Læsetid: 6 min.

Universiteters jagt på patenter er underskudsforretning

Som en del af en omfattende orientering mod erhvervslivet udtager danske universiteter stadig flere patenter. Men patenterne er en underskudsforretning. Samtidig skader det forskning på områder, der ikke er bakket op af en stor pengetank, lyder kritik
Som en del af en omfattende orientering mod erhvervslivet udtager danske universiteter stadig flere patenter. Men patenterne er en underskudsforretning. Samtidig skader det forskning på områder, der ikke er bakket op af en stor pengetank, lyder kritik

Jakob Dall

3. maj 2014

Det skader en lang tradition for fri forskning, når alt fra lovgivningen til betingelser for finansiering og udviklingskontrakter har fokus på, at universiteter skal udtage patenter. Sådan lyder det fra flere forskere.

»Patenter er ødelæggende for tankegangen om, at forskning skal foregå gennem frie valg uden at været styret af økonomiske incitamenter«, siger Jan Faye, der er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.

Det fører – med sociolog Heine Andersens ord – til »en forskydning« i retningen af forskning, der understøtter »pengestærke interesser i industrien«. På bekostning af grundforskning og forskning til fordel for »grupper og behov, hvor der ikke er store pengekasser bagved«.

Rygtet går i visse kredse, at udviklingen mod det såkaldte markedsuniversitet for alvor tog fat, da en professor fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) fandt nogle resultater, der kunne bruges til at udvikle forskellige elektroniske produkter. Det var tilbage i 1990’erne. Og i stedet for at forske videre på universitetet sagde professoren op, tog patent på resultaterne for sidenhen at starte sin egen lukrative elektronikvirksomhed i udlandet.

Det kunne politikerne på Christiansborg ikke stå model til, og med forskerpatentloven fra 1999 blev det et krav, at forskere skal tage patent på opfindelser med en potentiel kommerciel værdi. Loven slår også fast, at patenter tilhører universitetet, hvor den pågældende forsker er ansat.

Som en overbygning bliver patenterne også i stigende grad brugt af staten til at styre universiteterne. I den såkaldte udviklingskontrakt, Københavns Universitet har indgået med Udannelses- og Forskningsministeriet, har universitetet således skrevet under på, at det skal tage mindst 18 patenter i år.

DTU skal ifølge sin kontrakt med ministeriet anmelde mindst 140 patentideer i 2014 mod 103 i 2011. Kombineret med et større krav til universiteterne om at finde medfinansiering til deres forskning, sætter det universiteter »under et kraftigt pres for at tage patenter«, siger Heine Andersen, der er professor emeritus ved Københavns Universitet. »Derfor sker der en påvirkning af den samlede prioritering af emner og problemstillinger i retning af det, der kan patenteres og kaste profit af sig«, siger han.

Patenter, et nødvendigt onde

Rygtet om den egennyttige professor kan Marianne Thellersen, der er koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab på DTU, ikke bekræfte.

Men hun er enig i, at forskerpatentloven kom til verden delvist motiveret af et politisk ønske om, at patenter skal være en indtægtskilde for universiteterne. En forventning, der blev skuffet.

»Man havde nok på det tidspunkt en urealistisk forestilling om, hvad universiteterne kunne tjene på det,« siger hun. Dertil er det for sjældent, at forskere gør opfindelser, der på den korte bane har en let omsættelighed på markedet.

Patenterne har derimod udviklet sig til en underskudsforretning for de danske universiteter – selv for DTU, der tager knap syv ud af 10 af alle patenter på danske universitetet. De seneste tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at DTU i 2011 havde indtægter for omkring 12 millioner kr. på deres patenter, mens universitetet samtidig havde udgifter for lidt mere end 14 millioner kr. på at administrere patenterne.

»Nogle år er det positivt. Men tager man det over den brede kam, går det ikke op. Så taber vi på det. Ikke signifikant, men det er ikke en positiv indtjeningskilde,« siger Marianne Thellersen.

Hun understreger dog samtidig, at patenterne blot er en del af en mere overordnet målsætning om, at universiteterne skal stille deres resultater mere synligt til rådighed for ikke mindst erhvervslivet.

I det lys er patenter ikke til at komme uden om. For i mange brancher er det ganske enkelt en betingelse, at opfindelser er beskyttet af patenter, hvis virksomhederne skal bruge penge på at omsætte dem til et produkter.

»De vil aldrig putte så mange penge i at bruge et produkt, hvis de ikke har eneret på det. Det er the name of the game i mange brancher. Hvis vi lavede opfindelser og bare publicerede dem, ville virksomhederne kigge på dem og nikke. Men ingen ville arbejde videre med dem,« siger Marianne Thellersen. Tænketanken DEA evaluerede sidste år forskerpatentloven, og en af konklusionerne er her, at loven har været med til at give flere virksomheder adgang til den viden, universiteterne ligger inde med.

Frem til lovens implementering var adgangen til nye forskningsresultater typisk en funktion af deltagelse i uformelle netværk – til fordel for de mest ressourcestærke i erhvervslivet, fortæller analysechef i DEA, Maria Theresa Norn.

I dag er adgangen blevet sat i system og er derfor også mere lige.

Hun kalder patenterne for »et nødvendigt onde«.

»Alternativet er, at lovende opfindelser ikke bliver patenteret,« siger Maria Theresa Norn.

»Eller at de ikke er synlige eller tilgængelige for andre end de få virksomheder, der har et personligt netværk til opfinderen. Forskerpatentloven har bidraget til en mere systematisk indsats på universiteterne for at finde de rette virksomheder til at overtage og videreudvikle forskningsresultater, der har et kommercielt potentiale«.

Jan Faye fra Københavns Universitet vil ikke afvise, at flere virksomheder nu får øje på patenterne.

Et nødvendigt onde

Men han fastholder den mere grundlæggende kritik, der sigter mod, at det skader forskningen, når universiteter i stigende grad tager patenter på alt fra tekniske til immaterielle opfindelser. Styret af et dobbelt krav om indtjening og om først og fremmest at bedrive forskning i erhvervslivets tjeneste.

»Universiteterne burde være et fristed for den form for økonomisk tænkning. For det går i høj grad ud over den grundforskning, som universiteterne skal tage vare på,« siger Jan Faye.

Universiteternes merkantile bevægelse går ikke kun ud over grundforskningen, den har også den konsekvens, at bestemte emner og grupper får mindre opmærksomhed, tilføjer sociolog Heine Andersen.

Han nævner et eksempel fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom, der er med til at finansiere ny forskning i sundhed. Her har rådet oplevet, at »»90 procent af ansøgningerne handler om, hvad og hvordan man kan behandle med piller, og hvordan man laver piller. Mensmeget få handler om forebyggelse.«

»Forskning i forebyggende foranstaltninger, motion eller lignende, er en vidensform som kan være meget samfundsgavnlig, men som man ikke kan tage patent på. Derfor har forskere inden for det sundhedsvidenskabelige område mere gavn af at forske i piller, end hvordan man undgår at spise piller,« siger Heine Andersen.Det er ikke kun inden for forskningsområder som sundhed, at markedsstyringen har den effekt, at noget bliver prioriteret mere end andet. Det gælder også på tværs af områder, hvor den stadig tættere forbindelse mellem universiteter og virksomheder med midler til at finansiere forskning, sender andre områder ud i mørket. Det rammer de svageste grupper i samfundet, pointerer Heine Andersen.

»Det bliver dem, der kan betale, som får en større del af forskningsresultaterne. Det er meget svært at få nogle virksomheder til at betale for forskning i hjemløshed, og de hjemløse har ikke selv råd til at betale for det. Hvem skal så betale for det?«.

Til det spørgsmål vil mange fra det etablerede politiske miljø ofte svare, at det skal blandt andet de basisbevillinger uden øremærkninger, som universiteterne også henter finansiering fra. Det sker også i et vist omfang, pointerer Heine Andersen. Men der er »desværre en tendens til, at dekaner, og andre, der sidder med regnearkene, dirigerer basismidler derhen, hvor de kan ruste forskerne til at rejse eksterne midler fra erhvervslivet«.

»På den måde er der helt sikkert sket en transformation,«siger han.

Ifølge Jan Faye er det i den forbindelse ikke et tilstrækkeligt argument for patenter, at staten skal have penge igen, når staten poster penge i forskning. Som det fra tid til anden kan høres fra flere sider.

Han sammenligner med statsstøttet kunst.

»Staten understøtter også kunst. Skal staten så også have en andel, hvis en kunstner pludselig tjener godt på et maleri? Nej, det, vi betaler både kunstnere og forskere for, er, at fremkomme med nye ideer, som vi alle sammen kan bruge,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu