Både Pia Kjærsgaard og formand Kristian Thulesen Dahl har gennem lang tid forsøgt at promovere Dansk Folkeparti som et bredt midterparti, der kan lave aftaler med begge fløje i Folketinget og appellere til brede vælgergrupper.
Men kigger man på afstemningerne i folketingssalen, tegner der sig et andet billede. Så placerer DF sig på den yderste højrefløj sammen med Liberal Alliance.
En gennemgang af de 306 afstemninger, der har været i det seneste folketingsår, og som ikke er vedtaget i enstemmighed, viser, at DF ligger længst til højre, tæt efterfulgt af Liberal Alliance. Det fremgår af en analyse, som dataanalysefirmaet Buhl & Rasmussen, der står bag hvemstemmerhvad.dk, har lavet for Information.
»Hvis man skulle sige, at Dansk Folkeparti reelt er et midterparti, så skulle de lige så ofte stemme sammen med venstrefløjen, som de stemmer sammen med de højreorienterede partier. Men de orienterer sig klart mod højrefløjspartierne, når man ser på afstemningerne. Så på den måde er de ikke et midterparti. Når man måler partierne alene efter, hvordan de kvantitativt stemmer i Folketingssalen, så er Dansk Folkeparti det mest højreorienterede parti. Og Enhedslisten det mest venstreorienterede,« siger Niels Erik Kaaber Rasmussen fra dataanalysefirmaet Buhl & Rasmussen.
Det overrasker ikke Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen.
»Jeg anerkender Dansk Folkepartis succes med at profilere sig som midterparti, men jeg mener ikke, at det har bund i virkeligheden. Kristian Thulesen Dahl er lidt for smart, når han ikke fortæller danskerne det, som det er: At DF er placeret til højre, hvor man ikke på samme måde beskytter danske lønninger og arbejdspladser, som jo er nogle af de ting, de giver indtryk af, at de er optaget af,« siger han.
Dansk Folkepartis EU-ordfører, Pia Adelsteen, der er ferieafløser for gruppeformand Peter Skaarup, mener ikke, at vælgerne kan være i tvivl om, hvad Dansk Folkeparti står for.
»Vi holder fast i det, vi har sagt, og derfor stemmer vi på den måde, vi gør. Venstre har f.eks. indgået nogle kompromiser i forbindelse med de reformer, de har lavet med regeringen, hvor vi er stået fast. Hvis vi skal være med i store reformer eller aftaler om finanslove f.eks., så er det klart, at vi skal have noget for at gå med,« siger Pia Adelsteen og holder fast i, at DF er et pragmatisk midterparti.
»Jeg synes, at vi er et midterparti pga. vores socialpolitik. Og desuden er det svært at gøre politik op i sort og hvidt på den måde, som man forsøger her. I virkeligheden mener jeg, at vi er et meget pragmatisk parti,« siger Pia Adelsteen.
Mindst indflydelse
I den borgerlige blok stemmer partierne Venstre og Konservative eksempelvis sammen med regeringen i mellem 60 til 70 pct. af afstemningerne, mens DF er med i den vindende koalition i 44 pct. af alle afstemninger, der ikke ender med enighed.
Men Dansk Folkeparti er på den anden side ikke så entydigt et protestparti længere, og partiet har flyttet sig mere i retning af at lave aftaler med regeringen end f.eks. Liberal Alliance, som ofte karakteriseres som et liberalt protestparti.
»DF ligger stadigvæk ude på fløjen, og det er det parti med mindst indflydelse, hvis man måler det på, hvor meget de stemmer sammen med flertallet. Men de er heller ikke så entydigt et protestparti længere. Under den borgerlige regering var Enhedslisten i meget mindre grad enig med VK-regeringen, end DF nu er med SR-regeringen. DF har en interesse i at vise, at de godt kan blive enig med en socialdemokratisk ledet regering,« siger Niels Erik Kaaber Rasmussen.
Spørgsmålet om, hvilke politiske aftaler der laves, handler også om, hvem der ønsker at lave aftaler med hvem. Og fra valget i 2011 til nu har DF rykket sig ind mod midten. Umiddelbart efter at SRSF-regeringen tiltrådte, stemte Enhedslisten meget sammen med regeringen, men siden er samarbejdet blevet svækket. Venstre stemmer nu mere sammen med regeringen, end Enhedslisten gør, men Enhedslisten er stadig tættere på regeringen end DF.
»DF har siden 2011-valget rykket sig ind mod midten,« siger Niels Erik Kaaber Rasmussen.
Det anerkender Socialdemokraternes finansordfører Jesper Petersen.
»Vi har lavet aftaler med DF, nogle gange også uden Venstre f.eks. om transportpolitik. Det, synes vi, er positivt, men på bundlinjen er alt ved det gamle. DF er i en tæt alliance med Venstre og Lars Løkke Rasmussen. De har før støttet nulvækst, dagpenge- og efterlønsreform, og de vil med al sandsynlighed forfølge en lignende politisk kurs, hvis de får magt efter næste valg,« siger han.
Stærk blå-rød kombi
Lektor ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet Flemming Juul Christiansen mener heller ikke, at man kan betegne Dansk Folkeparti som et midterparti.
»Det sker først i det øjeblik, de kan samarbejde til begge sider af salen om den overordnede politik. Men partiets udvikling peger i den retning. De er blå på det værdipolitiske område og er blevet mere røde i den økonomiske politik. Og i sammenligning med perioden under Poul Nyrup Rasmussen er de kommet tættere på rød blok. Det skyldes dels, at de er kommet med i flere forlig, som man så fortsat er en del af, når der vedtages ændringer. Dels at de er gået mere ind mod midten i den almindelige økonomiske politik,« siger Flemming Juul Christiansen, der pointerer, at Dansk Folkepartis reelle ageren, når det handler om traditionel økonomisk omfordeling f.eks. via skattelovgivningen, kræver en nærmere analyse af, hvordan partiet stemmer på det pågældende område.
»Tidligere har partiet jo ikke vægtet økonomisk omfordeling så højt og er i stedet gået efter symbolske indrømmelser på andre områder,« siger han.
International forskning viser ifølge Flemming Juul Christiansen, at den midtersøgende politik kombineret med en værdipolitik, der ligger til højre, er en vælgermæssig stærk kombination. Men med den øgede vælgertilslutning følger også risikoen for, at Dansk Folkeparti kommer til at skuffe de nye vælgere, som de appellerer til med en rødere økonomisk politik.
»Dansk Folkeparti er det parti, der i sammenligning med de øvrige indvandringskritiske højrepartier i Europa har haft størst succes med den strategi. Men med deres vælgermæssige styrke vil man også i stigende grad forvente en mere sammenhængende økonomisk politik. Under VK-regeringen var DF ikke tvunget til at gå foran i den økonomiske politik, men nu stiger forventningerne, og den udfordring vil blive større og større.«
Til gengæld peger Flemming Juul Christiansen på, at Dansk Folkeparti efter valget faktisk har stået fast i forhold til spørgsmålet om vækst-raterne i den offentlige sektor. Mens både Socialdemokraterne og Venstre har skiftet kurs.
»VK gik til valg på en 0,8 pct. stigning og regeringspartierne på 1,4 pct. stigning i væksten. VK går nu ind for nulvækst og regeringen for en vækst på 0,4, mens Dansk Folkeparti stadig står fast på en vækst på 0,8 pct.,« siger han.
Samtidig er han heller ikke i tvivl om partiets reelle stræben efter mere magt og indflydelse. Det viser sig f.eks. i partiets fortsatte opbakning til landets finanslove efter regeringsskiftet:
»Partiet er fortsat med at stemme for finansloven efter 2011. Det gjorde partiet ikke i de år, hvor Poul Nyrup Rasmussen var statsminister. At stemme for finansloven regnes for ’ansvarligt’ på Christiansborg, da statsbudgettet er en forudsætning for at kunne afholde lovbundne udgifter.«
De stuerene
Er Dansk Folkeparti blevet normale, eller er danskerne blevet ekstreme? Hver fjerde dansker stemte på liste O ved Europaparlamentsvalget først på sommeren, og partiet er næststørst i mange meningsmålinger.
Centrumvenstre har endnu ikke forstået, hvad der får partiet til at vokse. Og selv de borgerlige partier ser med frygt på, at vælgerne mister tillid til de gamle partier, mens DF løbende skifter politik uden at miste troværdighed og tilslutning.
Har partiet opnået sin ønskeposition som midterparti og fundet ud af, at værdipolitikken langt fra kan begrænses til indvandring, men rimer lige så godt på DONG og kapitalismekritik? Information søger svarene blandt partiets nye vælgere, i baglandet, blandt partiets topfolk og politiske modstandere.
Seneste artikler
’DF skal være en faktor i dansk politik i mange år fremover’
24. juli 2014Dansk Folkeparti skal have en ’unik rolle i dansk politik’, siger partiets formand, Kristian Thulesen Dahl. Derfor er han i gang med at placere partiet i midten af dansk politik. Men i virkeligheden mener han, at man slet ikke kan tale om højre-venstre-partierDansk Folkeparti screener folketingskandidater
22. juli 2014Trods massiv fremgang i antallet af medlemmer holder Dansk Folkeparti stadig lokalforeningerne i stram snor og screener f.eks. alle folketingskandidater. Fornuftigt, lyder det fra forsker. Søren Espersen (DF) mener, at andre partier er alt for eftergivneVenstrefløjen har stadig ikke forstået DF
19. juli 2014Drømmen om, at DF går væk, hvis partiet bare får mere ansvar eller ministerposter, er som at sidde i skyttegraven og ønske nederlaget velkomment, siger forfatteren bag ’Frp-koden’, norske Magnus Marsdal. Venstrefløjen har stadig ikke forstået, at værdipolitik er mere end udlændinge, lyder det fra dansk centrum-venstre
Ernst Petersen
Du glemmer Margrethe Vestager sagde nej til at blive statsminister efter valget da Løkke tilbød hende posten, om du hare læst artiklen som er grundlaget for debatten, ville du selv kunne se hvorfor, Dansk Fup, er blå, og vil genindføre kontanthjælpslofter hvilket vil give 50.000 flere fattige børn. Dansk fup er ikke et rødt parti men en flok udemokratiske undermåler, partiet mangler fortsat sin første demokratiske afstemning. Fagbevægelsen fraråder deres medlemmer at stemme på dem.
"Vi har jo ved sidste valg igen oplevet, der ikke er socialister nok i DK til at lave et flertal."
Det ved jeg ikke rigtig, regeringsmagten skiftede da til rød blok. Desværre snød politikerne på vægten (og med farven), de sprang ud af skabet som blå, undtagen EL, der måbende så til fra sidelinjen.
EU-parlamentsvalget i år er nok et godt hint om, hvor landspolitikken er på vej hen.
Det var sku den mest gakkede forståelse af Avisernes opdeling af partierne jeg har hørt.
EL er det eneste røde parti, da rød er socialisternes farve delvis SF der ikke kan bestemme sig. Selv om du regner S med, der ikke er socialister. Mangler du de 17 Radikale mandater. Der er magnat farvede, eller lilla om du vil. Alle tre partier gik til valg på politik over midten, altså ikke på blokpolitik.
Flemming Scheel Andersen
"Men for det første er det ikke sikkert at den i givet fald ville vælte, med et påbegyndt samarbejde med DF og de radikale i bagdøren."
Hvis de radikale forlod regeringen på dette grundlag, så er det nok 100% sikkert! at regeringen var blevet væltet. For de radikale ville næppe have fundet sig i bare at blive smidt ud af regeringen, og DF lagde ikke skjul på, at de foretrak en borgerlig regering. Begge partier kunne derfor forventes at stemme for et mistillidsvotum til regeringen, som bl. a. Venstre helt sikkert ville have stillet.
Nej, de gik til valg på hver deres oplæg, S-SF på deres, R på deres, og EL på deres. Alle pegede de på Helle. De tre mest "røde" fik tilsammen mere end fire gange så mange mandater i tinget, som R gjorde. Men så begyndte svigtet.
Lars Hansen
"Socialdemokraterne og herunder Helle Thorning er derimod pæne og ordentlige mennesker. Helle taler ordentligt og pænt til og om andre mennesker. Og alligevel kan mange ikke fordrage hende, fordi... ja fordi hvad? Fordi hun er veluddannet, rig og kvinde? For mig at se er det ren jantelov!"
Ja, hun taler sådan set pænt nok. Problemet er derimod, at hun let gennemskueligt lyver konstant og så godt som aldrig mener det, som hun siger. Hun manipulerer bare og skifter politik, som vinden blæser.
Ernst Petersen
Ikke enig i at et mistillidsvotum fra et DF på vej ind i varmen og indflydelse, ville være en givet sag.
Eller at De radikale, efter års nedrakning af den borgerlige regerings uansvarlige politik, umiddelbart ville tilslutte sig den i fornærmelse, trods alt.
For frygtsomt, for lidt courage, for lidt tro på egen kunnen og egen politiks bæredygtighed.
Og skulle det endelig være, kunne det som sagt blive til et win ved et valg.
Men det er jo bare min holdning, jo.
Det har jo vist sig at være meget bedre for regeringens vælgere, og dens tilslutning at føre den forrige borgerlige regerings politik videre i en endnu værre udgave, bevares.
Flemming Nielsen
"Du glemmer Margrethe Vestager sagde nej til at blive statsminister efter valget da Løkke tilbød hende posten,"
Hun ville selvfølgelig lige forhandle med S og SF først, selvom de var gået til valg på en økonomisk politik, som hun aldrig ville gå med til. For selvom hun langt hellere ville i regering med V end med S og SF, så ville en sådan blå regering komme til også at afhænge af DFs stemmer, hvilket er noget af det værste, som de radikale kan forestille sig.
Alligevel var det jo værd at overveje. For på alle områder pånær udenrigspolitik, undervisningspolitik og indvandrerpolitik foretrækker de radikale helt klart de blå partier. Derfor var de radikale da heller ikke til sinds at give bare de mindste indrømmelser i regeringsforhandlingerne med S og SF. Men til de radikales formentlig ret store overraskelse accepterede Helle og Villy jo til sidst bare det hele alligevel, hvilket var den eneste grund til, at vi endte med at få den nuværende regering.
Helt enig i at DRV, ikke havde alle de handlemuligheder der opstilles, det har aldrig givet mening.
"Ikke enig i at et mistillidsvotum fra et DF på vej ind i varmen og indflydelse, ville være en givet sag."
I den givne situation, hvor DF stod til enorm fremgang i meningsmålingerne og foretrak en Lars Løkke regering, ville det være afsindigt farligt at satse på for S og SF. For selvom DF ikke selv stillede et mistillidsvotum, så ville V og K gøre alt for at få formuleret et sådant på en måde, så DF og R ikke kunne lade være med at stemme for. Ingen af disse partier lå i modsætning til S og SF til tilbagegang i meningsmålingerne. Så de havde ingen grund til på samme måde at frygte et valg. Tværtimod!
Alle pegede de på Helle. De tre mest "røde" fik tilsammen mere end fire gange så mange mandater i tinget, som R gjorde.
Men vælgerne gav flertallet til beskæringen af efterlønnen og afkortningen af dagpengeperioden og dermed faldt hele Fair Løsning på gulvet. Endvidere var der ikke en klar aftale med fagbevægelsen om at levere mere arbejdstid.
Thats it! Endvidere indholdt den symbolske politikforslag som 50 kroner for en pakke cigaretter og millionærskat der ikke fungerer i en åben økonomi.
Thorningregeringen har gennemført mange brede forlig der vil være langtidsholdbare og ikke blokpolitik som Løkke der i opposition holder hulemøder med de andre tre 'blå' ledere. Rammerne har været begrænsede og i en hård økonomisk tid hvor der ikke har været bugnende kasser som under Foghs bobleperiode.
Den såkaldte venstrefløj har ikke noget alternativ og der er tilfredshed langt ind i fagbevægelsen med den førte politik da man også her ved ar danskerne levede over evne i nullerne under Fogh. Den eneste der pipper er Denis Knudsen.
En stemme på DF vil være en stemme på gentagelse af nullernes blokpolitik og Løkke.
Jeg faldt lige over et klip med DF vælgere.
http://www.youtube.com/watch?v=HrxB8DnUHLs
Jeg tror de fleste vælgere overhovedet ikke aner hvad det er de stemmer på.
Reelt trækker de jo tæppet væk under sig selv, det kan blive meget dyrt i fremtiden hvis partier som DF får så meget magt som det ser ud til de gør.
Til gengæld tror jeg ikke det gavner noget at være enige her på Information, næ Ekstrabladet vil være stedet hvor ting kan ændres.
Højre-venstre-skalaen er stadig den, de fleste kan relatere sig til, men DF ser ikke ud til at skulle stå til ansvar for deres placering.
Hvis man sætter en akse mere på, kan man lave en mere dybgående analyse af DF placering. Man kan sætte det op i forhold til hvor økonomi, hvor højre/venstre er det gamle og så samtidig lave en national/international akse - eller en akse med moderne/traditionel - eller økologi/forsvar for fossile brændstoffer. Pointen er, at DF påstår deres sociale ansvarlighed, men der følger altid noget med. Der er en tung arv af liberal, økonomisk forståelse, der er en tung af af kristent livssyn og en forståelse af samfundet som noget stationært, der er noget udefrakommende, der har påvirket (desuagtet at det altid vil være tilfældet) det, så vi ikke længere har et samfund, der er så immobilt som i 1950!
DF giver ikke svar på deres spørgsmål, men de tilbyder et "quick fix", hvor der altid placeres en skyld hos en marginaliseret gruppe og nogle mere eller mindre humanistiske politikere, der har vist den næstekærlighed, der ellers prædikes i kristendommen.
DF tager ikke ansvar, men placerer en skyld hos nogle mennesker, der ikke spiller den store rolle i det magtpolitiske spil - indvandrerpolitikken er i DF's udgave en stor og perverteret samling af halve sandheder; byggende på misbrug af historien...
Hvem har dog troet at DF ikke ligger på den yderste højrefløj. Stifterne gør og partiet er ultra topstyret, men med masser af "løse kanoner".
http://www.demos.dk/forside/531-pia-k-s-fortraengte-historie
http://dan.wikitrans.net/World_Anti-Communist_League
Sider