Læsetid: 1 min.

’Et demokratisk grundvilkår er på spil’

Birgitte Kofod Olsen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed
19. juni 2014

Hvis FE og NSA i samarbejde tapper fiberkabler som led i et internationalt overvågningsprogram, er det »en sørgelig nyhed«. Det konstaterer Birgitte Kofod Olsen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed.

»Det peget jo på, at vi har masseovervågning, og at vi ikke længere kan sige, at det ikke eksisterer,« siger hun.
Udgangspunktet i demokratiske stater skal altid være frihed, fastslår Birgitte Kofod Olsen, der er jurist med speciale i menneskerettigheder:

»Man er ikke fri, hvis ens data kan tilgås, og andre kan søge i det. Overvågning skal være undtagelsen til vores frihed.«

Birgitte Kofod Olsen henviser til EU-domstolens nylige dom, der erklærede det såkaldte logningsdirektiv for ugyldigt. Direktivet pålægger teleudbydere at logge personfølsomme oplysninger om samtlige kunders telefoni og internetdata.

Ifølge domstolen er det et for vidtrækkende indgreb i den europæiske befolknings ret til privatliv og databeskyttelse.
Logningsdirektivet kan ikke overføres direkte på overvågning af internetkabler.

»Men domstolen går ind og laver en vurdering af, hvordan man skal læse og forstå grundrettighederne i den nye cyberkontekst. Den siger, at det er at gå for vidt, når man foretager en form for overvågning af, hvad der formentlig er en meget stor gruppe borgere, uanset at de fleste af dem ikke har nogen forbindelse til terrorisme eller alvorlig kriminalitet. På samme måde må man spørge, om det er proportionalt, at man går ind og tapper et kabel med en hel masse menneskers data, selvom langt størstedelen af de mennesker ikke har gjort noget som helst,« siger Birgitte Kofod Olsen.

Hun understreger, at man ikke kan kræve fuld transparens omkring en efterretningstjenestes metoder. »Men når det her kommer frem, kan man godt tage en fornyet snak om, hvor langt efterretningstjenester må gå i deres overvågning af borgerne. Friheden er et grundvilkår for demokratiet, og det grundvilkår er på spil. Problemet er, at vi ikke har taget den store, principielle diskussion om, hvad overvågningssamfundet betyder for vores demokrati,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu