Læsetid: 4 min.

’Selvmord skal håndteres taktfuldt’

Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Søren Loumann Nielsen arbejder som akutlæge i Region Hovedstaden
Akutlæge Søren Loumann Nielsen er ofte ude og forsøge at redde mennesker, der ønsker at tage deres liv. En del af dem har han held med at redde tilbage til livet.

Akutlæge Søren Loumann Nielsen er ofte ude og forsøge at redde mennesker, der ønsker at tage deres liv. En del af dem har han held med at redde tilbage til livet.

Tor Birk Trads

19. juli 2014

At springe ud foran et tog er en ret definitiv måde at gøre det på. Men nogen overlever. Med varierende grader af lemlæstelse. Mit arbejde er en kamp mod uret, så jeg når ikke at reflektere over, hvad der er gået forud for hændelsen. Når jeg kommer ud til skinnerne, kan jeg jo ikke sige, om det er uheld, fuldskab eller selvmord. Eller måske mord. Har du set House of Cards?«

»Der er længere ned til skinnerne, end man regner med. Nogle steder er der god plads, mens man andre steder må mave sig ind til den tilskadekomne. Vi sørger selvfølgelig for, at togdriften er indstillet. Så hopper vi ned til brandfolkene, som forestår redningen med en aluminiumsbåre, som vi skyder ind under personen. Det er brandfolkene, som sørger for, at selve niveauforflytningen forløber godt. Og så løfter vi i samlet flok. Simpelthen. Det er et bøvl.«

»I ekstreme situationer kan lægen være nødt til at amputere. Lemmerne er som regel kørt af og hænger i laser. Det er faktisk flere år siden, at en kollega har amputeret. Men det sker nogle gange. Og så er det et spørgsmål om at have grejet til det. Og få stoppet blødningen. For den slags bløder.«

Jeg har kørt 6.000 udrykninger og fløjet ud 300 gange med helikopter. Så jeg har prøvet det meste. Det ene øjeblik er det liv eller død. Bagefter kigger man sig om efter et sted at tanke op og tænker over, hvad for noget mad, man skal have. Når jeg lægger hovedet på puden i vagtværelset, falder jeg i søvn. Donk.«

»Der er fire forskellige måder at dø på: Naturlig død, ulykke, drab og selvmord. Det står fuldstændig udførligt i lovteksten, hvad man skal gøre i de forskellige situationer. Men døden er ikke så enkel at have med at gøre. Når jeg kommer ud til en person, som ikke viser tegn på liv, er der to muligheder: Det kan enten være afslutningen på et sygdomsforløb, hvor døden kommer som en nådig udfrielse. Eller det kan være en pludselig hændelse, og så er mit job at forsøge at genoplive. Helt uafhængigt af dødsmåden. Jeg skelner kun mellem, om det er meningsfyldt eller ej at gå i gang med genoplivning. Jeg tænker ikke på, hvordan personen er endt her.«

»Hvis de er i stand til det, snakker jeg gerne med dem om løst og fast. Altså herregud, vi skal være sammen de næste 10 minutter, vi kan lige så godt få det bedste ud af det. Pludselig lærer man dem en lille smule at kende. Og så er det en helt anden ting, hvis de har den frækhed at gå hen og dø fra én.«

»Når jeg er ude, bruger jeg energi på de praktiske ting. Det er meget bekvemt, kan jeg godt love for. Ellers ville man nok blive lidt for tænksom.«

»En psykisk syg kvinde var hoppet ud fra tredje sal. Hendes ben var gået fuldstændig i stykker, men hun var vågen. Hun var svært sindssyg – i medicinsk forstand. ’Vig fra mig, Satan. Du er Djævlen,’ sagde hun til mig. Jeg er ikke sikker på, at hun så hornene i mit hoved, men det troede hun selv. Hun havde ondt, så hun fik et ordentligt hagl smertestillende. Det sindssyge falmede. Hun holdt op med at råbe efter os, og det er jo bekvemt, når man skal lave sit arbejde.«

»Nogen kan nogle gange have lyst til at komme væk herfra. Det kan jeg egentlig godt forstå. Folk har lov til selv at gøre hvad som helst. Men jeg synes ikke, at det er en del af mit arbejde at skulle slå nogen ihjel. Jeg skal kunne kigge mig selv i spejlet i morgen, og jeg er ikke uddannet til at være bøddel. De mange år, jeg har brugt på at gå i skole, og det arbejde, jeg har lagt i at dygtiggøre mig, skal ikke bruges til at slå mennesker ihjel med. Jeg synes ikke, at folk har krav på, at nogen skal gøre den slags for dem.

»Jeg er lige blevet morfar. Min store datter er 29, og den lille er 25. Hvis jeg er ude hos nogen på samme alder, tænker jeg over det. Langt de fleste tanker får jeg afløb for her på stationen, men engang imellem bliver man ramt af et eller andet. Boink. Hvorfor fylder det? Så er det godt, at min kone har et godt øre.

»Selv om der ligger et afskedsbrev, kan jeg jo ikke vide, om der ligger en rationel beslutning bag, eller om det er på grund af svær psykisk sygdom. ’Hvordan ved du, at han ikke er blevet hængt op,’ spørger politiet nogle gange, hvis jeg vurderer, at det er et selvmord. De skal jo tænke gustent. Det er jo det, vi har dem for.

»Personpåkørsler er ikke anderledes end andre selvmord, det er bare en anden måde at gøre det på. DSB er rigtig gode til at håndtere det. De tilbyder psykologhjælp og bytter lokoføreren med det samme. Når jeg kommer ud og ser, at det er en sikker død, går jeg nogle gange hen og snakker med lokoføreren.

»Selvmordet sætter dybe spor i en familie. Jeg synes, det er fint, at medierne giver de ramte familier fred. Den slags er der ingen grund til, at Familien Danmark bliver blandet ind i. Der er ganske få selvmord, som det er i orden, at medierne beskæftiger sig med, for selvmord skal håndteres taktfuldt.

»Jeg er den ældste her på stationen, så jeg ringer altid ind om morgenen for at høre, om der er sket noget dramatisk i løbet af natten. Bare lige for at høre, hvordan det er gået.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
  • Brian Pietersen
  • Lise Lotte Rahbek
Philip B. Johnsen, Brian Pietersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu