Den franske økonom Thomas Piketty er med rekordfart blevet en af verdens mest omtalte økonomer med sin analyse af, hvordan en lille gruppe af befolkningen har sat sig på en stadig større del af rigdommen i samfundet. Særligt siden 1980’erne er de rigestes formuer i ikke mindst USA og Storbritannien svulmet, viser Thomas Pikettys analyse.
Men den udvikling ser ikke ud til at holde for Danmark. Hvis man ser på, hvor meget de danske formuer fylder i forhold til den samlede indkomst, »er der faktisk ikke sket en synderlig udvikling,« siger Simon Halphen Boserup, der er postdoc på Københavns Universitet.
Sammen med Claus Thustrup Kreiner, vismand og økonomiprofessor på Københavns Universitet, og Wojciech Kopczuk fra Colombia University har han undersøgt den danske formueudvikling i de seneste tre årtier. De foreløbige konklusioner i det forskningsprojekt præsenterer Simon Halphen Boserup ved en konference fredag, der afholdes af Economic Policy Research Network (et samarbejde mellem tre forskergrupper, fire ministerier og Nationalbanken, red.). Heller ikke når man ser på udviklingen i, hvor meget de allerrigeste danskeres andel af den samlede formue er, ser der ud til at være sket et skift siden 1980’erne.
»Når man kigger på top 1 procent, er der ikke en meget markant udvikling,« siger Claus Thustrup Kreiner.
»Der er ikke noget, der for Danmarks vedkommende tyder på, at de personlige formuer er blevet meget større blandt de rigeste.«
Dermed adskiller Danmark sig altså fra de lande, som Thomas Piketty har undersøgt. For mens Thomas Piketty finder, at formuekoncentrationen siden 1980’erne er stigende, kan man ikke genfinde en lignende tendens i Danmark, forklarer Simon Halphen Boserup og Claus Thustrup Kreiner.
»Vi kan ikke se, at tingene har ændret sig,« siger Claus Thustrup Kreiner.
Pensionsformuerne
Der er dog to forhold, der gør den danske formueopgørelse speciel i internationale sammenligninger.
Det ene er, at Danmark har formuedata på individniveau. Det vil sige, at man kan følge formueudviklingen for den enkelte dansker, men også koble familier sammen, så man kan se, hvordan formuerne opfører sig på tværs af generationer.
De muligheder har man ikke med for eksempel de amerikanske data, og det er en af de ting, der gør, at en af de førende forskere på feltet, Wojciech Kopczuk, deltager i det danske forskningsprojekt, forklarer Simon Halphen Boserup.
Men på den anden side, som Information også tidligere har kunnet beskrive, mangler de danske formuetal en meget central del af de danske formuer, nemlig pensionsformuerne.
Kigger man på hvor meget formuerne udgør i forhold til indkomsten i Danmark, uden at medtage pensionsformuen, er det forhold altså stort set uændret siden 1980.
Medtager man pensionsformuen, vil forholdet mellem formuer og indkomst stige, forklarer Simon Halphen Boserup. Men det betyder ikke, at Danmark kommer til at passe bedre på Thomas Pikettys analyse af stigende formuekoncentration.
Simon Boserup forklarer, at en af Thomas Pikettys centrale pointer er, at øget formuekoncentration også betyder, at magten koncentreres hos nogle få superrige. Men fordi de danske pensionsformuer administreres af pensionsselskaber og er penge, som ikke står frit tilgængelige på bankbogen, »så er spørgsmålet, hvor meget indflydelse man kan købe sig til med en god pensionsformue,« siger Simon Halphen Boserup.
Heller ikke Claus Thustrup Kreiner mener, at de store pensionsformuer er noget, der giver »politisk magt«, og derfor mener han heller ikke, at det vil ændre på den grundlæggende konklusion: Der er ikke noget, der tyder på, at der er sket et strukturelt skifte i den danske formuekoncentration fra 80’erne og frem, som Thomas Piketty finder tegn på for andre lande, udover vores opbygning af arbejdsmarkedspensionerne i den periode.
På tværs af generationer
En anden af de ting, som Boserup, Kreiner og Kopczuk har undersøgt i det nye studie, er, hvordan formuen påvirkes på tværs af generationer.
Det har de gjort ved at undersøge, både hvad forældrenes formue betyder for børnenes formue, og hvad bedsteforældrenes formue betyder for forældrenes formue.
Selv om undersøgelsen ikke indeholder arv fra forældre til børn, er der stadig en stærk sammenhæng i retning af, at børn i gennemsnit kan regne med en større formue, hvis deres forældre har en høj formue.
»Jo større sammenhængen er mellem generationernes formueniveauer inden for den samme familie, jo mindre social mobilitet kan man sige, at der er,« siger Simon Halphen Boserup.
Claus Thustrup Kreiner forklarer, at den sammenhæng – selv uden at inkludere direkte arv – kan skyldes, at forældre med store formuer har mulighed for at investere mere i deres børn. De kan købe en lejlighed til dem, give gaver eller betale et dyrt ophold på et amerikansk universitet. En overraskende ting er dog, at sammenhængen ser ud til at være præcis lige stærk for både børn-forældre og forældre-bedsteforældre. Og det betyder, forklarer han, at der heller ikke i den undersøgelse er noget, der tyder på et skifte siden 1980’erne.
»Det ser absolut ikke ud, som om der er sket nogen som helst ændring i den sammenhæng.«
Min pointe med usikkerheden om forældredata er at relationen forældre-bedsteforældre, som nævnes i artiklen bliver meget svag fordi data kan have en systematik i manglerne.
Hvis man ignorerer det vil det økonomiske mål for børn i 1980 være under 30 årige, hvilket giver et ringe billede af indkomst og og formue fordi indkomsten i et livsforløb udvikler sig forskelligt. Ufaglærte vil f.eks. tjene mere og have mere formue i de unge år. Der kan også være en væsentlig forskel på adfærd for børn af meget rige i forhold til resten, f.eks. i forhold til udlandsophold og behov for økonomisk sikkerhed.
Sider