Analyse
Læsetid: 3 min.

Enhedslisten fravælger kontroversiel folketingskandidat

Enhedslisten har sat holdet til det kommende folketingsvalg. Det bliver med Johanne Schmidt-Nielsen og uden Anna Rytter
To tredjedele af Enhedslistens medlemmer har i en urafstemning om de 21 øverste folketingskandidater fravalgt den kontroversielle Anna Rytter fra den trotskistiske organisation (IS), og dermed ånder Enhedslistens ledelse lettet op.

Tor Birk Trads

Indland
1. juli 2014

Da stemmerne mandag blev talt op, drog mange i Enhedslistens ledelse et lettelsens suk.

LÆS: Enhedslisten udpeger 21 spidskandidater

To tredjedele af Enhedslistens medlemmer har nemlig i en urafstemning om de 21 øverste folketingskandidater ikke blot fravalgt den kontroversielle Anna Rytter fra den trotskistiske organisation (IS). Afstemningsresultatet er klart. Og det er en klar opbakning til Enhedslistens nuværende politiske og organisatoriske linje, som netop Anna Rytter og IS ofte har kritiseret de senere år.

Dermed risikerer Enhedslisten ikke under den kommende valgkamp, at Anna Rytter – trods en placering langt nede på listen over folketingskandidater – kommer til at stjæle mediebilledet med et uafklaret forhold til partiets politik. Hvilket Enhedslisten tidligere har haft dårlige erfaringer med, da Asmaa Abdol-Hamid stillede op til Folketinget i 2007.

Selv om Anna Rytter har understreget, at hun hverken repræsenterer IS eller er »mere tosset end alle mulige andre«, så har det været frygten. Anne Rytters kritikere har da heller ikke haft svært ved at finde en række kontroversielle udtalelser om, at det for eksempel er »en latterlig småborgerlig illusion« at tro, at en socialistisk revolution kan vedtages i Folketinget.

Enhedslisten og IS har længe været på kollisionskurs, fordi mange i partiet mener, at både IS og Anna Rytter ganske enkelt går for langt med deres kritik, som ikke længere opfattes som sådan men snarere som illoyalitet.

Blandt Enhedslistens folketingskandidater er der da også denne gang flere, som tidligere har kritiseret blandt andet finanslovaftalerne med regeringen, men som det store flertal af partimedlemmerne alligevel har fundet plads til.

Anna Rytter, og IS, advarer til gengæld om, at der efterhånden mangler plads til afvigende holdninger i Enhedslisten, efter hun ellers tidligere på året blev nummer 20 i den vejledende urafstemning blandt medlemmerne og på det efterfølgende årsmøde af Enhedslistens kandidatudvalg blev placeret mellem nummer 17 og 21 på kandidatlisten. Blot for at opleve, at en alternativ kandidatliste – uden hende og en anden kritisk røst – blev præsenteret og fik flertal. Denne manglede dog lige netop syv stemmer i at opnå det nødvendige totredjedeles flertal på årsmødet, hvilket er årsagen til, at Enhedslisten nu har været igennem endnu en urafstemning. Denne gang om disse to lister.

Valgplakater er klar

Ingen har dog reelt vidst, hvor stor opbakning Anna Rytter havde blandt partimedlemmerne, fordi urafstemningsreglerne de facto har givet en mindretalsbeskyttelse ved afstemningerne. En række af Enhedslistens folketingskandidater og eventuelt kommende medlemmer har kunnet blive opstillet – og valgt – på trods af, at de ikke har opbakning fra et flertal af partiets medlemmerne.

Det blev imidlertid ændret på det seneste årsmøde.

Stemmer Enhedslistens medlemmer ved næste års vejledende urafstemning atter Anne Rytter ind blandt de 21 første på kandidatlisten, vil det derfor blive svært endnu engang at forsøge at omgøre resultatet.

I Enhedslisten er forventningen dog, at dette bliver holdet til det kommende folketingsvalg.

Selv om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan trække valgdagen til september 2015 – og altså efter Enhedslistens planlagte årsmøde i juni – hvilket ville forhindre den populære politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i at genopstille, så tror ingen i partiet, at hun går på sommerferien med valget hængende over hovedet. Derfor er Liste Ø’s valgplakater klar til at gå i trykken, og valgfilmen, hvor Johanne Schmidt-Nielsen opfordrer vælgerne til at stemme på partiet, er optage, klippet og redigeret. Nu bliver der ikke brug for at optage en ny afslutning med Anna Rytter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristoffer Larsen

Hun havde ellers været en gave til VK0.....

morten Hansen, Kaj Spangenberg og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

Der er sku ikke højt til loftet i Enhedslisten!
Enhedslisten, navnet betyder nu at man ikke må være uenig.
En ny generation af taburetklæbere er udklækket.
Hvor går Johanne Schmidt-Nielsen hen, når hun ikke længere må genopstille?

Peter Taitto, Karsten Aaen, Martin Mørch, Kim Olsen, Bjarne Nielsen, Michael Kongstad Nielsen, Torben Nielsen, Rune Petersen, Mette Hansen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

"en række kontroversielle udtalelser om, at det for eksempel er »en latterlig småborgerlig illusion« at tro, at en socialistisk revolution kan vedtages i Folketinget."

Kun i en syg kultur, hvor det er ugleset at nogen udtrykker indlysende sandheder med klare ord, kan det udsagn være kontroversielt.

morten Hansen, Rasmus Kongshøj, Mikael Velschow-Rasmussen, Kaj Julin, Eva eldrup, Benny Jensen, Lise Lotte Rahbek, Martin Mørch, Niels Mosbak, Hans Larsen, Jesper Wendt, Bjarne Nielsen, Claus Jensen, Torben Nielsen, Rune Petersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Man må håbe at den selvkritiske og politisk mangfoldige tradition i listen ikke ofres for strategiske forsøg på yderligere vælgermobilisering. Men var det ikke Woody Allen, som engang sagde at han fik det meget bedre, da han opgav håbet? Muligvis løj han bare, eller også skete det i en film.

Kristian Rikard

Heinrich R. Jørgensen,

»en latterlig småborgerlig illusion« at tro, at en socialistisk revolution kan vedtages i
Folketinget. Jeg forstår ikke rigtigt, hvor det "småborgerlige" kommer ind!

Niels Peter Jensen

»flere, som tidligere har kritiseret blandt andet finanslovaftalerne med regeringen«

Har Enhedslisten nogensinde deltaget og stemt for en eneste finanslov?

Kristian Rikard

Hvad med 2012 f.eks.?

Torben Nielsen

Den ér ofret, Peter Jensen.

Michael Kongstad Nielsen

Hun ligner ellers sådan en kernesund nordisk type, som EL kunne have godt af at have på plakaten. Men nogle synes måske, at der er mere star-quality og pinup-effekt over den fotogene supermodel Nielsen.

Torben Nielsen

Ved det sidste valg blev jeg på valgdagen opereret for akut blindtarmsbetændelse. Ved næste valg bliver jeg hjemme.
Jeg nægter at deltage i et folketingsvalg for at stemme på det mindste onde!

Benny Jensen, Rune Petersen, Bjarne Nielsen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Niels P Sønderskov

Okay - helt åndssvage er de alligevel ikke ...

Claus Jensen

Tak Niels P, vi ved alle, hvor meget det betyder, når det kommer fra dig :-)

Med dette klassiske Gretchen-look ville aspiranten nok gøre sig bedre i f.eks. Bayern …

Jens Svenningsen, Per Torbensen, Heinrich R. Jørgensen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Kristian Rikard:
"Jeg forstår ikke rigtigt, hvor det "småborgerlige" kommer ind!"

Anna Rytter citerede Rosa Luxemburg, der i en tekst (Die Rote Fahne, 20. november 1918) anvendte udtrykket "kleinbürgerliche Illusionen" flere gange, og én gang den konkrete formulering der henvises til, "eine lächerliche kleinbürgerliche Illusion".

Jeg tror ikke ordet "småborgerlig" blev tillagt det samme indhold, som de fleste forbinder med ordet nu om dage. I det hele taget var den historiske ramme meget forskellig fra nutidens forestillinger og indretninger. Under alle omstændigheder skal Anna Rytters udsagn utvivlsomt forstås som en henvisning til Rosa Luxemburgs tekst og dermed hendes argumentation i denne, snarere end blot et banalt genbrug af en frase.

Ikke at jeg er nogen fan af Rosa Luxemburg eller hendes forehavende, men den omtalte tekst udstiller med klare ord naiviteten og vrangforestillingerne hos hendes opponenter.

Karsten Aaen, Benny Jensen, Niels Mosbak, Kristian Rikard og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Bayern er ikke et sted for en nordisk skjoldmø.

Kristian Rikard

Heinrich R. Jørgensen,
Tak for info. Jeg er iøvrigt bekendt med Rosa Luxemburg. Min anke går egentligt mest på den
brug af sproget som politikere af forskellig observans benytter sig af. Og uden at være stærk
ud i filologi ville jeg f.eks. mene, at betydningen af ordet småborgerlig har ændret sig en del
igennem de seneste 100 år.

Heinrich R. Jørgensen

Kristian Rikard:
"Min anke går egentligt mest på den brug af sproget som politikere af forskellig observans benytter sig af."

Ofte har jeg ingen anelse om hvad politikere mener, med de ord de anvender. I de fleste tilfælde formodentligt fordi der ikke er nogen egentligt mening bag deres snak og fraser.

Tommy Knudsen, Karsten Aaen, Vibeke Rasmussen, Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Hetzen mod Sverige, må stoppes omgående.

http://www.information.dk/502343

Carsten Hansen

Hvis Enhedslisten skal gøre sig forhåbninger om at fastholde de mange nye vælgere, så er listen pisket til at luge ud.
Langt de fleste potentielle nye vælgere er protestvælgere; Folk der utilfredse med A og F. De er ikke revolutionære trotskister.

Hvis listen har et mål om 10 % tilslutning til et valg, så må listen erkende at disse vælgere har et langt større spænd og kommende medlemmer ligeså.
Eller alternativt lægge en linje der max. tiltaler 3-4 %.

Er målet det første, så er Anna Rytter en hæmsko.

jens peter hansen

Revolutioner vedtages ikke i et parlament, men er EL ikke netop blevet et parlamentarisk parti ? Hvis man ønsker den rene vare må man starte for sig selv. EL's succes skyldes naturligvis deres parlamentariske indsats. Hvad enten man kan lide det eller ej. Preben Wilhjelm, Rosenkrantz-Theill og andre fremtrædende parlamentarikere og retorikere har gennem tiden skaffet partiet flere stemmer end nok så mange revolutionære tanker. Hvis partiet ønsker at fremstå som et parlamentarisk parti, og så kan revolutionsromantikerne naturligvis ikke finde plads i det.

Enhedslistens åbne medlemsdemokrati virker - det kunne de fleste andre partier på Christiansborg lære af...

Rasmus Kongshøj, Erik Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Kristian Løwenstein

"kontroversiel folketingskandidat"…

Ja, uhadadada. En uddannet, selvstændig tænkende kvinde, der er konverteret til Islam, og forsvarer sekulære frihedsrettigheder, herunder diskrimination og hetz imod seksuelle mindretal, og kæmper for fastholdelsen af solidariteten med samfundets svageste og for demokratiet og fællesskabet udvikling i bredeste forstand http://modkraft.dk/blogs/anna-rytter

Det knirker allerede gevaldigt i min påtvungne kognitive dissonans. Hvad skal jeg dog gøre. Mit skrøbelige endimensionale politiske sind. Jeg kan slet ikke rumme alle disse tilsyneladende modstridende holdninger på engang. Hvad skal jeg dog mene kære presse og politiske eksperter? Hvor er de binære, sort-hvide kategorier I plejer at stopfodre mig med. Jeg har brug for min politiske sutteklud pronto.

I plejer heldigvis altid at kunne hjælpe mig med at forstå at den slags "kontroversielle” personer og holdninger er der slet ikke plads til i det mangfoldige, frie danske demokrati og slet ikke i de politiske partier, der skal varetage folkets interesser. Som da I forklarede det første gang i 2010 under overskriftet ”Ny muslim vil i Folketinget for Enhedslisten”, og fik en politisk kommentator og kommunikationsrådgiver til at slå fast med syvtommer søm at Enhedslisten skal…

"være meget varsomme med at vælge en kandidat, der let kan anfægtes af politiske modstandere: Enhedslistens modstandere vil bruge det imod dem, og medierne vil tage det op. Alle små sprækker vil blive afdækket i en valgkamp, så derfor er det vigtigt for et parti, at der ikke er en masse små sprækker, som medierne kan bore i…” http://www.information.dk/225158

Afdækning af sprækker og anfægtelse af holdninger lyder ellers som en generel sund aktivitet, noget man kunne siddestille med at have en kritisk tilgang til tingenes tilstand og et naturligt grundlag for debat og udvikling indenfor diverse interessefelter og samfundsformer, men i den danske presse bliver det som regel forvandlet til noget farligt noget, der truer de etablerede partier og det skrøbelige demokrati, der slet ikke kan rumme alle de kontroversielle holdninger.

Tak fordi I endnu engang hjalp til med at skåne mig for det potentielle politiske traume :-)

Jakob Lilliendahl, Rasmus Kongshøj, Mikael Velschow-Rasmussen, Kaj Julin, Karsten Aaen, Martin Madsen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Hun har ingen vanvittige holdninger, men har på modkraft hårdt kritiseret Pelle Dragsted og ledelsen.
Disse har til gengæld og på bedste Venstrevis nedgjort Rytter i dagspressen, så stemmekvæget gør som man ønsker.

Jesper Frandsen

Tillykke til Enhedslisten. I har fravalgt en klokkeklar udemokrat, der kun findes på listen, på grund af en mindretalsbeskyttelse, hun selv omgående ville afskaffe, om hun havde magt til det.
Bare tag Torben Nielsens udtalelse ovenfor : Enhedslisten har bare fulgt Venstreledelsens diktat fordi de er for dumme.

Claus Jensen

Kristian Rikard:

"Småborgerlig" passer fortrinligt den dag i dag. Her er en morsom passage fra den "neutrale" Wikipedia:

Ud over den snævre økomomiske defintion er der også en bredere ideologisk og politisk forståelse, at det er mennesker, der ikke entydigt sympatiserer med hverken den ene eller den anden af de to hovedklasser i den kapitalistiske markedsøkonomi. Ret beset er udtrykket et forsøg på at tilpasse den marxistiske sprogbrug og ret primitive samfundsopfattelse ved at tilføje betegnelser for det, der i virkelighedens verden ikke passer ind i marxistisk teori, efter princippet "klip en hæl og hug en tå". Betegnelsen afspejler marxisters uvilje til at indrømme, at selve deres tolkningsramme er ufyldestgørende for de samfundsanalyser, de gerne ville lave.
Småborgerskabet omtales også blandt marxister som "middelklassen", i nyere litteratur om emnet fra 1970'erne og frem også på dansk kaldet for "mellemlagene" for at betegne den lidt mere komplicerede status.

Det er evigt småborgerligt at være revolutionsforskrækket.

Torben Nielsen

Gad vide hvad jeg mener når jeg staver Venstre med stort V?

Casper Kennild

Jeg er personligt ked af, at Anna ikke kommer med på Listen.
At kalde hende udemokrat er sgu at skyde ret meget ved siden af; med mindre der kun eksisterer en eneste form for demokrati - den, der udfoldes i et parlament, hvor et valgt mindretal dikterer alt i en periode.
At man går ind for andre strukturer og en omdannelse af staten, dens rolle og det at lave politik, gør sgu ikke til udemokrat - måske til ikke-parlamentsfikseret. Det patent, som parlamentarismen og de "et-benede" partier har fået på demokratibegrebet, gør det helt umuligt at debattere de forskellige tilgange, der måtte være til folkestyre. Dele af Enhedslisten, herunder også IS, mener jo, at man også kan lave demokratisk arbejde og revolution gennem ekstraparlamentarisk arbejde.

Rasmus Kongshøj, Kaj Julin og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jonathan Simmel blev fravalgt på sidste års landsmøde pga. rabiate udtalelser, men er med på dette års kandidatliste. Anna Rytter har, så vidt jeg ved, modereret sig på tilsvarende vis, men er altså ikke endt på den endelige kandidatlisten. Jeg læste kandidatudvalgets indstilling for kandidatliste 2 som argumenterede med hensynet til en overordnet afvejning (hvilket jeg syntes lød rimeligt), men den blev altså ikke fulgt.

Er det virkelig sådan at rummeligheden i Enhedslisten bliver mindre med tiden? Så skulle man måske overveje at udskifte partinavnet med et som er mere retvisende i forhold til den nuværende politik. Enhedslisten har i høj grad været "sammenbragte børn" hvilket debatten og politikken gennem årene har båret præg af, men jeg troede egentlig at Enhedslisten burde være stærk nok til at håndtere disse modsætninger.

Jeg tager åbenbart fejl.

At tro, at en socialistisk revolution kan genemføres inden for EU er en utopi. Med den 100% overvågning fra efterretningstjenester i hele den vestlige verden vil det være komplet umuligt. Det burde man ikke en gang diskuterer. Det eneste muligt er at førsøge at skabe forbedringer via den parlamenteriske vej.

Niels P Sønderskov

Casper Kennild har vist ikke hørt ordentligt efter i samfundsfag, når han kan skrive: "en eneste form for demokrati - den, der udfoldes i et parlament, hvor et valgt mindretal dikterer alt i en periode". Et indtryk, der ofte dukker op når man hører folk fra fløjen.

Rasmus Kongshøj

Hvorfor i alverden skulle det være kontroversielt at sige at en revolution ikke er noget, der kan vedtages i folketinget? Det modsatte synspunkt - at et folketing kan vedtage en revolution uden videre - er jo åbenlyst vanvittigt.

En revolution kommer ikke til at ske fordi nogle politikere lukker sig inde og forhandler sig frem til et forlig. Revolutionen kommer til at ske fordi et flertal af folket ønsker det, og presser massivt på for et mere retfærdigt økonomisk system. Folketingsbeslutninger bliver en del af den revolutionære proces, men det bliver ikke i folketinget, de afgørende kampe skal føres, og det bliver ikke snakkehovederne på Christiansborg, der starter processen.

- Så, nu kan jeg heller ikke stille op for Enhedslisten.

Morten Balling

@Jesper Wendt

Slightly OT, men tak for tippet om Penny Dreadful. Nu vil jeg hænge mig op i et hjørne under loftet et års tid og afvente frk. Ives næste eskapader :)

Jakob Lilliendahl

Niels P Sønderskov har vist ikke fulgt godt nok med i menneskelivet her i det nye årtusinde, for så vidste han at demokrati ikke defineres af eller i samfundsfag :)

Her er en lovende artikel:
https://da.wikipedia.org/wiki/Demokrati

Læs 5 linjer og du kan med rette bede om dine skolepenge igen ;)