Læsetid: 3 min.

En dansk, kosmopolitisk instruktør

Med Henning Carlsens død mister dansk film ikke bare en af sine store, internationalt anerkendte navne, men også en kreativ institution
Den anerkendte danske filminstruktør Henning Carlsen døde fredag morgen kort før sin 87 års fødselsdag

Den anerkendte danske filminstruktør Henning Carlsen døde fredag morgen kort før sin 87 års fødselsdag

Scanpix

2. juni 2014

1927-2014

En af dansk films store, internationalt anerkendte instruktører, Henning Carlsen, er død – kort tid før han ville være fyldt 87.

Med Henning Carlsens død mister dansk film også en kreativ institution. Henning Carlsen var i sin lange karriere både instruktør af væsentlige dokumentarfilm og spillefilm, og han skabte et åbent og kreativt miljø omkring sig, f.eks. som leder af Dagmar Bio, der op gennem 1970’erne var ramme om mange kulturbegivenheder.

Enhver, der havde det privilegium at kende og møde Henning Carlsen privat i hans og hustruen Elses fantastiske lejlighed på Frederiksberg, vil kunne bekræfte hans åbenhed, venlighed og uhøjtidelige evne til både at tale og lytte.

Poetisk punktum

Der var filmplakater, kunst og minder fra et langt liv overalt i lejligheden, og i en lang periode samlede Henning Carlsen også gamle filmapparater.

De er nu doneret til Francis Ford Coppola og er en del af hans amerikanske vingårds filmsamling. Henning Carlsen kendte utroligt mange i den internationale filmverden – han var en dansk kosmopolit.

Jeg besøgte sidste gang Henning Carlsen i lejligheden til en særforevisning af det, som blev hans sidste film, Erindring om mine bedrøvelige ludere (2012), baseret på Gabriel Garcia Márquez’ roman. Filmen er et flot, poetisk punktum for hans karriere. Det var en kompliceret, international koproduktion indspillet i Mexico, i sig selv en præstation af Carlsen, men også typisk for hans udholdenhed og stædighed, når store filmprojekter skulle landes.

Indtrængende billeder

Henning Carlsens vej til filmen var snoet, som det fremgår af hans fremragende erindringer, Mit livs fortrængninger (1998).

Henning Carlsen blev født i Aalborg den 4. juni 1927 i en grossererfamilie, og det pegede ikke lige mod filmkunsten. Men via blandt andet modstandsbevægelsen, Høng Studenterkursus og et job som assistent på Minerva Film (1948-53) mødte han den legendariske dokumentarfilminstruktør Theodor Christensen, som han har beskrevet som sin mentor.

Dokumentarfilmen blev Carlsens vej ind i filmkunsten, og det blev også mødet med den franske filmkunst kort før og efter den nye bølges gennembrud i 1960’erne.

Henning Carlsens dokumentariske mesterværker er Limfjorden (1961), De gamle (1961), Familiebilleder (1964) og Ung (1965).

Der er tale om indtrængende billeder af forskellige sider af dansk hverdagsliv, en slags portræt af det tidlige, danske velfærdssamfund. Carlsen var inspireret af den franske cinema verité-bevægelse, som var dokumentarismens nye bølge.

Kunstnerisk mesterværk

Men det var spillefilmene Dilemma (1962) og ikke mindst Sult (1966), der for alvor gjorde Henning Carlsen til en internationalt kendt instruktør og til en vigtig skikkelse i skandinavisk film.

Dilemma er baseret på Nadim Gordimers roman om Sydafrika, og den giver et stærkt billede af næsten dokumentarisk kvalitet af et samfund præget af apartheid, og filmen måtte optages delvis illegalt.

Sult er et kunstnerisk mesterværk i den danske og skandinaviske nybølge, en yderst filmisk forløsning af Hamsuns klassiker, som var tæt på at få Guldpalmen i Cannes, men måtte nøjes med prisen for bedste mandlige hovedrolle til Per Oscarsson.

Stort og mangesidigt

Henning Carlsens filmproduktion er omfattende og mangesidig, og han har både lavet nordiske koproduktioner og film i samarbejde med mennesker i sit andet hjemland, Frankrig. Filmen om Gauguin, Oviri (1986), er lavet sammen med den legendariske franske manuskriptforfatter Jean-Claude Carrière og har Donald Sutherland i hovedrollen.

Filmen rummer et stærkt tidsbillede, men fik ikke helt den succes, den fortjener, ligesom den rent franske Un divorce hereux (En lykkelig skilsmisse, 1975), som endda åbnede Cannes-festivalen det år.

Men trods sine mange kosmopolitiske forbindelser og projekter er Henning Carlsens livsværk også stærkt præget af det nordiske. Der går en lige linje fra Sult til den erotiske Schade-film Mennesker mødes, og sød musik opstår i hjertet (1967), Klabautermanden (1969), baseret på Sandemose, og tilbagekomsten til Hamsun med Pan (1995).

De to rent danske romanfilmatiseringer, Man sku’ være noget ved musikken (1972), lavet i samarbejde med Benny Andersen, og Hør, var der ikke en som lo? (1978), om krisen i 1930’erne, står måske som hans mest helstøbte og populære danske film.

Henning Carlsen er død, men hans film vil leve videre. Han efterlader sig et stort og mangesidigt filmisk værk, hvoraf flere vil blive stående som danske og internationale klassikere. Tak for filmene og for din måde at være på, Henning.

Ib Bondebjerg er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Flemming Hardy Olsen
Vibeke Rasmussen og Flemming Hardy Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu