Læsetid: 8 min.

Max Schmidt og narkomanen, der havde løjet

Da overlæge i psykiatri ved Københavns Politi Max Schmidt i 1961 havde en kvinde til mentalundersøgelse, som han ni år tidligere havde undersøgt, måtte han erkende, at kvinden havde været narkoman hele tiden og løjet for ham
I 1961 gik det op for overlæge i psykiatri ved Københavns Politi Max Schmidt, at en kvinde, han ni år tidligere havde haft til mentalundersøgelse, havde løjet for ham. Hun havde været narkoman hele tiden. Kun hvis kvinden fik sin daglige dosis mecodrin, følte hun sig ’normal’, udadvendt og arbejdsdygtig, viste det sig.

Jakob Dall

28. juli 2014

Med ni års mellemrum var den samme kvinde til mentalundersøgelse hos Max Schmidt, der siden 1944 havde været overlæge i psykiatri ved Københavns Politi.

Første gang, overlægen undersøgte kvindens mentale tilstand, var i efteråret 1952, hvor hun havde tilstået dokumentfalsk af lægerecepter, så hun kunne få det narkotiske stof mecodrin, som lovligt blev solgt på recept som opkvikkende ferietabletter. Misbruget var startet tilfældigt, da hun havde plads i en boghandel og fandt et glas med tabletterne, men i tre følgende afgrænsede perioder havde hun haft et dagligt forbrug af mecodrin.

Dengang havde Max Schmidt i stedet for at erklære kvinden strafegnet givet domstolen det milde råd, at hun ikke skulle straffes, men i stedet beskikkes et tilsyn og fjernes fra forældrenes hjem og alle dets konflikter, hvis det overhovedet var muligt.

Det fremgår af den 21 A4-sider lange mentalundersøgelse, som Max Schmidt afsluttede i november 1961, at domstolen havde fulgt hans råd. Kvinden havde i 1952 fået afsluttet sagen om dokumentfalsk med et betinget tiltalefrafald, således hun kunne fortsætte sit arbejde i herreekviperingsforretningen Bolette på Kultorvet. I fire år skulle hun dog være under tilsyn af Dansk Forsorgsselskab.

Anden gang den nu 38-årige kvinde kom på briksen hos Max Schmidt, var hun sigtet for tyveri af bl.a. en »damedragt til en indkøbsværdi af 14o kr.« i varehuset Messen i Købmagergade den 5. maj 1961 og senere samme dag i Daells Varehus i Nørregade at have tilegnet sig »et par slacks og en kjole til en samlet indkøbsværdi af 88 kr.«. En årvågen butiksdetektiv havde set, at hun tog tre par slacks ind i prøverummet, men kun afleverede to bagefter. Da kvinden blev tilbageholdt, erkendte hun straks.

Den 38-årige kvindes udseende var noget forandet i forhold til tidligere, noterede Max Schmidt under den »legemelige undersøgelse« af hende. Hun var »spinkel nærmest lidt forfinet (..) velproportioneret og udpræget kvindelig«, men »udseendet var dog lidt hærget og ældre end svarende til alderen med sorte rande under øjnene, og hun var noget afmagret«.

Kvindens problem var heller ikke tyverierne. Det var, at hun hele tiden havde været storforbruger af mecodrin, og, tilstod hun nu, »til stadighed at have skrevet 2 falske recepter om ugen lydende på i alt 100 mecodrintabletter«.

Blanketterne havde hun stjålet »på en fysiurgisk klinik i Valdemarsgade, hvor hun af og tilkom for at få lysbade«.

Fem indtrængende breve

Mentalundersøgelsen i 1961 var ikke den første kontakt, Max Schmidt havde haft til kvinden siden undersøgelsen ni år tidligere. Allerede i 1953 havde kvinden lavet flere receptfalsknerier, og derfor havde overlægen i en »supplerende erklæring« fastholdt sin vurdering af, at hun var uegnet til straf og derfor burde have fortsat tilsyn.

I julen 1957 modtog Max Schmidt pludselig en serie på fem breve fra kvinden.

»Det drejede sig om meget vidtløftige redegørelser, der alle tjente det formål at bevæge mig til at skaffe hende en legal tildeling af mecodrin gennem sundhedsstyrelsen.«

Brevene havde ikke været helt almindelige, fortsatte Max Schmidt.

»Medens den første længere redegørelse var samlet og velformet og den næste til dels også, blev de efterhånden mere ordrige. Når fyldepennen løb tør, fortsatte hun med blæk, og brevene var nu mere sjuskede, med dårligere håndskrift og til dels noget forstyrede.«

I brevene erkendte kvinden, »at hun ved den tidligere mentalundersøgelse havde fortiet en række forhold og i det hele givet usandfærdige oplysninger«.

Max Schmidt havde svaret, at han beklagede ikke at kunne hjælpe hende med det ønskede. Han rådede hende til at søge hjælp, fordi »hun var syg og i høj grad trængte til indlæggelse på et hospital, hvad hendes tilsynsførende uden tvivl ville være hende behjælpelig med«.

Faktisk havde kvinden netop i december 1957 været indlagt på Sønderbro Hospitals midlertidige medicinske afdeling, fordi hun ville have »legaliseret sit medicinforbrug«. Men da der ikke fandtes »nogen legemelig medicinsk indikation for amphetamin«, var hun blevet henvist til Kommunehospitalet.

I foråret 1958 var kvinden indlagt på Rigshospitalets neuromedicinske afdeling for bl.a. »medicinmisbrug«. »Hun påstod, at hendes træthed kun kunne afhjælpes med mecodrin, og hvis hun ikke tog dette, blev hun liggende i sin seng og småsov.«

Kvinden afviste pure at oplyse, hvor hun havde den illegale mecodrin fra, for man kunne ikke finde hendes navn i »registreret over eufomaner« hos Sundhedsstyrelsen.

»Det er rigtigt, at jeg har fået en del medicin illegalt, men jeg har hverken begået mord eller stjålet penge for at skaffe den«, lød hendes afvisende svar.

På ny i efteråret 1960 var kvinden indlagt på Rigshopsitalet. »Også nu tiggede og bad hun om at få mecodrinen legalt. Hun gjorde et træt og medtaget indtryk og var gustenbleg. Hun havde ar efter indsprøjtninger på lårene«, refererede Max Schmidt fra hospitalets journal.

En overlæge på Rigshospitalets psykiatriske poliklinik havde i en erklæring fra oktober 1960 vurderet, at kvinden »måtte opfattes som narkoman. Narkomanien havde stået på fra hendes tidligste ungdom, og det måtte siges, at fremtidsudsigterne (prognosen) var dårlig«.

Alligevel fandt Rigshospitalet »det ikke rigtigt at legalisere medicinforbruget«, og efter overlægens mening burde kvinden i stedet »lade sig indlægge til afvænning på sindssygehospital 3-6 måneder«.

Igen i maj 1961 var kvinden indlagt, denne gang på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling »under diagnosen Amphetaminmisbrug«. Kun hvis kvinden fik sin daglige mecodrin, følte hun sig »’normal’, udadvendt og arbejdsdygtig«, refererede Max Schmidt.

Under en såkaldt § 800 a-undersøgelse i 1961 blev kvinden beskrevet som »overordentlig medtaget, nervøs, uligevægtig og ængstelig. Hun var særdeles medicinfikseret og hævdede, at hun kunne ikke leve uden mecodrin, idet hun, siden hun måtte ophøre hermed, var blevet tiltagende træt, uligevægtig, opgivende og blottet for ethvert initiativ, således at hun knapt kunne passe 5 timers dagligt arbejde.«

Ønskede ’en ordning’

På trods af kvindens misbrug havde hun haft arbejde næsten hele tiden. I 1957 havde hun opsagt sin stilling som kontorassistent i Bolette på Kultorvet, fordi »det var på tale, at hun skulle giftes med en bogholder i firmaet«. Med hendes egne ord ønskede hun »en ordning på medicinproblemet«, men ægteskabet med den 12 år ældre bogholder blev ikke til noget. »De kom sammen i 3-4 år, medens observanden var ansat i ’Bolette’. Forbindelsen gled dog ud, idet observanden ikke havde lyst til at komme sammen med nogen.«

Siden havde hun fået arbejde hos et sølvassurancefirma, hvor hun dog var blevet opsagt, fordi hun forsømte for meget. Og den seneste tid havde hun fået en plads, hvor hun skulle gøre rent i et hus mod logi, delvis kost og en beskeden månedsløn på 100 kr.

Hun havde også fået en ny kæreste, en 50-årig kontorassistent, der var ved at blive skilt fra sin kone. Han kendte dog intet til hendes misbrug, men »i det sidste år havde hun angiveligt haft et regelmæssigt seksuelt samiv med med kæresten men med frigiditet, som hun holdt skjult for ham«, noterede Max Schmidt.

Snød tilsynsværge

Over for Max Schmidt afviste kvinden at lade sig indlægge til afvænning. Det havde hun prøvet før, da hun efter et selvmordsforsøg i 1949 var blevet indlagt to måneder på sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland, og det havde hun ikke lyst til at prøve en gang til. I stedet håbede hun på at kunne få tilsyn og ambulant behandling, allerhelst med mecodrin, men det hverken ville eller kunne Max Schmidt anbefale.

»Ved den afsluttende samtale viste observanden sig stadig lige konfliktbenægtende og ganske urealistisk i sit syn på fremtiden«, skrev han og fortsatte, at kvinden havde indrømmet, »at hun i hele tilsynsperioden 1952-57 bevidst havde løjet over for tilsynet, og at hun hele tiden havde misbrugt medicin og skrevet falske recepter.«

Kvinden henviste til kæresten, som intet vidste, og »at en anbringelse ville medføre, at dette forhold ville blive afbrudt, hvad hun øjensynligt betragtede som tilstrækkelig grund til at undlade en anbringelse.«

Den følgende dag måtte Max Schmidt afbryde den planlagte intelligensprøve, fordi kvinden »gav sig til at græde stille og vedvarende«. Hele hendes verden var nu styrtet i grus, fortalte hun, fordi hun »havde levet i en sikker dagdrøm om, at hun sikkert blot skulle have ambulant behandling«. Kæresten »skulle snart skilles fra hustruen og forventede derefter at blive gift med observanden, og hun kunne nu ikke se nogen løsning på problemerne«.

Som Max Schmidt noterede, var kvinden nu »mere åben og realitetsbetonet end tidligere, sødere og mere menneskelig forståelig« end under de forrige samtaler.

Ni år tidligere testede Max Schmidt kvinden med at sige ufærdige sætninger, som hun skulle gøre færdige.

»Som helhed var svarene tarvelige og præget af ligegyldighed og apati samt en tilbøjelighed til selvopgiven«, bemærkede overlægen, når kvinden f.eks. svarede: »Modgang havde hun altid, og døden er en hvile«, eller »hun var mest stolt af ingenting at have at være stolt af«.

I en »direkte sammenligning« med besvarelserne i 1952 kunne Max Schmidt se »en fremtrædende karakterafstumpning og forfladigelse af sjælelivet« hos kvinden.

Formentlig strafegnet

Konklusionen, som Max Schmidt skrev, inden han sendte smentalundersøgelsen til 11. Undersøgelseskammer, var på flere punkter anderledes end i 1952.

Nu mente overlægen, at kvinden »formentlig (må) anses konstitutionel psykopat i lettere grad med en svær overlejrende karakterneurose, og hun er nu stærkt forfladiget og afstumpet i sit følelsesliv som følge af en mangeårig svær eufomani og narkomani«.

Men, som overlægen også tilføjede, »det er dog ikke lykkedes at påvise sikre holdepunkter for, at observanden har misbrugt medicin i større omfang i det sidste år«.

Fortsat vurderede han ikke, at kvinden var »fundet sindssyg eller åndsvag men normalt og gennemsnitligt begavet«, men til forskel fra ni år tidligere mente han nu, at kvinden var strafegnet i forhold til butikstyverierne.

»Da observanden på tidspunktet for de påsigtede handlinger ikke misbrugte medicin, og der ikke ses at have bestået nogen mere direkte forbindelse mellem det tidligere betydelige medicinmisbrug og de nu påsigtede lovovertrædelser, og da observanden for tiden ikke efter det påviste synes at misbruge medicin, vil det formentlig være forsvarligt at forsøge en almindelig straf,« skrev overlægen.

Max Schmidt tvivlede åbenlyst på, at det kunne hjælpe, fordi kvindens »strafegnethed i almindelighed må anses for særdeles tvivlsom«. Men hvis kvinden ikke rettede sig i fremtiden, skulle der taget probate midler i brug:

»Såfremt observanden på ny begynder at misbruge medicin, bør hun anbringes på et sindssygehospital, og et evt. tilsyn bør have som vilkår, at observanden underkaster sig lægebehandling herunder indlæggelse på sindssygehospital, som tilsynet måtte bestemme,« skrev Max Schmidt, inden han underskrev redegørelsen i hånden.

Det vides ikke, om den 38-årige kvinde nu endelig kom fri af sit misbrug, eller om hun blev gift med den ældre kontorassistent. Hendes videre skæbne fortaber sig i historiens mørke.

Serie

På briksen med Max

Fra ukendt side har Information fået overdraget en række mentalerklæringer, som den omstridte overlæge i psykiatri ved Københavns Politi Max Schmidt har udarbejdet i tidsrummet 1944-61 om bl.a. en blotter, en transvestit, en prostitueret, en narkoman, en steriliseret sinke og en alkoholiseret typograf.

Seneste artikler

  • Max Schmidt og den triste typograf

    25. juli 2014
    Da en midaldrende, småfed og fraskilt typograf i 1950 havde stjålet 27 kr. samt fire kuponer til brevduebanen, blev manden mentalundersøgt af overlæge Max Schmidt fra Københavns Politi. For første gang fortalte manden nu om en ensom tilværelse som alkoholiker
  • Max Schmidt og tryllekunstneren, der var blotter

    22. juli 2014
    En 34-årig mand, der bl.a. havde optrådt som tryllekunstner, blev i 1953 sigtet for at have ’gnedet på sit blottede kønslem i påsyn af forskellige kvinder’. I sagen viste Københavns Politis psykiatriske overlæge Max Schmidt sig at være overraskende mild og overbærende
  • Max Schmidt og den tatoverede servitrice

    17. juli 2014
    En 20-årig servitrice, som politiet efter en razzia i Nyhavn i 1950 gav pålæg om at søge lovligt erhverv, havde tatoveret navnet ’Ebbe’ lige ved kønsbehåringen i lysken. Det fremgår af mentalundersøgelsen fra overlæge Max Schmidt ved Københavns Politi, der havde en særlig interesse for netop den slags tatoveringer
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu