugerbillede for Kim Øllgaard
Kim Øllgaard

Lige så utroligt, det er, hvis Løkke bliver siddende, lige så utroligt er det, hvis Thorning bliver siddende - som det nævnes har hun tabt syv valg i træk for socialdemokraterne.
Der må da være andre end mig, der overvejer, om hun er den rette på posten.
I hvert fald var hendes "sejrstale" ikke præget af nogen større forståelse for vælgernes holdninger, modsat Løkke, som dog trods alt kunne mobilisere lidt vilje til at indse skepsisen over for EU-systemet.
Thorning kunne ikke drive det til andet end lidt hetz mod DF - nå, men hun satser vel også stadig på, at ved at fortsætte i rollen som jubeleuropæer, vil der være interesse i at få hende afsat til en post i systemet dernede.

Flemming Scheel Andersen, Janus Agerbo, Anders Bertelsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen
Peter Jensen

"Danskernes opbakning til at afgive suverænitet på patent-området får ikke ja-partierne til at overveje at sætte flere af de danske forbehold til afstemning inden for den nærmeste fremtid."

Man 'modner synspunkterne', som det hedder på moderne styringsdansk - så skiverne kan skæres langsomt. Og tiden er en uvurderlig hjælper, EU-udviklingen i øvrigt bliver i sig selv et argument for at vi 'skal være med' ... for ellers 'sakker vi agterud' og bliver 'koblet af udviklingen' - hvormed denne udviklings indhold pludselig bliver knap så væsentlig. Ligesom patentdomstolen, som ikke engang eksisterer endnu og som ingen kender praksiskonsekvenserne af.

Lise Lotte Rahbek, Rasmus Knus, lars abildgaard, Janus Agerbo og Anders Bertelsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Filo Butcher
Filo Butcher

Så nu har vi den samme magtkombination i EU som vi havde i Tyskland i 1930'erne: en koalition af nationalister, fascister og storkapitalen.

Spændende at se om det nu lykkes at holde US kapitalen udenfor døren, fx med TTIP sagen.

Blandt så meget andet.

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Det der egentlig er spørgsmålet er om vi tager fejl og der reelt er tale om et holdningsskred i dansk politik. Altså at det er forkert at betragte det som et protestvalg.

Det ser ud til at der er vind i sejlene for dem der spørger; "What did the Romans ever do for us?"
Visualiser selv dialogen og hvis du ikke kender referencen så skynd dig at se Life of Brian.

Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

Ja, det bliver unægtelig spændende at se, om dette er er forvarsel om et jorskredsvalg til DF ved næste folketingsvalg.

Naturligvis er der, med så mange nye DF-stemmer, tale om et protestvalg, men man skal nu ikke underkende Morten Messerschmidts ' egen fortjeneste. Han er, hvad man end måtte mene om hans holdninger og parti, en enestående politisk og oratorisk begavelse - og så har han noget, som de fleste politikere idag mangler: Han besidder originalitet og sine meningers mod. Han træder frem fra den grå masse af partiskolede floskelmagere, som S og V nærmest udelukkende er befolket af. Han er faktisk en interessant person med sin noget alternative livsindretning. Man fornemmer mennesket bag politikeren, og det er noget af det allervigtigste, når det kommer til vælgerappeal. I tillæg har han ægte karisma og et kønt ansigt. Altsammen faktorer af langt vigtigere betydning en partiforhold og politisk overbevisning - al den stund, at forskellene i partiideologier efterhånden er nærmest forsvindende.

Mon ikke DF får hentet deres guldfugl hjem fra Bruxelles inden længe og placeret ham som spidskandidat i Kbh til næste folketingsvalg. Hvis ikke da, så til det næste.

/O

Flemming Scheel Andersen, Rune Petersen, Per Torbensen, Christel Gruner-Olesen og Anders Bertelsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Bertelsen
Anders Bertelsen

Det ser ud til at der er vind i sejlene for dem der spørger; "What did the Romans ever do for us?"

Det er der altid, naar ens land er besat. Om EU saa dekreterede at der skulle regne patter ned fra himlen, ville folk stadig vaere utilfredse med at ikke-valgte pampere i Bruxelles har tiltaget sig overhoejhed over Folketinget.

Brugerbillede for Anders Bertelsen
Anders Bertelsen

Mon ikke DF får hentet deres guldfugl hjem fra Bruxelles inden længe og placeret ham som spidskandidat i Kbh til næste folketingsvalg.

Han bliver kaldt hjem efter valget.

DF's problem er faktisk at deres meningsmaalinger er for gode. De har aldrig deltaget i en regering, og at gaa direkte ind fra uproevet floejparti til forhandlingsleder, er en farlig satsning. De har brug for mindst een - helst to - valgperioder, til at faa noget ministererfaring som junior-partner, hvor ansvaret ikke er ligesaa tungt.

Brugerbillede for Filo Butcher
Filo Butcher

Olivier Goulin,
enig i dine betragtninger omkr. Messerschmidt (som de fineste tyske WWII kampfly også hed)-
Men det er ikke sådan at den slags politiker ikke findes i flere udgaver, de får bar ikke en chance i de "finere" partier hvor DJØF'ere er den dominerende art.