Læsetid: 9 min.

Her handler det om overlevelse frem for drømme

Hver tiende danske unge ender på kontanthjælp eller førtidspension, inden de nogensinde kommer i arbejde. Årsagen er ofte sociale forhold derhjemme eller udviklingshæmning. For mange dem er specialefterskolerne sidste mulighed for at blive klædt på til voksenlivet. Men udfordringerne er mange, og chancerne for succes er små
Camilla (t.h.) og de andre elever på efterskolen skal også hjælpe til med de praktiske ting.

Camilla (t.h.) og de andre elever på efterskolen skal også hjælpe til med de praktiske ting.

Tor Birk Trads

2. juni 2014

Har I set røvhullet, for jeg har ingen nøgle?« siger en dreng i slippers, med sten i øret og plyshår i siderne, mens han blinker til sin ven. »Han hedder altså ikke røvhullet,« irettesætter en kvindelig lærer. De to drenge griner fjoget, stikker hænderne i lommerne og sjosker over gårdspladsen. Vi befinder os på Dybbøl Efterskole i Sønderjylland. En efterskole for unge med særlige behov. Alt fra mental eller fysisk udviklingshæmning til sociale problemer i familien og mobning. »Her er plads til alle,« gør forstander Erik Rosenbæk Bollerslev klart. »Nogle kalder dem gråzoneelever. Det er en gruppe, der spænder fra dem, som har massive problemer, til dem med sociale vanskeligheder. De har alle sammen deres små skavanker,« siger han.

Eleverne på Dybbøl og landets øvrige specialefterskoler hører til blandt de 15 pct. af danske unge, der ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) er særligt sårbare og i risikogruppen for aldrig at få en ungdomsuddannelse eller et arbejde. Mange af dem har ikke lært at læse og skrive i folkeskolen, og efterskolen er sidste chance for at blive rustet til voksenlivet. Men oddsene er hårde. Kun omkring en tredjedel af specialeleverne ender ifølge Erik Rosenbæk Bollerslev med at kunne forsørge sig selv. Resten lever enten af offentlig forsørgelse eller i flexjob. Fælles for de unge er imidlertid, at de gerne vil have en uddannelse og et arbejde. Så hvordan kan det være, at de er gået igennem et helt børne- og ungdomsliv uden at opnå hverken de faglige eller sociale kompetencer, der skal til at blive en del af samfundet?

Bagagen

En dreng har lagt sin modellervoksslappe krop hen over stolen og dækket ansigtet til med en bog, mens en pige lukker verden ude med musik i de tallerkenstore høretelefoner og en tegning.

»Har du en dårlig dag?« spørger lærerinden. Pigen nikker langsomt uden at løfte blikket fra papiret. »Jeg håber, vi skal have noget godt at æde,« siger en af drengene på midterste række og trækker musen ned over siden med proteinpulver. Klassen har matematikundervisning, og de skal lave to budgetter. Et med direktørløn, og et med lærerindkomst. »Vi skal have en Audi,« siger en af pigerne oppe bagved. »Så skal man tjene mange penge. Hvad vil du arbejde med?« spørger lærerinden. »Pædagogisk assistent, hvis jeg kan komme ind eller dyrlæge,« svarer pigen.

Lærerinden retter blikket mod forreste række. »Du skal ikke tage selfies nu, Camilla,« siger hun med fast, men venlig stemme. Camilla har slynget sine lange jeansben op på bordet, så de brune støvler stritter i vejret. Hun læner sig tilbage i den turkise jakke med filtret pelskrave. Brynene er malet sorte, og den smalle mund trutter mod kameraet. »Vi har glemt vores budgetter ovre på værelset,« siger pigen ved siden af afværgende, men hendes pande lægger sig i folder, og to totter fra den mørkebrune hestehale falder ind over ansigtet. »Så tag min nøgle, og smut over og hent dem, Julie,« svarer lærerinden tålmodigt.

Julie har været elev på Dybbøl Efterskole i et år, mens Camilla har været her i tre. Egentlig kommer Julie fra en helt almindelig familie på Midtfyn, men i 2000 blev hendes far sendt til Afghanistan. Dengang var Julie kun fire år. Da faren kom hjem igen, havde han posttraumatisk stress. Forældre blev skilt, og Julie boede hos sin mor, fordi faren truede med at tage sit liv. Ud over problemerne derhjemme fik Julie en reol ned over sig i børnehaven. Hun blev indlagt i flere måneder og kom ud med en hjerneskade, som gør, at hun intet kan huske, fra hun var fem, til hun fyldte otte.

Camilla kommer fra Skjern. Eller hendes far bor i hvert fald i Skjern. Camilla ved faktisk ikke, hvor Skjern ligger, for hun har ikke rigtig været der.

»Jeg tror, jeg har boet 30 forskellige steder og gået på 10 forskellige skoler,« siger hun. Nogle gange boede hun hos farens venner, andre gange sammen med de nye kærester. Moren har Camilla ikke haft særlig meget kontakt med. Hun blev sur på Camilla og hendes brødre, da Camilla var syv år gammel.

»En dag kørte hun os bare hjem til min far, og så så vi hende ikke i seks år.« I dag snakker hun kun med sin mor, når moren er ædru. For Camillas mor truer tit med at begå selvmord, og så bliver hun ked af det.

Opgav skolen

Derhjemme stod Camilla selv for det meste. Hun skulle også selv lave mad. Det gik ud over skolearbejdet. Nogle gange, når de flyttede, kom hun slet ikke i skole, og når hun endelig var der, lukkede hun sig inde i sig selv.

»Hver gang jeg fik nye veninder, gik der ikke lang tid, før vi skulle flytte igen, så til sidst stoppede jeg bare med at opsøge dem,« siger hun og fortsætter: »Jeg spillede hård over for de andre i klassen.«

Hendes ansigt bløder op i et smil. Hun ser ikke hård ud. »Jeg får stadig ondt i maven, når jeg skal tale med nye mennesker,« tilføjer hun.

Da Camilla gik i tredje, kom hun i specialklasse, men hun blev tit sendt uden for døren. »Lærerne kunne ikke lide mig,« siger hun og mumler noget om, at hun heller ikke kunne lide dem. »I folkeskolen bliver der ikke taget hensyn til sådan nogle som os,« afbryder Julie. »Lærerne siger for det meste bare, ’gå op på kontoret’, og det er der ikke noget, der bliver bedre af,« siger hun. »Vi havde brug for hjælp, det var derfor, vi gik lige til kanten.«

Efter reolulykken havde Julie svært ved at følge med i skolen, fordi hendes hjerne havde taget skade. Hun fik en depression, og i 5. klasse blev hun overflyttet til en specialklasse. Ifølge Erik Rosenbæk Bollerslev er det ikke manglende vilje, der forhindrer unge med særlige behov i at få noget ud af undervisningen i folkeskolen. Det er følelsen af at være anderledes.

»Specialeleverne på en almindelig folkeskole har ikke samme status som dem, der går i almindelige klasser,« siger han. Problemet er ikke de små klasser, hvor alle leger med alle, men når puberteten trykker, bliver forskellene markante.

»Hvis man er udenfor, bliver man enten ekstremt ekstrovert eller introvert. Man lukker af for undervisningen, for man vil nødig dumme sig. Sådan er det med vores elever. De er aldrig blevet en del af fællesskabet, men får bare lov at være mærkelige. Nogle er mere eller mindre frivilligt bare gået ud af skolen, og nogle har ikke gået i skole i op til et år, når de kommer her. Så har man ro så længe,« siger han. Bestræbelserne på at inkludere så mange som muligt går i nogle tilfælde ud over ud over de mest sårbare elever, mener viceforstander Evelyn Bollerslev.

»I folkeskolen skal specialeleverne inkluderes i klasserne sammen med alle de andre elever, og det er synd for alle. Inklusion er en fin filosofisk idé om ikke at ekskludere nogen fra fællesskabet, men de glemmer, at de her børn også skal lære noget, ellers taber man dem på gulvet,« siger hun.

Indlæring kræver fællesskab

Det var egentlig Camillas far, der syntes, hun skulle på efterskole, fordi Camilla ikke trivedes i skolen. »Jeg kunne ikke engang stave til: ’Hej, hvad laver du?’« siger hun og smiler. Hjemme hos Julie var det hendes mor, der pressede på og sørgede for, at hun kom af sted. I dag er begge piger ikke i tvivl om, at det var det rigtige. »Her er der ikke nogen, der griner af hinanden, for vi har mange af de samme problemer,« siger Julie.

Netop den fælles forståelse blandt eleverne er det, der gør specialefterskolerne populære, mener Erik Rosenbæk Bollerslev.

»De her elever er ikke vant til at blive respekteret for dem, de er. De er ikke vant til, at der er nogen, som gider at snakke med dem. Når de oplever, at der lige pludselig er en interesse for dem, nogle, der gider være sammen med dem, så kommer selvforståelsen. De behøver ikke gemme sig, for de andre kan lige så lidt. Det betyder, at man løfter sig,« siger han.

Både Camilla og Julie har udviklet sig bogligt og socialt, mens de har været på skolen.

»Da jeg startede, var jeg måske på et 4-klassesniveau,« siger Camilla. »I dag er jeg ved at afslutte niende klasse.« Og det er normalt, at indlæringskurven stiger, når de unge forlader folkeskolen og starter på efterskole, fortæller Erik Rosenbæk Bollerslev.

»Her er ro og struktur. Her er ikke nogen forældre, der ikke står op om morgenen. De skal ikke spekulere på, at de ikke får deres morgenmad, deres middagsmad og deres aftensmad. De skal heller ikke tænke på, at der ikke er nogen, der tager sig af dem, eller at de ikke kommer i seng på det rigtige tidspunkt.«

Fremtiden

I det lumre dansklokale sidder fire elever. En læser ugeblade, en anden noveller, og en er ved at analysere en sang af Nik og Jay, mens bassen pumper i ørerne.

»Er der et point of no return noget sted?« spørger lærerinden ud i rummet. Ingen siger noget.

Camilla fylder snart 18, og kommunen vil ikke længere finansiere, at hun kan bo på skolen. Det er hun ked af, for hun vil helst ikke bo derhjemme: »Jeg er bange for at komme hjem, for jeg har ikke lyst til at være der, når de skændes. Det eneste gode er, at min far ikke drikker så meget mere, fordi ham og kæresten har travlt med deres grillbar.«

Egentlig ville Camilla gerne være sosu-assistent, men hun er bange for, at hun ikke kan håndtere så mange mennesker, og at hendes gennemsnit ikke er højt nok.

»Jeg er ordblind, så det der med snit, det kommer aldrig til at ske. Jeg tror bare, jeg skal hjem og have et arbejde. Måske kan jeg starte i grillen og så få noget socialt på den måde, selv om jeg hellere ville været blevet på skolen og fået styr på min matematik og dansk.«

Julie vil gerne være pædagog for børn med særlige behov. »Jeg har jo selv prøvet det, så jeg vil gerne hjælpe andre,« siger hun.

Kommunen havde egentlig bestemt, at hun skulle på produktionsskole efter sommerferien, men det vil hun ikke.

»Jeg vil ikke sidde fast. Produktionsskoler er for nogen, der ikke ved, hvad de vil. Men jeg ved, hvad jeg vil, så jeg forstår ikke, hvorfor de vil have mig ind der. Jeg vil gerne være bedre til matematik, så jeg kan få en uddannelse, men på produktionsskolen har de kun en times matematik om ugen,« siger hun. Nu har Julie Hansen og hendes uddannelsesvejleder fundet en anden skole til hende.

Det er svært at sige, hvordan Julie og Camillas fremtid ser ud. Kaster man et blik på statistikkerne, er de sårbare unge i særlig risiko for at blive en del af de cirka 10 pct. som Undervisningsministeriet har beregnet ikke får en ungdomsuddannelse og senere får svært ved at få et arbejde. Jobmulighederne er blevet færre efter finanskrisen, og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at der i øjeblikket er cirka 36.500 unge under 30 år i gruppen af ikkearbejdsmarkedsparate kontanthjælpemodtagere. En fordobling i forhold til årene lige inden den økonomiske krise.

Samtidig truer de nye krav om adgangsbegrænsning på erhvervsskolerne de mest sårbare unge, forklarer Bettina Kapke, der er lærer på Dybbøl Efterskole. »Du finder ikke nogen, der er mere arbejdsomme end vores elever. De kan blive glimrende pædagogiske assistenter, sosu-hjælpere, køkkenassistenter og hjælpe til i landbruget, men det kræver, at vi ikke stiller krav til karakterer som 0,2, for så kommer de ikke videre,« siger hun.

Erik Rosenbæk Bollerslev bakker op.

»Vi forsøger at give vores elever så god en tilgang til deres fritidsliv som muligt, for mange af dem får ikke særlig meget arbejdsliv.«

Camilla og Julie har imidlertid ikke givet op.

»Om fem år har jeg forhåbentlig en uddannelse, en sød kæreste, og vi tænker på at få nogle børn,« siger Camilla.

»Men jeg skal aldrig være ligesom mine forældre og bare lade mine børn sidde alene derhjemme.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Kommunen siger, at jeg skal få venner i min hjemby, men dem, jeg kender, ryger enten hash eller stjæler’

    26. juni 2014
    Efter sommerferien skal Tanja og Nanna tilbage til deres hjemkommuner for at begynde på en ungdomsuddannelse. De ville gerne have valgt noget andet. Men af sparehensyn vil nogle kommuner gå langt for at holde udsatte unge i egne tilbud. Det fratager de unge indflydelse på eget skolevalg og risikerer at isolere dem langt fra det sociale netværk, de har opbygget på specialefterskolerne
  • Sårbare unge over 18 år må klare sig selv

    5. juni 2014
    Når ressourcesvage unge fylder 18 år, er kommunen ikke længere forpligtiget til at finansiere deres botilbud. Det betyder ofte farvel til plejefamilie eller efterskoleophold. Men uden den nødvendige støtte risikerer udsatte unge at ende i både misbrug og ensomhed, advarer specialefterskolerne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Dragsdahl
  • Viggo Helth
Jørgen Dragsdahl og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu