Læsetid: 3 min.

Social studiekultur uden tømmermænd

Fredagsbarerne på Harvard har gratis drikkevarer. Alligevel er der langt mellem branderterne, for folk kan sagtens hygge sig uden at drikke sig fulde – og de skal desuden op og studere næste dag
2. juni 2014

Thank God it’s Friday! Sådan lyder Harvard University’s pendant til de danske universiteters ’fredagsbar’. Dog med den forskel, at der her er gratis drikkevarer og mad. Første gang, jeg hørte om det, tænkte jeg – som dansker – at det måtte da indebære en brandert af den anden verden. Der er jo gratis alkohol, og vi takker ligefrem Gud for, at det endelig er fredag! Sådan viste det sig på ingen måde at være.

Selv om TGIF, som fredagsbaren hedder forkortet, åbner klokken 17, kommer de fleste først ved 18-19-tiden. For man skal jo lige blive færdig med studiearbejdet. Og så er maden, som i øvrigt ofte er en ordentlig bunke pizzaer, mindst lige så populær som drikkevarerne. Faktisk har jeg efter cirka et år som postdoc på Harvard endnu ikke set én eneste blive decideret fuld til TGIF. For ud over, at mange skal op på universitet og arbejde igen om lørdagen, kan folk her godt finde ud af, hvad det vil sige at hygge sig og være i socialt samvær uden at drikke mere end et par genstande. Min erfaring er, at det er noget, mange studerende på de danske universiteter har mere end svært ved, og langt størstedelen kunne i øvrigt aldrig drømme om at arbejde/studere en hel lørdag.

En begivenhed, der illustrerer de studerende på Harvards engagement i deres studie, var, da Boston Red Sox vandt sæsonfinalen i baseball sidste år. Jeg sad i studenterbaren, Cambridge Queen’s Head, sammen med nogle kolleger og en skare af studerende og så kampen. Stemningen var høj, og den blev kun mere og mere intens mod slutningen af kampen, hvor det stod klart, at byens hold ville vinde. Folk gik fuldstændig amok, da de endelig vandt. I cirka fem minutter. Så gik folk. Hjem! I min danske naivitet spørger jeg en af mine kolleger, som også er studerende på Harvard, om de ikke skal fejre aftenens begivenhed. Jeg husker ganske tydeligt hans svar, som kom fuldstændigt naturligt og med så stor autoritet, at det minder mig om en vis scene i filmen 300: »This is Harvard!« Folk skulle bogstaveligt talt hjem og studere.

Skulle man endelig falde i og blive beruset, er det nu heller ikke verdens undergang – man kan sagtens møde sent lørdag, bare det ikke bliver en vane. Faktisk tager min forskningsgruppe ofte ud og spiser og drikker sammen. Foranlediget og betalt af chefen. Da langt størstedelen af socialt samvær i Boston foregår i byen, sætter lovgivningen, der siger, at alle barer skal lukke klokken to, dog en naturlig stopper for, hvor sen en bytur man kan komme ud på.

Denne sammensætning af fantastiske rammer for et godt socialt samvær og motiverede studerende og postdocs er i mine øjne det bedste bud på et optimalt studie- og forskningsmiljø.

Socialt aktiv eller stræber

I Danmark har vi også fremragende sociale rammer på de danske universiteter. Men jeg stiller mig noget kritisk over for, om vi har kombineret det med et ambitiøst og motiveret studiemiljø. Mine erfaringer er i hvert fald, at man som studerende nærmest bliver stillet over for et valg: Vil du være socialt aktiv eller en engageret studerende – en stræber! Jeg kan huske en samtale med en tutor (ældre studerende) på min rustur. Jeg fik et meget mærkeligt råd: »Det er vigtigere at være social end at læse sine lektier, for festerne kommer ikke igen, men man kan altid tage sin eksamen igen. Og igen.« I øvrigt et råd, jeg valgte at overhøre.

Så bør vi ændre på indstillingen på de danske universiteter? Bør vi øge kravene til de studerende? Bør vi gøre det helt klart, at det ikke skal eller vil gå ud over det sociale aspekt? Et klart og rungende »ja« bør være svaret på alle spørgsmålene.

Martin Nielsen er postdoc ved Department of Chemistry and Chemical Biology (CCB), Harvard University, USA

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu