Læsetid 3 min.

Omstridt ordning er kommet for at blive

’Man skal se på det på den måde, at der er nogle danske børnefamilier, der har stor værdi af au pair-ordningen,’ lyder det fra beskæftigelsesministeren om ordningen. FOA mener, at ordningen blot leverer billig arbejdskraft
31. maj 2014

Det er fantastisk om morgenen. Og hun har lært at bage boller. Vi står alle sammen op ved 6-tiden, og hun er så heroppe 6.20. Så går hun i gang med at dække morgenbord, og lige hvis der er noget, rydder hun det sidste op. Så smører hun madpakker og smækker bollerne i ovnen, og så når vi kommer ned ved 7-tiden, går hun med hunden. Så er der ligesom ro hernede. Og når vi så smutter af sted kvart i otte, sætter hun sig selv ned og spiser, og så rydder hun op.«

Sådan lød det fra en »værtsmor«, da Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) sidste år undersøgte den danske au pair-ordning. Ordningen, hvorefter den såkaldt au pair-person – som i 97 procent af tilfældene er en pige/kvinde – under opholdet hos en dansk værtsfamilie ellers skulle »forbedre sine sproglige og evt. faglige kundskaber samt udvide sin kulturelle horisont«.

Selv om kritikere af au pair-ordningen – herunder flere social- demokrater – da også mener, at den blot legitimerer brugen af billig arbejdskraft i det nordsjællanske whiskybælte, så slår beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nu fast, at den er kommet for at blive.

»Man skal se på det på den måde, at der er nogle danske børnefamilier, der har stor værdi af au pair-ordningen. Og derfor får den lov at fortsætte. Men vi skal selvfølgelig sikre os, at tingene foregår på en ordentlig måde,« siger Mette Frederiksen som i sin tid bestilte SFI’s undersøgelse.

I stedet kommer beskæftigelsesministeren med 14 forslag, der skal forbedre au pair-ordningen og sikre au pair-pigerne bedre forhold under opholdet i Danmark. Au pair-pigernes såkaldte lommepenge skal blandt andet hæves fra 3.250 kroner om måneden til 4.000 kroner. De skal have fri på helligdage. Og værtsfamilien skal udarbejde et udførligt arbejdstidsskema, så det klart fremgår, i hvilke tidsrum au pair-personen har fri og ikke står til rådighed.

Venstre er tilfreds med, at enhver snak om. at droppe au pair-ordningen er opgivet.

»Jeg er glad for, at Mette Frederiksen har flyttet sig fra sin tid i opposition, hvor Socialdemokraterne nærmest var modstander af ordningen til nu bare at komme med en justering af denne. Det her er – til dels – en imødekommelse af de familier, som har brug for ordningen for at få hverdagen til at hænge sammen, siger Venstres familieordfører, Louise Schack Elholm.

Billigere end andre løsninger

Tonen var ellers anderledes kritisk over for au pair-ordningen, da Socialdemokraternes daværende europaparlamentskandidater Poul Nyrup Rasmussen og Britta Thomsen tilbage i 2009 i en fælles kronik i Information foreslog helt at afskaffe ordningen, fordi denne havde »forvandlet sig til at være en effektiv måde for velbeslåede danskere at købe sig billig arbejdskraft«.

»De kvinder, der kommer her til landet på au pair-vilkår, er vores nye underklasse«, skrev de to socialdemokrater.

Siden har debatten raset med ikke blot historier om au pairer, der blev udnyttet ud over deres kontrakt, men også om ikke tiden er løbet fra selve ordningen.

SFI konkluderer nemlig, at værtsfamiliens valg af en au pair-pige ofte er motiveret af, at ankomsten af barn nummer to eller tre – eller anskaffelsen af for eksempel en hund – gør det umuligt for folk at få hverdagen til at hænge sammen, med mindre de skærer ned i deres arbejdstid. Eller vælger en au pair.

En »værtsfar« fortæller for eksempel i SFI’s undersøgelsen følgende om, hvorfor familien endte med at ansætte en au pair:

»Vi forsøgte os med en professionel rengøringsordning. Vi gav næsten 4.000 kr. om måneden for at få gjort rent i det her hus én gang om ugen, og kvaliteten var helt håbløs. En ung pige i huset ville koste en 7-8-9.000 kr. eller sådan noget, og hvis man så oveni skulle have rengøringshjælp, så er det pludselig 11-12-13.000 kr. om måneden.«

FOA, som organiserer au pair-pigerne, har længe opfordret SR-regeringen til at tiltræde den såkaldte ILO-konvention om husarbejdernes rettigheder fra 2011 og anerkende au pairer som arbejdere.

»Da jeg kørte på arbejde for nylig, hørte jeg en feminist sige følgende i radioen: ’Nutidens feminister kræver plads i bestyrelseslokalet, de vil have seksuel kapital, de vil have au pair-piger – og så tager de stilletterne på’. Det er et meget godt billede på, at en au pair ikke betragtes som kulturel udveksling, men en arbejdskraft, som gør det muligt for kvinder at realisere sig selv,« siger FOA’s formand, Dennis Kristensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen
Erik Rolfsen Nissen

'Det her er – til dels – en imødekommelse af de familier, som har brug for ordningen for at få hverdagen til at hænge sammen, siger Venstres familieordfører, Louise Schack Elholm.'
Sådan siger hun og man kan være bange for, at sådan mener hun. Men man bliver jo i sandhedens navn nødt til at spørge, hvad det er for familier, der har brug for hjælp for at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg havde jo ikke lige forestillet mig, at det var familier, der nemt kan undvære 5-10.000 kroner om måneden til pasning, rengøring, madlavning og hundeluftning.

Brugerbillede for Morten Bøttzauw
Morten Bøttzauw

Hvorfor er der ikke nogen der tænker på at au-pair pigerne(m/k) har brug for en indkomst, som er lille i dansk sammenhæng, men ikke i international sammenhæng ??
Hvis en person fra den tredie verden, eller andre steder , har brug for denne lille indtægt, hvorfor så ikke tilbyde den ?? Jeg synes selvfølgelig at folk skal behandles ordentligt, også hvis de bliver gravide eller andet. Men det er meget formynderisk at sige at disse piger (M/K) ikke ved hvad de selv har brug for. Derfor skal de selvfølgelig tilbydes det arbejde, der er til rådighed.
Jeg har indtryk af at det er ret få danske personer der vil arbejde med rengøring og hushjælp i den udstrækning som efterspørges her. Vi skal ikke glemme at indtægt og udgiftniveau er meget forskelligt i Danmark og stort set alle andre steder.
Morten B.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ordningen er for at sikre unge mennesker fra andre lande i Europa muligheden for kulturel udveksling mod at levere nogle timers husarbejde og deltage i sprogskole. Dette er et misbrug og en udhuling, det er en genindførelse af tyendet -hvor man snarere skulle sætte familierne stolen for døren og kræve, at de selv igen tager vare på deres børn indtil skolealderen. Den almindelige løn i det danske samfund er nu af en størrelse, så man ikke længere burde behøve to indtægter i en familie. Der er brug for en tilbagevenden til fornuften og de sande værdier, og det begynder med en dramatisk nedtrapning af de aktiviteter i samfundet, der indebærer løn.

Brugerbillede for Rasmus Kongshøj
Rasmus Kongshøj

De to store systembevarende partier er enige om at overklassen skal have ret til underbetalt tyende fra Langtbortistan, så de slipper for at tage sig af deres egene børn. Det er utænkeligt at velhavere må skrue en tand ned for karriereræset og årgangsvinen, for at leve op til deres forældreansvar.

I anden sammenhæng har repræsentanter for socialdemokratiet forholdt sig til hvad man skal gøre ved det problem mange børnefamilier med helt almindelige indkomster oplever, når arbejdet tager så meget tid at det går ud over børnene. Her er løsningen at vi skal have bedre daginstitutioner, for hvis arbejdsudbudet skal være i verdensklasse i 2020, og Bjarne Corydon skal klappes på hovedet af vennerne til Bilderberg-mødet, så er der sandelig ikke tid til noget så uproduktivt som at folk er sammen med deres egne børn.

Kort sagt, dansk familiepolitik går ud på at begrænse familielivet mest muligt.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Men det er jo også nødvendigt, Rasmus Kongshøj, når det viser sig, at så mange mennesker drikker som huller i jorden, at det koster samfundet 12 mia om året.... ;-)