Læsetid: 1 min.

Özlem Cekic: Valgvideo skulle aldrig have været lagt op

Folketinget gør klogt i at fjerne valgvideoen, selvom den aldrig burde være lagt op, mener SF'eren
Indland
13. maj 2014

Selvfølgelig havde jeg helst undgået, at vi skulle bruge et døgn på at diskutere, hvorvidt der skulle være fem kvinder til at tilfredsstille en mand eller ej, siger ligestillingsordfører for SF, Özlem Cekic

Scanpix

Det er positivt, at Folketinget har fjernet valgfilmen omkring valget til Europaparlamentet på grund af den kritik, som filmen har genereret.

Sådan lyder det fra SF's ligestillingsordfører Özlem Cekic, efter at valgfilmen tirsdag er trukket tilbage fra Folketingets YouTube- og Facebook-side.

LÆS: Folketinget fjerner omstridt valgvideo

»Det er godt, at formanden for Folketinget, Mogens Lykketoft (S), vælger at lytte til den massive kritik, der har været,« siger ordføreren.

»Selvfølgelig havde jeg helst undgået, at vi skulle bruge et døgn på at diskutere, hvorvidt der skulle være fem kvinder til at tilfredsstille en mand eller ej.«

Filmen fra Folketinget har den fiktive person Voteman i hovedrollen. Han har sex med flere kvindefigurer og uddeler tæsk til de unge vælgere, der ikke stemmer ved valget til Europaparlamentet.

»Man burde i stedet have diskuteret, hvad det betyder, at de unge stemmer til EP-valget, og hvilken betydning det har, når man stemmer og faktisk også er med til at bestemme, hvilke værdier vores samfund skal bygges op omkring,« siger Özlem Cekic.

Ligestillingsordføreren mener, at videoen aldrig skulle have været udsendt med Folketinget som afsender, idet den har et nedladende syn på både mænd, kvinder og unge.

»På den måde er jeg utroligt tilfreds over, at Mogens Lykketoft har valgt at lytte til den massive kritik, der stort set har været fra både højre- og venstrefløjen i Folketingssalen,« siger hun.

»Selve videoen har sexobjekter i form af kvinder, hvis hovedformål er at tilfredsstille en mand rent seksuelt, mens en mand bliver fremstillet som den her meget voldelige og uintelligente person, som kun kan trues til at stemme,« lyder det fra Özlem Cekic.

I forbindelse med den fjernede video erkender Mogens Lykketoft i en e-mail, at Folketinget som institution i fremtiden skal udvise større varsomhed med, hvad man lægger navn til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Høh.
Ifølge Johanne S-N's opdatering på Facebook, har hun fået slettet sit indlæg, hvor hun delte Voteman-videoen.
Facebook vurderede det som 'stødende indhold'.
Hahahahahahaha

Carsten Søndergaard

Det siger jo mest af alt noget om Facebook, Lise Lotte. Den slags skæld ud er vi så mange, der har fået af Facebook. I dette tilfælde er det højst sandsynligt "udnyttelsen" af delfiner, som Facebookstrisserne går op i. De er jo amerikanere, så dyrevelfærd står over vold og sex.

Hos Modkraft mener man, at videoen i virkeligheden blev trukket tilbage, "fordi den afslører, at det borgerlig demokrati er hult og ude at stand til at opfylde vores begær."

"Det ideologiske fantasmes funktion er blot at dække over, at det liberale demokrati er gennemskåret af en grundlæggende mangel. For hvem er Voteman? Voteman er Mogens Lykketoft, Özlem Cekic, partierne, staten, det liberale demokrati med en erigeret penis."

http://modkraft.dk/comment/47188

Tilsyneladende en film med flere fortolkningsmuligheder.

Lasse Glavind

Hus forbi, Carsten, jeg er ikke og har ikke været forarget, men forundret, forstemt og forbløffet over, hvor langt de talende jakkesæt på Christiansborg er fra virkeligheden. Pointen er såre simpel. Det handler ikke om at 'sælge' demokratiske afstemninger, men om at gøre dem relevante. Det kan man ikke hævde, at 'Voteman' på nogen måde gør. Jeg kan kun gentage mig selv: Det kan godt være at filmen er god reklame og laver en masse støj på linjen, men den er dårlig kommunikation (Jo, det er to forskellige ting - det lærer man på første semester på kommunikationsuddannelsen).

Lise Lotte Rahbek, Josephine Lehaff og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Men Carsten, det er da lidt sjovt, at de mest forargede synes at være Hanne Feldthus og andre som hende: De peger fingre ad og forarges! højlydt over dem, der kritiserer enten film eller Folketing og bruger skældsord, som "foraget", og det der er langt værre, om kritikerne. I øvrigt tankevækkende, hvor følgagtig HF selv har været. I starten brød hun sig ikke om filmen men så – heureka! – kom hun pludselig(!) på andre og 'bedre' tanker. Hvorefter hun nu skinhelligt mener sig i sin gode ret til at pege fingre ad dem, der endnu ikke har set lyset. Og i øvrigt til at definere al kritik som "forargelse".

Forargelseskortet er vist lige så effektivt et 'kort' at spille, som alle andre 'kort' man kan trække, hvis man ønsker at lukke munden på 'anderledestænkende', eller vil prøve at begrænse andres ytrings-, tænke- og talefrihed. Det er jo ikke så rart at få prædikater som fx 'forarget' (mao 'snerpe'!) på sig, så hellere tie eller skifte mening. Der er sq lidt for meget meningspoliti og udskamning over de egentlig forargedes forargelse, for min smag.

Det har aldrig været min mission at kritisere filmen. Jeg synes ikke, den er morsom. Jeg bryder mig ikke om vold eller sexisme i nogen form. Og jeg ville ikke give filmen høje point for hverken det tekniske eller det kunstneriske indtryk. Men det er ikke så meget dét, der har optaget mig, som det efter min mening uværdige i, at det er Folketinget, der står som afsender af filmen. Og jeg fastholder, hvad jeg skrev i min allerførste kommentar, da denne 'sag' endnu kun var et telegram gemt ude i højre spalte: Hvis denne film formår at anspore flere unge mennesker til at stemme, så er vi alle nok bedst tjent med, at de forbliver i sofaen lidt endnu. Hvorfor skal de stemme, hvis de ikke aner, hvad de skal stemmer om … og i øvrigt heller ikke er det fjerneste interesseret i at finde ud af det?

Carsten Søndergaard

Jeg er, ligesom dig, Lasse Glavind, forundret, forstemt og forbløffet over, hvor langt de talende jakkesæt på Christiansborg er fra virkeligheden. Men det er helt generelt i forhold til den politik, der føres. Ikke når de som her for en gangs skyld overskrider en uventet grænse og faktisk forsøger at vække nogle slumrende borgere.

Man er i sin gode ret til at synes, at det er smagløst udført, og hvis man synes det, er ret klart, at det renskurede Folketinget som afsender kan få det til at virke endnu mere smagløst. Men det er dog et forsøg. Det kunne som sagt være udført på mange andre måder, og det bliver det nok næste gang.

Og Vibeke, man må starte et sted. Først må folk bankes op, og så må de tage stilling til, hvad de mener og hvorfor. Den omvendte rækkefølge giver ingen mening. Det lyder næsten, som om du ønsker, at "visse typer" hellere skulle blive hjemme i sofaen end give sig til kende. Man kan ikke stille kvalitetskrav til folks bevæggrunde for at stemme. Hvem skulle formulere dem og håndhæve dem?

Lise Lotte Rahbek

Carsten Søndergaard
Oh - du vil have folk til at stemme, bare for at stemme?
Hvorfor dog det?

Vibeke Rasmussen

Nej Carsten, det er ikke, hverken hvad jeg skriver, eller hvad jeg ønsker: at "visse typer" (må jeg være her!) skulle undlade at stemme.

Ved det kommende valg skal de politikere vælges, som i de næste fem år er Danmarks repræsentanter i EU-Parlamentet, og der skal stemmes ja eller nej til Patentdomstolen. Jeg kan simpelthen ikke se, i hvis interesse det skulle være at prøve at 'lokke' mennesker, som er bedøvende ligeglade med, hvad der skal stemmes om, og som hverken vil lytte til, eller selv aktivt vil opsøge, information, at man vil 'lokke' dem til at stemme.

Og jeg finder det faktisk forkasteligt, at Folketinget/ EU-Oplysningen bruger 200.000 kr på en oplysningsfilm, som intet oplyser, men kun underholder.

Selvfølgelig kan man ikke stille kvalitetskrav til vælgerne, men man bør heller ikke, som Folketinget gør det pt, ligefrem opfordre til uoplyst stemmeafgivning. Og at forvente at mennesker stemmer først og så siden tager stilling, som du forestiller dig det, giver overhovedet ingen mening for mig. Dét er da i den grad den omvendte verden.

Carsten Søndergaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Carsten Søndergaard

I læser ikke, hvad jeg skriver: At FØRST må man banke folk op, så må de TAGE STILLING TIL, hvad de mener og hvorfor. Naturligvis, Vibeke, FØR de rent faktisk afgiver deres stemme. Jeg vil nødig fremstille mig som en helgen, men taler nu med mine børn om det på baggrund af videoen.

Jeg er heller ikke enig i, at valgvideoen ikke oplyser om noget - det gør den da: Hvis ikke du stemmer, har du heller ingen indflydelse på fx landbrugsstøtte, klimaforandringer, kemiske stoffer i legetøj - og mængden af kanel i kanelsnegle, fremgår det tydeligt af den.

Videoen er en øjenåbner. I mener ikke, den åbner nogen øjne, fair nok. Det mener jeg, den gør.

Og jeg mener helt grundlæggende, at en meget lav valgdeltagelse er en alvorlig udfordring for demokratiet, og det er nødvendigt at gøre noget ved det. Det her er et forsøg, det er muligvis ikke vellykket, men det er dog et forsøg. Det er, som bagmændene siger, tænkt som en samtalestarter.

Desto længere afstand, der opleves mellem borgerne og magthaverne, desto lavere valgdeltagelse, hvilket udfordrer det repræsentative demokrati i høj grad. Og afstanden er meeeget lang mellem EU og borgerne, derfor den meeeget lave valgdeltagelse ved EU-valg. Det kan og skal bekæmpes på flere fronter, det her er kun en af dem. At Folketinget bruger 200.000 kr. på dette forsøg er småpenge og ikke et seriøst kritikpunkt. I forbindelse med folketingsvalget i 2011 brugte partierne 138,2 millioner kroner på valgkampen - ud over hvad de enkelte kandidater personligt brugte.

Nu er Voteman også nået til Russia Today:

http://rt.com/news/159604-voteman-danish-cartoon-scandal/

Rasmus Knus

Jagten på demokratisk legitimitet - i form af kvantificerbar valgdeltagelse - har nået absurde former.
Hvad med at engagere de unge i europaparlamentsvalget? Fx ved at problematisere den rekordhøje europæiske ungdomsarbejdsløshed.

Anders Bertelsen

@Vibeke Rasmussen
Og jeg finder det faktisk forkasteligt, at Folketinget/ EU-Oplysningen bruger 200.000 kr på en oplysningsfilm, som intet oplyser, men kun underholder.

Den oplyser at der er valg til EU-parlamentet d. 25. maj, og det er hvad den skal, hverken mere eller mindre.

Naar et regeringsorgan paatager sig at 'oplyse' om den slags, gaar der alt for tit politik i den.

Vibeke Rasmussen

Carsten, det er nok uundgåeligt, at man ved en udelukkende skriftlig kommunikation let, og sikkert lettere end ved en direkte, helt bogstaveligt kommer til at læse hinanden forkert, og at der derved opstår unødige misforståelser. Men, jeg lytter til dig, jeg 'hører', hvad du siger, og jeg tager det til mig. Også selv om vi stadig ikke er 100% enige og næppe bliver det.

Men det er vel i grunden heller ikke så galt. :)

Vibeke Rasmussen

Anders Bertelsen, det er jeg så ikke enig med dig i, at man i statsfinansieret oplysningsmateriale i forbindelse med et valg ikke må gøre nærmere opmærksom på, hvad det er, der skal stemmes om. Problemet, der eventuelt ville kunne opstå, er vel ikke så meget, at der kan gå politik i den, det er jo politik, det handler om, men mere at der kan gå partipolitik i den.

Og med fare for at blive beskyldt for fortsat at piske en allerede halvdød krikke, kan det undre mig, at det første udkast til omtalte valgvideo, blev forkastet. Man ville oprindeligt skabe en familie i stil med The Simpsons, og så illustrere forskellige EU-problemstillinger gennem figurerne, fx en situation hvor et af børnene ville have mere i lommepenge, hvorefter alle børnene kom og krævede mere o.lign. Alle situationerne skulle så følges op med et konstant "Hvad synes DU? Hvad synes DU?"

For mig lyder det som en rigtig god idé, både morsom, oplysende og med en opfordring til selv at tage stilling. Men da man viste udkastet for elever på Christianshavns Gymnasium, var de ved at gabe kæberne af led. Og så blev den forkastet. Her er det så, at jeg nok skal undlade at stille det ellers oplagte spørgsmål: Var det nu idéen eller eleverne, der dermed spillede fallit?

Anders Bertelsen

Maaske Folketinget taenkte at det var lidt svaert at redegoere for det materielle i sagen i en 3-minutters TV spot.

Men da man viste udkastet for elever på Christianshavns Gymnasium, var de ved at gabe kæberne af led.

Det kan jeg ved den soede groed godt forstaa, det lyder ikke bare kedeligt, men direkte nedladende.

Folk er traette af den belaerende Bamse & Kylling-stil, EU-politik normalt bliver serveret med. Paradoksalt nok tror jeg at Voteman's success skyldes, at folk ikke foeler sig talt ned til.

Carsten Søndergaard

Ja, du har ret, Vibeke, og jeg havde tænkt mig at skrive noget lignende til dig :-)

Jeg kan læse ud af dit sidste indlæg, at du også har hørt debatten med den egentlige bagmand for videoen ("bodyguard", som han kalder sig, officielt "konsulent"), Thomas Thorhauge, og bl.a. Dan Rachlin. Rachlin var egentlig ikke forarget over videoen men havde alligevel nogle gode indvendinger mod videoen. Jeg forstår godt en del af hans (og dine og andres) indvendinger, men synes fortsat, det var et godt og interessant forsøg, som netop animerer til en del debat.

Nu er videoen jo i hvert fald ude, og den er nu set omkring 4 millioner gange. Så det er det. Til gengæld er der næppe tvivl om, at der ikke i overskuelig fremtid laves flere videoer i den stil ;-)

Tak for debatten!

Carsten Søndergaard

Folkekirkens Nødhjælp har forresten lavet et alternativ til Voteman-videoen.

Og det er da bestemt sympatisk.

https://www.youtube.com/watch?v=-sgrWNHn5C8&list=UUj9Hnh8mxHYWzoa36ESyyrg

Sider