Læsetid: 3 min.

Når man taler for Niels Holck, får man også et etisk ansvar

Dokumentarfilmen ’Våbensmugleren’ om Niels Holck har aktualiseret en eviggyldig debat om dokumentaristens etiske ansvar: Vejer forpligtelsen på virkeligheden tungere end hensynet til det kunstneriske udtryk?
13. juni 2014

Hos anmelderne har dokumentarfilmen om Niels Holck høstet stor ros, men uden for kulturspalterne møder filmen stærk kritik for sin endimensionelle fremstilling af den danske våbensmugler.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) ser gerne Niels Holck retsforfulgt i Indien og er utilfreds med filmens udlægning af den verserende sag. Politiken beskrev i en leder tidligere på ugen Niels Holck som kriminel og vildfaren ungdomsidealist, og filmen som ensidig. Og Indien har siden 2011 lagt Danmark på is, efter at Østre Landsret afsagde dom, at Niels Holck ikke skulle udleveres til straf i Indien. Selv om det ikke er instruktøren Andreas Kofoeds rolle at løse politiske problemer, er dokumentaren om våbennedkastningen blevet kritiseret for at være alt for partisk og med til at tegne et unuanceret billede, der måske kan forstærke problematikken mellem Indien og Danmark.

Som dokumentarfilm er det ikke helt godt nok, mener Peter Schepelern, lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

»I det øjeblik du tager ordet i denne verden, hvad enten du skriver en bog, en kronik eller laver dokumentarfilm, vil jeg mene, at du er bundet af en etisk forpligtelse. Vi må se i øjnene, at der kan være nogle konsekvenser af det, vi siger, og dem skal man medtænke, især når man laver dokumentarfilm,« siger Peter Schepelern.

I sin film fortæller instruktøren Andreas Kofoed om Niels Holck, der af ideologiske grunde kaster våben ned til en indisk landsby. Niels Holck mener selv, at han handlede i en god sags tjeneste, men flere kritikere har påpeget, at filmen mangler at portrættere den anden side af sagen.

»Når man laver en film, som i den grad refererer til virkeligheden, især i dette tilfælde hvor den berør noget så højpolitisk som grænsen mellem ideologisk vold og terrorisme, burde man have nogle etiske forpligtigelser til at fortælle historien så sandfærdigt som muligt,« siger Peter Schepelern.

Jagten på den gode historie

Dokumentarfilm har fået meget opmærksomhed inden for de seneste år. Samtidig er konkurrencen blevet hårdere, og det er blevet sværere for filmene at brænde igennem til publikum. Og i jagten på den gode historie, er det etiske ansvar gradvist blevet trængt i baggrunden.

»I dag vil man hellere fortælle en historie, der er særpræget og overraskende – og det er måske ikke så tit for at få sandheden frem,« siger Peter Schepelern og pointerer, at man i tilfældet Niels Holck traditionelt set ville have forsøgt at belyse historien fra et indisk perspektiv også.

Før i tiden var dokumentarfilm ofte lavet af journalister. Men fordi genren bliver mere og mere kunstnerisk inspireret, bliver den også mere og mere flertydig.

»Det er naturligvis klart at kunsten har sin legeplads, men samtidig kan man ikke bare sige, at man laver et mangetydigt kunstværk og derfor ikke har noget ansvar for, hvordan det opfører sig,« siger Schepelern.

Skyd ikke budbringeren

Men man skal passe på, at man ikke ender med at kvæle dokumentarfilmen i journalistiske regler, mener Mads Brügger, programchef på Radio24syv. Han har selv lavet adskillige anmelderroste, men også kontroversielle dokumentarfilm, og han har erfaring med at balancere sensitive emner. Han mener godt, der må være forskel på at være journalist og dokumentarfilminstruktør.

»Som journalist skal du selvfølgelig stå til ansvar for den historie, du har valgt at fortælle. Men som filminstruktør er det noget andet,« siger Brügger:

»Fordi Andreas Kofoeds film er lavet under filminstituttets hat, vil jeg mene, at det ikke er de samme retningslinjer, der gælder.«

Det er ærgerligt, hvis man begrænser den kunstneriske frihed for meget, for de mere skæve og måske utraditionelle dokumentarfilm har også stor værdi, mener Mads Brügger. En god filmisk fortælling kan åbne en debat på en anderledes måde end en traditionel dokumentarfilm og skabe en bredere og mere kreativ måde at tilegne sig viden på.

»De rusker op i den traditionelle måde at lave dokumentarfilm på. Jeg mener, det er fint, at den journalistisk retfærdige og renfærdige fortælling bliver udfordret lidt, så vi får udvidet måderne at berette om verden på,« siger han.

