Læsetid: 4 min.

’Det er værst, når de ikke efterlader et brev’

Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Maria Ottesen arbejder som bedemand hos Bededamerne.dk
Bedemand Maria Ottesen vurderer, at hun i sin karriere har haft kontakt med cirka 4.500 afdøde. Det gør, at hun ikke selv ’kommer til at gå nysgerrig herfra’.

Tor Birk Trads

26. juli 2014

»Når jeg kører væk med den døde, og de pårørende står og græder, er det hårdt. Hvis jeg i bakspejlet kan se en eller anden unge, der står og vinker, kan jeg slet ikke holde det ud. Så tuder jeg i rustvognen.

Selvmord er jo helt sindssygt. De pårørende er så ulykkelige. Nogle gange har de godt vidst, at det ville ske. Alligevel er det chokerende, når politiet ringer på døren og fortæller, hvad der er sket.

Det er værst, når de ikke efterlader et brev. Så står det hele og svæver lidt i det uvisse. Vi ved jo godt, at døden er uigenkaldelig. Der kommer ikke nogen tilbage for at fortælle, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Folk søger clairvoyante og alt muligt for at få svar.«

»Det er meget barskt at få at vide, at en, man holder af, har kastet sig ud foran toget eller har skudt sig. Samtidig ved de pårørende, at hvis det er dén slags selvmord, så har afdøde villet det.

Der er ingen udvej, hvis du tager et regionaltog. Men det påvirker dem altså meget, hvis dødsfaldet var voldsomt eller brutalt. Især fordi, de ikke kan sige farvel, hvis den døde ikke kan vises frem.«

»Jeg er den, der beslutter, om de pårørende skal se afdøde. Alle mennesker, der dør – uanset hvordan de dør – skal ned i en kiste. Det er bedemandens opgave. Falck henter dem på stedet, og så henter vi dem ovre på retsmedicinsk afdeling. Det er altid os, der skal ud og have fingrene i det, uanset hvordan de ser ud.«

»De fleste døde er faktisk rigtig smukke.

Hvis man har skudt det øverste af hovedet af, kan ansigtet godt være pænt og intakt, og man kan godt vise det frem, hvis man lægger noget over den skadede del. Får man ikke liget at se, kan det være svært at forstå, at ens pårørende er død.

Jeg har regnet lidt på det, og jeg har set omkring 4.500 døde i mine år. Så jeg går ikke nysgerrig herfra. Men det påvirker mig, selvfølgelig gør det det. Når folk har kastet sig ud foran toget, er det et sindssygt voldsomt syn. Folk, der har skudt sig. Folk, der har hængt sig. Det sætter nogle ting i perspektiv.«

»Jeg føler ikke, at de gør noget imod mig. Jeg er der som et led i deres død, og jeg kan fint leve med det. Men jeg synes, det er strengt over for familierne. Man er meget egoistisk, når man tager sit eget liv.

Når det er sagt, er jeg godt klar over, at de mennesker, der gør det, som regel er klemt på psyken, pengepungen og alt muligt. De kan ikke se sig ud af det, og det er derfor, de gør det. Men det er tarveligt og unfair over for dem, der er tilbage. Og jeg tror på, at der altid er en løsning.«

»Ofte møder jeg total fornægtelse. Jeg fortæller jo præsten, at det er selvmord, og det vil han selvfølgelig gerne tale med familien om, men ofte får man dem aldrig til at indrømme det. Der er simpelthen folk, der siger: ’Nej, det er ikke sket’, hvor jeg tænker: ’Du har et problem, for det her kommer til at fylde rigtig meget i dit liv.’ På et eller andet tidspunkt vil filmen knække.

Det er afgørende for sorgbearbejdelsen, at man forholder sig helt ærligt til, hvad der er sket.«

»Det er enormt tabubelagt, når nogen selv har valgt at tage herfra. Folk bliver bange for at sige det. Man laver en historie om, at han var syg af dårlige nerver eller medicin. Folk kommer med undskyldninger, og jeg har det sådan: Du skal ikke sige undskyld til mig. Du skal dyrke din sorg og være ked af det.

Jeg tror, det er det hurtiggående samfund ude omkring os, som ikke tåler, at nogen stikker ud. Og du må slet ikke stikke så meget ud, at du tager dit eget liv. Derfor kan vi ikke snakke om det.«

»Det seneste selvmord husker jeg meget tydeligt. Det var en gammel far, der havde fået sin dreng sent, og som kun havde ham. Drengen valgte at kaste sig ud foran et regionaltog. Den her far havde et meget stærkt behov for at se sin dreng. Men det kunne han ikke. Altså, drengen var i poser.

Men han ville se sin søn. ’Jeg er nødt til at se ham’, tryglede han. Det tog mig fire dage at overtale ham til at lade være.«

»Når folk gør krav på at se liget, selv om politiet, retsmedicinerne og jeg har frarådet det, kan vi ikke stille noget op. Så må de se det. Og det bliver de sjældent begejstrede for.

Det er et rigtig langt forløb med sådan en far. Til sidst sagde jeg til ham: ’Hør nu her: Hvis man bliver ramt af et tog, som er gennemkørende, og man er et blødt menneske. Hvordan tror du så, at man ser ud?’ Han vidste godt, at det var forfærdeligt, men han gjorde sig slet intet begreb om, hvor forfærdeligt.«

»Jeg ville ønske, at dem, der vælger at begå selvmord, vidste, hvad det gør ved dem, der bliver tilbage.«

Serie

Lad os tale om selvmord

Hver uge er der over ti danskere, der tager deres eget liv, men medierne beskæftiger sig sjældent med selvmord. Information undersøger fænomenet og beskriver det igennem mennesker, der har haft det tæt på. Lokoføreren, der har ramt et menneske, graveren, der har lagt flere i jorden, og en, der har gjort forsøget selv.

Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201. Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Seneste artikler

  • ’Der er altid en løsning på tingene’

    29. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Chanaf Bougonou er graver og arbejder som anlægsgartner på Vestre Kirkegård i København
  • Da ordenen krakelerede

    23. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Bodil Due arbejder som hospitalspræst på Bispebjerg. Hendes far begik selvmord for 10 år siden
  • ’Jeg var bare hans arbejdsredskab’

    16. juli 2014
    Historien begynder, hvor livet slutter. Information har mødt seks mennesker, som har haft selvmord tæt på. Ole Iversen arbejder som lokomotivfører, og han påkørte en mand i 2001
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
  • Charlotte Vestergaard
  • Lise Lotte Rahbek
Philip B. Johnsen, Charlotte Vestergaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Christensen

"man er meget egoistisk når man vælger at tage sit eget liv"

Nej man er meget ulykkelig. Ingen har pligt til at leve videre for andres skyld.
Det er et urimeligt krav at stille til et menneske,
Ingen har pligt til at fortsætte et liv de ikke har lyst til at leve for at højne mere lykkeliges livskvalitet.
Sådan noget fis.

Jonathan Smith, Per Hansen, Jerome Doinel, Brian Pietersen, Søren Ansbjerg og Toke Andersen anbefalede denne kommentar