Læsetid: 10 min.

’Kommunen siger, at jeg skal få venner i min hjemby, men dem, jeg kender, ryger enten hash eller stjæler’

Efter sommerferien skal Tanja og Nanna tilbage til deres hjemkommuner for at begynde på en ungdomsuddannelse. De ville gerne have valgt noget andet. Men af sparehensyn vil nogle kommuner gå langt for at holde udsatte unge i egne tilbud. Det fratager de unge indflydelse på eget skolevalg og risikerer at isolere dem langt fra det sociale netværk, de har opbygget på specialefterskolerne
Tanja ville egentlig gerne på husholdningsskole, men hendes kommune synes, det er en dårlig idé, og har sagt hun skal flytte hjem. Hun ved endnu ikke, hvad hun skal efter sommerferien.

Jakob Dall

26. juni 2014

»Hvorfor har du overhovedet en svamp derinde i køleskabet,« siger Tanja. Hun griner. »Det er en gave til min mor,« siger en dreng og stikker sit rødhårede hoved frem fra døren til sit værelse, mens han retter blikket mod den håndboldstore, brune svamp på midterste hylde i køleskabet. »Jeg har været på en svampefabrik,« siger han. Nu griner Nanna også. Ikke hånligt, men på den måde teenagepiger griner, når der ikke er mere at sige. »Hele køkkenholdet var ude for at kigge på svampe,« siger Tanja inden hun lukker lågen i igen, smiler og retter lidt ned på den gennemsigtige sortmønstrede Dolce og Gabanna T-shirt.

Vi befinder os på Østergård Efterskole på Sydsjælland. I et parcelhus, der ligner de fleste andre danske parcelhuse, med hvide vægge, fladskærm og sort chaiselongsofa. Beboerne er dog langtfra gennemsnitlige.

Både Tanja og Nanna hører til i gruppen af særligt udsatte unge, der har så store sociale og udviklingsmæssige udfordringer, at de har brug for ekstra støtte, hvis de ikke skal ende uden for både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Alligevel er de to piger væsentligt dårligere stillet end normaltfungerende unge, når de efter sommerferien skal videre i en ungdomsuddannelse.

Sammen med mange af deres kammerater fra specialefterskolen er Tanja og Nanna i målgruppen til den kommunalt finansierede særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU). Men selv om STU-lovgivningen siger, »at ungdomsuddannelsen – så vidt det er muligt – skal tilrettelægges, så der kan tages hensyn til den enkelte unges kvalifikationer, modenhed og interesser,« bliver de unges ønsker til uddannelsessted og indhold i stigende grad tilsidesat af kommuner, forklarer forstander på Østergård Efterskole Irene Borre. I stedet forsøger nogle kommuner at spare penge ved at placere de unge ind i lokale standardtilbud.

»For nogle elever giver det god mening at komme hjem til familien, når de skal starte på en ungdomsuddannelse. Men for dem, der finder netværk hernede og gerne vil blive på grund af deres kammerater, kan det være meget svært at få lov,« siger hun og fortsætter.

»Vores unge har ikke det frie valg. De har langt fra muligheden for selv at vælge, hvad de vil bagefter, og hvilken skole de vil gå på. De kan have drømme og ønsker, men de kan ikke vælge,« siger hun.

Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) blev indført i 2007 for at sikre, at kommunerne tilbyder alle unge, uanset deres forudsætninger, en ungdomsuddannelse. Da STU-loven trådte i kraft, blev uddannelsen fortrinsvis varetaget af private udbydere, der specialiserede sig i forskellige fagområder, og dermed sikrede en bred vifte af uddannelsesmuligheder. Men de seneste år har flere kommuner oprettet deres egne brede tilbud med priser, der er væsentlig lavere end de private skoler. Udviklingen har betydet, at stadig flere kommuner nedskriver retningslinjer, der sikrer, at kommunens ansatte først og fremmest henviser de unge, til kommunens egne tilbud, forklarer uddannelsesvejleder på Østergård Efterskole, Camilla Jacobsen.

»Flere kommuner har lister over de steder, det er muligt at komme hen enten i nærområdet eller i deres egen kommunale STU, og med mindre man kan dokumentere, at det sted ikke kan løfte uddannelsesplanen, så skal den unge derhen. Men det gør, at de ikke har friheden til at vælge,« siger hun. »De her unge står i et afhængighedsforhold til kommunen, og for den her elevgruppe kan det virke som stavnsbinding.«

Kommuner vælger lokale tilbud

Tanja har trukket op i blusen og piller ved sin simili-besatte navlepiercing og det blege maveskind.

»Jeg har lige fået den lavet. Det var derfor, jeg ikke kunne være med til høvdingebold,« siger hun og smiler til Nanna. Nanna har også en navlepiercing. Og ligesom de to pigers Dolce og Gabanna T-shirts, korte shorts og bikinitoppe har de netop bestilt ens navlepiercinger over nettet. »Lad os flytte herned sammen,« siger Tanja og kigger op på Nanna. Nanna vil gerne blive boende tæt på skolen. »Det er her, alle er,« siger hun.

Nanna er blevet visiteret til en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, men kommunens lokale tilbud har ikke plads før 2015, derfor skal hun gå et halvt år på produktionsskole.

Jakob Dall

Selvom pigerne har tilbragt henholdsvis to og tre år af deres ungdomsliv på skolen, kræver deres hjemkommuner, at de flytter tilbage, når de skal begynde i ungdomsuddannelse. »Kommunen siger, at jeg skal til at få venner hjemme i min egen hjemby. Men de enten ryger hash, stjæler eller laver ballade, og det får jeg jo ikke noget ud af,« siger Tanja. Hun ville gerne være begyndt på en husholdningsskole på Sydsjælland efter sommerferien, men kommunen afviste. »Kommunen synes, at husholdningsskolen er et dårligt sted for mig, de vil gerne have, at jeg kommer hjem til min egen hjemby, men det gider jeg ikke, for jeg har ikke nogen venner der,« siger hun.

Tanja fyldte 18 år i efteråret. Hun har gået i specialklasse siden syvende, forklarer hun. »Det er fordi, jeg har indlæringsvanskeligheder, og fordi jeg er dum, i hvert fald ifølge min lærer.« Uden for skolen havde Tanja det også svært. Da hun var 13-14 år lavede hun ’noget skidt’ med sine venner, som hun formulerer det. »Vi stjal,« siger hun. »Men jeg er blevet klogere, og jeg har ikke lyst til at komme ind og sidde.«

Lige nu ved Tanja stadig ikke, hvad hun skal efter sommerferien. Det eneste, hun har fået at vide, er, at hun skal bo derhjemme, og at hun har fået bevilget en kontaktperson to timer om ugen. Det er hun ked af. Tanja har nemlig svært ved at enes med sin far. »Jeg er ikke lige så glad, for jeg vil gerne gå på en skole, hvor man kan bo, eller sådan et sted, hvor der er andre unge, der bor. Jeg er bange for, at jeg bare skal sidde inde i et hus sammen med mine forældre og ikke være ude blandt andre mennesker,« siger hun. Hun har ikke megen tiltro til kommunen. »De er ikke særlig kloge i min kommune,« siger hun. Nanna giver hende ret »Det er ikke altid, man kan blive kloge på kommuner. Det er ikke altid, man kan det med nogen af deres meninger. For eksempel at det er bedst, vi bor i vores egen hjemby, hvor vi ikke har nogen venner, når vi har masser af venner her,« siger hun.

Ifølge uddannelsesvejleder Camilla Jacobsen er der sket et skred i den måde, kommunerne håndterer de unge, som skal i en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse. »Dengang jeg begyndte som UU-vejleder, var der et bredt udvalg af steder, der kunne løfte de her uddannelsesplaner, og der blev i langt højere grad lyttet til den unge og forældrene, som der også står i loven,« siger hun og fortsætter. »I dag laver kommunerne nogle brede, lokale tilbud, selvom det står i STU-loven, at der skal tages hensyn til den enkeltes uddannelsesplan.«

Vi har ikke talt med Tanjas og Nannas hjemkommuner, fordi deres sag endnu ikke er afsluttet, og vejlederne er bekymrede for, hvorvidt kritik kan påvirke sagsbehandlingen i negativ retning. Men problemet begrænser sig ikke til deres hjemkommuner. Information har søgt aktindsigt i kommunernes retningslinjer for visitation til STU, og ud af de 74 kommuner, der er vendt tilbage, har 39 kommuner retningslinjer, som direkte eller indirekte foreskriver kommunens ansatte at visitere de unge til kommunens egne tilbud. Det på trods af, at en afgørelse om STU fra Klagenævnet for specialundervisning siger, at ungdomsuddannelsen skal tilrettelægges »individuelt ud fra deltagerens forudsætninger, behov og interesser. Som udgangspunkt er det derfor ikke nok, at kommunen henviser den unge til en bestemt institution eller et færdigtilrettelagt uddannelsesforløb, der er fælles for alle.«

En af de kommuner, der lægger vægt på at sende de unge i kommunens egen uddannelsesinstitution, er Kalundborg:

»Det fælles visitationsudvalg skal sikre: At der gøres brug af kommunens specialtilbud/institutioner,« fremgår det af retningslinjerne for visitation til STU.

Men leder af Pædagogisk Udviklingscenter, Charlotte Grummes- gaard Nielsen afviser, at formålet er at spare penge.

»Det handler ikke om økonomi, men om at vi kender eleverne og tilbyder en pædagogik, vi kan stå inde for, fordi vi har en kvalitetsstandard. Derfor prøver vi at sikre, at vi bruger vores egne tilbud,« siger hun. Dog vil hun overveje at få kommunens retningslinjer skrevet om, tilføjer hun.

Må ikke nævne alternativer

Hjemkommunerne er ikke de eneste, der ser en gevinst i at holde de unge i egne tilbud. Hvis en udsat ung endelig får lov til at benytte et tilbud uden for hjemkommunen, vil den kommune, hvor tilbuddet ligger, ofte kræve, at den unge forlader kommunen efter endt ungdomsuddannelse, forklarer forstander Irene Borre.

»Kommunerne er typisk ikke særlig glade for og villige til, at de unge skal blive, for det er jo en udgift for livet, hvis de fortsætter med at bo i den pågældende kommune. Ofte vil de gerne have lavet nogle kontrakter på, at de unge tager hjem igen,« siger hun med henvisning til, at mange af de udsatte unge risikerer at ende på overførselsindkomster.

På Østergård Efterskole oplever de, at nogle kommuner går så vidt, at de pålægger skolen slet ikke at fortælle eleverne om de forskellige muligheder for ungdomsuddannelse, som ligger uden for hjemkommunen, fortæller Irene Borre.

Østergård Efterskole på Sydsjælland.

Jakob Dall

»Vi får mundkurv på, vi må ikke foreslå steder, og forældrene må ikke ønske. Det er de udmeldinger, der kommer, men det er jo ikke lovgivningsmæssigt rigtigt, for forældrene og den unge har jo ret til at pege på, hvor de gerne vil hen,« siger hun.

Førhen kørte de rundt og viste de unge uddannelsessteder i omegnen for at give dem et indtryk af, hvilke forskellige muligheder de har.

»Men det er bare rigtig svært, for når vi gør det, så sætter vi nogle billeder ind i hovederne på dem, som der ikke er reel mulighed for,« siger Irene Borre.

Camilla Jacobsen bakker op. »Det værste er de situationer, hvor hverken den unge og forældrene eller vi som vejledere må give udtryk for, hvad vi ønsker, og hvad vi tror, vil være godt for eleven. Mange kommuner siger til os, at vi slet ikke må snakke om de steder,« siger hun.

Produktionsskoler er venteliste

Nanna har sat sig på sin seng i loftværelset og krummer ryggen under de lyse skråvægge. Hun retter på pencilbrillerne. Overfor sidder Tanja. Efter sommerferien skal Nanna på produktionsskole. Egentlig er hun blevet visiteret til en STU i sin hjemkommune, men fordi de fleste kommuner ikke opretter flere STU-pladser, end de er sikre på at kunne fylde op, skal hun vente et halvt år, inden hun kan starte på skolen.

»Jeg har ikke rigtig lyst til at være på produktionsskole. Det er sådan noget, min sagsbehandler har valgt,« siger Nanna og forklarer, at hun først kan komme ind på sit egentlige uddannelsessted i 2015.

»Og man skal jo være aktiveret, og produktionsskolen var sidste udvej,« siger hun.

Nanna er 17 år. Hun kommer fra Sydsjælland. Hun har gået i specialklasse i tre år. »Der er mange, der har troet, at jeg har ADHD. Men jeg ved ikke lige, hvorfor man skulle tro det,« siger hun og griner. Nannas storebror har en hjerneskade, og hendes lillebror har brug for meget opmærksomhed, forklarer hun. »Han er en tikkende bombe og kan blive sur over ingenting.« Nanna har fået at vide, at hun skal bo hos sine forældre, og det er hun ikke særlig glad for. »Mig og min mor har rigtig mange diskussioner, vi kan næsten ikke være sammen. Kun lige knap og nap 48 timer, så begynder det at gå galt. Vi kommer op at diskutere over de mindste ting,« siger hun. Nanna trøster sig dog med, at hun skal være i skole det meste af tiden. »Jeg er jo i skole fra otte til fire, og min sagsbehandler er vist ved at finde noget egenbolig til mig, så jeg kan komme væk, men det tager jo også tid.«

På efterskolen kender Camilla Jacobsen alt til kommunernes kø-ordninger. »Produktionsskoler er gratis placering for kommunerne, fordi de er statslige og alle unge, der ikke er klar til at gennemføre en ungdomsuddannelse, har ret til et produktionsskoleår,« siger hun. »Men for nogle er det bare ikke det rette tilbud, her skal de vente, indtil de kan få en plads. Man har i flere kommuner lavet en flaskehals, for alle skal det samme sted hen i kommunen, og så pludselig bliver der venteliste,« siger hun.

Ifølge Irene Borre risikerer eleverne at gå i stå, hvis de skal vente på at komme ind på ungdomsuddannelserne. »Vi lægger mange ressourcer på efterskolerne i at gøre dem livsduelige og forberede dem til fremtiden, og de er topmotiverede. Men så møder de barrierer, fordi der ikke er et tilbud til dem lige efter skolen, og så står de stille igen,« siger hun.

Hverken Tanja eller Nanna er helt sikre på, hvad de skal i fremtiden. »Jeg tænker lidt hen ad noget pædagog eller sådan noget, for jeg elsker små børn, og jeg har også fået at vide af mange, at jeg er god til at aktivere børn,« siger Nanna. Hun er dog ikke helt sikker på, hvordan man bliver pædagog. »Ikke sådan rigtig, når det skal være en STU. Men det er sådan noget, jeg håber på at få hjælp til.« Tanja ved godt, hvad hun vil: »Pædagog, frisør eller massør.« »Det er altid godt med back ups, hvis det ene ikke går,« siger hun.

Serie

Seneste artikler

  • Sårbare unge over 18 år må klare sig selv

    5. juni 2014
    Når ressourcesvage unge fylder 18 år, er kommunen ikke længere forpligtiget til at finansiere deres botilbud. Det betyder ofte farvel til plejefamilie eller efterskoleophold. Men uden den nødvendige støtte risikerer udsatte unge at ende i både misbrug og ensomhed, advarer specialefterskolerne
  • Her handler det om overlevelse frem for drømme

    2. juni 2014
    Hver tiende danske unge ender på kontanthjælp eller førtidspension, inden de nogensinde kommer i arbejde. Årsagen er ofte sociale forhold derhjemme eller udviklingshæmning. For mange dem er specialefterskolerne sidste mulighed for at blive klædt på til voksenlivet. Men udfordringerne er mange, og chancerne for succes er små
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
June Beltoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

I gamle dage ville kommunerne have oprettet og drevet fælleskommunale uddannelser for at sikre de unge friheden til at vælge selv.
Dette er et godt eksempel på, at pengene ikke skal hentes i kommunernes kasser, men i statens, men administreres kommunalt selvfølgelig. Sammenkædningen mellem behov og indtægter knækker det danske samfund - ligesom det på de videregående uddannelser gør det, når den frihed, som er alfa og omega for studerende i et lille land, begrænses af mere og mere kompetencebårne, fremfor genuine og enestående uddannelser, baseret på den enkeltes evner og interesser. Det sidste er et lille land nødt til at sikre, for der er brug for, at hver enkelt dækker et unikt sæt af færdigheder.

Torben Nielsen

"skal få venner i min hjemby". Venner på kommunalt diktat :o/

Henrik Søgård Jørgensen, Majbritt Nielsen, Klara Liske, June Beltoft og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Jens Harder Vingaard Larsen

Er det bare mig der er dum? Hvis pigen er 18 aar (og derfor fuldt myndig) og gerne vil gaa paa husholdningsskole, kan hun vel bare flytte til en kommune hvor der ligger en saadan skole. Man skal vel ikke have lov til at flytte mellem kommuner i DK? Og hvorfor vil de saakaldte hjemkommuner ikke af med de unge mens de andre kommnuner vil vaere sikre paa at komme af med dem? Som sagt: Enten er det mig der er dum eller ogsaa er artiklen lidt forvirrende.

Børn at har problemer ofte gør sådan fordi de har det svært i familien eller med deres venner, og vi ved hvis de vil har et ny start er det nærmest umulig at gør det med eksakt den samme liv som før. hvorfor er det at mange mennesker ikke forstå dette?

Carsten Hansen

Nogle sagde en gang : "Mennesket før systemet"-

Men hvad nytter det når pengene kommer før mennesket ?

Henrik Søgård Jørgensen og Klara Liske anbefalede denne kommentar

I smadrer så fucking meget kapacitet med den pengefiksering - at det hele så er udtænkt af analfabeter på de områder de forsøger at styre er til at springe ud fra en bro over

Men et dekadent sceneshow hvor rent ud sagt langt over halvdelen af befolkningen for længst har tabt fornemmelsen for hverdagens arbejde i den branche - og ikke mindst respekt - er der råd til.

Stop freak showene og få sans og samling på hverdagen - den er større og det centrale for alle - hverdagen er den største fest vi har - den havde fortjent de millioner der blev sprøjtet ud på en gang misforstået sans og samling -

Skolerne savner hverdagen - og boliger er altså det første der skal fungere - det har i indbyrdes også formået at røvrende hinanden til idioter med - ha ha jeg tjente lige en million på idioten haha - ubegavede narrøve

Majbritt Nielsen

Jens Harder Vingaard Larsen
26. juni, 2014 - 17:27
Du er ikke dum, du er bare uvidende.
Det er sådan at den der betaler musikken selvfølglig også vil bestemme musikken.
Så når unge som dem her har brug for videre hjælp ud over 18 år. Så er det deres HJEM-kommune der skal betale. De vil selvfølglig gerne spare penge.
Lige som den tv-dukomentar der var med Pige Carina der ikke ville dø. Hendes Hjem-kommune ville også rigtig gerne spare penge. Så i stedet for at sende hende hen hvor der er relevant og erfarent(de flere koster penge) personale. Så sparkede de hende på et plejehjem med gamle mennesker der ikke havde det for godt hellere. Fedt sted at ende som ung.

Sådan er det også med andre som kommunerne skal "hjælpe".
Det jo derfor det var så hulens stupidt at nedlægge amterne, som kunne hjælpe på tværs af kommunegrænser og have råd til at specialisere i det der nu var nødvendigt. Da de kunne samle fra flere kommuner.

Men nej, nej der skulle spares ergo og vi kan nu følge hvordan verdens bedste sundhedsvæsen og skolevæsen udvikler sig.

Peter Poulsen, Rasmus Kongshøj og Jan Kønig anbefalede denne kommentar
Henrik Søgård Jørgensen

Tak for en rigtig god artikelserie om de udsatte unge Artiklen rammer lige ned i problematikken omkring de unges vilkår der ikke har evnen /muligheden for at tage en ordinær uddannelse.
Hold fast i emnet og lad os få blot lagt / indsigt i systemet .
De unge er afhængig af velmene sagsbehandlere der er underlagt bureaukratiske/ økonomiske systemer i kommunerne.
Jeg har gennem arbejdet med min søn selv erfaret hvordan systemet virker og kan desværre genkende alt for meget i artiklerne.
Sagsbehandlere der ikke tør komme med forslag til den rette løsning eller vogter på hinanden. De er fx bange for at den sag som de er ved at få igennem pludselig falder til jorden fordi en anden sagsbehandler mener at et kommunalt projekt vil kunne være fyldest gørende for den unge.
Det er et sygt system.
Kommunerne er for små til at kunne klare opgaven .Tilbudene der gives er ikke gode nok og alt for bredt favnende.
Vi holdt ud - ikke mindst min søn - to sagsbehandlere holdt fast -en tredie var tøvende. Jeg selv faderen bakkede op - trak i trådene så godt det kunne lade sig gøre og det lykkedes at få en bevilling igennem. Selv om bevillingen var gået igennem kom der efter dønninger fra systemet.
Han blev undtagelsen -som sidenhen kan bruges af politikkerne til at sige systemet fungere og glemme alle de andre som ikke kom videre. De som hænger fast i produktionsskolen eller kom igang meden STU hvor det ikke var kompetencegivende men kommunal opbevaring.