Læsetid: 5 min.

En jødisk missionsk mand, der endte i det grundtvigske

Niels Højlund, højskolemanden, præsten og tv-ikonet, var ikke for fastholdere. Fra sit udgangspunkt som indremissionsk storbonde søgte han i sin ungdom mod venstrefløjen, men vendte som moden mand reflekteret tilbage til det borgerlige, han kom fra
Niels Højlund vil i højskoleverdenen blive rubriceret blandt de store. Han blev 82 år.

Erik Jepsen

14. juni 2014

1931-2014

På blot et år er vi blevet to store højskolemænd fattigere. I december 2013 døde forfatteren, teologen og Løgstrupfortolkeren Hans Henningsen. Og i går døde en anden af de store i højskolen Niels Højlund.

Henningsen og Højlund, som var kolleger på Askov Højskole i 1960’erne, repræsenterede en dannelse og viden, som med undtagelse af forstanderen på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, ikke længere findes i den grundtvigske højskoleverden, og næppe heller i særligt omfang på universiteterne.

Niels Højlund kom ofte på Rønshoved Højskole for at holde foredrag eller bidrage til en diskussion, bl.a. i Kirkeligt Samfund. Højlund magtede som få foredragsholdere at holde foredrag og ikke blot en forelæsning. Det personlige og det faglige krydsede ind over hinanden i en stram komposition, sådan som et foredrag – i modsætning til en forelæsning – bør være. Efter foredragene var der altid plads til timelange diskussioner med Højlund, næsten på samme måde som de natlige vinkonventer, jeg har haft med socialdemokraten Erling Olsen.

Højlund var på moderens side af jødisk byrd. Han var således ikke en arketypisk mand rundet af en østjysk missionsk slægt. Nej, slægten var storbønder og ikke, som det var almindeligt for indremissionske slægter, småkårsfolk.

Og så ender Højlund paradoksalt nok via højskoleikonet Knud Hansen, Askov Højskole, i det grundtvigske. Ja, han bliver inkarnationen af det grundtvigske, sådan som det grundtvigske udspillede sig på Askov i den periode, Højlund var lærer på højskolen mellem 1959 og ’67. Denne sociologiske mangfoldighed i baggrunden afspejlede på mange måder Højlunds væren. Højlund var ikke for fastholdere, men en fascinerende intellektuel, der kunne bevæges intellektuelt og politisk. Det er dette aspekt, der fascinerer mig ved Højlund, og som gør ham ekstremt spændende som personlighed og som repræsentant for det 20. århundred.

Han var medlem af Venstresocialisterne i 1968. Et fremtrædende medlem, men han skiftede ståsted. Ja, Højlunds udvikling er som i en dannelsesroman. Født i en agrar storbondefamilie, som han tager et opgør med. Det fører ham til VS og SF. Som moden mand vender han som reflekteret tilbage til det borgerlige, han kom fra.

Dialektisk forståelse

Højlund forstod mere end nogen anden, hvad der udspillede sig i det borgerlige. Han kendte enfoldigheden og det overfladiske i det borgerlige samt venstrefløjens vildfarne idealitet, dvs. deres manglende remtræk til virkeligheden.

Han nærmede sig det liberale på en kompliceret og indviklet måde og blev en varm EU-tilhænger. Og som andre renegat psykologier mærkede han mere end andre, hvad problematikken var i tidsånden, fordi han – mere end mange – forstod modsigelserne i den modernitet, som afføder vore politiske og kulturelle praksisser.

I bogen Bedre end fortjent skriver Højlund:

»Jeg er et menneske med mine modsigelser i mig, og disse modsigelser hænger sammen med min historie, også historien de sidste 200 år. Med til den historie hører kristendommen, javel. Men med til den hører også moderniteten, og det ville blive løgn i min mund om jeg ville gøre forsøg på at fornægte det.«

Niels Højlund hører sammen med Jørgen Carlsen og Knud Hansen til de højskolefolk, der har et udfoldet og dialektisk forhold til moderniteten, kristendommen og det usamtidige. I den forstand adskiller de sig fra begavelser som Preben Wilhjelm (VS) og Søren Krarup (DF), som mangler denne dialektik. De er for fastholdere.

’Statsministerkandidat’

Niels Højlund kom til Askov Højskole i 1959. Askov var en kulturel højborg i Danmark i 1959.

Det var her, intelligentsiaen var. Det var her, man ville i samtale med det kulturradikale Danmark. Det var her, det kulturradikale Danmark opdagede, at der var en særlig elite uden for København og Aarhus. Her mødte københavneren Ole Wiwel – Niels Højlund, Knud Hansen, Hans Henningsen, Tage Skov Hansen, Kaj Thanning, Rikard Andersen etc. Knud Hansen var den betydningsfulde intellektuelle i denne kreds, sammen med K.E. Løgstrup i anden halvdel af det 20. århundred. Højlund så i hvert fald højskoleforstanderen på Askov som sådan.

I perioden mellem 1968 og 1970 udfoldede der sig på Askov en bitter magtkamp om forstanderstillingen, som var tophistorie på landets aviser i de år. Niels Højlund var en del af den kamp og favorit til forstanderstillingen. En stilling, som havde samme karakter som statsministerposten – blot i den kulturelle verden. Den socialdemokratiske minister Hans Sølvhøj formulerede det sådan:

»Jeg er opvokset i en kultur, hvor der var tre vigtige autoriteter. Kongehuset, statsministeren og den til enhver tid siddende forstander på Askov.«

Moderne danskere anno 2014 kan ikke forestille sig, hvilken indflydelse Askov Højskole havde, da Højlund ville være forstander i 60’erne. Men Højlund blev i stedet præst i Vestjylland, samtidig med at han forlod socialismens vildfarne idealitet. I 1978 blev han højskoleforstander på Ry Højskole. Det var han i 10 år, hvilket allerede dengang var en præstation. At være højskoleforstander i moderniteten kræver ikke alene økonomisk snilde og politisk tæft, men også held. I gennemsnit holder en forstander på en dansk højskole tre år.

Tv-mand til trods

Højlund blev en fremragende højskoleforstander i en tid, hvor forandringerne i det grundtvigske og samfundet som sådan var omfattende. Ungdomsoprøret herskede og influerede på højskolerne. Det ene oprør afløste det andet. Højlund holdt ud. I 1988 blev han ringet op af Jørgen Schleimann og blev aktøren på det nye TV 2 i programmet Højlunds Forsamlingshus. Nu blev Højlund kendt af hele Danmark, og ikke blot i det grundtvigske. Højlunds ekstremt engagerede og provokerende stil, hvor han nærmest vandrede rundt og debatterede med sig selv, blev en af TV 2’s centrale succeser.

Højlund bemærkede selv, at det var en befrielse at komme ud af Højskolens snævre bånd og kultur, og han blev tv-mand til trods for den iboende overfladiskhed, der ligger i mediet.

At Højlund var sig selv, præget af storbondens udsyn, på spindesiden jødisk og af borgerlig herkomst, afspejles også i Højlunds syn på den dannelse, han mødte på Aarhus Universitet i 1950’erne. Her herskede på det åndelige felt intellektuelle personligheder: P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup, Johannes Sløk og Regin Prenter. For mange af mine venner, bl.a. fra min formand på Rønshoved Højskole, Erik Jakob Petersen, var den mest originale af disse tænkere Regin Printer.

Det var også Niels Højlunds konklusion og erfaring. Tro er ikke noget at gå til kirke med, tro er noget, vi kan hente i menighedens forsamling. Printer hævdede, at den ukirkelige protestantisme før eller siden ville føre til enten metafysik eller psykologi.

Højlunds indremission, som på mange måder var forankret i erfaringerne og det nære, opponerede mod Thannings og Løgstrups mere vidtrejsende kristendom.

Niels Højlund vil i højskoleverdenen blive rubriceret blandt de store.

Han hører til blandt folk som C.P.O. Christiansen, Poul Engberg, Jørgen Bukdahl, Knud Hansen, Hans Henningsen – og den nulevende Jørgen Carlsen.

Thue Kjærhus er forstander på Rønshoved Højskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu