Interview
Læsetid: 4 min.

Da ordenen krakelerede

Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Bodil Due arbejder som hospitalspræst på Bispebjerg. Hendes far begik selvmord for 10 år siden
Hospitals- og sognepræst Bodil Due har mistet sin far, der begik selvmord.

Tor Birk Trads

Indland
23. juli 2014

»Min far havde fortalt os børn, at han ville gøre det. Og hvor han ville gøre det. Den morgen, da min mor ringede og sagde, at han var væk, vidste vi godt, hvad der var sket. Vi havde fået mange advarsler, han havde talt meget om det. Han skulle snart holde sin 87-års-fødselsdag, og det magtede han ikke. Vi i familien ville gerne være sammen, og vi havde en idé om, at han gerne ville til København og være i nærheden af tre af os børn. Da huset var solgt, den nye lejlighed købt, og tingene på plads, troede vi, at det ville være en lettelse for ham. At han ikke ville gøre det. Det tror man jo altid.«

»Min far var ikke specielt modig. Men han gik ned i havnen og druknede sig. Det kunne jeg ikke rigtig se for mig. Det billede, min far giver til sine børn, har jeg det svært med. Han havde en ansvarlig post i det offentlige; han var meget korrekt og havde orden i sagerne.

Pludselig var det et helt nyt billede, jeg fik af ham. Ordenen krakelerede.«

»De fandt ham heldigvis meget hurtigt nede i havnen. Da jeg så ham på hospitalet, lå han død og våd med sine hjemmesko på.

Så sagde jeg til ham: ’Far, det ville din far og mor ikke have brudt sig om.’ Det var gudfrygtige og nøjsomme folk, som man kunne regne med. Der var på en eller anden måde noget, der ikke passede. Sådan vil det sikkert altid være.«

»Jeg har begravet mennesker, hvor alle vidste, det var selvmord, og hvor jeg godt måtte sige det. Så prøver jeg at sige det på en skånsom måde.

Jeg taler om, at livet kan være hårdt – og somme tider så hårdt, at man ikke kan se andre udveje end døden.«

»Når patienter – f.eks. på psykiatrisk afdeling – fortæller, at de tænker på at tage deres eget liv, siger jeg måske: ’Jeg er ikke upåvirket af, hvad du siger, og jeg tænker på dig, når jeg går hjem. Du skal love mig, at du er her, næste gang jeg kommer.’

Det går jo ikke ind i det ene øre og ud af det andet. Jeg tager det alvorligt, og det skal patienten vide. Måske siger jeg også: ’Har du tænkt over, hvad det vil betyde for din familie?’

En enkelt gang har jeg haft en patient, der var så fast besluttet på at begå selvmord, at jeg til sidst udbrød: ’Det gør du bare ikke’.

Min far gjorde det, og jeg ved, hvad det betyder.«

»Statistisk set er der større risiko for, at børn af en, der har begået selvmord, selv gør det, fordi de har set det som en løsning. Så må jeg se mig selv som modstykke til statistikken. Det er ikke noget godt forbillede at give sine efterkommere.«

»Min fars depression kom for alvor, da han holdt op med at arbejde. Det sker hos mange. Men vi taler ikke om det. Han var i udpræget grad et pligtmenneske, og da han ikke havde flere pligter, gik han ned med flaget. Han havde mistet to søskende som barn, og hans mor havde været overbeskyttende, fordi han var hendes sidste barn. Det var ikke noget, han talte om, men jeg tænker, at der må have ligget en angst i ham. Angsten hører med til at være menneske, men vi gør alle forskellige ting for at holde den i ave.«

»Vi har altid gået i kirke i mit hjem, ikke mindst min far. Min bror havde under sygdomsforløbet spurgt ham, hvad han troede, Vorherre ville sige til, at han ’gik uden om køen’. Han kunne ikke rigtig svare på det, men følte sig nok forladt af Gud og hvermand. Når man er så syg, kan man ikke se, at man gør andre ondt. Man tror, man gør dem en tjeneste ved at forsvinde.«

»For vores familie var det ikke tabu. Mine brødre fortalte det på deres arbejdspladser dagen efter og fik knus. Vi behøvede ikke fortælle om det i flere dage, men vi havde brug for at få det sagt.«

»Min mor talte ikke om det i flere år efter, men jeg forestiller mig, at det blandt andet har været et tab af identitet. Hun var ikke alene enke, men enke efter én, der havde taget sit eget liv. Hun kan vel ikke undgå at have følt sig svigtet.

Det er angstreducerende at tale om selvmord. Hvis vi er flere, der taler om det, bliver det lidt nemmere at tale om for andre. Vi skal dele det med nogen.«

»Jeg kan på den ene side godt forstå, hvorfor min far gjorde, som han gjorde. Men på den anden side synes jeg ikke, det er i orden. Nogle sagde, at han også var gammel, men jeg synes stadig, at det er en uorden, og det er det blandt andet på grund af den næste generation. De spor, det trækker, er ikke sådan at udslette.

Selvfølgelig er der ikke to tilfælde, der er ens. Men når min far kunne gøre det, er der mange, der kan gøre det. Der er en meget stor procentdel af ældre, der begår selvmord, især mænd. Og når de gør det, så gør de det rigtigt.«

»Hver gang jeg hører om et dramatisk dødsfald, for eksempel et selvmord, kan jeg ikke lade være med også at sende en tanke til præsten. Selvfølgelig er det ikke værre for præsten end for de efterladte, men det er hårdt.

Men det er jo noget, jeg selv har valgt. Og det er et privilegium at være tæt på mennesker i glæde og sorg, selv om det har en pris.«

Serie

Lad os tale om selvmord

Hver uge er der over ti danskere, der tager deres eget liv, men medierne beskæftiger sig sjældent med selvmord. Information undersøger fænomenet og beskriver det igennem mennesker, der har haft det tæt på. Lokoføreren, der har ramt et menneske, graveren, der har lagt flere i jorden, og en, der har gjort forsøget selv.

Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201. Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Seneste artikler

  • ’Der er altid en løsning på tingene’

    29. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Chanaf Bougonou er graver og arbejder som anlægsgartner på Vestre Kirkegård i København
  • ’Det er værst, når de ikke efterlader et brev’

    26. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Maria Ottesen arbejder som bedemand hos Bededamerne.dk
  • ’Jeg var bare hans arbejdsredskab’

    16. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Ole Iversen arbejder som lokomotivfører, og han påkørte en mand i 2001
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Må man forstå præstens holdning som et partsindlæg? For det KAN da næppe være et helhjertet, empatisk forsøg på at sætte sig i sin fars sted? Forsøge at tænke som ham, i lige den livssituation med det 'beredskab' der var hans?
Som 87'årig HAR man vel gjort sin pligt, ellers er det nok også for sent at rette op på det? Skal et gammelt udslidt menneske, eller for den sags en hårdt ramt psykiatrisk patient, lide og forblive i live og lidelse, fordi nogen, herunder ens præst, som må formodes at have det 'noget bedre', ikke skal blive kede af det! - Har man haft en selvmordstruet tæt på, og fået adgang til at 'kigge ind' i det begsorte mørke af fortvivlelse og elendighed, der 'der inde', skal man være en usædvanlig hardcore egoist for at bede den pågældende leve videre, med mindre man besidder hjælpemåder, der kan forbedre den truedes situation, radikalt?

Jonathan Smith, Per Hansen, Jerome Doinel, Lykke Johansen, Søren Ansbjerg og Søren List anbefalede denne kommentar