Læsetid: 9 min.

Danske maoisters korte stjernestund

I midten af 1970’erne bebudede Dansk Metal en hvidbog, der skulle kortlægge maoisternes økonomi og skadelige indflydelse på arbejdspladserne. Vi maoister var henrykte, men trods massiv omtale blev rapporten aldrig offentliggjort. Da jeg for nylig fandt frem til rapporten i Arbejderbevægelsens arkiv, blev jeg slemt skuffet
Den socialdemokratiske ledelse af Metalarbejderforbundet blæste i 1970’erne til kamp mod ’kineserne’ – de danske maoister. Forbundet mente, at ’kineserne’ infiltrerede arbejdspladser for at skabe uro, men al omtalen pustede bare til maoisternes selvfølelse. Som nu, 38 år senere, bliver punkteret.

Ernst Nielsen

12. august 2014

Dette er et personligt tilbageblik på en anderledes tid, nemlig midten af 1970’erne. Dengang var jeg et prominent medlem af den maoistiske organisation KFML, der stod for Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister. Vi var den største af en håndfuld danske maoistgrupperinger, der havde valgt formand Mao Tse-tungs og Kinas side i opgøret mellem Kinas og Sovjetunionens kommunistiske partier.

I efteråret 1976 skrev jeg en artikel i vores blad Arbejderavisen med overskriften: »Hvad blev der af ’kineser’-rapporten?« Over to sider udmalede jeg med mange kilder og citater »den hetz mod revolutionære arbejdere og KFML«, som den socialdemokratiske topledelse i Dansk Metalarbejderforbund året før havde igangsat mod »kineserne«, som hurtigt blev en fællesbetegnelse for maoister og andre venstreorienterede arbejdere. Mens vi maoister opfattede toppen af fagbevægelsen som bureaukrat-kapitalister allieret med storkapitalen, anså de os for studentikose splittelsesmagere.

Det moskvatro danske kommunistparti, DKP, som beklageligvis var en hel del større end os, havde vores helt specielle foragt: Dem betragtede vi maoister som vores »taktiske hovedfjende«, hvis indflydelse det gjaldt om at overtage. For at tydeliggøre vores foragt satte vi i mange år således anførselstegn omkring K’et, hver gang vi nævnte dem i vores avis: D’K’P. Så fik de dén!

Kernen i »hetzen« mod kineserne, som i efteråret 1975 kørte på omgang i »borgerpressen« og såmænd også i det kommunistiske dagblad ’Land og Folk’, var uden fine fornemmelser og meget direkte, som i denne opfordring i medlemsbladet Dansk Metal til arbejdspladserne om, hvad de skulle gøre med kineserne: »Skil dem ud, skil jer af med dem!«

På Metalkongressen i efteråret 1975 havde smedeformanden Paulus Andersen i en heftig polemik påstået, at der stod »sort kapital« bag kinesernes splittelsestaktik, og at kinesernes forhold til »storkapitalen« nu skulle kortlægges i en hvidbog. Men selv om hvidbogen blev omtalt igen og igen i de mange avisartikler om KFML i efteråret 1975, der med hensyn til ordvalg og vinkling synes skrevet ud fra samme forlæg, blev rapporten aldrig offentliggjort.

Peking-guldet

Dengang var der for mig at se ingen tvivl om hvorfor: Offentliggørelsen af kineserrapporten ville vise, at fagtoppen systematisk registrerede klassebevidste arbejdere – og hvem ved, måske endda i et samarbejde med PET? I hvert fald havde den tidligere leder af fagbevægelsens interne efterretningsapparat AIC (Arbejderbevægelsens Informations Central), Kjeld Sørensen, som i 1975 var blevet leder af Socialdemokratiets Faglige Sekretariat, udtalt til det norske LO-blad Fri Fagbevægelse, at »i Danmark bliver der fra flere sider støttet op om ulovlige strejker og konflikter. Vi ved, at den kinesiske delegation i København bevilger penge til en sådan virksomhed«.

Ud fra alt, hvad jeg ved, var og er ’Peking-guldet’ en skrøne. Selv om også PET-Kommissionen i sin betænkning fra 2009 citerede PET-kilder for, at der angiveligt skulle flyde en lind strøm af midler fra den kinesiske ambassade til vores slunkne maoistiske pengekasse, så var det ikke rigtigt. Kineserne brugte i stedet kræfterne på at støtte højreorienterede europæiske politikere som den vesttyske CSU-formand Franz Josef Straus, bare de var tilstrækkeligt sovjetfjendtlige.

Henrykte maoister

Men nu tilbage til min gamle artikel. Med afsæt i den manglende offentliggørelse af rapporten blev vinklen slået fast fra start: »Trods metaltoppens forsøg på at nægte eller glide uden om, er der mange ting, der tydeligt viser, at der findes en rapport.« Skråsikkert forudså jeg, at »indholdet er mere omfattende end den økonomiske undersøgelse, som Paulus Andersen varslede på smedekongressen i ’75«.

Selv var jeg dengang en 21-årig typograflærling med studentereksamen og et kort ophold på Journalisthøjskolen bag mig, så uden at ryste på hånden konkluderede jeg, at »historien om ’kineser’-rapporten, som forsvandt, fortæller ganske meget om klassesamfundet Danmark 1976«.

Og for at ingen i Arbejderavisens beskedne læserkreds skulle gå glip af pointerne, trak jeg dem op en ekstra gang til sidst. Historien om ’kineser’-rapporten havde til fulde bekræftet maoisternes analyser af dagens Danmark: »At det ’demokratiske’ skin over kapitalens Danmark hurtigt kan udhules«. Hvis eller måske snarere når dette skete, ville det tvinge os maoister »ud i illegalitet«.

Til allersidst slog jeg fast, at historien om kineserrapporten også gav en god forklaring på KFML’s sikkerhedspolitik, f.eks. at vi aldrig ville oplyse, hvor mange medlemmer vi havde.

Selv om jeg i artiklen altså gav udtryk for en voldsom harme og forargelse over Metaltoppens hetz og beskyldningerne om, at vi var finansieret af både »storkapital« og den kinesiske ambassade, var vi maoister i virkeligheden henrykte og nærmest i den syvende himmel. Jeg var i hvert fald.

Efter flere års næsten total usynlighed blev der nu skrevet om os overalt i pressen. Vi labbede det ukritisk i os, vi rankede ryggen og følte os på sejrens vej.

Det viste sig at være en kort fornøjelse.

Selv om vi i 1977 følte os båret frem på en bølge af medgang og højtideligt ændrede navnet til Kommunistisk Arbejder Parti, KAP, holdt illusionen kun i få år. Maos død i 1976, opgøret med »Den store proletariske Kulturrevolution« i Kina i 1978-79, grænsekrigen mellem Kina og det befriede Vietnam i 1979 og dertil voksende utilfredshed med topstyringen i KAP slog skår efter skår i vores selvskabte glansbillede. Selv forlod jeg den maoistiske boble ved årsskiftet 1981-82. Partiet blev endeligt nedlagt i 1994.

En sølle omgang

For nylig lykkedes det bibliotekarerne hos Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) i Taa-strup at finde frem til kineserrapporten i en af de arkivkasser, som ABA har modtaget fra Dansk Metal.

38 år efter at jeg i Arbejder-avisen havde slynget mine anklager mod »bureaukrat-kapitalisterne«’s hetz, stod jeg nu med rapporten i hånden. Men i modsætning til mine forestillinger om et digert værk viste materialet sig kun at bestå af et udkast på godt tre sider og en færdig rapport på knap fem sider samt et meget skuffet brev fra Paulus Andersen.

På ét punkt havde jeg taget afgørende fejl i min gamle artikel, selv om der altså faktisk var lavet en slags rapport. Forklaringen på, at kineserrapporten aldrig blev offentliggjort, var ikke, som jeg havde svunget mig op til 38 år tidligere, at det ville være yderst kompromitterende for »fagpamperne«, hvis sandheden kom frem. Den rigtige forklaring var, at rapporten var tynd og intetsigende. Så det er altså ikke »klassesamfundet Danmark 1976«, som kineserrapportens sølle få sider fortæller »ganske meget om« – nej, det er derimod min og andre maoisters selvfølelse og ikke mindst vores evne til at puste os selv op.

Selvfølgelig fortæller materialet også lidt om den skuffede Paulus og Metaltoppens urealistiske forestillinger om KFML som en slags rødt faldskærmsregiment, der lynhurtigt og efter behov kunne omgrupperes fra den ene arbejdsplads til den anden, alt efter hvor klassekampen krævede det.

Den 5. november 1975 skrev Metals cheføkonom, Steffen Møller, en »foreløbig rapport« på godt tre sider med titlen: »Hvem står bag kineserne?« Cheføkonomen var allerede dengang en omstridt herre, og efter sigende fik han senere danmarksrekorden i bestyrelsesposter i selskaber og virksomheder. Men i efteråret 1975 havde den ellers så effektive cheføkonom svært ved at imødekomme kongressens beslutning om at undersøge, »hvilke grupper der for tiden skaber uro på danske arbejdspladser, samt hvorledes der blev rejst penge til finansiering af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser«.

Steffen Møller var løbet ind i problemer, bl.a. fordi han ikke kunne finde nogen »egentlig organisation eller sekretariat, som er registreret, f.eks. momsregistreret«. Han kunne heller ikke få »offentligt kendte KFML’ere« til at udtale sig.

Efter omstændighederne var hans analyse, at »efter at såvel Kommunisterne som SF og VS er blevet repræsenteret i Folketinget, har andre grupper overtaget det aktive arbejde ude på virksomhederne under mottoet, ’at det er virksomhedens egne arbejdere, som løser deres problemer’. Mest fremtrædende er KFML«.

Ifølge Steffen Møller havde maoisterne tilmed overhalet VS, der ellers havde gjort sig gældende, da en strejke mod lukning af den grafiske virksomhed Uniprint i Glostrup i februar 1975 endte med arbejdernes besættelse af virksomheden.

»VS’erne var aktive – og havde en vis indflydelse på en række arbejdspladser, indtil Uniprint-aktionen var færdig. Herefter har VS ikke kunnet konkurrere med KFML (…) VS forsøger gennem tale at give udtryk for, at de fortsat eksisterer på arbejdspladserne, men i realiteten er deres indflydelse udspillet.«

Se, det havde jo været herlig læsning for en maoist for 38 år siden, selv om det ikke var meget konkret, cheføkonomen havde opsnuset: »KFML har omkring 2-300 aktive medlemmer. At blive anerkendt som KFML’er er ganske vanskeligt. Der skal såvel politisk skoling som praksis fra erhvervslivet til, før man kan blive anerkendt i inderkredsen.«

KFML havde den strategi, mente Steffen Møller, at »når medlemmer af partiet kan få ansættelse på en virksomhed, skal de modne arbejderne for, at når der opstår en konflikt da at reagere spontant overfor ’kapitalisternes overgreb’ ved arbejdsnedlæggelser, virksomhedsbesættelse, eller hvad der i den givne situation vil være den mest hensigtsmæssige aktionsform«.

»De udsendte KFML’ere på virksomheden afventer da et gunstigt tidspunkt, hvor fejlagtig information eller sendrægtige forhandlinger begynder at skabe uro.«

»Den måde, arbejdskampen organiseres på, har den store fordel for aktørerne, at de opretter en styringskomité, som kun eksisterer og fungerer, mens konflikten står på, og som nedlægges eller opløses ved konfliktens ophør. De vellykkede aktioner anvendes i agitationsarbejde forud for næste aktion på andre virksomheder.«

Møllers maoistiske svampe

Steffen Møller havde også fundet på sit eget ord for kinesernes netværk: »Denne strategi kan kaldes Paddehatte- eller Champignonsstrategien, fordi den skyder op. Metoden er, at man fungerer, medens konflikten løber, og forsvinder, når konflikten er slut. Der er dog samtidig sået kim til, at en ny konflikt kan etableres med kort varsel.«

Og så var der jo det med pengene, som kineserne ifølge Steffen Møller også var særlig gode til: »Ved at garantere, at der opnås økonomisk støtte til de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, oprettes der uden om tillidsmanden en strejkekomité eller planlægningskomité. Komiteen sørger for at samarbejde med KFML-repræsentanten/repræsentanterne om, at der organiseres indsamlinger på arbejdspladser, universiteter, læreanstalter, seminarer, indenfor børne- og fritidspædagogområdet, AOF mv.«

Og som Steffen Møller fortsatte: »Når det er lykkedes KFML at få startet aktionen, bevilges der fantastisk hurtigt penge fra disse støtteindsamlinger. Indenfor en uge kan der rejses over 50.000 kr. Det betyder, at konflikten og indsamlingen er særdeles vel tilrettelagt og fungerer.«

Derefter gennemgik Steffen Møller en række venstreorienterede fonde, bl.a. Niels Munk Plum Fonden og 1. Maj-Fonden, og nederst på udkastets side tre måtte cheføkonomen krybe til korset: »Det har ikke været muligt at påvise, at der stod ’storkapital’ bagved de overenskomststridige aktioner, som har hærget på en lang række virksomheder.«

»Langt den overvejende del af de penge, som anvendes til de illegale aktioner, hentes gennem indsamlinger,« mente han og anslog, at det i 1975 havde drejet sig om »knapt 1 mill. kr.«

Den skuffede Paulus

Efter en ukendt person havde forsynet Steffen Møllers udkast med håndskrevne rettelser og tilføjelser, færdiggjorde cheføkonomen sin »rapport« den 23. januar 1976. Nu var teksten svulmet op til knap fem sider, bl.a. på grund af et »efterskrift«, der forklarede, hvordan strejkende arbejdspladser i stor udtrækning havde sendt indsamlede støttekroner retur, hvis de i mellemtiden havde fået støtte fra fagforeningen.

»Pengene blev tilbagesendt til brug for andre i konflikt. De store pengebeløb er således ikke så store som først antaget, og stammer ikke fra ’kapitalister’.«

Steffen Møllers tynde rapport på fem sider tilfredsstillede ikke smedeformanden Paulus Andersen, der havde udtalt sig vidt og bredt om kineserrapporten i massevis af artikler.

»Gode Ven!« indleder smeden et kort og fyndigt brev til cheføkonomen. Formanden måtte sige, »at den rapport, du har udarbejdet omkring hele spørgsmålet om den maoistiske bevægelse (kineserne), har skuffet mig meget. Jeg synes ikke, du er gået i dybden med den problemstilling, som jeg fremførte på kongressen, og ærlig talt, hvis jeg skulle udlede rapportens konklusion, skulle det være med: Goddag Mand – Økseskaft!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Tre små kinesere på Højbro Plads
stod og spillede på kontrabas,
så kom der en betjent, som sk'u se hvad der var hændt
tre små kinesere på Højbro Plads :-(

Michael Sølvvig

Måske ikke helt i orden lige efter hans død…..

Og iøvrigt var det mest groteske med KAP og det store AKP i Norge at de også syntes, at Pol Pot var en helt.