Læsetid: 7 min.

Vækstkritikken er halvhjertet

Forbrugertræthed er måske nok en ny tendens. Men vi er ikke kommet ud over vækstlogikken, når det handler om de menneskelige ressourcer. Selv tilhængere af antivækst ligger under for, at kroppen og selvet skal perfektioneres i det uendelige, mener idéhistoriker Simon Axø
Ifølge idéhistorikeren Simon Axø er der ikke længere nogen grænser for, hvor mange ting man skal kunne overkomme karrieremæssigt, samtidig med at vi har børn, skal se godt ud, træne vores krop, være sunde og have en interessant profil på Facebook

Ifølge idéhistorikeren Simon Axø er der ikke længere nogen grænser for, hvor mange ting man skal kunne overkomme karrieremæssigt, samtidig med at vi har børn, skal se godt ud, træne vores krop, være sunde og have en interessant profil på Facebook

Jenz Koudahl/Spild af Tid

30. juni 2014

Når Simon Axø bevæger sig rundt i byen, ser han konkrete eksempler på forbrugertræthed. Firehjulstrækkerne er skiftet ud med mindre biler eller cykler. Og det er ikke kun på grund af krisen. Forbrugertrætheden er en tendens, der breder sig. Deleøkonomi, fødevarefællesskaber, fra eje til leje, partiet Alternativet, Dagbladet Informations nye Omstillingsopslag og den nye nordiske bølge, hvor maden skal transporteres mindst muligt og er afhængig af årstiderne, er andre eksempler. Privatforbruget er syv procent mindre end året før krisen indtraf i 2008.

Men den nye bevidsthed om bæredygtigt forbrug er ikke fulgt af et tilsvarende opgør med udnyttelsen af menneskelige ressourcer. Snarere tværtimod, mener Simon Axø, der er idéhistoriker, underviser i filosofi på Testrup Højskole og sidder i panelet i P1-programmet Netværket.

»Der er en udbredt tendens til at gøre op med vækstparadigmet. Men samtidig er der sket det, at vi har flyttet vækstdogmet fra det ydre til det indre. Siden den industrielle revolution har vi i stadigt højere grad prøvet at udvinde materielle ressourcer og raffineret på metoderne til at producere nye forbrugsgenstande. Men den materielle ressourceoptimering er nu immateriel, eller i hvert fald internaliseret og inderliggjort på en måde, hvor man tænker selvet eller jeget som en ressource, man kan få stadigt mere ud af. Det er blevet så selvfølgeligt, at vi ikke længere tænker over det,« siger Simon Axø.

Ifølge idéhistorikeren er der ikke længere nogen grænser for, hvor mange ting man skal kunne overkomme karrieremæssigt, samtidig med at vi har børn, skal se godt ud, træne vores krop, være sunde og have en interessant profil på Facebook. Optimeringsparadigmet er kun ved at blive afviklet i forhold til det synlige og det materielle. I forhold til alt det, vi ikke kan se; det der handler om relationer til andre mennesker og vores psyke, har vi tværtimod intensiveret optimeringstækningen. Og det har konsekvenser for vores relationer og psykiske velbefindende, pointerer Axø med henvisning til de stigende antal stressdiagnoser. Tal fra Stressforeningen viser f.eks. at 35.000 danskere hver dag er sygemeldt pga. stress.

Undgå spild

Hvad angår relationer, peger Simon Axø på tendensen til, at nogle mennesker ikke længere har tid til venskaber. Venskaber er ikke noget, man kan få noget ud af. Er man derimod en del af et netværk, så er det en fordel for karrieren. I kærlighedslivet opretter vi profiler på datingsites, fordi vi er bange for at spilde tiden. Det redigerede og optimerede selv skal eliminere risikoen for at møde et andet menneske, som ikke er en del af det samme segment som en selv, og som vi ikke matcher. For så har vi brugt energi på et møde, som enten ikke fører til noget, eller som ender i et nederlag, fordi man ikke passer sammen.

Spild er noget, vi skal undgå. Flere og flere par lever desuden som COLA’er (couples living apart, red.). Det ser idéhistorikeren som et forsøg på at undgå spild ved at sætte følelsesmæssige værn op mod en situation, hvor parforholdet går i stykker. Så kan man sige, at kærlighedsforholdet alligevel ikke var noget, der stak så dybt og på den måde camouflere sit nederlag og smerten over bruddet.

»Det er jo en glæde og befrielse, at vi kan vælge, hvem vi vil være sammen med. Vi kan vælge job og karriere – i hvert fald de relativt privilegerede af os. Vi er også sluppet for religion og synd, men samtidig står vi også selv med den frustration og lidelse, der opstår, når vi finder ud af, at vi trods friheden alligevel ikke bemestrer tilværelsen. Det kan godt være, at der er en stor selvtilfredsstillelses i, at vi kan løbe en halvmaraton tre minutter hurtigere end sidst, men hvis konen skrider tre måneder efter, så har vi ikke længere et religiøst eller metafysisk gelænder, som vi kan holde ved, når der opstår kriser. Vi har ingen gud at gå til, hvor vi kan adressere den lidelse, der kan opstå, hvis vi vover os ud i noget nyt, vi ikke har kunnet forudsige eller forsøge at tilrettelægge. Så trækker vi følehornene til os og prøver at redigere nogle profiler af os selv, der matcher. Det betyder, at evnen til at oprette nogle relationer til andre mennesker – andre mennesker, der er anderledes – er blevet ringere,« siger Simon Axø.

Lidt hyklerisk

Paradokset er, at de samme mennesker, der harcelerer over kapitalismens konsekvenser og tabet af solidaritetsfølelse, kan være de ypperste netværksplejere, der lægger sig i selen for at yde mest muligt på det personlige plan. Det konstaterer Simon Axø, når han ser sig om i sin egen omgangskreds, der blandt andet består af mennesker, der arbejder i grønne ngo’er og menneskerettighedsorganisationer eller færdes i højskoleverdenen. Selv de mennesker, der mest radikalt forsøger at gøre op med det moderne liv og stå af ræset, som forfatteren og bloggeren Andrea Hejlskov, der flyttede med sin familie ud i de svenske skove, gør ’flugten’ til et livsprojekt som kultiveres online.

»Man kan jo se, at folk går op i at have delebiler, være med i fødevarefællesskaber osv., men når det handler om deres egen krop og individuelle livsprojekt er de benhårde i deres livsoptimering. Og der er benhård konkurrence om at pleje en karriereprofil, som er præget af, at man skal have mest muligt ud af livet. Det er så på en sjov måde koblet til en fællesskabsretorik udadtil, og det er måske lidt hyklerisk, men også lidt komisk.«

– Hvorfor er det et problem, at de forsøger at livsoptimere, hvis de nu har lyst det?

»Fordi de går ned på det og taber livsglæden. Problemet ligger i, at optimeringstænkningen perverterer menneskelige relationer og potenserer en eksistentiel usikkerhed hos os – hvornår er jeg god nok? Når tilgangen til livet og de andre mennesker drives af nyttekalkuler og rent refleksive bemestringsstrategier, blokeres der for de genuint menneskelige erfaringer og relationer, der fylder livet med betydning og vitalitet, og som ikke har plads inden for optimeringsdiskursen. Altså de erfaringer, vi ikke kan besvare med et ’hvad får jeg ud af det?’, men som udgør de mest fundamentale elementer i den betydning vi allerede lever i: kærlighed, venskab, religion, æstetik osv. – alle fænomener som vi ikke kan bemestre, men som er fundamentale for meningen med livet.«

Dobbeltheden er et problem i forhold til reelt at gøre op med vækstlogikken, mener Simon Axø.

»Vel er der en kritik af, at vi tærer på naturens ressourcer. Men kritikken af, at vi skal passe på de menneskelige ressourcer, den er desværre ikke særlig stærk.«

– Hvorfor forholder det sig sådan?

»Jeg tror, at der er en stor bevidsthed om, at velfærdsstaten nu italesættes som en konkurrencestat. Og der er en stor lydhørhed over for det politiske budskab om, at hvis vi fortsat skal have en velfærdsstat, som i sammenligning med andre lande er privilegeret, så er vi nødt til at løbe hurtigere og bliver bedre i uddannelseskapløbet. Ellers har vi ikke råd. Det er en social kontrakt, som stort set hele befolkningen abonnerer på, og den er meget svær at være imod uden at blive mødt med argumentet om, at man vil afvikle velfærdsstaten. Og hvad så?«

– Ja, hvad så?

»Jeg taler jo ikke om, at folk ikke skal have et arbejde. Men at man skal have modet og turde tænke sig selv som et subjekt, der ikke hele tiden skal spejle sig selv i en profil, have en karriere der kører, være en fantastisk forælder og have en sund krop. Dét ville være et opgør med det immaterielle vækstparadigme. Selve det at tale om menneskelige ressourcer og human kapital er jo også et udtryk for, at livet omtales i væksttermer. Mens digtere som Jess Ørnsbo prøver f.eks. at arbejde med et nyt sprog, hvor vi kan tænke tilværelsen som noget andet end en karriere og en løbebane, hvor man skal løbe stadig stærkere.«

For kort tid siden var der igen debat om stressede børnefamilier, der ikke kan få arbejdslivet og familielivet til at hænge sammen med store belastninger for både børn og voksne til følge.

Men Simon Axø ser ikke børnefamiliernes samfundskritik som et opgør med presset på de immaterielle, menneskelige ressourcer. Tværtimod:

»Det var jo den privilegerede klasse, der har fleksible arbejdstider, som var fremme i debatten. Men grunden, til at de er pressede, er, at de er så optagede af både at pleje en karriere, have børn, være sunde, gode forældre og pleje deres offentlige profil. De er ambitiøse og vil det hele, og har ikke set, at de skal vælge noget fra. Er det overhovedet muligt at have to krævende jobs, bo det rigtige sted og have små børn? Mit forslag er, at man de første fem år af sit barns liv kunne lade være med at være på Facebook. Det kunne frigøre nogle ressourcer.«

Det absolutte opgør med vækstparadigmet ville ifølge Simon Axø derimod indebære, at man opgav hele tanken om at kunne bemestre tilværelsen.

»Ligesom vi har lært at bemestre naturen, sætter vi ikke spørgsmålstegn ved forestillingen om, at vi kan bemestre tilværelsen ved at redigere os selv fortløbende. Store sociologiske tænkere som Anthony Giddens arbejder med selvet som et refleksivt projekt, og det er derfor det er så ringe, det han har skrevet. Vi skal tværtimod opgive et rationelt og ressourcepræget syn på tilværelsen. Det er forudsætningen for et opgør med vækstparadigmet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mogens Højgaard Larsen
  • Anne Eriksen
  • John Fredsted
  • Niels Duus Nielsen
  • lars abildgaard
  • Jesper Wendt
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
Mogens Højgaard Larsen, Anne Eriksen, John Fredsted, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Jesper Wendt, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jette tofte bøndergaard

Filosoffen William Leiss skriver om, hvordan det vestlige menneskes tænkning i flere hundrede år har handlet om at beherske naturen - den ydre natur. Vi har ikke lagt samme energi i at beherske den indre natur. Den anser vi i stedet for at være 'naturligt grådig'. "The Domination of Nature" og "The Limits to Satisfaction".

Med dette i baghovedet ville jeg faktisk være begejstret, hvis mennesket blev optaget af at beherske den indre natur. Problemet er vel, hvordan vi vælger at beherske den. Skal vi beherske grådigheden eller skal vi tvært imod bruge relationer, kærlighedsliv og familieliv til yderligere at fremme mulighederne i konkurrencen med hinanden - altså raffinere den indre natur til endnu mere udnyttelse og grådighed?

Jeg tror ikke, at menneskets natur er grådighed. I mit verdensbillede ligger grådigheden indlejret i vores samfundsorden - beherskelsen af den ydre natur - men vi socialiseres ind i grådigheden. Jeg tænker, at vi må vende kritikken imod den samfundsorden, der socialiserer os.

Samtidig forstår jeg godt, at unge travle mennesker kan fortvivle ... for hvor ender eller begynder man, hvis man vil ændre samfundsordenen? Måske hænger de mange stresssymptomer ikke sammen med, at blikket vendes indad mod den indre natur - men med, at det faktisk er så svært at skabe rum for værdigt og anti-grådigt liv?

Jeg ønsker ikke at kritisere de unge mennesker, der prøver at skabe alternativer - tvært imod glæder jeg mig over deres forsøg på at ændre samfundsordenen med afsæt i det private liv - den indre natur. Det er meget muligt, at også sådanne forsøg kan mødes med repressiv tolerance fra den herskende samfundsorden. Det er også tænkeligt, at fiffige hoveder kan profittere af, at nogen ønsker at leve sundere, helere, kærligere ... her må vi så kritisere dem der udnytter 'omstillingsideerne' ikke dem der omstiller.

Niels-Holger Nielsen, Anne Eriksen, Helene Nørgaard Knudsen, Asger Harlung, Niels Duus Nielsen, Ib Hansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

"Antivækst" eller for den sags skyld "modvækst" er i grunden måske misfostre som overordnede begreber, med den mulige undtagelse at der menes modstand mod "vækst for enhver pris under enhver omstændighed" eller noget lignende. Men hvis man stiller spørgsmålet op som et "pro" mod et "kontra" får man selvfølgelig et mere enkelt og overskueligt billede. Er talen i stedet om "balance" eller "proportioner" eller "rette mål" eller "rimelighed" bliver det mere vanskeligt og nok mere op til vurdering, skøn og proportionssans mere end et spørgsmål om "rød blok" mod "blå blok".

Niels-Simon Larsen

Der tales tit om at ramme muren, Kina vil fx være den første, der rammer den. Grænsen for vækst.
Man kan selvfølgelig også tale om at ramme den indre mur, hvad der er lidt mere uhåndgribeligt. Dog ved vi nok hver især, hvad det betyder - især de gange vi har ramt den.

Per Torbensen, Mogens Højgaard Larsen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Simon Axø, tak for den anskuelse, prisværdigt, det satte en del ord på mange tanker. Ikke at det er nødvendigt, men meget rart, når man nu sidder og forsøger at forklare sig. Det vil samtidig være et opgør med teknologien, som omdrejningspunkt. God artikel.

Mogens Højgaard Larsen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

'Jeg stiller store krav til mig selv, så derfor forventer jeg også meget af mine omgivelser'.

Et udtryk for tolerance og gavmildhed, eller en martyriets egoisme?

Dagens gode råd: Møder du, i en eller anden form, dette martyr-egoistiske udsagn i en datingprofil, en stillingsannonce, et politisk partis selvforståelse (*Host* Socialdemokratiets 'ret og pligt' *Host*), eller enhver anden social relation:

Løb!

Carsten Søndergaard, Anne Eriksen, Sven Elming, lars abildgaard, Søren Kristensen, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Nogle af de mest nærende samtaler finder man ikke med mennesker, der forsøger at fremstå som gennemført vellykkede og succesfulde - aldeles tværtimod, det finder man i samtaler med mennesker, der tør indrømme, at de har fejlet, at de har oplevet fiaskoer og nederlag, at de ind imellem er bange, angste eller nedtrykte, at de ind imellem bare ikke har styr på et eller andet, etc. For netop der når hjerterne hinanden. Det kræver mod således at udlevere sig selv, men 'belønningen' er en kolossal indre frihed.

Annali Wingård, Anne Eriksen, peter fonnesbech, Karsten Kølliker, Carsten Søndergaard, Kristian Kiersgaard, Niels-Holger Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Marianne Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

På samme måde, John Fredsted, forsøger man vel at finde det uperfekte ved dem, man er forelsket i, så man føler, man kan leve op til dem.

John Fredsted

@Peter Hansen: Nej, det tror jeg nu egentlig ikke. Man begynder vel bare at finde 'fejl' ved den person, man forelskede sig i, når forelskelsen begynder at aftage.

Peter Jensen

Torsten Jacobsen:
"Et udtryk for tolerance og gavmildhed, eller en martyriets egoisme?"
Vel først og fremmest en projektion (eget besvær med de inducerede, høje krav projiceres over på omverdenen, som stilles i et tilsvarende besvær) - og dernæst en uempatisk, social diskurs.

I den normative folkemund går nogenlunde samme sang som varmt brød i form af talen om at man skal behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet (mennesker ønsker og forventer ofte at blive behandlet som noget særligt, men bliver det sjældent).

Carsten Søndergaard og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Uanset vækst eller ikke så lever vi faktisk i en spændende tid med meget store forandringer.

Man kan i hvert fald slå fast, at verden udenfor Europa og USA har en vækstrate, der i gennemsnit er 400% større end i Europa og USA. Og i de ca. 400 år man har tal for dette, er det aldrig sket før.

Man kan også slå fast, at medens økonomien i Europa og USA nærmest har kvalt sig selv - bl.a. gennem stigende skæv fordelig af ejerforholdet til kapitalen, der selvfølgelig søger til områder med vækst, så tyder alt på, at en lang række af lande udenfor Europa og USA vil give os andre baghjul. - Og det går stærkt. Så fremtidens ulandsbistand skal måske gå til os om 10-15 år.

Og endelig kan man slå fast, at hvis vi skal have en økonomisk fremtid, skal vi dels producere noget unikt, som lavlønslandene ikke kan. Og her skal vi være mindst 25% bedre end nu.

Axø taler om modsætningen i det man gerne vil og det man kan og gør.
Er det man vil dybfølt nok, flyttes grænsen til det, man kan. Er det bare trenden, som følges uselvstændigt, er det overfladiskhed.
Det involverer tanken om den fri vilje - eller manglen på samme.

Filo Butcher

Tja, nogle mennesker er bare nødt til at skabe indre problemer når de ikke har ydre problemer som binder opmærksomheden.

I de gamle dage fandtes der et simpelt udtryk for det, når en civilisation havde overskredet sidste salgsdato og var på vej mod opløsning: "dekadens"

Filo Butcher

Tja, nogle mennesker er bare nødt til at skabe indre problemer når de ikke har ydre problemer som binder opmærksomheden.

I de gamle dage fandtes der et simpelt udtryk for det, når en civilisation havde overskredet sidste salgsdato og var på vej mod opløsning: "dekadens"

Filo Butcher

Tja, nogle mennesker er bare nødt til at skabe indre problemer når de ikke har ydre problemer som binder opmærksomheden.

I de gamle dage fandtes der et simpelt udtryk for det, når en civilisation havde overskredet sidste salgsdato og var på vej mod opløsning: "dekadens"

Steffen Gliese

Vestens problem er, at man har forladt de værdier, der skabte storheden, og det var ikke bevidstløst forbrug, men en dybt forankret, udbredt og samlende åndelighed.

Niels P Sønderskov

Jeg elsker, når en idéhistoriker, der underviser i filosofi på en højskole, skruer sig op: "Store sociologiske tænkere som Anthony Giddens arbejder med selvet som et refleksivt projekt, og det er derfor det er så ringe, det han har skrevet." Axø har en stor fremtid.

Niels Engelsted

Tre veje til verdens frelse:
(1) Reflektion og indre besindelse.
(2) Markedsstyring via målrettede incentiver.
(3) Tvang.

Den dårlige nyhed er, at tvang formentlig er det eneste, der virker.
De to andre er i hvert fald prøvet med ringe resultat.

Den gode nyhed er, at tvang kommer af sig selv, hvis ikke fra os selv, så fra naturen, når den har passeret sit tipping-point.

Hvad klimaproblemet angår, som er det mest presserende miljøproblem, har man endnu ikke på globalt plan for alvor prøvet med en markedsstyring via målrettede incitamenter, men der er forskellige tegn på at man i nogle af de vigtige lande - ikke mindst USA - er på vej i den rigtige retning, så ser man på glasset som halvt fyldt i stedet for halvt tomt, kunne det se værre ud.

Robert Kroll

Historisk set er det typisk sådan, at jo bedre og jo mere trygt mennesker har det , jo mere tid bruger de på at beskue deres egen "navle" og opfinde dybe "filosofiske/eksistentielle problemstillinger".

I lande med fattigdom,sult, borgerkrige o s v er der ikke tid til andet end at "overleve"

- det er simpelthen "VILD LUKSUS" at have tid og råd til at være så bekymrede for sig selv, som de kloge kommentatorer ofte er på egne og andres vegne.

Niels Engelsted

Poul Schou
tænker du på Risky Business, et foretagende, som finanspingerne Hank Paulson, Michael Bloomberg og Thomas Steyer har startet, og som mener, at den katastrofale situation taget i betragtning er seriøs skat på forurening den eneste vej, da markedsløsninger som cap and trade indlysende ikke duer?

http://www.counterpunch.org/2014/06/30/capitalists-take-on-climate-change/
http://www.counterpunch.org/2014/06/30/hank-paulson-does-global-warming/

Niels Engelsted
Jeg tænker ikke specielt på Risky Business, men jeg finder det lidt pudsigt at mange markedsskeptikere afviser omsættelige forureningskvoter som noget Fanden har skabt, men samtidig er glade for forureningsafgifter. Der er nemlig i sidste ende ikke den voldsomt store forskel på de to virkemidler - en afgift er et målrettet tiltag til at styre markedet og dermed også en "markedsløsning", nøjagtig som kvoterne er. En afgift får prisen til at stige og dermed efterspørgslen og den solgte mængde til at falde. Et kvotesystem får den udbudte mængde til at falde, hvorved priserne stiger og efterspørgslen og den solgte mængde derfor også falder. En passende kvotemængde vil dermed føre til præcis samme resultat som en tilsvarende afgift: Begge dele får i sidste ende forbrugerpriserne til at stige og mængden til at falde på helt samme måde. For økonomer er der derfor som en første-approksimation ikke rigtig nogen forskel på det reelle indhold i de to måder at løse problemet på. Og markedet benytter de sig begge af - hvilket jo er hensigtsmæssigt fordi det gør det muligt at løse problemet på den mest omkostningseffektive måde, hvilket alle burde have en fælles interesse i.

Niels Engelsted

Poul Schou,
mit sidste ovenstående link handler netop om, at også forureningsskat er markedsbaseret, og dermed måske ikke en endelig løsning.

Men som du selv siger, lad os nu tage ja-hatten på og se tiltagene i USA som et halvt fyldt glas i stedet for et halvtomt. Når du mener, at der ikke er en principiel forskel på cap and trade og skat, og Paulson, Bloomberg og Steyer mener, at skat vil være mere effektivt (økologisk set), skal vi så ikke se at komme i gang med den skat hurtigst muligt? Selv et lille skridt i den rigtige retning vil være velkomment.

En global klimaafgift af en passende størrelse ville da være en fin ide. Jeg kan imidlertid forestille mig at det trods alt vil være lettere at indføre et globalt kvotesystem. Én årsag er at der allerede eksisterer et sådant system i en del af verden (nemlig EU), og man derfor ikke skal starte administrativt helt fra bunden, en anden årsag er at der rent politisk kan tænkes at være større modstand mod en skat end et kvotesystem. Det er en del af baggrunden for at man i USA går andre veje end skatte-vejen. Det samme er i øvrigt tilfældet i EU, hvor det er lettere at vedtage kvotetiltag på unionsniveau, end at EU direkte skal til at kræve skatter op i de enkelte lande.

Niels Engelsted

Poul, ja, modstanden mod skatten er vist hverken økonomisk eller økologisk men derimod politisk. Virksomhederne og de rige vil ikke betale skat, og så har de folk til at argumentere imod. Hvis du forstår, hvad jeg mener.

Beskatning er selvfølgelig i allerhøjeste grad et politisk spørgsmål. Men igen behøver der ikke at være den store forskel på kvoter eller afgifter mht. hvem der skal bære byrderne. Hvad enten en myndighed gennemfører en bestemt udledningsreduktion ved at pålægge afgifter eller ved at sælge omsættelige kvoter, vil det være de samme aktører, der kommer til at betale, og myndigheden vil stå tilbage med det samme (afgifts- eller salgs-)provenu i begge tilfælde, som den så kan bruge til hvad den vil. Så de fordelingspolitiske konsekvenser kan blive præcis de samme uanset instrumentet.

Daniel Trimarco

Det er en stærk pointe Simon Axø her kommer med om forbrugertrætheden. Jeg synes at se det samme, når jeg selv færdes i gadebilledet og jeg håber virkelig det er rigtigt! Jeg er imidlertid ikke enig med definitionen der her bliver lavet af det indre vækstdogme. Som jeg ser det er problemet netop, at der endnu ikke er sket et paradigmeskifte.

Karriere, børn, udseende, trænet krop, sundhed og Facebook. Det er alt sammen ydre måleparametre. Det er noget tælleligt, noget man nemt kan måle og veje: Hvor hurtigt løber du din marathon, hvor mange penge tjenere du i forhold til naboen, etc. Det er klart at vi bliver voldsomt stressede over at skulle optimere på alt dette, men det har intet med et indre vækstdogme at gøre.

Et indre værdisæt ville indeholde ting som: hvor lykkelig er du? hvor kærlig, tilstedeværende og omsorgsfuld er du? hvor god er du til at koncentrere dig?

Problemet er, at de indre værdier er langt sværere at adressere. Hvordan adresserer man spørgsmålet: Er du mere lykkelig end din nabo? Er din religion bedre eller dårligere for dig selv og for verden end andre religioner? Og hvad med din politiske orientering?

Når vi taler om indre værdier, er vi enormt bange for at opstille et hieraki og benævne noget som værende bedre end andet, men så længe vi er det, kan vi ikke danne et vækstdogme indenfor det indre og således kan vi ikke lade det paradigme skifte som vi rent faktisk har brug for! Hvordan skal jeg kunne udvikle mig i det indre, hvis jeg ikke ved, og ikke må sige, hvad "mere lykkelig" er?

Jeg synes denne artikel adresserer et utroligt vigtigt emne, men det er vigtigt, at vi får defineret disse paradigmer ordenligt.

Jeg kan anbefale dette foredrag hos Kort Sagt (dansk pendant til TED Talks) af min gode ven og kollega, Anders Bodin, hvori mange af disse emner bliver vendt på en kort og præcis måde:
http://youtu.be/83F-DkRNdK8