Læsetid: 4 min.

PET sad advarsel om Blekingegadebanden overhørig

I august 1986 forudså en analytiker hos PET, at Blekingegade-banden ’i den nærmeste fremtid’ ville genoptage deres grove kriminalitet, fordi PFLP manglede penge. 106 dage senere gennemførte banden danmarkshistoriens største røveri mod Daells Varehus, men tilsyneladende sad PET med hænderne i skødet
Det var politiets fund i 1989 af en lejlighed fyldt med bl.a. våben og sprængstoffer i Blekingegade på Amager, som gav navn til den kriminelle bande, som i PET’s interne system hidtil var blevet kaldt for Appel-gruppen. Men selv om en analytiker hos PET allerede i august 1986 havde forudsagt, at banden snart ville slå til igen, foretog ledelsen af PET sig – ingenting.

Ernst Nielsen

30. maj 2014

I foråret 1986 blev en kriminalassistent, der var nytiltrådt i PET, sat på en særlig opgave: Ud fra alle oplysninger om den såkaldte Appel-gruppe (der senere blev kendt som Blekingegadebanden) i tjenestens arkiver skulle han skrive et første samlet notat om bandens aktiviteter.

Netop i det forår var PET’s opmærksomhed på banden i forvejen skærpet på grund af en række telefonaflytninger, som PET i samarbejde med den israelske efterretningstjeneste Mossad foretog af ledende personer i det palæstinensiske miljø i Danmark. Det fremgik her, at den palæstinensiske organisation PFLP igen ville i kontakt med Blekingegadebanden, der på sin side ifølge aflytningerne straks erklærede sig parat.

Desuden stod et medlem af banden i juni 1986 bag et biltyveri på Lobeliavej på Amager, hvor PET mere eller mindre overtog efterforskningen fra det almindelige politi.

Ifølge pressen kom det i øvrigt fuldstændigt bag på Blekingegade-kommissionens tre medlemmer, da den tidligere kriminalassistent i februar 2012 blev afhørt og forklarede om sit notat fra august 1986, for notatet var ikke blandt de dokumenter, kommissionen hidtil havde fået udleveret fra PET.

Fik ret i sin advarsel

Tilbage til notatets indhold: På knap ti sider sammenfattede kriminalassistenten i august 1986 i sit notat alle PET’s oplysninger og mistanker om banden, deriblandt at bandemedlemmer havde haft jævnlig kontakt med PFLP, og at den blev mistænkt for at stå bag flere uopklarede røverier som f.eks. kidnapningen i juli 1980 af en bankdirektør fra Forstædernes Bank og røveriet mod en pengetransport i Lyngby i marts 1983. Sammenfattende skrev kriminalassistenten, at der var tale om »en særdeles professionel og veltrænet gruppe, der mistænkes for at stå bag grov kriminalitet, hvis formål er at yde operationel og logistisk støtte til PFLP’s verdensomspændende terror«.

Og da det var »internationalt kendt, at PFLP netop nu mangler økonomiske midler«, forudså forfatteren, at man »utvivlsomt i den nærmeste fremtid (vil) opleve en genoptagelse af Apple-gruppens tidligere grove kriminalitet«.

Den 22. december – 106 dage senere – fik kriminalasistenten ret i sin advarsel: To dage før juleaften gennemførte banden danmarkshistoriens hidtil største røveri, hvor bandemedlemmer forklædt som håndværkere stjal Daells Varehus juleomsætning.

Under afhøringen i kommisisonen forklarede kriminalassistenten, at han selv straks havde tænkt på Appel-gruppen, da han hørte om røveriet.

Chef: Advarsel overdrevet

Det fremgår af beretningen fra Blekingegade-kommissionenen, som Justitsministeriet for nylig har offentliggjort, at PET’s ledelse i form af operationel chef Per Larsen modtog notatet i august 1986, men så skete der ikke mere. I hvert fald blev ingen af de politikredse, hvor banden havde gennemført røverier, efter det oplyste kontaktet af PET i anledning af notatet. Oplysningerne i notatet blev dog brugt til at udbygge de profiler, som PET havde om bandemedlemmerne.

Da Per Larsen i maj 2012 blev afhørt i Blekingegade-kommissionen, benyttede han lejligheden til at lægge afstand til kriminalassistentens konklusion i det for offentligheden hidtil ukendte notat:

»Konklusionen må stå for medarbejderens egen regning, idet der efter hans opfattelse ikke var grundlag i det underliggende materiale for en sådan kontant udmelding,« refererer kommissionen afhøringen af Per Larsen. Tilsvarende forklarede den tidligere PET-chef Henning Fode under sin afhøring i kommissionen i maj 2012, at »der var ikke beviser for, at Appel-gruppen stod bag grov kriminalitet, og der kunne derfor ikke henvises til ’Apple-gruppens tidligere grove kriminalitet’«. Kort fortalt mente Henning Fode ikke, at kriminalassistenten havde haft »noget grundlag for at skrive som anført«.

Selv om kriminalassistenten fire måneder senere fik ret i sin advarsel, erklærer kommissionen sig enig med de to PET-chefers vurdering.

Her henviser kommisisonen bl.a. til, at PET i efteråret 1986 indledte en fornyet overvågning og aflytning af flere af bandens medlemmer, som dog ikke førte til noget konkret resultat.

Kriminalassistentens notat gav således ifølge kommissionen ikke »holdepunkter for at lægge til grund som et faktum, at Appel-gruppen havde begået den nævnte grove kriminalitet. Der var fortsat alene en mistanke herom«. Derfor finder kommissionen det »usandsynligt«, at »en henvendelse til det almindelige politi på det foreliggende grundlag ville have kunnet føre til en afklaring af, hvori Appel-gruppens kriminelle aktiviteter bestod«.

Kort sagt: Ingen kritik fra kommissionen af, at PET tilsyneladende valgte at sidde på hænderne, selv om ledelsen var advaret om, at banden snart kunne slå til igen.

Den tidligere chef i PET Frank Jensen mener, at han efter røveriet mod Daells Varehus ringede til Kurt Olsen, dengang chef for røveriafdelingen i Københavns politi, »og henledte opmærksomheden på Appel-gruppens medlemmer«. Det forklarede han under sin afhøring i kommissionen i maj 2012.

Men at det skulle være sket, afviste Kurt Olsen fuldstændigt, da han blev afhørt: »Hvis der havde været en henvendelse fra PET i forbindelse med efterforskningen af røveriet mod Daells Varehus kan han ikke forestille sig, at røverigruppen ikke ville have orienteret ham herom«, refererer kommisionen den tidligere røverichef for.

Tilsvarende har såvel den tidligere kriminalinspektør Jørn Moos og gruppeleder Niels Bach Christensen fra røverigruppen afvist at have modtaget materiale eller tip fra PET i tiden efter julerøveriet. Tværtimod tog Niels Bach Christensen ifølge sin forklaring til kommissionen på egen hånd ud til PET i foråret 1987, netop fordi røveriafdelingen fortsat var på bar bund. Beskeden fra PET var, ifølge afhøringen af Niels Bach Christensen, at tjenesten ikke havde oplysninger, »der var relevante for Københavns Politis efterforskning af af røveriet mod Daells Varehus«.

På trods af disse udsagn har Blekingegade-kommissionen konkluderet, at »det forekommer sandsynligt, at PET gav Københavns Politi et tip om Appel-gruppen i forbindelse med Københavns Politis efterforskning af røveriet«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu