Læsetid: 4 min.

Sortner det for regeringens grønne vækst?

Vækstpakken bringer ikke klimamålet i fare, fastholder regeringen. Men den giver langsommere grøn omstilling, end man kunne have fået, færre grønne job og mindre forsyningssikkerhed. Hvad betyder det for vælgertroen på de oprindelige grønne visioner?
19. juni 2014

Man bliver aldrig træt af at citere visionære politikere.

»Den helt store vision er at skabe en ny grøn økonomi. Et grønt kvantespring, som vil bringe Danmark i den absolutte verdenselite,« sagde f.eks. statsmanden Anders Fogh Rasmussen i november 2008.

»Vi må omstille os til en grøn økonomi, hvor vi på sigt gør os helt uafhængige af forurenende brændsler som olie, kul og gas,« sagde Fogh Rasmussens efterfølger, den knap så store statsmand Lars Løkke Rasmussen (V), i 2009 og præciserede, at »det (er) en klar liberal opgave at skubbe på de grønne forandringer«.

Siden fulgte store statsmænd og -kvinder i SRSF-regeringen ledet af Helle Thorning-Schmidt (S), som i sit regeringsgrundlag fra 2011 sagde, at »regeringen vil omstille Danmark til en grøn økonomi ved at fremme vedvarende energi, bedre kollektiv trafik og grønne vækstvirksomheder«.

»En omlægning af skatter og afgifter skal sikre, at der skabes de rette incitamenter til at tænke og handle grønt. Det skal kunne betale sig at spare på energien,« lød regeringens løfte om grønt lederskab.

Farveblindhed?

Den vækstpakke, som finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) tirsdag aftalte rammerne for med Venstre, kan godt gøre én lidt usikker på visionskraften. Og på, om det er én selv eller de såkaldt ledende politikere, der er blevet ramt af farveblindhed og svigtende retningssans. For er det grøn eller sort vækst, og går det frem eller tilbage for omstillingen, når man med aftalen gør følgende:

lemper PSO-betalingen med 13,2 mia. kr. i perioden 2014-20, tilbageruller forsyningssikkerhedsafgiften med de forhøjede afgifter på fossile brændsler, stopper håndværkerfradraget, der i et vist omfang har bidraget til energirenovering af boliger, udskyder den hidtil største vindmøllepark i to år, beskærer støtten til landmøller med 100 mio. kr. frem mod 2020, indskrænker det planlagte udbud af nye kystmøller fra 500 til 400 megawatt, henter tre mia. kr. i uspecificerede ’effektiviseringer’ i forsyningssektoren, og giver flere pendlere øget befordringsfradrag?

PSO-betalingen er det tunge økonomiske element i aftalen. Det er den betaling fra forbrugere og virksomheder, der automatisk stiger, når elregningen falder – og vice versa – og som bl.a. går til at sikre vindmøllernes økonomi. De seneste år er elprisen faldet, og derfor er PSO-betalingen steget.

»Forbrugerne og virksomhederne sparer dog mere på den direkte strømpris, end de betaler ekstra i PSO,« understreger Energistyrelsen i et notat. Derfor er den forhøjede PSO kun et reelt problem for de ret få tunge industrivirksomheder, der både har et højt energiforbrug og ligger i konkurrence med udenlandske virksomheder uden PSO-byrde. Ifølge Dansk Energi gælder det blot seks-otte pct. af virksomhederne. Alligevel har regeringen og Venstre valgt at sænke PSO-betalingen over en bred kam – smøre de 13,2 mia. ud i et tyndt lag, som Dansk Energi bemærker.

Kun én af milliarderne målrettes således de energitunge virksomheder – resten uddeles bredt som gave til forbrugerne og erhvervslivet, der altså får en lavere elregning og dermed et incitament til at skrue op for strømforbruget. Hvor grønt og visionært er det lige? Og hvordan passer det med den meningsmåling fra Dansk Energi, der fortæller, at 93 pct. af danskerne gerne betaler til den grønne omstilling via PSO, og at 53 pct. er villige til at betale mere, end de gør i dag?

Troværdigheden

Virkningen af manøvren synes dobbelt negativ i grøn forstand, fordi de færre PSO-indtægter til staten samtidig er årsagen til, at man må spare på vindmøllerne ved at neddrosle både udbygningen og støtten. Regeringen betoner, at man faktisk er foran med udbygningen og derfor godt kan tillade sig at holde lidt igen, også uden at bringe målet om 40 pct. CO2-reduktion i 2020 i fare. Det har til dels beroliget de oprørte gemytter hos bl.a. Enhedslisten og SF – begge med i energiforliget med vindkraftplanerne fra 2012 – men det rokker ikke ved, at denne del af vækstpakken i sig selv giver færre arbejdspladser i den grønne energisektor og en langsommere nedtrapning af den fossile energiafhængighed.

Så hvor grønt og visionært er det lige? Oven i en politik, der har resulteret i et faldende grønt skattetryk siden år 2000 og i den nuværende regerings tid reducerede eller helt droppede afgifter på affald, emballage, spildevand, flyrejser og lastbiltrafik samt en aflyst betalingsring.

»Vi vil styrke mulighederne for vækst. For det skal være lettere og billigere at drive virksomhed i Danmark. Det skaber arbejdspladser,« sagde Margrethe Vestager tirsdag.

På kort sigt handler det for regeringen, om man kan holde forligsparterne SF og Enhedslisten i ro ved blot at give dem en garanti for klimamålene. Men på længere sigt er regeringens udfordring, om man i forhold til vælgerne kan blive ved at sætte vækst, konkurrenceevne og hensyn til erhvervslivet øverst uden at sætte, hvad der måtte være tilbage af den oprindelige grønne troværdighed over styr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • Ejvind Larsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Erik Nissen
John Fredsted, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Erik Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Jeg har mistet troen. I langt de fleste tilfælde, hvor en politiker toner frem på skærmen, der skifter jeg bare kanal: jeg orker ikke længere høre på deres visionsløse plade. Og for i øvrigt: målet om 40% reduktion i 2020 (selv hvis man ikke skærer ned på ambitionerne), kan det nu reelt passe, hvis også importerede varer, skibstrafik, flytrafik, etc. tælles med?