Læsetid: 5 min.

Voxpop: Føler du dig overvåget?

Overvågning på nettet og i den fysiske verden bliver mere og mere udbredt. Vores færd kan følges og reklamer målrettes. Mange politikere har en klar holdning til det såkaldte overvågningssamfund, men hvor meget fylder overvågning hos manden på gaden? Vi har spurgt 6 tilfældige deltagere på Folkemødet 2014 om deres forhold til overvågning
Indland
14. juni 2014

Simon Krabbe, Rødding Højskole

Christian Dam, 27, skibsfører, Svaneke

- Synes du, der er kommet for meget overvågning?

»Generelt, ja. Jeg synes, det er ved at tage overhånd, når man begynder at udspionere i den størrelsesorden, som især USA har gjort. Det er et stort problem, hvis man udleverer personlige oplysninger om sig selv, som så bliver solgt eller brugt til egen vinding, fx specifikt rettede reklamer på nettet.«

- Føler du dig overvåget i din hverdag?

»Indtil videre har jeg ikke selv haft problemer med overvågning, og jeg har ikke selv mistet rettigheder eller noget. Men når man er på nettet, så ved man jo godt, at man bliver overvåget, og det er en præmis, man må tage med, hvis man vil færdes online.«

- Er der efter din mening tilstrækkelig oplysning om emnet?

»Jeg synes, butikker er gode til at skilte med, om de overvåger butikken eller ej. Jeg går aldrig et sted og tænker: ‘Gad vide, om jeg bliver overvåget her‘, og der er jo også love, som siger, at man skal informeres, når man bliver filmet. Men på nettet kan man godt være i tvivl, fordi man ikke læser alt det med småt.«

Simon Krabbe, Rødding Højskole

Barbara Weinreich, 36, gymnasielærer, Rønne

- Synes du, der er kommet for meget overvågning?

»Nej. Det er ikke noget, der fylder noget for mig, men på internettet føler jeg mig mere usikker. Der kan jeg ikke altid gennemskue, hvordan jeg skal agere. Det er svært at finde hoved og hale i. Og det er rigtig svært at undgå de her cookies – man skal jo sige ja til dem for noget så basalt som at bruge sin netbank.«

- Føler du dig overvåget i din hverdag?

»Nej, det gør jeg ikke. Jeg tror, det kommer an på, hvor man arbejder. Da jeg var 16 og arbejdede i en kiosk, var der konstant kamera på, så min chef hele tiden kunne se, hvad vi lavede. Det var unødvendigt.«

- Er der efter din mening tilstrækkelig oplysning om emnet?

»Jeg synes faktisk ikke, det handler om oplysning. Jeg har ikke lyst til at skulle sætte mig ind i, hvad man skal og ikke skal på nettet. Der burde være nogen, der satte grænser for de her ting, så man ikke kom galt af sted på nettet af uvidenhed. Eller at der kom en advarsel frem, hvis man var ved at give personlige oplysninger til nogen, som vil videregive dem.«

Simon Krabbe, Rødding Højskole

Hans Kiil-Nielsen, 69, pensionist, København

- Synes du, der er kommet for meget overvågning?

»Det har jeg altid syntes. Det startede, dengang vi fik CPR-numre, og siden har det udviklet sig til noget helt grotesk. Størstedelen af Danmarks befolkning siger, at når man ikke har noget at skjule, kan man jo være ligeglad med at blive overvåget. Den holdning har skabt overvågningssamfundet. Det bliver grotesk, når alt for mange mennesker har adgang til personfølsomme oplysninger. Enhver lille kontorelev på kommunekontoret kan gå ind og få alt at vide om mig og mit liv.«

- Føler du dig overvåget i din hverdag?

»Ikke voldsomt. Som pensionist kan jeg bedre holde mig langt væk fra alt sådan noget. Men hvis jeg stadig arbejdede som diplomat, så ville jeg virkelig føle mig overvåget.«

- Er der efter din mening tilstrækkelig oplysning om emnet?

»Tja - spørgsmålet er, hvor mange der forstår, hvordan man overvåger, og hvilke konsekvenser det har. Der er ikke rigtig nogen, der kan overskue det. Og folk fremlægger deres privatliv på de sociale medier ser jeg som et tegn på, at de ikke føler sig overvåget.«

 

Simon Krabbe, Rødding Højskole
Nina Olsen, 36, vicedirektør, København

- Synes du, at der er kommet for meget overvågning?

»Ja, til dels. Jeg synes, det er betryggende, at man holder øje med, hvad andre foretager sig, i tilfælde af at de skulle ville gøre skade på andre. Fx at banken ringer, hvis mit kort bliver brugt i Afrika, men samtidig er det vildt ubehageligt at vide, at der sidder nogen og kigger på mine transaktioner.«

- Føler du dig overvåget i din hverdag?

»En lille smule. Jeg kan godt få lidt paranoia, når jeg har været inde og kigge på en kjole på en webshop, og selvsamme kjole så dagen efter springer frem på skærmen i en reklame. Det viser, at mine stier bliver fulgt, og det er ubehageligt.«

- Er der efter din mening tilstrækkelig oplysning om emnet?

»Nej, det synes jeg faktisk ikke, for jeg kan godt være i tvivl om, hvad forskellige myndigheder ved om mig, fx banken, pensionsselskabet og sundhedssystemet. Og hvad de bruger mine oplysninger til, når jeg indtaster dem forskellige steder på nettet. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at vide lidt mere om det.«

 

Simon Krabbe, Rødding Højskole
Pia Frost Jensen, 45, fysioterapeut, Aakirkeby

- Synes du, at der er kommet for meget overvågning?

»Det er ikke mit indtryk, at der er overvågning i gaderne her på Bornholm, så det har jeg lidt svært ved at forholde mig til. Jeg ved godt, at overvågning på nettet finder sted, men ikke i hvilken grad. Det er diffust og uhåndgribeligt.«

- Føler du dig overvåget i din hverdag?

»Både og – jeg kan godt gå og være lidt paranoid og have en fornemmelse af, at det sker, men samtidig ved jeg ikke så meget om det, så jeg prøver at glemme min paranoia lidt.«

- Er der efter din mening tilstrækkelig oplysning om emnet?

»Nej. Det er svært at reagere på overvågningen, når man ikke rigtig får at vide, hvornår og hvordan det finder sted. På nogle hjemmesider skriver de, at de indsamler cookies, og jeg lader bare være med at klikke ja, men jeg ved ikke, om de gør det alligevel – eller hvad de bruger dem til. Det er utrygt.«

 

Simon Krabbe, Rødding Højskole
Anders Sørensen, 37, leder, København

- Synes du, at der er kommet for meget overvågning?

»Nej, jeg synes egentlig, det er meget passende. Det er selvfølgelig en balance, men hvis ikke man gør noget ulovligt, kommer man heller ikke i søgelyset. Det er også en tryghed, at befærdede gader er videoovergået. Så føler jeg mig mere sikker.«

- Føler du dig overvåget i din hverdag?

»Jeg har en følelse af, at jeg bliver mere overvåget, end jeg aner, men i mine øjne er det ikke problematisk. Så længe man ikke har de forkerte intentioner, bør man ikke frygte overvågning.«

- Er der efter din mening tilstrækkelig oplysning om emnet?

»Ikke rigtig, men et eller andet sted har jeg accepteret, at det er den vej, verden bærer hen. Det er en præmis, man må gå med på for at færdes bestemte steder, fx på nettet. Og cookies på nettet sikrer, at de reklamer, du ser på nettet, er relevante for dig. Det er jo rart, både for mig som modtager af reklamerne og for afsenderen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her