Præcisering: Af den oprindelige version af artiklen  kunne  man få det indtryk, at Peter Schepelern har set Våbensmuglingen, og at han direkte kommenterer filmen og instruktørens metoder. Det har han ikke, og det gør han ikke. Han forholder sig udelukkende principielt til filmen. Det beklager vi, og vi har nu rettet artiklen i overensstemmelse hermed. /red

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Garp

Overhovedet at tale om at udlevere snart sagt hvem som helst til det forskruede kastesyge Indiske samfund og stat, hvor piger på 16år og kvinder voldtages, dræbes og hænges op i træer til skræk og advarsel uden synderlig aktion fra statens side, som tilmed har den frækhed at kalde sig 'verdens største demokrati', ja det er da det egentlige problem, hvor Information nu vanen tro i stedet snakker om dokumentaristers etiske ansvar, hvilket selvfølgelig trods alt er bedre end minister Lidegård og regeringens samt som forventet selvfølgelig Politikens servile kryberi for denne atombevæbnede stat og dens 'forbryderiske' retssystem og fængselsvæsen, men alligevel proportionerne!
Bed i stedet Indien om få en smule hold på deres syge kastesystem og få stoppet voldtægt af unge piger i fuldt dagslys, som hos de mest forskruede islamistiske terrorgrupper og -bevægelser, fordi de er laveste kaste og tilsyneladende begynder at gøre oprør mod deres slavelignende tilstand for Indiens overklasse og stat!
Indtil da er der ingen som helst grund til at udlevere heller ikke Holst til en stat, der hvad angår behandlingen af underklasse og kvinder mere har sin pendant i Taleban dominerede og/eller truede stater som Afghanistan og Pakistan end i retsstater vi normalt sammenligner os med og overvejer at udleverer danske statsborgere til retsforfølgelse i. Put ham om nødvendigt, dvs. dømt IKKE af et kaste inficeret og forskruet system men af et retssystem i en retsstat, i spjældet her i landet!
Nå, men det er da godt at østre landsret i det mindste kunne holde hovedet koldt trods den indiske stats rockermetoder overfor en demokratiske retsstats afgørelser, og når nu vælgerne har udstyret os med en følgagtig minister og regering overfor rockermetoder!

Karsten Kølliker

Dokumentarfilm har fået meget opmærksomhed inden for de seneste år. Samtidig er konkurrencen blevet hårdere, og det er blevet sværere for filmene at brænde igennem til publikum. Og i jagten på den gode historie, er det etiske ansvar gradvist blevet trængt i baggrunden.

Er virkeligheden ikke i første omgang den, at der kan konstateres en nærmest eksplosiv udvikling i mængden af uafhængige dokumentarfilm? Og handler påstanden om en skærpet konkurrence om at brænde igennem ikke om et helt andet forhold, nemlig en tendens til at se begivenhederne i verden som gennemkorrupte?

Og hvad nu hvis årsagen til den sidstnævnte tendens er den indlysende, at de store medierhuse og de store public service-kanaler netop ikke lever op til deres forpligtelser om at informere befolkningerne om, hvad der er de underliggende konflikter og dagsordner bag nyhedsudsendelsernes blotte præsentation af begivenhederne?

Og hvad nu hvis dette journalistiske arbejde ikke bliver gjort, fordi det ville medføre at der var visse, ofte særdeles magtfulde parter, som ville blive meget fornærmede? Således er det ikke muligt at lave tilbundsgående journalistik på krigene i Irak og Afghanistan, på undertrykkelsen af det tibetanske folk, på 9/11, på omfanget af svindel indenfor finanssektoren, på det amerikanske overvågningsregime osv. osv. osv.

Og således kan disse uafhængige dokumentarfilm i forskellige henseender være uprofessionelle og tendensiøse, men de kaster ikke desto mindre lys over nogle kæmpestore blinde vinkler i vores samfundsfortællinger. Og almindelige mennesker ser dem på nettet, de afvejer hvad de ser, og overalt hvor der er noget om snakken vil bevidstheden om at den almindelige befolkning ikke bliver fortalt den sande historie vokse. I den sidste ende vil internettet og disse uafhængige dokumentarproduktioner føre til de korrupte systemers fald.

Niels Mosbak

At Danmarks udnævnte udenrigsminister Lidegaard, opfører sig som en papegøje også i denne sag, undrer vel ingen.
Hvis Indien mener at have bevismateriale, der kan bruges til at idømme Niels Holck en straf for den sigtelse for våbensmugling som Indien ønsker rejst imod ham, kan de jo blot oversende sagen til pådømmelse i Danmark.

Den danske stat, skal ikke udlevere danske statsborgere til andre stater med dubiøse retssystemer, hverken til Indien eller USA for den sags skyld.
Der imod er de ovennævnte lande velkomne til at oversende eventuelle sager til pådømmelse her i landet, såfremt den mistænkte person opholder sig her.
Det er vist den eneste etiske fordring, der er i denne sag.