Læsetid: 7 min.

Vi bliver aldrig øboere, vi er øborgere

På Christiansø vil de gerne have tilflyttere med børn. Tilflytterne derimod vil gerne have tid til deres børn. Og det får de. Langt fra karriereræs og daginstitutioner har de tid til nærhed og familie. Men ølivet er kun til låns, og tilflytterne bliver aldrig rigtige øboere
På Christiansø vil de gerne have tilflyttere med børn. Tilflytterne derimod vil gerne have tid til deres børn. 
Og det får de. Langt fra karriereræs og daginstitutioner har de tid til nærhed og familie. Men ølivet er kun til låns, og tilflytterne bliver aldrig rigtige øboere
18. august 2014

To håndværkerfamilier søges til alsidige opgaver på Christiansø.«

Sådan lød overskriften på det job­opslag, Charlotte Kring faldt over i Vejle Amts Folkeblad i foråret 2013. Charlotte er mor til fire og gift med Flemming. Familien boede dengang i et drømmehus, de selv havde bygget i Brejning lidt uden for Vejle. Flemming havde sit eget tømrerfirma, og hun arbejde som sosuassistent.
Men selv om de på papiret så ud til at have opfyldt drømmen om familie, hus og karriere, havde Charlotte og hendes mand ikke tid til hverken hinanden eller børnene.

»Vi ville gerne væk fra al den stress. Min mand tænkte på arbejde hele tiden, og jeg arbejdede som sosu, så jeg sov, når ungerne endelig var vågne, fordi jeg arbejdede skiftehold. Vi glemte at nyde det,« siger hun.
I dag sidder Charlotte i sin øhave på skråningen på sydsiden af Christiansø. Haven har familien overtaget efter en tidligere gartner på øen, og græsset står grønt og nyklippet. Mellem syrenbuskene kan man skimte havet. Børnene, Mads, Luna, Victor og Albert, leger med de andre øbørn på en trampolin ikke mange haver herfra.

Ølivet er kun til låns

Charlotte bukker sig forover efter kaffen, den lyse, krøllede hestehale står lige op i luften. Hun tager kaffekopperne op af kurven og en Tubberware med chokoladekage, hun bagte i går.

»Her er der tid til at være familie,« siger hun og smiler bredt til sin veninde, der har taget turen fra Vejle.

»Her er venner og gode bekendtskaber, der kan udvikle sig. Inden vi flyttede, havde vi så travlt, at vi ikke engang havde tid til at se vores venner. Nu bor vi her, og øen er kommet ind under huden,« siger hun.

Men selv om Charlotte trives på Christiansø, ved hun godt, at ølivet kun er til låns. Husene på Christiansø er bundet til erhvervene på øen, og hvis du ikke arbejder, har du heller ikke noget sted at bo, forklarer Charlotte.

»Vi tog flugten for at få øen og roen, men vi bliver aldrig øboere, vi er øborgere, og jeg ved ikke, hvordan vores liv ser ud om fem år,« siger hun.

Familien Kring er sådan en familie, øboerne gerne vil have til øen. Sammen med de to andre nye håndværkerfamilier har Charlotte og Flemmings børn været med til at fordoble den lille skoles elevtal til 13 elever, forklarede øadministrator Orla Johansen, da jeg tidligere på ugen drak kaffe med ham i det Hvide Hus nede på havnen.

Fortrækker familier

»Vi kigger selvfølgelig på, hvem der søger, og så søger vi familier gerne med børn,« siger han og henviser til, at skolens eksistensgrundlag afhænger af, at der fortsat kommer nye børn til øen. Samtidig er det vigtigt for det lille samfund, at det er de rigtige familier, der flytter ind i Gaden, og jobsamtalerne varer typisk også flere dage,« fortæller han.

»Vi har parrene til samtale på øen, for jo tættere vi kan komme på de rigtige desto bedre for begge parter. Det er forbundet med både omkostninger og besvær at skulle flytte igen, og her er det altså lige nøjagtig en tand mere bøvlet, så hvis du kan reducere antallet af folk, der flytter for meget, så er det til fordel for alle,« siger han.
En anden, der er glad for de nye børnefamilier, er øens skoleleder, Nick Dalum, der bor i den gamle skole på østsiden, hvor han har været ansat de seneste to år.

»Det gør skolen til landets mindste, ikke lukningstruede skole,« siger han. Samtidig er han ikke i tvivl om, hvorfor familierne bliver tiltrukket af ølivet.

»Det er konerne, der ringer, for det er dem, der går op i familiernes trivsel, og her er der tid til familien,« siger han.

»Nogen bruger det også til at komme væk fra en stresset hverdag og helt ned i gear. For her er ro på. Det hele foregår i Christiansø-tempo, et ’vi når det sgu nok’-tempo.«

Følte sig hjemme

Ind imellem kommer børnene rendende af de smalle stiger bag om buskene og ned i haven.

»Moaar, må vi ikke få en is?« »Hva?« spørger Luna og lægger armene omkring sin mor.
 

»Nej, ikke lige nu, kan I ikke spørge far?« siger Charlotte bestemt og sender dem ud af haven igen. Egentlig havde Charlotte ikke skænket Christiansø en tanke siden klasseudflugten til Bornholm i syvende, og hun var spændt, da hun og Flemming blev kaldt til samtale.

»Da vi tog færgen herover til samtale, var det ligesom, at jeg fandt noget ro igen, og da vi tog af sted, føltes det meget vemodigt. Og så tænkte jeg, at så måtte det være rigtigt at være her,« siger hun og sætter koppen for munden.

Det lå ellers ikke i kortene, at familien skulle flytte til klippeøen i den anden ende af landet. I Vejle havde de bygget hus, de boede tæt på bedsteforældrene, og deres ældste kunne ikke flytte med på grund af sin skolegang.

»Vores forældre syntes, det var en dårlig idé, og de savner deres børnebørn, for vi har boet det samme sted altid,« siger Charlotte, der ikke var i tvivl om, at familien var nødt til at slå til, da de fik tilbudt stillingen.

I dag er huset i Vejle stadig til salg, og den ældste søn er flyttet ind hos Charlottes bror og svigerinde.

»Jeg ved, vi ville have fortrudt det, hvis vi ikke havde grebet chancen,« siger hun, og påpeger, at hun har været overrasket over, hvor godt familien blev modtaget.

»Folk herovre er meget åbne. Vi var ude at gå en tur en af de første dage, det tog tre timer at komme hele øen rundt, fordi vi skulle svare på så mange spørgsmål,« siger hun og smiler.   

Selv om det var Flemming, der søgte jobbet, har Charlotte nok at se til. Hun arbejder som bibliotekar, guide og  tjener på kroen og fungerer også som postafløser, men vigtigst af alt har hun fået overskuddet til at være mor og hustru tilbage.

»Poserne under øjnene er også væk og bekymringsrynkerne, de ser begge 10 år yngre ud,« konstaterer hendes veninde, mens hun ser på Charlotte.  

Tid til fællesskab

Flemming er kommet op i haven nede fra Gaden.

»Hvad sidder I og snakker om?« spørger han på klingende østjysk. Han smiler og stiller sig med hænderne i siden, mens han misser med øjnene mod solen.  Flemming arbejder sammen med de andre mænd på at holde øen ved lige og renovere husene. Men ud over at arbejde er det også Flemming, der har lagt et kogt æg i mågereden for at drille den og børnene. »Børnene ved ikke, at det er Flemming, der har lagt det der, de tror, det er mågen, der har stjålet ægget,« siger Charlotte og griner. De er glade for hinanden. Det kan man se.
Flemming har trænet til maraton på øen, fortæller han. Og så spiller han hockey med de andre mænd hver tirsdag.

»Det kan godt gå hårdt for sig,« tilføjer Charlotte. Selv har Charlotte startet et gymnastikhold for øens børn sammen med skoleleder Nick Dalum.

»Vi skal lave opvisning, så snart vejret bliver godt, og Sixten har fået armen ud af slyngen,« siger hun og påpeger, at han har en afgørende rolle på springholdet.

Alle børnene er med til gymnastik, ligesom de fleste børn også spiller musik, fortæller Charlotte.

»Viktor er den nye Jan Glæsel, han kan spille alle instrumenter, også trompet, og så har han fået de andre børn til at spille musik,« siger hun begejstret og forklarer, at sammenholdet mellem børnene er unikt.

»De arbejder meget med, hvordan man behandler hinanden ordentligt på tværs af storegruppen og lillegruppen,« siger Charlotte og henviser til øens ældste og mindste børn.

»Andre steder ville det være mærkeligt, at en 7-klassesdreng læser højt for en 0-klassespige, men det er det ikke her. Her tager børnene sig af hinanden og leger med hinanden alle sammen,« siger hun og påpeger, at tolerancen også gælder over for øens ældste beboere.

»Børnene synes ikke, de ældre er sådan nogle mærkelige nogle, der sidder på plejehjem, fordi de snakker med dem hver dag,« siger hun.

Vigtigst for Charlotte er dog, at familien har fundet ro.

»Det er et fantastisk sted. Her er tid til at være familie, her er ro på og godt sammenhold, folk hjælper hinanden og passer hinandens børn. Vi har ikke nogen SFO, de går bare hjem,« siger Charlotte.

»Nu kan jeg sætte mig på legepladsen med mit strikketøj og bare være der,« siger hun. Alle ved, hvilke børn der har hvilke forældre, så hvis én kommer til skade, så trøster man bare, forklarer hun og hælder mere kaffe op i krusene. Hun har ikke længere dårlig samvittighed.

»Nu er jeg tilgængelig. Ungerne ved, at jeg sidder her oppe, så sker der noget, kan de bare komme,« siger hun.

»Vi er blevet nogle meget mere rolige forældre. Der er ikke længere det der stress med, at man skal skynde sige ud i bilen og skynde sig videre. Her tager vi det roligt,« siger hun, men tilføjer, at ølivet ikke er noget vidundermiddel.

 »Vi er bare mennesker ligesom alle andre. Folk bliver skilt, og her er også diagnosebørn,« siger hun og smiler igen.

dije@information.dk

Serie

Seneste artikler

  • Forført af øen

    15. august 2014
    Margrete forelskede sig først i Christiansø og så i Henning. Hun forlod København og sit tidligere liv. Men efter 44 år på skæret er hun stadig ikke øbo. Hun er førder – tilflytter
  • Øen ligger i blodet

    7. august 2014
    I generationer har Brian Stigfeldts familie boet på Christiansø og ernæret sig først som sørøverkaptajner og siden som snedkere og fiskere. Derfor er øens historie også Brians historie. Det er den, der gør ham til øbo
  • Det sidste fællesskab

    5. august 2014
    På Christiansø betyder historie og familie mere end penge og karriere. Og selv om uenighederne lurer, og afstanden mellem snapsene er kort, trives fællesskabet. Information er taget til øen for at se nærmere på en sameksistens, der i dag ikke findes mange andre steder i landet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu