Læsetid: 2 min.

Enhedslisten kræver åbenhed om kampflykøb

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) skal svare på byge af spørgsmål om Danmarks kommende milliardkøb af nye kampfly
16. juli 2014

Forsvarsminister Nicolai Wammen bliver nu tvunget til at svare på en lang række af de ubesvarede spørgsmål i forbindelse med Danmarks kommende indkøb af mellem 24 og 30 nye kampfly til afløsning for de aldrende F-16-fly.

Der sker efter en række artikler i Information om købet, der ventes at løbe op i 30 milliarder kroner.

Det er Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Willumsen, der har sendt ministeren en veritabel tsunami af spørgsmål i et forsøg på at kaste lys over kampflyprocessen, der, som flere eksperter har sagt til Information, ventes at være mørkelagt over for offentligheden frem til indgåelsen af en politisk aftale, hvilket skal ske inden 1. juli 2015.

Nikolaj Willumsen ønsker bl.a. klare svar på, hvor mange arbejdspladser regeringen forventer at skaffe dansk forsvarsindustri som led i flykøbet.

Hver af de fire flyfabrikanter afleverer den 21. juli bindende tilbud på flysalget, herunder en opgørelse over, hvilke ordrer der kan ventes at tilfalde danske forsvarsvirksomheder som led i de såkaldte modkøbsordninger, som traditionelt indgås for samme beløb, som Danmark køber materiel for.

Den ene af de fire kandidater, amerikanske Lockheed Martin, der tilbyder det nyudviklede Joint Strike Fighter-fly, er formelt undtaget for modkøbskrav, men ventes alligevel at levere mindst samme mængde modkøb som de andre tre kandidater.

I forbindelse med flykøbet forventer de danske forsvarsvirksomheder samlet set at få ordrer for op til 30 milliarder kroner, en enorm sum for en industri, der normalt eksporterer for mellem en og to milliarder kroner om året. Men indtil videre har regeringen altså nægtet at give noget bud på, hvor mange arbejdspladser der kan blive tale om.

Kampfly eller velfærd

Nikolaj Willumsen ønsker også svar på, hvilke modkøbsaftaler Danmark har diskuteret med de fire kampflyproducenter – og svar på, hvilke konsekvenser det kan få, at EU har underkendt Danmarks hidtidige modkøbspraksis og nu holder nøje øje med, hvorvidt de kommende modkøbsaftaler lever op til reglerne for EU’s indre marked.

Villumsen spørger desuden, om forsvarsminister Wammen kan garantere, at det danske indkøb af kampfly ikke bliver dyrere pga. modkøbsklausuler.

»Jeg vil bl.a. have ministeren til at redegøre for, hvorfor det skulle være særligt væsentligt på denne måde at give milliardtilskud til den danske forsvarsindustri,« siger Villumsen.

Som det eneste af Folketingets partier er Enhedslisten ikke med i det gældende forsvarsforlig og vil derfor formentlig blive holdt ude af forhandlingerne om kampflykøbet.

Partiet mener i øvrigt ikke, at Danmark behøver at have kampfly. De 30 milliarder kroner bør ifølge Nikolaj Villumsen anvendes på øget velfærd i kommunerne eller grønne investeringer, og han spørger derfor bl.a. også, hvor mange kommunale stillinger man kan få for 30 milliarder. Og endelig kræver Enhedslisten svar på, hvilke møder forsvarsministeren, ansatte i Forsvarsministeriet, medlemmer af forsvarsforligskredsen og Forsvarskommandoen har holdt med repræsentanter fra de fire kampflyproducenter. Samt om regeringen har holdt møde med den amerikanske ambassade om flykøbet.

Serie

Seneste artikler

  • Flyfabrikanter bruger millioner på at sælge Danmark kampfly

    11. juli 2014
    De fire deltagere i kampfly-konkurrencen bruger millioner af dollar, euro og kroner på lobbyisme over for politikere, journalister, eksperter, forsvarsrepræsentanter, bloggere, borgmestre og fagforeninger. Men den danske påpasselighed gør det stadig vanskeligere for lobbyisterne at købe sig til indflydelse
  • Terma mister milliarder, hvis Danmark dropper JSF-fly

    7. juli 2014
    Succesfirmaet Terma, der leverer otte forskellige dele til USA’s nye kampfly Joint Strike Fighter, står til at miste milliardordrer, hvis Danmark vælger det forkerte kampfly
  • Nye modkøbsregler kan spænde ben for dansk flykøb

    5. juli 2014
    Løfter om masser af nye arbejdspladser skal få danskerne til at acceptere kampflykøb til 30 milliarder kroner. Men spørgsmålet er, hvor mange job det kan blive til efter EU-Kommissionen har forbudt Danmark at bruge det traditionelle modkøbssystem, der i årtier har holdt den danske forsvarsindustri beskæftiget
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aase Bak-Nielsen
  • Rasmus Kongshøj
  • Viggo Helth
  • Jan Weis
  • Erik Jensen
Aase Bak-Nielsen, Rasmus Kongshøj, Viggo Helth, Jan Weis og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spørgsmålet er, om Wammen overhovedet vil være i stand til at svare på alle de berettigede spørgsmål - også denne handel bliver gennemført i kulisserne af Big Bras - der jo tidligere har vist deres særlige professionalisme med andre indkøb af overflødigt og udueligt isenkram ...

Torben K L Jensen

IC-35 flyet kan ikke sendes til fly-showet i England fordi turbinebladene i motoren skal tjekkes efter 3 timers drift.Med andre ord kan ikke flyves over atlanten.Læst i NYT.