Læsetid: 3 min.

Moses fra Jernaldervej

Enhedslistens mangeårige folketingsmedlem og medstifter, Keld Albrechtsen, mener, at partiet må overtage SF’s rolle
Keld Albrechtsen erkender, at den marxistiske drøm hverken bliver realiseret i hans eller sin datters levetid

Keld Albrechtsen erkender, at den marxistiske drøm hverken bliver realiseret i hans eller sin datters levetid

Mathilde Bech

15. maj 2014

For at besøge Keld Albrechtsen skal du først forbi narkohandlerne i carporten hjemme på Jernaldervej i Aarhus. En lokalitet disse midlertidigt er fortrukket til på grund af politiets indsats i den nærliggende Gellerup-parken.

»Men mig generer de nu ikke,« konstaterer Enhedslistens mangeårige folketingsmedlem og medstifter med henvisning til, at det sidste, narkohandlerne selvfølgelig ønsker, er opmærksomhed. Selv har Keld Albrechtsen, som stoppede i Folketinget i 2005, senest vakt opmærksomhed ved beskrive Enhedslistens nuværende position med SF’s tidligere: Partiet, som vil trække Socialdemokraterne til venstre.

LÆS: Enhedslisten udrenser revolutionen

»Jeg gør bare stilfærdigt opmærksom på, at i og med SF kun er optaget af at komme i regering, så er Enhedslisten nødt til at forvalte den opgave det er at presse Socialdemokratiet fra venstre for at skubbe hele samfundsudviklingen til venstre«.

– Skyldes det, at det politiske spektrum har ændret sig siden Enhedslistens dannelse?

»Man må nok ærligt og redeligt sige, at det politiske spektrum er smallere i dag end i 1970’erne. Mange er i dag ikke på samme måde dybt forankrede i fagbevægelsen eller andre former for indbyggede politiske traditioner. I stedet har unge et åbent udgangspunkt i livet – også med hensyn til deres politiske holdninger. Det har den konsekvens, at Enhedslistens rolle i dag er bredere, hvilket betyder at partiet også må gøre sig umage med at rumme disse mennesker og blive et bredt parti.«

– I forhold til tidligere synes Enhedslisten også at have overtaget SF – og selvfølgelig ikke mindst Socialdemokraternes – begejstring for velfærdsstaten?

»Tidligere var visionen et samfund med nogle helt andre styreformer – et fladt demokrati – stort set uden magtorganer. Der var kun brug for løst organiserede råd, da det jo handlede om at fjerne magt – ikke at kæmpe om magten og bruge den. Samfundet skulle styres alene på folks frivillige deltagelse: Staten, virksomheder, kommuner og det hele. Hvorimod det i dag står klart, at samfundet altså har brug for disse valgte repræsentanter.«

– Men er du villig til helt at af- skrive den marxistiske drøm om, at staten skal visne bort?

»Jeg kan jo ikke se, hvad der sker om 100 år. Men jeg kan se, at det ikke bliver i min tid. Og næppe heller i min datters. Drømmen er intakt. Men erkendelsen er, at vejen er lang, hvilket måske er godt nok. Det er nemlig ikke bare en social proces, men en proces i folks hoveder. Vi troede, at skoling kunne ændre folks hoveder i samme hastighed som de ydre strukturer i samfundet. Ja, tingene ville nærmest ændre sig eksplosivt, fordi kulturrevolutionen – sideløbende med omformningen af industrien – ville skabe en samlet bevægelse, hvor bevidstheden ville gøre mennesker bedre. Men det der med at løfte dannelse, kultur og demokratiforståelse i et samfund er et langt og hårdt stykke arbejde.«

– Når du ser tilbage på de seneste 25 år, hvad er så lykkedes og ikke lykkedes for Enhedslisten?

»Det er gået, som jeg håbede. Vi har skabt et parti, som har overvundet venstrefløjens gamle splittelser og som fungerer på en god og konstruktiv måde og som har en kolossal betydning i samfundsdebatten.«

– Men det politiske håb er vel ikke blevet indfriet?

»Nej. Den generelle samfundsudvikling har i lange perioder bevæget sig mod højre. Først konservatismen i 1980’erne og efterfølgende liberalismens indtog. Så dybest set er jeg i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lykkedes os at erobre ret meget terræn i det samlede billede. Men det betyder ikke, at jeg går rundt og er en trist mand. Der er jo også nogle unge mennesker som kommer efter os.«

– Du lyder som Moses, der aldrig selv skulle nå at betræde det forjættede land?

»Nej, det er jo det, jeg nok efterhånden har erkendt. Det store projekt tager noget længere tid, end jeg havde forestillet mig. Men så dem, der kommer efter mig. Det er da også en stor ting.«

LÆS: Johannes politiske kompas

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Ervin Lazar
Steen Sohn og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det er på mange måder nedvurderende og misvisende at kalde Keld Albrechtsen for "Moses fra Jernaldervej". Det minder lidt om tv-manden Casper Christensen, der gjorde nar af alt og alle på en kold og klam måde. Her gøres nar af Albrechtsen fordi han ikke vandt med sit Marx-projekt. Underforstået - så kan I lære det, skynd jer væk fra Marx og de venstreorienterede, de er tabere.

Bjarne Riisgaard

Der bliver jo kun gjort nar af Keld Albrechtsen i det omfang du selv tillægger hans svar noget negativt. I sig selv er både spørgsmålet og KA´s svar rimelige nok.