Læsetid: 8 min.

Den sexfikserede psykiater

Han skulle mentalundersøge kvindelige prostituerede, men interessen for de unge kvinders intime kropsdele og især tatoveringerne på disse var tydeligvis større. I 24 år var Max Schmidt overlæge i psykiatri ved Københavns Politi – og særdeles kontroversiel
På sit kontor i den gamle politistation på Nytorv havde overlæge i psykiatri ved Københavns Politi Max Schmidt en stadig tilgang af prostituerede kvinder, der havde fået pålæg om at søge borgerligt erhverv og derfor skulle mentalundersøges. Selv om dr. med. Max Schmidt i hele sin karriere var en særdeles omstridt person, vakte det særlig opsigt, at overlægen interesserede sig voldsomt for prostituerede kvinders intimtatoveringer.

På sit kontor i den gamle politistation på Nytorv havde overlæge i psykiatri ved Københavns Politi Max Schmidt en stadig tilgang af prostituerede kvinder, der havde fået pålæg om at søge borgerligt erhverv og derfor skulle mentalundersøges. Selv om dr. med. Max Schmidt i hele sin karriere var en særdeles omstridt person, vakte det særlig opsigt, at overlægen interesserede sig voldsomt for prostituerede kvinders intimtatoveringer.

Polfoto

4. juli 2014

I februar 1956 blev en sigtet kvinde, der skulle møde i retten, af politiinspektøren i København spurgt, om hun havde været utilfreds med den mentalundersøgelse, som politiets egen overlæge i psykiatri, Max Schmidt, havde udført.

Kvinden, der ifølge politiinspektørens notat karakteriserede sig selv som »stærkt erotisk og varmblodig« og formentlig var prostitueret, lod ingen tvivl tilbage om hendes syn på overlægen. Hun »var meget ubehagelig berørt ved undersøgelsen«, sagde hun til politiinspektøren og forklarede straks hvorfor:

»Hun havde måtte klæde sig fuldstændig af under undersøgelsen, og overlægen bad hende så om selv at berøre sine bryster, for at overlægen kunne se, om det virkede på hende.«

Det havde kvinden dog afvist, men »overlægen ville da med sin hånd berøre hendes bryst, hvilket hun dog forhindrede, idet hun slog hånden væk«.

Kvinden fandt det desuden »urimeligt«, at overlægen havde forlangt, at hun nøgen »skulle gå en halv snes gange frem og tilbage i værelset, og mente at det kunne have været nok med et par gange«.

Vi ved ikke i dag, hvorfor politiinspektøren spurgte kvinden om hendes oplevelse hos overlægen, eller hvad der videre skete med den notits, han underskrev den 21. februar 1956.  Men at »dr. med. Max Schmidt«, som blandt flere jurister bar øgenavnet ’Max Pip’, i årevis havde udvist en særlig interesse for visse kvinders intime kropsdele, når han havde dem til undersøgelse på sit kontor, er en fastslået kendsgerning. Og da prostituerede kvinder, som politiet dengang sigtede for løsgængeri med pålæg om at søge borgerligt erhverv, alle skulle mentalundersøges, var der en stadig tilgang af yngre kvinder til overlægens kontor i den gamle politistation på Nytorv.

I 1960 fik Max Schmidt en irettesættelse fra Retslægerådet, der udtalte, at hans »retslige mentalerklæringer i almindelighed er særdeles omfattende og prægede af en bredde i fremstilling og en detailrigdom i oplysningerne, der ofte går betydeligt udover, hvad der må anses for retslig nødvendigt. Dette gælder såvel de dele af erklæringerne, der omfatter observandernes sexuelle forhold, som de øvrige afsnit af erklæringerne«.

Ifølge historiespecialet Det ondes forklaring (2010) af Bøje Larsen var der i den konkrete klagesag tale om en forbrydelse af seksuel karakter, mens kommentarerne fra Max Schmidt i andre typer sager efter Retslægerådets mening burde kunne »indskrænke sig til nogle få bemærkninger«.

’Fresh to every time’

Max Schmidt, der i 1931 blev speciallæge i psykiatri og i 1937 dr. med., var det meste af sin karriere en omstridt mand og så kendt i sin samtid, at han dannede forbillede for en figur i forfatteren Hans Scherfigs roman Skorpionen (1953), hvor han blev kaldt dr. Moritz (Max & Moritz = tysk for Knold & Tot).

I bogen beskriver Hans Scherfig overlægens samtale med hustruen til en stakkels latinlærer, der på forkert grundlag er mistænkt for dobbeltmord:

»Hun måtte fortælle sit ægteskabs historie med alle natlige enkeltheder. – Husk De taler til en læge! – sagde dr. Moritz. – Hvad er jeg ikke vant til at høre! Her er blufærdigheden ilde anbragt. Det er sjæle-lægens sag at udforske det private og intime«.

Jakob Dall

Allerede i 1950 havde Max Schmidt, der var højt begavet og opvokset i et grossererhjem i Horsens, vakt en vis opsigt, da han i en videnskabelig artikel beskrev intimtatoveringer hos nogle af de kvinder, han havde fået indbragt til mentalundersøgelse.

»Jeg skal ikke her trætte med en gennemgang af tatoveringernes hyppighed hos halv- eller helprostituerede eller forsøge nogen form for systematisk bearbejdelse af tatoveringernes forskellige form og indhold, placering el. lign. blandt mit materiale af kvinder, der har været mentalundersøgte her igennem årene«, skrev overlægen indledningsvist. I stedet koncentrede han sig om tre kvinder, der alle tilfældigvis var indbragt samme julidag i 1949.

Hos en 21-årig ugift kokkepige, der trods en tryg opvækst »gled hurtigt ud i et vildt restaurationsliv og promiskuitet«, fandt overlægen »opadtil på forfladen af højre lår« et tatoveret amerikansk flag i rødt og blåt »ca. 2 x 3 cm stort«.

Hos en 22-årig ugift kvinde, som ifølge Max Schmidt var »småt begavet på grænsen til sinkestadiet«, fandt han »et større hjerte med et bånd« med navnet »Kjeld«, mens der på indersiden af hendes arm var tatoveret »Johannes«. På den modsatte skulder havde hun tatoveret »Børge« med underteksten »for ever« og en senere undertekst i håndskrift »afmønstret«. Desuden havde hun på forfladen af venstre lår tatoveret »Aksel« og en due i et rødt hjerte.

»De forskellige mænd var fornavne på tilfældige mænd, der havde givet hende særlig seksuel tilfredsstillelse«, noterede overlægen.

Den tredje kvinde var en 20-årig »fabriksarbejderske uden beskæftigelse«, som var blevet fjernet fra hjemmet som ni-årig, voldtaget af en af den drikfældige mors bekendte som 11-årig og i de sidste tre år forfalden til »et til tider ikke ubetydeligt alkoholmisbrug«.

Denne kvinde »frembød over en snes farvestrålende tatoveringer på arme, lår, skuldre, bryster og navnlig omkring genitalia (kønsdele, red.) og på sædepartiet.« I alt talte Max Schmidt 18 tatoverede mandlige fornavne, heraf flere på kvindens skamlæber. Overlægen henledte også opmærksomheden på »en tatovering tværs over kønsbehåringen: ’Fresh to every time’« foruden tre mandsfornavne »i selve kønsbehåringen«, samt at der »tværs over sædepartiet stod: ’Kiss my ass’« og i en linje underneden: »to day, Carl«. Ifølge kvinden var tatoveringerne »dejlige minder, som ingen nogensinde vil kunne tage fra mig«,

Overlægens angivelige formål med nærstudierne af prostituerede kønsdele var at opfordre til »nærmere overvejelser« af et generelt forbud mod tatoveringer af kvinder:

»Hensigten med tatoveringerne er fra de mandlige bekendtskabers side at fastholde den pågældende kvinde i det noget asociale og kriminogene milieu«, skrev Max Schmidt, der desuden fandt tatoveringer på kvinder »usmagelig, nedværdigende og uforenelig med de synspunkter, der sædvanligvis gør sig gældende i en kulturstat«.

Et borgermøde mod Max

Fra 1937 beklædte Max Schmidt stillingen som overlæge ved statens sindssygehospital i Augustenborg på Als, men han lagde sig snart ud med øvrige ansatte på hospitalet, heriblandt hospitalsforvalter Bräuner, som ifølge Max Schmidt burde lade sig indlægge til en mentalundersøgelse i København.

Det blev en massiv skandale. I Augustenborg opfordrede et enigt borgermøde i september 1943 i en resolution til myndighederne, at den omstridte overlæge blev fjernet fra sin stilling: »Overlæge Schmidt har ved mange Lejligheder vist en ubehersket og for hans Medmennesker saarende Optræden, og vi maa efter et mangeaarigt Kendskab til hans Færden her i Byen udtale, at vi har meget ringe Tillid til hans sunde Omdømme«, hed det i resolutionen.

Fra byrådet var der fuld tilslutning, og fra den 1. februar 1944 byttede Max Schmidt så job med den hidtidige overlæge i psykiatri ved Københavns Politi.

Forinden havde en dommer afhørt alle hospitalets ansatte i Augustenborg, og ifølge Bøje Larsens historiespeciale fremkom mange i personalet med en række anklager mod Max Schmidt, der bl.a. blev beskrevet som højt begavet, ambitiøs, humørsvingende, opbrusende og perfektionistisk, men med ringe accept af lavstatus og mindre begavede. Desuden var overlægen ofte og pludseligt sygemeldt, et mønster som skulle gentage sig i de kommende år.

Frem til juni 1968 var Max Schmidt så den øverste psykiatriske instans hos politiet i København. Og som den kommunistiske sagfører Carl Madsen skrev i Den gode læge, havde overlægen fra det tidspunkt »kun med værgeløse mennesker at gøre«, som ikke kunne »indkalde til borgermøde og ikke få noget byråd til at erklære sig for afskedigelsen af overlægen«.

Med til den karakteristik hører, at det netop var Max Schmidt, der afviste at anerkende Carl Madsens forklaring om en »patalogisk rus«, da denne som ekstraordinær statsadvokat med ansvaret for værnemagersagerne var blevet sigtet for spirituskørsel i november 1946.

Den 19. juni 1947 blev Carl Madsen idømt 14 dages hæfte, og som Information skrev, blev »spørgsmålet om hans Tilbagevenden til denne Stilling (…) derfor næppe aktuelt«.

Hemmelige optagelser

Forargelsen var også udbredt, da det kom frem, at politioverlægen i al hemmelighed optog de ofte timelange samtaler om intime emner på stålbånd med den nymodens opfindelse båndoptageren. Det var bl.a. sket i en sag mod en »kriseoverbetjent«, der i 1951 var sigtet for »betydelige uregelmæssigheder«. Overbetjentens kone havde været indkaldt til en længere samtale »om bl.a. Ægteparrets intime Samliv«, og samtalen var hende uafvidende blevet optaget. Overlægen bebudede et dementi, men det kom aldrig. »Hvor er det famøse Staalbaand blevet af«, spurgte den konservative avis Nationaltidende anklagende i en artikel i november 1951.

Under samtalen skulle overlægen ifølge kriseoverbetjentens hustru desuden have stillet spørgsmålet: »Er De klar over, at De er gift med en farlig mand, som jeg må sidestille med Bovensiepen, Pancke og dr. Best?« De tre tyskere var i Danmark under besættelsen henholdsvis chef for det tyske sikkerhedspoliti, SS-fører og rigsbefuldmægtiget.

Der kom i årenes løb masser af kritik af overlægens mentalerklæringer, især fra sagførere, der klagede på deres klienters vegne. Kritikken fra sagførerne gik især på, at overlægen på egen hånd tog stilling til skyldsspørgsmålet, som det var rettens opgave at vurdere. Men Max Schmidts erklæringer blev også kritiseret for at være for ordrige og for i sagsfremstillingen i for høj grad at læne sig op ad politiets rapporter. Desuden var Max Schmidt alt for lang tid om at få sine undersøgelser færdige, hvilket i øvrigt blev bekræftet af en nedsat kommission.

I en artikel i Information fra den 16. januar 1952 refereres således et møde i foreningen af beneficerede advokater i København, der gav »overvældende tilslutning« til de sagførere, der i forvejen havde kritiseret Max Schmidts mentalundersøgelser, fordi han blandede sig i skyldsspørgsmålet. Desuden virkede overlægen ofte nedladende: »En kvindelig landsretssagfører var ked af, at de mentalundersøgte altid hævdede, de kun havde talt fem minutter med politioverlægen, og at han i de fem minutter havde været uforstående og grov i tonen.«

I 1964 skrev Informations mangeårige retsmedarbejder Leif Blædel en leder i anledning af den dengang meget omtalte sag om den falske markis, bogholderen i et oliefirma Jørgen Vase Schmidt, der økonomisk bedrog sin arbejdsgiver og snød offentligheden ved at bruge pengene på at føre sig frem i det københavnske natteliv som fransk adelsmand og arving til en kæmpeformue. Også den falske markis var blevet mentalundersøgt af Max Schmidt, og Leif Blædel sluttede sin leder med ordene:

»I det omfang, domstolene erkender Max Schmidts manglende evne til at bestride sit embede, kompromitterer han psykiatrien over for offentligheden. I det omfang, domstolene tager hans tendentiøse erklæringer for gode varer, er han farlig for retssikkerheden«.

Fire måneder efter pensioneringen som 70-årig døde Max Schmidt i november 1968. Han døde som enkemand, idet hans hustru gennem 40 år var gået bort året i forvejen.

Serie

På briksen med Max

Fra ukendt side har Information fået overdraget en række mentalerklæringer, som den omstridte overlæge i psykiatri ved Københavns Politi Max Schmidt har udarbejdet i tidsrummet 1944-61 om bl.a. en blotter, en transvestit, en prostitueret, en narkoman, en steriliseret sinke og en alkoholiseret typograf.

Seneste artikler

  • Max Schmidt og narkomanen, der havde løjet

    28. juli 2014
    Da overlæge i psykiatri ved Københavns Politi Max Schmidt i 1961 havde en kvinde til mentalundersøgelse, som han ni år tidligere havde undersøgt, måtte han erkende, at kvinden havde været narkoman hele tiden og løjet for ham
  • Max Schmidt og den triste typograf

    25. juli 2014
    Da en midaldrende, småfed og fraskilt typograf i 1950 havde stjålet 27 kr. samt fire kuponer til brevduebanen, blev manden mentalundersøgt af overlæge Max Schmidt fra Københavns Politi. For første gang fortalte manden nu om en ensom tilværelse som alkoholiker
  • Max Schmidt og tryllekunstneren, der var blotter

    22. juli 2014
    En 34-årig mand, der bl.a. havde optrådt som tryllekunstner, blev i 1953 sigtet for at have ’gnedet på sit blottede kønslem i påsyn af forskellige kvinder’. I sagen viste Københavns Politis psykiatriske overlæge Max Schmidt sig at være overraskende mild og overbærende
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Bærentzen
  • Tonny Helleskov
  • Anne-Marie Paul
Simone Bærentzen, Tonny Helleskov og Anne-Marie Paul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Simonsen

Der findes vist stadig mennesker, der gerne og med fryd nedgør andre. Særlig de ressourcesvage.

Kommer til at tænke på Thomas Blackman i DR2.

Jette M. Abildgaard, Enriquo Longo, Hanne Ribens, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Anne Eriksen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Helene Nørgaard Knudsen

Skræmmende artikel, egentlig. Heldigvis er vi da kommet videre?

Rasmus Kongshøj, Mette Hansen, Anne Eriksen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Jeg tænker lidt på jobcentrene når jeg læser om udnyttelsen af 'klienten' om det kommer så vidt, med seksuelle overgreb, tør jeg ikke sige, men jeg har hørt for meget til at udelukke det. Deres rotations politik gør i samme grad de aldrig står til ansvar for nogen. Da det sjældent er den samme du taler med igen.

Psykiatrien er spækket med skrækhistorier, og man skal ikke så langt tilbage igen. Jeg ville nu nok kigge min sognepræst i kortene.

Bjarne Bisgaard Jensen, Jette M. Abildgaard, Enriquo Longo, Rasmus Kongshøj, morten andersen, Janus Agerbo, Mette Hansen, Anne Eriksen, lars abildgaard og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Nanna Wulff M.

Mens jeg læste artiklen kom jeg til at tænke på Birgit Kirkebæks bog 'Det Farlige Køn'

"Historie: »Letfærdig og løsagtig - kvindeanstalten Sprogø 1923-1961« Sprogø-pigerne havde en større seksuel aktivitet og en mindre forstand end normalt - hed det sig."

Tåkrummende læsning.

Nic Pedersen, Jette M. Abildgaard, Anne Eriksen, Hanne Ribens, Rasmus Kongshøj, Mette Hansen, Karsten Aaen, lars abildgaard, Flemming Scheel Andersen, Henning Pedersen, Martin Andersen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Niels Mosbak

Den gode læge er blevet yderligere grundigt behandlet af Peter Øvig Knudsen, i hans bog "Birkedal".

Han blev tilsyneladende uvenner med alt og alle der kom i kontakt med ham - og det er vel nærmest hans held, at han fremtrådte på denne aparte måde i netop den tid, hvor respekten for den lægelige autoritet var stor.
Det sikrede ham mod at blive fjernet fra sit embede.
Men tilsyneladende en højt begavet mand, der skrev en guldmedaljeafhandling på Universitet i København - men det forhindrer jo ikke, at han var noget bemærkelsesværdig i sin utidige interesse for kvinders tatoveringer...

http://www.dba.dk/den-gode-laege-og-andre/id-1008609301/billeder/1/

Nic Pedersen, Anne Eriksen, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Mette Hansen, Karsten Aaen og Henning Pedersen anbefalede denne kommentar
Henning Pedersen

"Allerede i 1950 havde Max Schmidt, der var højt begavet og opvokset i et grossererhjem"?? Det var nok den tids mening om folk fra grossererhjem og i Augustenborg kunne de ikke bruge intimsnageren, men i politiet var han lige hvad de stod og havde brug for, en begavet kapacitet på et område, der i den grad optog deres gøren og laden. I dagens Danmark har politiet andre presserende opgaver, men ikke af mindre vigtighed.

Jette M. Abildgaard, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Bente Simonsen

Man kunne måske ønske sig , at nogen havde kigget ham nøjere i kortene, mens han var aktiv. Nu er det ligesom for sent, ik?

Jette M. Abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Henning Pedersen

Bente Simonsen, Carl Madsen kiggede ham efter i kortene i samtiden og Hans Scherfig løftede ham op til det latterlige i romanen "Skorpionen", men dem kunne man ikke tage alvorligt, eftersom de var kommunister!!

Kim Houmøller, Jette M. Abildgaard, Karsten Aaen, Espen Bøgh, Anne Eriksen, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
morten andersen

God leveregel: brug din sunde fornuft førend du lader en psykiater fortælle dig hvem du er.

lars abildgaard, Jette M. Abildgaard, Kjeld Hansen, Anne Eriksen, Rasmus Kongshøj og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Autoriteter, der under dække af blind tillid foretager sig det værste, især overfor forsvarsløse mennesker fra underklassen? Den slags har vi heldigvis ikke i dag, her i verdens lykkeligste, mindst korrupte, mest dobbeltplusgode velfærdssamfund!

Jette M. Abildgaard, Karsten Aaen, Kjeld Hansen, Henning Pedersen, Peter Poulsen, Anne Eriksen, lars abildgaard, Nanna Wulff M. og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
morten andersen

Rannveig Spliid:
som fanden læser biblen. Indlægget ment som en kritik af psykiaterens store magt dengang som nu.

Peter Poulsen

Psykopater har tilsyneladende altid kunne finde et trygt hjem i politiet... Jeg tror at det eneste brugbare ved Max Schmidts mentalundersøgelser er, at de indeholder 'observantens' livshistorie (selvom denne kan være fordrejet i gengivelsen). og dermed giver et bidrag til f.eks. besættelsestidshistorien.

Enriquo Longo

Der er mange læger der har haft et forkert projekt.

Fra Sct. Hans Hospitals historie:
"Alligevel brugte man kraftige disciplinarmidler i form af styrtebade, tvangsstol,
tvangstrøje, sult, tørst, kvalmemikstur, spansk flue osv. Andre bizarre behandlingsmetoder
var f.eks. indretninger, hvor man udsatte patienter for pludselige
voldsomme overraskelser i håb om, at disse ville standse deres sindssygdom."

Den portugisiske læge Egas Moniz, som gerne ville glæde sin mor ved at blive berømt, og derfor opfandt "Det hvide snit" som Walter Freemann i USA rejste rundt og foretog med en syl.

Eller hvad med vores egen kære Per Fink, fra Klinikken for Funktionelle Lidelser, der på mystisk vis kan få en ellers hårdnakket fysisk sygdom til at forsvinde med kognitiv terapi og antidepressiva, til glæde for Jobcentrene og forsikringsselskaberne.

Kim Houmøller, Jette M. Abildgaard, Karsten Aaen, morten andersen, Gry W. Nielsen, Henning Pedersen, Laust Holst, Anne Eriksen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Miguel Tuells

Fin artikel om en embedsmand som misbrugte sin stilling til at udoeve magt ganske ukorrekt over for svagere medmennesker. Leif Blaedels leder i 1.964 har den helt korrekte pointe . Dog var mandens meninger om tatoveringer maaske ikke saa langt ude.

Hvad får nogen til at tro, at nutiden IKKE har sine Max Schmidter og en anden af Scherfigs karakterer, dommeren, 'Ellen Otteuger', der som princip gav minimum to måneder i spjældet til samfundets mest udsatte - uden - hensyn til om de var skyldige eller ej?
Mere subtile i deres tilgang end den tids, forstås. Typer som de nævnte florerer i bedste velgående og - som i skolegården - må de uden resursestærke 'forældre' tåle og lide!

Nic Pedersen, erik mørk thomsen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Jette M. Abildgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
bente-ingrid bruun

Hver tid sin psykiaterskandale.
I dag er det liaisonpsykiateren professor Per Fink, der med magtmisbrug konverterer speciallægestillede somatiske diagnoser til funktionelle lidelser,(der ikke er en WHO ICD-10 diagnoser) i sit ideologiske spareprojekt ud fra en forældet TERM-model, der har frasorteret årsager og miljøfaktorer.
Hvorfor har Sundhedsstyrelsen, Sundheds- og forebyggelsesministeren og Folketingets Sundheds- og Forebyggelses udvalg endnu ikke standset Per Finks ageren til skade for rigtig mange syge mennesker? Kig ind på "I klemme i det kommunale system". Det må da være en oplagt opfølgende sag for Ulrik Dahlin!

lars abildgaard, Enriquo Longo, Jette M. Abildgaard, Karsten Aaen og morten andersen anbefalede denne kommentar
Ruth Gjesing

"Dokumenterne, der nu er overgivet til Rigsarkivet, danner grundlag for Informations sommerserie ’På briksen med Max’. Dette er første artikel i serien."
Jeg forstår ikke, hvad vi skal med en hel artikelserie om denne Max. Lidt kulørt underholdning i en agurketid eller hvad.

Peter Poulsen

Hans Scherfigs roman Skorpionen er i øvrigt fremragende og kan varmt anbefales! Og har man en smule fantasi kan den virke ubehagelig nutidig...

bente-ingrid bruun, lars abildgaard, Enriquo Longo og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Helene Nørgaard Knudsen

Jeg kender til en der blev spurgt af en psykolog om prisen på en kasse øl. Hun drikker ikke så hun kendte ikke svaret men psykologen tog det som at min veninde ikke levede i virkeligheden. Jeg kan heller ikke på stående fod opremse priser på alkohol - ikke efter jeg stoppede mit druk.

Morten Johansen

Skræmmende artikel, egentlig. Heldigvis er vi da kommet videre?

Det kan man så spekulere lidt på. Jeg så lige for et par dage siden at den psykiater som var ansvarlig for en årelang, systematisk og til tider livsfarlig overmedicinering af sine patienter på Glostrup hospital, nu er ansat som censor ved KU!!
Det virker som om, at lige så snart man er inde i systemet og har en titel, så kan man fortsætte næsten uanset hvad.