Interview
Læsetid: 4 min.

’Der er altid en løsning på tingene’

Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Chanaf Bougonou er graver og arbejder som anlægsgartner på Vestre Kirkegård i København
Chanaf Bougonou er graver og arbejder som anlægsgartner på Vestre Kirkegård i København.

Tor Birk Trads

Indland
29. juli 2014

»Hvis jeg kan se på stenen, at folk ikke er blevet så gamle, spørger jeg, hvad der er sket. Nogle gange forklarer de pårørende, uden at jeg har spurgt. Sådan helt automatisk. Så kondolerer jeg. Nogle af deres historier er meget triste. Jeg prøver på bedste vis at forholde mig neutral og sige, at det nok skal gå. ’Hun er et bedre sted’, kan jeg finde på at sige. Jeg kan relatere til det, for mine egne forældre er også i himlen.«

»Det er ikke alle de besøgende på kirkegården, jeg prøver at snakke med. Jeg kender jo ikke folk og deres baggrund. Der er nogle, som ikke vil dele deres sorg, og jeg skal jo heller ikke være nogens psykolog. Tit kommer de og siger tak, fordi vi har lagt blomster på graven. Hvis jeg kan mærke, at de søger øjenkontakt eller ligner nogen, som gerne vil snakke, spørger jeg, om de har brug for hjælp. Så åbner de ofte op og fortæller, hvem de besøger. ’Det er min mor, der ligger her, og sådan og sådan’. Så får man historien.«

»Der ligger et ægtepar og to børn her i mit område af kirkegården. Moderen tog dem med, da hun begik selvmord. Det var ret dramatisk. Manden og konen havde nogle uenigheder, og det endte med, at de alle fire døde. Jeg var med til begravelsen. Det var virkelig sørgeligt. Især for bedstefaderen til børnene, han har jo mistet dem alle. Men det, han var mest ked af, var, at han havde mistet de små. Sine børnebørn. Børnene var jo allermest uskyldige. Det var tragisk.«

»I begyndelsen følte jeg mig helt udmattet af de mange historier, når jeg kom hjem fra arbejde. Og selvfølgelig tager jeg dem med mig. Men jeg er jo ikke i familie med dem, der dør. Det gør noget, om det er ens egen familie, der er væk. Det er ikke, fordi jeg er kold, og når jeg står og taler med folk, rører det mig. Men det forsvinder hurtigt igen. Jeg har jo også andre ting at tænke på.«

»Der er en rute herinde på kirkegården, som mange løber. De løber alle den samme. En dag kom vi til at tænke på, hvor lang den egentligt var. Så målte vi den op, og det viste sig, at den er præcis fem kilometer.«

»Selvmord er meget sørgeligt, for det er nogle mennesker, som har haft brug for hjælp. Måske har de vist det på nogle forskellige måder, men deres pårørende og nære familie har måske bare ikke bemærket deres signaler eller råb om hjælp.«

»Jeg har haft nogle tanker, når det hele er gået ad helvede til. Nu da jeg selv har mistet mine forældre, kan jeg mærke, at de mennesker, som forlader os, er savnet. Rigtig meget. Jeg tænker altid, at hvis jeg gør det og kun tænker på mig selv, så kommer jeg til at efterlade nogle mennesker med nogle følelser, de vil tænke på resten af livet. Der er altid nogle, som vil tænke, at de måske har været med til at gøre et eller andet forkert. Folk vil gå med ubesvarede spørgsmål resten af deres liv.«

»Jeg ved ikke, om jeg selv kunne komme så langt ud. Jeg ved jo ikke, om det sker, men det tror jeg ikke på. Min familie ville ikke kunne forstå det. Jeg er jo et positivt menneske. Jeg er ikke sådan en, som fortæller om mine problemer. Det er mere sådan, at jeg siger: ’Nå ja, for resten, så har jeg haft et problem. Men det har jeg klaret nu’. Så siger mine venner: ’Hvorfor fanden har du ikke sagt det, vi kunne have hjulpet dig?’«

»Ham bedstefaderen, som mistede hele sin familie, kommer ikke til at have det godt. Det kan jeg mærke på ham. Han er her tit og lægger blomster. Det er hele hans liv, som er blevet taget fra ham. Det sagde han til mig. Man kan godt se, at han er helt ødelagt. Jeg har svært ved at se, hvordan han skal komme videre med sit liv. Det bliver svært. Meget, meget svært.«

»Det der med selvmord har jeg faktisk aldrig forstået. Så har man tænkt, at der ikke er noget værd at leve for. Der er mange, der gør det, hvis de har nogen små problemer. I stedet for at tro på nye tider og bedre tider, så vælger de den vej og tænker, at der ikke er nogen løsning på tingene. Men der er altid en løsning på tingene. Det er uforståeligt efter min mening. Jeg synes, det er en alt for nem vej at vælge. Eller, jeg ved ikke, om det er nemt, men det er for drastisk og ubetænksomt.«

Af hensyn til de efterladte har vi ændret detaljer i Chanaf Bougonous historie om familien, som alle døde i et selvmord

Serie

Lad os tale om selvmord

Hver uge er der over ti danskere, der tager deres eget liv, men medierne beskæftiger sig sjældent med selvmord. Information undersøger fænomenet og beskriver det igennem mennesker, der har haft det tæt på. Lokoføreren, der har ramt et menneske, graveren, der har lagt flere i jorden, og en, der har gjort forsøget selv.

Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201. Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Seneste artikler

  • ’Det er værst, når de ikke efterlader et brev’

    26. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Maria Ottesen arbejder som bedemand hos Bededamerne.dk
  • Da ordenen krakelerede

    23. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Bodil Due arbejder som hospitalspræst på Bispebjerg. Hendes far begik selvmord for 10 år siden
  • ’Jeg var bare hans arbejdsredskab’

    16. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Ole Iversen arbejder som lokomotivfører, og han påkørte en mand i 2001
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Wendt

Det med, at det kun er kujoner, er helt skævt. Det kræver et enormt mod at gøre, dels fordi der er mange myter forbundet med det, og dels fordi selve tanken er modbydelig. Det virker som et ammestue eksempel på en skræmmekampagne, det hjælper bare ikke de berørte, med yderligere stigma. Folk skubber det fra sig, fordi det er uforståeligt i en situation, hvor man stadig har et håb og spiller en rolle for andre. Det kan være svært at se ind i det mørke. Desværre har jeg altid forstået det. Når livet bliver kvantitativt, uden håb om substans, så er alternativet fristende uden de daglige ydmygelser og lidelser.

Det er jo netop følelsen af at omverden ikke ænser en, ikke giver sig tid, ikke lytter, eller hjælper når det gør allermest ondt, for de var der jo i starten, og det hjalp jo ikke noget... Man finder hurtigt en undskyldning for, at negligere sin egen begrænsning i det øjeblik hvor man selv svigter andre.

Selv Gud, sendte Fanden i eksil, så det er helt i tråd med kristendommen. Om Gud, lægger blomster hver søndag, ved jeg ikke, men 'det' burde måske.

- Jeg er blevet fortalt, at vi ikke har et ansvar for hinanden, men, at vi selv må klare os igennem tilværelsen. Typisk af folk, der ikke evnede, at tørre røv på deres egne unger. De 'typer' skylder man ikke noget.

Men der kommer nok en dag, hvor man indser - kampen er tabt. Det er nok heller ikke utænkeligt, at nogen vil straffe deres pårørende - på den måde. Man kan sige velfærdsstaten er et problem i den kontekst, når familien svigter og systemet ligeledes, det er der tingene kulminerer.