Nyhed
Læsetid: 3 min.

Minister: Det er et demokratisk problem, når alle ikke kan søge

Socialminister Manu Sareen (R) vil have politikerne længere væk fra tildelingen af midler. De lukkede puljer afskærer nemlig organisationer fra at søge, og det er et demokratisk problem, mener ministeren
Kammeradvokaten udtaler betænkeligheder ved det system, som Socialministeriet og partiernes socialordførere bruger til at fordele fl ere hundrede millioner kroner på i forskellige puljesystemer. Derfor vil socialminister Manu Sareen (R) nu arbejde for en klarere opdeling af opgaverne mellem politikere og forvaltning

Kammeradvokaten udtaler betænkeligheder ved det system, som Socialministeriet og partiernes socialordførere bruger til at fordele fl ere hundrede millioner kroner på i forskellige puljesystemer. Derfor vil socialminister Manu Sareen (R) nu arbejde for en klarere opdeling af opgaverne mellem politikere og forvaltning

Søren Bidstrup

Indland
24. juni 2014

Forleden landede resultatet af en af de første beslutninger, Manu Sareen (R) tog som ny socialminister, på hans bord. Gennem 60 sider beskriver Kammeradvokaten det system, som Socialministeriet og partiernes socialordførere bruger til at fordele flere hundrede millioner kroner på i forskellige puljesystemer. Og konklusionen er klar: Fordelingen giver Kammeradvokaten »meget alvorlige betænkeligheder«, og det vurderes, at metoden kan være på kant med Grundloven.

»Kammeradvokaten siger meget, meget klokkeklart, at vi politikere har været alt, alt for tæt på udmøntningen af disse midler. Der skal være en langt klarere fordeling af opgaverne mellem politikerne og forvaltningen. Vi er nødt til at gøre op med den tidligere praksis, hvor ordførerne har godkendt, hvordan midlerne blev fordelt,« siger Manu Sareen.

Kammeradvokatens rapport er en del af en samlet analyse af den måde, Socialministeriet fordeler de mange millioner kroner, som forskellige politiske flertal har placeret i diverse puljer. Analysen blev blandt andet sat i gang på grund af Manu Sareens forgænger, SF’s daværende partiformand, Annette Vilhelmsen, som fik en såkaldt ’næse’, da det viste sig, at hun havde besluttet at tildele projektet ’Stemmer på Kanten’ og Lisbeth Zornig Andersen en million kroner, uden ministeriet havde modtaget en ansøgning. På baggrund af Kammeradvokatens rapport har Manu Sareen valgt at afskaffe de lukkede puljer, hvor kun udvalgte organisationer kunne søge.

»Jeg har arbejdet i ngo-verdenen, så jeg kender systemet med puljer. Og jeg har altid undret mig helt vildt over, at der var så mange lukkede puljer, og at der var så mange rygter om dem i miljøet. Det er et demokratisk problem, når alle ikke kan søge. Når kun udvalgte grupper kan søge, er der i sagens natur mange, som ikke kan, og det er problematisk. Der kan nemlig sidde mange andre, som sagtens kan løse de udfordringer, der skal løses under den givne pulje, men det får de bare ikke mulighed for med det gamle system,« siger Manu Sareen.

Han håber på, at flere organisationer nu vil udfordre ministeriet med anderledes ansøgninger, når nu puljerne bliver åbnet for flere ansøgere.

»Det vil skabe den åbenhed, som jeg gerne vil have. Det vil gøre, at flere kan komme til. Alle kan fortsat søge. Nu er der bare endnu flere, som kan søge, og det er kun positivt. Det betyder, at vi kan få flere ideer fra organisationerne på, hvordan vi løser de udfordringer, vi står overfor. Der er brug for, at vi ryster området lidt og ser tingene på en anden måde‚« siger Manu Sareen.

Forhandlinger efter ferien

Ministeren frygter ikke, at mange frivillige organisationer nu vil sidde og bruge tid på at søge puljer, som de reelt ikke har mulighed for at få penge fra.

»Jeg håber, at tilgangen til puljemidlerne fortsat vil være den samme: At man gerne vil være med til at løfte nogle sociale problemer – og ikke blot forsøger at få fat i nogle penge. Derfor håber jeg, at man kun søger, hvis man mener, at man har nogle løsninger på de udfordringer, vi efterspørger løsninger på‚« siger Manu Sareen.

Han forventer, at den samlede analyse af puljesystemet er færdig efter sommerferien. Når analysen er færdig, vil Manu Sareen indkalde Folketingets partier til forhandlinger om, hvordan puljerne i fremtiden kan blive udmøntet, så politikerne kommer så tæt på projekterne som muligt, men så grundloven stadig overholdes, og så der stadig er et armslængdeprincip.

»Vi kommer ikke til at gå tilbage til gamle dage. Nu skal vi finde nye måder at arbejde. Det kan f. eks. betyde, at vi skal være endnu skarpere på, hvilke overordnede problematikker vi ønsker at få løsninger på fra organisationerne. Vi skal være mere specifikke på kriterierne på et overordnet plan‚« siger Manu Sareen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her